TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
89 93 43 89
Åbent i dag kl 10 - 16 | Se åbningstider
ForsideNyheder og rejseartiklerHvor skal man rejse hen i marts 2025?

Hvor skal man rejse hen i marts 2025?

18.08.2024
Vis alle indlæg

Planlægger du din næste rejse i marts 2025?

Der findes et væld af fantastiske rejsemål, du kan udforske.

Men hvor skal man rejse hen i marts?

Vi har samlet 12 rejsemål, som er magiske i marts. Hvilken er din favorit?

Var det ikke marts, du kiggede efter? Se også vores anbefalinger til rejsemål i februar og april.

Sydafrika – Frodige efterårslandskaber

Afrikansk elefant i frodige omgivelser i Sydafrikas Kruger Nationalpark.

Marts markerer begyndelsen af efteråret i Sydafrika, hvilket betyder behagelige temperaturer og mindre regn. Cape Town byder på spektakulære landskaber, vinområder og kulturelle oplevelser, mens Kruger Nationalparks floder er fyldt med vand og vegetationen er grøn og frodig efter regnsæsonen.

I Cape Town kan du nyde smukke strande, besøge det berømte Table Mountain og udforske den charmerende bydel Waterfront. Det er også et godt tidspunkt at besøge de mange vingårde i regionen og nyde en afslappende dag med vinsmagning. Kruger Nationalpark er kendt for sine safarier, hvor du kan se “The Big Five” i deres naturlige omgivelser.

3 grunde til at besøge Sydafrika i marts

  1. Behageligt efterårsvejr til at udforske Cape Town.
  2. Vindistrikter i fuldt flor.
  3. Smukke frodige landskaber i Kruger Nationalpark.

Se vores rejser til Sydafrika herunder:

Japan – Foråret kommer med kirsebærblomstringen

Kirsebærblomstring ved Osaka Castle i Japan.

Marts måned markerer starten på foråret i Japan. De første kirsebærblomster begynder at springe ud og skaber en magisk stemning. Fænomenet kaldes Sakura og er en oplevelse, du ikke må gå glip af, hvis du er i Japan i forårsmånederne. Parker og haver fyldes med både lokale og besøgende, der kommer for at nyde synet af de smukke blomster. Kirsebærblomstringen er så populær at bare det at se på dem, har sit eget navn, nemlig Hanami (花見).

Vejret i marts er til den kølige side, men mildt og uden meget regn.

Byer som Tokyo og Kyoto tilbyder et væld af kulturelle og historiske seværdigheder, fra gamle templer til moderne skyskrabere, som er skønne at udforske i det milde forårsvejr.

3 grunde til at besøge Japan i marts

  1. Oplev kirsebærblomstringen, Sakura.
  2. Mildt forårsvejr.
  3. Gode vejrforhold til sightseeing i byerne.

Se vores rejser til Japan herunder:

Costa Rica – Solrigt og eventyrligt

Kvinde står på en hængebro i Monteeverde i Costa Rica

Costa Rica er fantastisk at besøge i marts, særligt hvis du drømmer om en solrig rejseoplevelse.

Måneden ligger nemlig i landets tørsæson og er et af de varmeste og mest solrige tidspunkter på året, hvilket gør marts ideel både til at udforske Costa Ricas rige natur og dyreliv, samt slænge dig på landets smukke sandstrande.

I tørsæsonen vil dyrelivet i Costa Rica muligvis være lettere at spotte, end i regnsæsonen. Det skyldes, at der er færre vanddepoter, og dyrene derfor samles, om de få der er.

Costa Rica er et overvejende katolsk land og fejrer derfor mange kristne helligdage. Den 19. marts hvert år fejres blandt andet Día de San Jose, Josefs dag, som er helgen for Costa Ricas hovedstad San José. Dagen fejres med højmesser i kirkerne og familiesammenkomster. Har du lyst til at opleve det, kan du deltage i kirken, der med al sandsynlighed vil byde dig velkommen med et smil.

3 grunde til at besøge Costa Rica i marts

  1. Meget lidt eller slet ingen regn
  2. Nemmere at opleve dyrelivet, der samles om færre fyldte vanddepoter.
  3. Perfekt vejr til badeferie

Se vores rejser til Costa Rica herunder:

Sri Lanka – Dyreliv og solrige dage

Leopard ligger på en sten i Yala Nationalpark i Sri Lanka.

Marts byder på noget af årets bedste vejr i Sri Lanka, hvilket gør det til et fremragende tidspunkt at udforske landets mangfoldige natur og kultur. Med solrige dage og varme temperaturer er det ideelt at besøge både kulturelle seværdigheder og smukke strande.

Besøger du Sri Lanka i marts, er der også gode chancer for at spotte de fantastiske dyr i Sri Lanka. Du kan være heldig at opleve leoparder, der nyder solen i Yala Nationalpark, og der er rig mulighed for at se de mange fascinerende elefanter i Udawalawe Nationalpark.

Sri Lanka har også på et væld af kulturelle og historiske oplevelser, som er perfekte at udforske i det tørre og behagelige vejr. Oplev f.eks. de to ældgamle byer Polonnaruwa og Anuradhapura med fantastiske ruiner og storslåede stupaer.

3 grunde til at besøge Sri Lanka i marts

  1. Varme, solrige dage, der lægger op til badeferie.
  2. Behageligt vejr til at udforske historiske seværdigheder.
  3. Gode muligheder for at opleve Sri Lankas dyreliv.

Se vores rejser til Sri Lanka herunder:

Cuba – Mildt vejr og musikfestivaler

Gammel amerikanerbil i Trinidads brostensbelagte gader

Marts måned ligger i Cubas tørsæson, kendt som la seca, og byder på solrigt og tørt vejr.

Cubas placering i Det Caribiske Hav gør, at de høje temperaturer bliver afbalanceret af kølige vinde, mens havtemperaturen stadig er lun og mild.

Det behagelige vejr gør måneden perfekt til oplevelser udendørs. Glæd dig f.eks. til at slentre gennem Havannas eller Trinidads gader i tørvejr eller udnyt de solrige timer på nogle af de charmerende cubanske strande.

Der afholdes desuden flere musikfestivaler i Cuba i marts. Udforsk blandt andet Havana World Music Festival i midten af marts eller den populære percussionfestival Fiesta Del Tambor, der også finder sted i Havanna.

3 grunde til at besøge Cuba i marts

  1. Tørt, solrigt vejr.
  2. Gode temperaturer til udendørsoplevelser.
  3. Mulighed for at opleve musikfestivaler.

Se vores rejser til Cuba herunder:

Australien – Enestående efterår

Udsigt over Great Ocean Road i Australien på en solrig dag.

I marts får du en unik mulighed for at opleve det bedste af både tørsæsonen og regnsæsonen. Marts ligger nemlig i slutningen af det nordlige Australiens regnsæson, hvorfor landskaberne vil være frodige og grønne, mens regnen vil begynde at stilne af.

Det australske efterår begynder i marts, og temperaturerne begynder at dale. Årstiden er god til roadtrip på f.eks. Great Ocean Road, da vejret ikke er for varmt. Vejrforholdene er også ideelle til sightseeing i Australiens pulserende byer som Sydney, Brisbane eller Melbourne, der byder på museer, caféer, restauranter og charmerende kvarterer.

Det begyndende efterårsvejr med mildere temperaturer gør marts ideel til at opleve Australiens fantastiske nationalparker og lade dig betage af de smukke landskaber, der dækkes i efterårsfarver.

3 grunde til at besøge Australien i marts

  1. Frodige landskaber.
  2. Gode forhold til roadtrip.
  3. Behageligt vejr til at besøge de smukke nationalparker.

Disse destinationer tilbyder en bred vifte af oplevelser og perfekte vejrforhold i marts, hvilket gør dem ideelle til din næste rejse.

Se vores rejser til Australien herunder:

Thailand – Storbyer og smukke sandstrande

Tuk Tuk med udsigt til tempel i Bangkok

Thailand byder på behageligt vejr i marts, hvilket gør det til en ideel måned at udforske både byer og strande.

Marts er en fantastisk måned at besøge nogle af Thailands smukke øer som Koh Samui eller Phuket, hvor det azurblå hav er varmt, og solen giver dig mulighed for at slænge dig på de smukke sandstrande.

Udforsk de spændende thailandske byer, som Bangkok eller Chiang Mai, hvor temperaturerne endnu ikke er ekstremt høje, og du kan slentre rundt og nyde de mange smukke templer eller prøve den enestående thailandske mad.

Besøger du nationalparken Khao Sok i marts, kan du opleve farverig bevoksning, når mange af planterne begynder at blomstre. Marts er også en god måned at opleve dyreliv omkring søen, hvor dyrene søger vand i det varme vejr.

3 grunde til at besøge Thailand i marts

  1. Ideelt vejr til at udforske de thailandske byer.
  2. Behagelige temperaturer til strandferie.
  3. Oplev natur og dyreliv ved Khao Sok.

Se vores rejser til Thailand herunder:

Galapagosøerne – Snorkling og skildpadder

Havskildpadde i vandet ved Galapagosøerne

På Galapagosøerne kan du opleve det helt unikke dyreliv, uanset hvornår på året du rejser. Men oplevelserne varierer, alt efter hvilken måned, du vælger at rejse i.

Marts placerer sig i regnsæsonen på øerne, hvilket betyder varme temperaturer, men med mere regn. Der er til gengæld roligere strømme i det varme hav, som øger sigtbarheden og gør tidspunktet helt ideelt til at snorkle.

Rejser du til Galapagosøerne i marts, kan du opleve grønne havskildpadder ved kysten, hvor de gør sig klar til at lægge æg, når mørket er faldet på. Derudover bygger havleguanerne rede på Fernandina og North Seymour, mens du kan se aktive pingviner ved kysterne.

3 grunde til at besøge Galapagosøerne i marts

  1. Varmt vejr.
  2. God sigtbarhed i havet, hvilket er ideelt til snorkling.
  3. Rigt dyreliv ved kysterne, f.eks. havskildpadder og pingviner.

