Lille land, store oplevelser.
Sådan kan man beskrive Sri Lanka, der på trods af sin størrelse byder på et væld af fantastisk og unik kultur og natur.
Og Sri Lanka er ikke mindst et sandt paradis for dyreelskere.
Med sin frodige vegetation og de varierede landskaber byder øen på en enorm biodiversitet og er hjemsted for mange forskellige dyrearter.
På en rejse til Sri Lanka har du rig mulighed for at dykke ned i det spændende dyreliv i nogle af landets nationalparker og andre naturområder.
Men hvilke dyr kan du se på en safari i Sri Lanka?
Sri Lankas dyreliv byder på et stort udvalg af forskellige dyr til vands, til lands og i luften. I Sri Lanka findes der op mod 140 forskellige slags pattedyr, 400 forskellige fuglearter og mere end 170 slags reptiler.
Vi har samlet 10 dyr, som du kan være heldig at opleve på en rejse til Sri Lanka.
Den asiatiske elefant er ”lillebror” til den afrikanske elefant. Den er en del mindre, men er dog stadig et majestætisk syn.
Der er flere muligheder for at spotte elefanten i de srilankanske nationalparker.
Udawalawe Nationalpark rummer efter sigende en af de største bestande af elefanter i Sri Lanka og er hjem for op mod 500 elefanter.
Rejser du mellem juni og september kan du desuden opleve flokke på op mod 300 elefanter i Minneriya Nationalpark. De samler sig omkring Minneriya vandreservoir, fordi de her kan finde vand i de ellers tørre landskaber.
Det er ikke kun i Sri Lankas nationalparker, at du kan opleve det vilde dyreliv.
Makakaben lever nemlig ofte ved monumenter og templer, hvorfor den også har fået kælenavnet ”tempelaben”.
Aberne lever i store flokke, og du kan derfor tit opleve, at der er mange på samme sted. Aberne er ikke farlige, men de er vilde dyr og kan blive nærgående eller aggressive, hvis man kommer for tæt på.
Hold derfor afstand, og lad være at fodre dem, så gør de ingenting, og du kan betragte dem alt det, du vil.
Sambarhjorten er en af de største hjorte i verden, og den findes i Sri Lankas skovområder.
Som vi kender det fra andre hjortearter, har sambarhjort-hannerne store gevirer.
Hjortene lever primært i skovområder og kan ofte ses ved vandhuller eller græsarealer i nationalparker som Yala, Horton Plains og Udawalawe.
Påfuglen er måske en af de fugle, hvor hannerne har den mest imponerende fjerpragt.
Ligesom med mange andre fuglearter, bruger påfuglehannen sine farverige fjer til at tiltrække hunnerne.
Den imponerende fugl lever både i Sri Lankas regnskov, men er også at finde i bl.a. Yala Nationalpark.
Ud for Sri Lankas kyster kan du være heldig at opleve verdens største dyr: blåhvalen.
Den imponerende blåhval kan veje helt op til 200 ton og blive over 30 meter lang.
Der er flere steder i Sri Lanka, hvor det er muligt at opleve blåhvaler, heriblandt ved kysterne i Trincomalee og Mirissa. I Trincomalee, der ligger i den nordøstlige del af Sri Lanka, kan du bl.a. opleve blåhvalen mellem maj og oktober. I Mirissa, der ligger på Sri Lankas sydlige spids, kan du tage på hvalsafari mellem december og april.
På hvalsafari kan du også være heldig at se kaskelothvaler og delfiner, der også findes i Sri Lankas farvande.
Der findes mange forskellige typer af varaner, og nogle af dem lever i Sri Lanka. En af dem er f.eks. båndvaranen, som kan blive helt op til tre meter lang.
Det store dyr er fascinerende at se på med sin skæl og lange kløer, og den kan hurtigt lede tankerne hen på fortidens dinosaurer.
Varanerne findes i Sri Lankas nationalparker, men somme tider kan de også bevæge sig rundt i udkanten af byer, hvor du også kan være heldig at spotte den.
Sri Lanka-junglehønen har en del til fælles med de høns, vi kender hjemmefra.
Hannerne er de største, og de har farverig fjerdragt med en rød og gul hanekam. Hunnerne, der er en del mindre end hannerne, er brune, så de bedre kan kamuflere sig, når de ligger og ruger på deres æg.
Selvom Sri Lanka-junglehønen ligner hønen, findes denne specifikke art kun i Sri Lanka og så er den til og med landets nationalfugl.
Læbebjørnen er en sjælden bjørneart, der bl.a. lever i Sri Lanka. Den har en sort og meget pjusket pels, som den cremefarvede snude titter frem fra.
Læbebjørnen har også ofte en lysebrun aftegning på brystet, der former et ”Y” eller et ”V”.
Den færdes oftest alene og om natten, hvilket kan gøre den svær at spotte for rejsende. Det er dog ikke umuligt, og du kan derfor være heldig at se den, da den bl.a. lever i Yala Nationalpark.
Vandbøflen lever både vildt og som husdyr i Sri Lanka.
De store dyr kan veje på til 1.200 kg, og både hunner og hanner har de store, genkendelige horn. Hornene vokser hele bøflens liv og er et godt forsvar mod rovdyr som leoparder.
Vandbøflerne har været brugt til landbrug i mere en 5.000 år, fordi deres størrelse og styrke har været brugbart til transport og høst. Samtidig bruges deres kød og mælk også i mad.
I Sri Lankas nationalparker flokkes de store dyr ofte omkring vandhuller for at drikke vand eller blive afkølet.
Det største kattedyr, der lever i Sri Lanka, er leoparden. Der findes nemlig ingen løver eller tigere i Sri Lanka, selvom løven faktisk pryder Sri Lankas flag.
Uden hverken løver eller tigere er der mere plads til leoparden i Sri Lanka. Løverne og tigerne ville nemlig normalt true leopardens adgang til føde og levesteder. Den er derfor også ofte større end andre leoparder rundt om i verden, samt mere rolig, da den her er øverst i hierarkiet af de store kattedyr.
Du kan være heldig at spotte leoparden i Yala Nationalpark, som siges at være et af de bedste steder i verden at se leoparder. Der er dog stadig ingen garantier. Leoparden lever alene, jager primært om natten og er særdeles god til at gemme sig.
Du kan sagtens tage på safari uden for Afrika, og Sri Lanka er en fantastisk safaridestination, hvor du har mulighed for at opleve dyrene i deres naturlige habitat.
Der er rig mulighed for klassisk safari i Sri Lankas nationalparker samt hvalsafari, hvor du kan udforske landets mange spændende havdyr.
Oplev det betagende dyreliv og frodige nationalparker med os i Sri Lanka.
TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende