Drømmer du om at rejse i det nye år, er der rig mulighed for at opleve kulturelle, religiøse og nationale begivenheder verden over?
2024 byder på mange fantastiske oplevelser fra traditionelle fejringer til farverige festivaler.
Vi har samlet et udvalg af dem her.
Rio de Janeiro i Brasilien fyldes hvert år af farvestrålende fjer, salsarytmer og festglade mennesker under det traditionsrige karneval .
Med fantastiske kostumer, livlige parader og en uovertruffen energi fejrer millioner af mennesker fra hele verden hvert år karnevalets eufori.
Til karnevalet kan du opleve sambaparader med flere tusind dansere og store gadefester, de såkaldte blocos, hvor der festes til sambarytmer dag og nat.
Både det kinesiske nytår og det vietnamesiske nytår (Tet Festival) falder i 2024 d. 10. februar.
Nytåret bestemmes af månekalenderen og falder altid på den anden nymåne efter vintersolhvervet, hvilket varierer fra år til år.
I Vietnam fejres nytåret med fyrværkerishow, festmåltider og farverige optog. Det kinesiske nytår indeholder også masser af fyrværkeri, men det handler også om at være sammen med sin familie.
Påsken i Latinamerika kaldes Semana Santa og er noget helt særligt.
I det fleste latinamerikanske lande er der særlige påsketraditioner, som helt sikkert er værd at opleve.
Semana Santa fejres med religiøse optog og farverige dekorationer, og i Argentina er der endda påskeægsjagt, ligesom i Danmark.
Songkran er det thailandske nytår , som blandt andet er kendt for at være verdens største vandkamp.
Thaierne fejrer nemlig nytåret med vand på mange måder som f.eks. at sprøjte på både familiemedlemmer og fremmede og hælde parfumeret vand på buddhastatuer. Vandet symboliserer renselse og nye begyndelser.
Det thailandske nytår indeholder også et væld af andre traditioner som f.eks. nærvær og samvær med familien.
Hvert år i juni afholdes den traditionelle og religiøse ceremoni Inti Raymi i Perus hovedstad Cusco.
Festivallen afholdes til ære for Inkarigets solgud Inti og bliver også kaldt ”Festival of the Sun”.
Inti Raymi er fyldt med smukke, traditionelle inkadragter og optrædener med dans og musik.
Hvert år samles naturelskere og hvalentusiaster fra hele verden i kystbyen Hermanus i Sydafrika for at deltage i den storslåede Hermanus Whale Festival.
Festivalen fejrer de majestætiske hvaler og er en unik oplevelse, der kombinerer kultur, natur og bevaring.
Udover at byde på hvalsafari og mulighed for at se de store dyr på tæt hånd, kan du i løbet af festivalen også deltage i workshops og foredrag, der gør dig klogere på bevaring af hvaler og havmiljøet omkring dem.
Día de los Muertos , eller De Dødes Dag, er en mexicansk tradition, der hylder de afdøde.
Grave bliver pyntet, og festlige processioner fylder gaderne, mens folk mindes deres kære med musik, mad og festligheder.
Festdagen kan opleves overalt i Mexico, hvor du kan se smukt dekorerede sukkerkranier, skeletklædte mennesker og store parader.
Lysfestivalen Loy Krathong er en af de mest populære festivaler i Thailand, der fejres på fuldmånenatten i den tolvte måned af månekalenderen – typisk i november.
I Thailand markeres Loy Krathong ved at sende ”både” lavet af bananblade (krathongs), der er fyldte med lys, blomster og røgelsespinde, ned ad floderne. Festivalen symboliserer en ny begyndelse og et ønske om held og lykke i det kommende år.
De mange lysende både er et fascinerende syn, når de lyser mørket op, mens de flyder i vandet.