Se vores rejser til Galapagosøerne herunder:

Argentina – Vin og vilde landskaber

Vindrueranker i Mendoza i Argentina

Hvis du drømmer om en rejse til Argentina, hvor du kan udforske de fascinerende landskaber, smukke nationalparker eller pulserende Buenos Aires på én og samme rejse, så er marts den perfekte måned.

Efteråret nærmer sig Argentina i marts, så de tårnhøje sommertemperaturer daler langsomt og giver plads til mere behagelige vejrforhold. Særligt vinregionen Mendoza er enestående i efteråret, hvor du kan opleve den årlige vinfestival.

Både ved Iguazú-vandfaldene og i Patagonien er temperaturerne faldet, og det regner mindre, hvilket gør marts til en god måned at opleve Argentinas fantastiske natur.

Marts er også en god måned at besøge Buenos Aires, hvor sommerens fugtige og varme vejr er på retræte. Der kan forekomme enkelte regnbyger, som gør det ideelt at besøge nogle af de mange barer og caféer i byens spændende kvarterer.

3 grunde til at besøge Argentina i marts

  1. Vinfestival i Mendoza.
  2. Perfekt vejr til naturoplevelser.
  3. Behageligt vejr i Buenos Aires.

Se vores rejser til Argentina herunder:

Colombia – farverig kultur og betagende natur

Gade i Cartagena i Colombia

I det meste af Colombia er der tørsæson i marts, og derfor er det en god måned at udforske hele Colombias mangfoldige skønhed lige fra Andesbjergene, Kafferegionen, Cartagena eller ruinbyen Lost City.

Trekket til Lost City er oplagt i marts måned, hvor stierne er tørre og fører dig til smukke solrige udsigter.

I Andesbjergområdet er der mildt forårsvejr, og det er da heller ikke tilfældigt, at byen Medellín har fået tilnavnet ”byen med det evige forår”, som uden tvivl er et besøg værd på din forårsrejse.

En rejse til Colombia er ikke komplet uden et besøg i smukke Cartagena i det nordlige Colombia. Her byder marts på varme, solrige dage, der er perfekt til at udforske de charmerende brostensbelagte gader.

3 grunde til at besøge Colombia i marts

  1. Tørsæson med mindre nedbør.
  2. Tørre stier og solrige udsigter på Lost City-trekket.
  3. Ideelt vejr til at udforske Cartagenas farverige gader.

Se vores rejser til Colombia herunder:

Vietnam, Laos og Cambodia – En rejse gennem Indokina

Udsigt over Ha Long-bugten i marts

Marts er en fremragende måned at kombinere en rejse til de tre asiatiske lande Vietnam, Laos og Cambodia, kendt som Indokina. I marts er vejret nemlig behageligt i alle tre lande.

Marts i Vietnam er oplagt til udendørsaktiviteter, som naturoplevelser, da vejret er solrigt og tørt uden for meget regn. Eksempelvis er marts en af de bedste måneder at besøge den smukke Ha Long-bugt, hvor imponerende kalkstenssøjler troner op af det smaragdgrønne vand.

Marts ligger i Laos’ tørsæson, hvilket betyder varmt vejr, solskin og få regnskyl og ideelle vejrforhold til at udforske de mange seværdigheder i Luang Prabang.

Der er også tørsæson i Cambodia i marts. Derfor er det et rigtig godt tidspunkt til at udforske det imponerende tempelkompleks Angkor Wat, hvor du får tørvejr og behagelige temperaturer, der ikke er for varme.

3 grunde til at besøge Vietnam, Laos og Cambodia i marts

  1. Varmt og behageligt vejr i alle tre lande.
  2. Ideelt vejr til kulturoplevelser som f.eks. Angkor Wat.
  3. Godt tidspunkt til naturoplevelser uden for meget regn.

Se vores rejser til Indokina herunder:

Mexico – Forårets vidundere

Solrig dag ved Chichen Itza i Mexico

Mexico er populært rejsemål i marts, da tørsæsonen i landet byder på et tørt og lunt klima, der ikke er for varmt.

Måneden er derfor godt til at udforske Mexicos fantastiske byer. I Mexico City kan du på Reforma Avenue blandt andet nyde synet af de smukke palisandertræer, der blomstrer i lilla nuancer i marts.

Forårsjævndøgnet ligger d. 20. marts og er en vigtig dag i den traditionelle mayakultur. Dagen symboliserer fornyelse og vækst og er gennem mange år blevet fejret af mayaerne med ceremonier og ældgamle ritualer. Hvert år samles flere tusinde mennesker f.eks. ved Chichen Itza, hvor bygningsstrukturen har inkorporeret solens bevægelse, der kaster imponerende skygger over ruinen, særligt ved forårsjævndøgn.

3 grunde til at besøge Mexico i marts

  1. Lunt klima, der ikke er for varmt.
  2. Blomstrende, lilla palisandertræer i Mexico City.
  3. Fejring af forårsjævndøgn.

Se vores rejser til Mexico herunder:

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende.