TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
89 93 43 89
Åbent i dag kl 10 - 16 | Se åbningstider

Praktisk information om Costa Rica

Praktisk information om Costa Rica
Praktisk information om Costa Rica

Praktisk information om Costa Rica

KLIMA

Bedste rejsetid

Costa Rica kan besøges året rundt.

Landet ligger lige mellem to verdenshave; Stillehavet ved landets vestkyst og Det Caribiske Hav ved landets østkyst.

Placeringen mellem de to verdenshave betyder, at Costa Rica har et meget varieret klima. Der er derfor store forskelle på vejret, alt efter om du befinder dig i den nordlige del af Costa Rica, i de bjergrige områder, tæt på kysten eller inde i landet.

Overordnet set har Costa Rica to sæsoner; en tør- og en regnsæson

  • Regnsæsonen er fra maj til november
  • Tørsæsonen er fra december til april

Dog kan du året rundt forvente varme temperaturer med risiko for regn, men med mindre variationer, der afhænger af højderne og sæsonen.

Costa Rica er et populært rejsemål året rundt, men tørsæsonen samt juli og august er højsæson for besøgende, og det er en god ide at bestille din rejse i god tid, hvis du vil rejse i denne periode.

Læs mere om, hvornår det er bedst at besøge Costa Rica her.

San José & det centrale højland:
San José og omegn ligger i 600 til 2.450 meters højde over havets overflade og er en af Costa Ricas mere kølige provinser. Temperaturen er nemlig lavere her, da der er mange bjerge i området, og jo højere du befinder dig, desto koldere bliver det.

Vejrstatistik for San José: JAN FEB MAR APR MAJ JUN JUL AUG SEP OKT NOV DEC
Gennemsnitlig maks. temp. 26 27 28 28 28 27 27 27 27 27 26 26
Gennemsnitlig min. temp. 18 18 18 19 19 19 19 19 18 18 19 18
Nedbør mm 6 10 14 80 268 280 182 277 355 331 136 34

Den caribiske kyst (Limón):
I Limón-provinsen ved den caribiske kyst, hvor du bl.a. finder Tortuguero Nationalpark, er vejret præget af høj luftfugtighed, regn det meste af året og høje temperaturer.

Vejrstatistik for Tortuguero: JAN FEB MAR APR MAJ JUN JUL AUG SEP OKT NOV DEC
Gennemsnitlig maks. temp. 29 30 31 32 31 30 30 29 29 29 29 29
Gennemsnitlig min. temp. 23 23 24 24 24 23 24 23 23 23 22 22
Nedbør mm 412 257 177 251 338 431 624 463 303 400 600 619

 

Vejrstatistik for Puerto Viejo de Talamanca: JAN FEB MAR APR MAJ JUN JUL AUG SEP OKT NOV DEC
Gennemsnitlig maks. temp. 27 27 28 28 28 28 28 28 29 28 27 27
Gennemsnitlig min. temp. 22 22 22 23 24 24 23 23 24 24 23 22
Nedbør mm 319 201 193 287 281 276 408 289 163 198 367 402

Det nordlige område (Alajuela):
I den nordlige provins Alajuela, hvor bl.a. Arenal-vulkanen ligger, er der generelt høje temperaturer, men også en del regn. Der er dog stadig forskel på mængden af nedbør i tørsæsonen og regnsæsonen.

Vejrstatistik for Arenal: JAN FEB MAR APR MAJ JUN JUL AUG SEP OKT NOV DEC
Gennemsnitlig maks. temp. 29 30 32 32 30 29 29 29 29 29 28 29
Gennemsnitlig min. temp. 21 22 23 24 23 22 22 22 22 21 21 21
Nedbør mm 193 124 81 106 260 406 462 426 413 446 320 271

Den centrale og sydlige stillehavskyst (Puntarenas):
Puntarenas-provinsen strækker sig langs det meste af Costa Ricas stillehavskyst, herunder også Osa-halvøen og den sydlige del af Nicoya-halvøen.

I den nordlige del af provinsen, i det centrale højland, finder du bl.a. Monteverdes tågeregnskov. Her er vejret kendetegnet ved høj luftfugtighed og tåge nærmest hver dag hele året rundt. Tågen plejer dog at lette nogle gange i løbet af dagen.

I den sydlige del af provinsen ligger nationalparkerne Manuel Antonio og Corcovado. Hele året rundt er vejret i nationalparkerne varmt, og luftfugtigheden er høj. I regnsæsonen er der kraftige regnskyl.

Vejrstatistik for Monteverde: JAN FEB MAR APR MAJ JUN JUL AUG SEP OKT NOV DEC
Gennemsnitlig maks. temp. 26 27 28 29 27 26 26 26 26 26 26 26
Gennemsnitlig min. temp. 18 18 18 19 19 19 19 19 19 18 18 18
Nedbør mm 130 67 46 53 255 342 302 340 383 423 262 184

 

Vejrstatistik for Manuel Antonio: JAN FEB MAR APR MAJ JUN JUL AUG SEP OKT NOV DEC
Gennemsnitlig maks. temp. 29 30 31 32 31 30 30 29 29 29 29 29
Gennemsnitlig min. temp. 22 22 23 24 24 23 23 23 22 22 22 22
Nedbør mm 57 28 54 158 398 418 411 481 579 601 353 128

 

Vejrstatistik for Corcovado: JAN FEB MAR APR MAJ JUN JUL AUG SEP OKT NOV DEC
Gennemsnitlig maks. temp. 32 33 33 32 31 30 30 30 30 29 29 30
Gennemsnitlig min. temp. 23 24 24 24 24 24 24 24 24 24 24 23
Nedbør mm 0 10 40 170 560 460 360 370 480 350 190 70

Den nordvestlige stillehavskyst (Guanacaste):
Guanacaste-provinsen ligger ved den nordvestlige stillehavskyst og dækker også over den nordlige del af Nicoya-halvøen. Vejret er kendetegnet ved at være varmt og for det meste tørt. Tørsæsonen er længere her end i resten af landet, og i regnsæsonen er dagene gerne solrige med våde eftermiddage og aftener.

Vejrstatistik for Sámara, Carillo, Playa Hermosa, Tamarindo: JAN FEB MAR APR MAJ JUN JUL AUG SEP OKT NOV DEC
Gennemsnitlig maks. temp. 32 33 33 33 32 31 31 31 30 30 31 31
Gennemsnitlig min. temp. 23 24 24 24 24 23 23 23 23 23 23 22
Nedbør mm 0 3 9 50 265 305 243 288 391 398 129 9
VIGTIG INFORMATION OM DIN REJSE

Pas & visum

Som dansk statsborger skal du være i besiddelse af et gyldigt dansk pas og have en returbillet for at komme ind i Costa Rica.

Som dansk statsborger kræves der ikke visum til Costa Rica for ophold under 90 dage.

Bemærk: Det er dit eget ansvar at undersøge, om du har brug for et visum til transitlufthavne undervejs.

Skal du rejse via USA gælder følgende for danske statsborgere:

Du skal have en ESTA-indrejsetilladelse (Electronic System for Travel Authorization) for at få lov at rejse via USA. Du vil blive afvist ved check-in i din afrejselufthavn, hvis ikke du har denne tilladelse med. Du skal ansøge om indrejsetilladelsen i god tid og senest 72 timer inden afrejse til USA, og alle rejsende, uanset alder, skal have en tilladelse. Du kan ansøge og finde pris på ESTA via dette link: https://esta.cbp.dhs.gov/esta/. Du skal have dit pas, rejseplan, kreditkort samt din e-mailadresse klar ved ansøgningen.

Indrejsetilladelsen er elektronisk forbundet med dit pas og er gyldig i 2 år eller til dit pas udløber (hvad end, der kommer først). Vi anbefaler, at du medbringer en fysisk kopi af din ESTA-indrejsetilladelse.

Får du nyt pas, skal du ansøge om en ny ESTA-indrejsetilladelse.

Bemærk at du skal kontakte den Amerikanske Ambassade og ansøge om visum, hvis du har rejst i følgende lande:

  • Cuba fra d. 12. januar 2021
  • Nordkorea, Iran, Irak, Sudan, Syrien, Libyen, Somalia eller Yemen fra d. 1. marts 2011

Tilsvarende skærpelse vil gøre sig gældende, hvis du har dobbelt statsborgerskab med disse lande.

For yderligere information om udfyldelse af din ESTA ansøgning, kan du finde en oversigt over hyppige spørgsmål og svar her: https://esta.cbp.dhs.gov/faq?lang=en.

Du kan også henvende dig telefonisk på: +1-202-325-8000

 

Skal du rejse via Canada gælder følgende for danske statsborgere:

Du skal have en eTA-indrejsetilladelse (Electronic Travel Authorization) for at få lov til at rejse via Canada. Du vil blive afvist ved check-in i din afrejselufthavn, hvis ikke du har denne tilladelse med. Du skal ansøge om indrejsetilladelsen i god tid, og alle rejsende, uanset alder, skal have denne tilladelse. Du kan ansøge og finde pris på eTA via dette link: http://www.cic.gc.ca/english/visit/eta-start.aspDu skal have dit pas, rejseplan, kreditkort samt din e-mailadresse klar ved ansøgningen.

Indrejsetilladelsen er elektronisk forbundet med dit pas og er gyldig i 5 år eller til dit pas udløber (hvad end, der kommer først). Vi anbefaler, at du medbringer en fysisk kopi af din eTA-indrejsetilladelse.

Får du nyt pas, skal du ansøge om en ny eTA-indrejsetilladelse.

Reglerne om visum kan tjekkes på udenrigsministeriets hjemmeside.

Rejsedokumenter

Inden afrejse kan du downloade vores App her, hvor du kan finde dine rejsedokumenter og kontaktinformation på TourCompass og vores lokale samarbejdspartnere.

Ved ankomst til San José får du udleveret en velkomstmappe, der indeholder dit rejseprogram bl.a. med vigtige starttidspunkter på dine forudbestilte udflugter og transfers. Der vil også være en QR-kode, som du kan scanne, som indeholder spændende information om de byer og områder, du besøger i Costa Rica, samt generel praktisk info om Costa Rica.

Vores rejser til Costa Rica inkluderer et velkomstmøde i San José. Her møder du vores lokale samarbejdspartner og sammen gennemgår I din rejse. Her kan du få svar på alle de spørgsmål du måtte have til din rejse og andre praktiske spørgsmål om at rejse rundt i Costa Rica.

Vi anbefaler, at du downloader app’en WhatsApp til din smartphone og tilføjer vores samarbejdspartners telefonnumre. Her kan du gratis sende beskeder og ringe til dem, når du er på wi-fi forbindelse.

Vaccinationer

Vi anbefaler, at du kontakter en speciallæge, din praktiserende læge eller en autoriseret vaccinationsklinik for information omkring vaccinationer. Du kan også læse mere om reglerne for rejsevaccinationer hos Statens Serum Institut.

Vær opmærksom på reglerne omkring gul feber – særligt hvis du rejser ind via et andet land, hvor der findes gul feber. Nogle lande har krav om bevis for gul feber-vaccination ved indrejse. Hav derfor altid dit vaccinationsbevis med dig i håndbagagen, når du rejser.

Når du bestiller en rejse hos TourCompass, kan du opnå 10% rabat hos følgende vaccinationsklinikker:

På alle hjemmesider kan du bestille tid og få yderligere vejledning om vaccinationer. Ved tidsbestilling bedes du henvise til os, og ved konsultationen bedes du medbringe din ordrebekræftelse, så rabatten kan blive fratrukket.

Rejsebetingelser

Læs venligst vores generelle rejsebetingelser grundigt, da disse er en del af aftalevilkårene i forbindelse med rejser købt hos TourCompass. Rejser købt hos os er omfattet af ”Loven om pakkerejser”.

Klik her for at læse vores rejsebetingelser.

Rejseforsikringer

Vi anbefaler altid, at du har en god rejseforsikring med i bagagen, når du skal afsted på drømmerejsen. Derudover er det også en rigtig god idé at tegne en afbestillingsforsikring.

Klik her for at gå til vores side om forsikring, hvor du kan læse mere om vores anbefalinger.

FØR REJSEN

Valuta, prisniveau & drikkepenge

I Costa Rica hedder møntenheden colón (CRC). Du kan finde den aktuelle kurs på
CRC her. Amerikanske dollars (USD) kan bruges i hele landet, så hvis du medbringer dollars, behøver du ikke at veksle til CRC. Betaler du med amerikanske dollars får du evt. byttepenge tilbage i colónes.

Visa- og masterkort kan bruges i næsten alle butikker, hoteller og restauranter i Costa Rica. Nogle gange vil der være et gebyr ved brug af kreditkort. Vi anbefaler, at du altid har lidt kontanter med dig enten i CRC eller USD.

Du kan hæve penge i banker og ATM-automater overalt i landet (med undtagelse af Drake Bay ved Corcovado Nationalpark).

Få en idé om prisniveauet i landet her.

I Costa Rica er det kutyme at give drikkepenge til servicepersonale, f.eks. guider, chauffører, stuepiger og piccoloer. Det er dog frivilligt, om du vil give drikkepenge, og det er helt op til dig, hvor meget du ønsker at give.

Nedenstående guide er vejledende:

  • Guide: 5-10 USD pr. person pr. udflugt
  • Chauffør: 2-3 USD pr. person pr. udflugt
  • Stuepige: 1-2 USD pr. værelse pr. nat
  • Piccolo: 1-2 USD pr. kuffert

På restauranter er drikkepenge normalt inkluderet i regningen. Hvis du har fået en ekstra god service, kan du vælge at lægge ekstra i.

Hvis din rejse inkluderer et ophold i Tortuguero, anbefaler vi, at hver gæst giver ca. 20 USD pr. person til guiden for hele opholdet på den sidste dag. Vi anbefaler også, at hver gæst giver bådføreren ca. 2 USD pr. udflugt.

Ovenstående guide til drikkepenge er i USD, men drikkepengene kan også afregnes i den lokale valuta på destinationen.

Mad & allergier

På langt de fleste af vores destinationer er vi i stand til at tage hensyn til allergier, samt allergener eller præferencer vedr. mad, dog er det vigtigt, at du oplyser os om dette, når du booker rejsen.

Telefoni, Wi-Fi & elektricitet

Telefon & wi-fi:

Det er dyrt at bruge data og roaming i udlandet, hvis det ikke allerede er inkluderet i dit mobilabonnement. Du kan kontakte dit mobilselskab og høre hvilke services, der er inkluderet i dit abonnement, samt hvilke priser, der gælder for dig på forskellige destinationer.

Hvis du ikke allerede har data og roaming gældende for udlandet inkluderet i dit mobilabonnement, anbefaler vi, at du bruger det gratis wi-fi, når du er på dit hotel eller på restaurant. Så kan du ringe og skrive gratis hjem via forskellige tjenester som f.eks. Facetime, Messenger og WhatsApp.

Hvis du gerne vil være online hele tiden, er den billigste løsning, at du køber et lokalt SIM-kort inkl. data ved ankomst til Costa Rica.

Elektricitet:

Costa Rica har 110 volt. Stikkene er den amerikanske model med to ”flade” ben, så husk at medbringe en adapter.

Pakkeliste

Sørg altid for at have alle vigtige og uundværlige ting i din håndbagage. Det gælder f.eks. pas, visum, vaccinationskort, kreditkort, penge, forsikringsdokumenter, rejsedokumenter, computer, mobiltelefon, samt evt. information om din sundhedstilstand og livsvigtig medicin.

Indførelse af planteprodukter til EU

Det er ikke tilladt for rejsende at indføre planter, frø, frugt og andre planteprodukter fra rejser i lande uden for EU, uden at disse følges af et plantesundhedscertifikat. Reglerne er også gældende for mindre mængder af planter og planteprodukter.

Du kan læse mere om reglerne her.

Rejsende med indskrænket bevægelighed

Vi gør opmærksom på, at vores rejser generelt ikke er egnede for bevægelseshæmmede personer. Kontakt os gerne for information om mulighederne i forhold til dine specifikke behov.

FLYREJSEN

Flybilletter

Hos de fleste flyselskaber er flybilletter elektroniske (e-billetter).

Det er vigtigt, at du tjekker dit navn for stavefejl, da dit navn på reservationen skal stå nøjagtigt som i dit pas. Hvis du har rettelser til dit navn, skal du kontakte os hurtigst muligt. Vær opmærksom på, at dette kan medføre et gebyr fra flyselskabet.

Sædereservation

Flyselskabet vil tildele dig en plads ombord på flyet ved check-in, hvis du har specifikke ønsker til placering i flyet, kan du på flyselskabets hjemmeside eller i deres app selv foretage en sædereservation. Vær opmærksom på, at de fleste flyselskaber kræver betaling for en sædereservation.

Det varierer, hvornår flyselskaberne åbner for sædereservation, men som hovedregel kan du booke sæder fra bookingtidspunktet og indtil 48 timer før afgang.

Vi gør desuden opmærksom på, at flyselskabet har fuld rådighed over alle sæder på flyet, og at de derfor altid har ret til at foretage ændringer på reservationen.
Laver du ikke en sædereservation inden afrejse, vil flyselskabet tildele dig en plads ved check-in.

Check-in

Ved check-in skal du bruge dit pas og din bookingreference, som fremgår af din rejseplan.

Vi anbefaler, at du downloader flyselskabets app på din telefon. I appen er der mulighed for online check-in, som typisk åbner 24 til 48 timer før afrejse. I appen kan du også holde dig opdateret om flyændringer og anden vigtig information om din flyrejse.

Bemærk venligst, at der kan være ændrede flytider i forhold til den rejseplan, du modtog ved booking af rejsen. Det er altid flytiderne i flyselskabets app eller på flyselskabets hjemmeside, der er gældende.

I lufthavnen

Vi anbefaler, at du møder op i lufthavnen senest 2 timer før afrejse. Du kan med fordel holde dig opdateret på lufthavnens hjemmeside for seneste opdateringer.

Bagage

Vi benytter mange forskellige flyselskaber til vores rejsemål. De nøjagtige regler for håndbagage og indtjekket bagage kan du tjekke på flyselskabets hjemmeside eller i deres app.

Hvis der benyttes indenrigsfly i dit program, skal du være opmærksom på, at den tilladte bagage-mængde kan være anderledes end på dit oversøiske fly. Det er som regel altid muligt at tilkøbe ekstra bagage lokalt.

Fly til Corcovado
Skal du flyve til/fra Corcovado (Drake Bay), skal du være opmærksom på, at den tilladte indtjekkede bagage er 14 kg. Det er ofte muligt at betale for ekstra bagage, når du ankommer til lufthavnen.

Forsinket bagage

Skulle din bagage blive forsinket, skal du ved ankomst henvende dig til personalet i bagageområdet i lufthavnen og anmelde din manglende bagage.

Det er vigtigt, at du har din bagagekvittering, når du skal udfylde din PIR- rapport (Property Irregularity Rapport).

Vær opmærksom på, at du ikke må forlade bagageområdet i lufthavnen, før du har fået udfyldt rapporten.

I tilfælde af forsinket bagage beder vi dig kontakte vores samarbejdspartner, som vil sørge for, at din guide/chauffør venter på dig.

Flyforsinkelser eller aflysninger

Skulle der ske ændringer i forbindelse med din flyreservation inden afrejse, kontakter vi dig naturligvis med information om dette.

Opstår der flyforsinkelse efter check-in, er det flyselskabet, som har ansvaret for at ombooke din flyrejse. De vil typisk booke næste mulige afgang og sørge for eventuel forplejning og overnatning, hvis det skulle være nødvendigt.

Vores samarbejdspartner tjekker selv eventuelle ændringer i ankomsttidspunkter og vil naturligvis stadig vente på dig, også selvom dit fly skulle være forsinket.

Hvis en forsinkelse eller aflysning betyder, at flyselskabet ombooker dig til et andet flynummer efter, du er ankommet i lufthavnen, beder vi dig kontakte os på TourCompass’ nødnummer.

PÅ DESTINATIONEN

Immigration & Told

Immigration:

Når du ankommer til din endelige destination, går du gennem immigrationen. Her tjekkes dit pas samt eventuelle indrejsepapirer og visum. Mange steder skal du afgive fingeraftryk, og der tages ligeledes et billede af dit ansigt til biometrisk genkendelse. Du kan også blive stillet spørgsmål om dine rejseplaner i landet og evt. adresse på dit overnatningssted.

 

Told:
Når du er kommet gennem immigrationen og har samlet din bagage op, skal du gennem tolden. Har du intet at fortolde, kan du gå gennem ”nothing to declare”. Har du derimod noget at fortolde, er det vigtigt, at du går gennem ”declare”. Det er dit eget ansvar at tjekke, hvilke toldregler, der er gældende i det land, du rejser til.

Ankomst

Ved ankomst bliver du mødt af en guide/chauffør, som står klar til at tage imod dig med et TourCompass-skilt.

Kan du mod forventning ikke finde din guide/chauffør, beder vi dig kontakte vores lokale samarbejdspartner på deres nødnummer, som fremgår af dine rejsedokumenter.

Hotel check-in & check-out

Normal check-in er typisk kl. 14.00, og du kan derfor ikke regne med at få dit værelse før dette tidspunkt. Ønsker du tidlig check-in, kan du mod betaling bestille dette i forbindelse med booking af rejsen.

Ved check-in vil receptionisten oftest registrere dit kreditkort og muligvis reservere et beløb. Dette er ikke en ekstra udgift, men almindelig kutyme på hoteller for at sikre betaling af evt. forbrug fra minibar eller lignende. Ved check-out bliver beløbet automatisk frigivet, hvis du ikke har gjort brug af dette.

Det er meget normalt, at hotellerne tager en kopi af dit pas. Dette er nogle steder et krav fra de lokale myndigheder.

Ved afrejse er der normal check-out omkring kl. 10.00. Skal du først rejse videre om eftermiddagen eller aftenen, kan du få opbevaret din bagage indtil, du skal afsted. Ønsker du i stedet sen check-out, kan du mod betaling bestille dette i forbindelse med booking af rejsen.

Rejseform & transport

Udflugter og transfers foregår i mindre, internationale grupper. Udflugterne er med engelsktalende guide.

Bemærk: Vi kan desværre ikke garantere små grupper i Costa Ricas højsæson på udflugterne i Tortuguero Nationalpark.

På vores rundrejser i Costa Rica benytter vi os af privat transport og minibusser, samt billeje på vores kør selv-rejser.

Minibusser (shuttleservice fra hotel til hotel):

I Costa Rica er der et stort netværk af minibusser (med plads til ca. 15 personer), som kører mellem de populære turistdestinationer i landet. Det er en effektiv og billig måde at komme rundt på. Du bliver hentet på dit hotel og kørt helt til døren ved dit næste hotel. Du kan blot læne dig tilbage i sædet og nyde den smukke natur i Costa Rica.

På din rundrejse kan der være stræk, hvor minibusserne ikke kører, og her vil der være privat transport, som evt. deles med andre TourCompass-gæster.

OBS: I højsæsonen fra december-marts, samt over påsken eller ved andre større begivenheder kan minibusserne godt være erstattet med større busser, så der er plads til alle.

Læs mere i vores blog om shuttleservice vs. kør selv i Costa Rica her.

Kør selv rundt i Costa Rica:

Flere af vores ture tilbyder vi også som kør selv-ture. Costa Rica er et forholdsvis nemt kør selv-land, og det giver en fantastisk frihed at have sin egen bil og selv kunne bestemme, hvor og hvornår der skal laves et stop.

Ved afhentning af din udlejningsbil skal du fremvise dit pas og kørekort.

Billejen er inkl. fri kilometer, envejsleje, lokalt SIM-kort med data (til navigation og evt. opkald) samt lovpligtige forsikringer. Du får også udleveret et kort over Costa Rica. Minimumsalderen for at leje bil er 21 år.

Bemærk, at chauffører i alderen 21-25 år skal betale et tillæg til forsikringerne på ca. 10 USD per person per dag. Dette beløb afregnes lokalt.

Der skal lægges et sikkerhedsdepositum på ca. 100 USD ved billejens start. Dette beløb skal betales med kreditkort og bliver tilbageført på dit kreditkort ca. 7 dage efter, at bilen er blevet afleveret igen.

Husk at medbringe dit kreditkort til dette sikkerhedsdepositum.

De fleste veje i Costa Rica er i god stand, men vær ekstra opmærksom, når du kører ad de kringlede bjergveje samt omkring nationalparkerne, hvor dyrelivet er ekstra rigt.
Vi anbefaler ikke kørsel efter mørkets frembrud.

Du kan læse mere om at køre selv i Costa Rica på vores blog.

Brug for hjælp undervejs?

Vi har et 24-timers nødnummer, så du altid kan komme i kontakt med os, hvis der skulle opstå uforudsete hændelser undervejs på din rejse. Derudover får du også tilsendt telefonnummer og nødtelefonnummer til vores samarbejdspartnere på destinationen. I nogle tilfælde kan det være nemmest og hurtigst at kontakte vores samarbejdspartnere pga. tidsforskelle, hvis du f.eks. skulle havne i en situation, hvor din opsamling til en tur eller transfer er mere end 15 min. forsinket.

EFTER REJSEN

Ris & Ros / kontakt

Vi lever af glade gæster, og vi vil derfor meget gerne høre fra dig efter hjemkomst. Send os en mail på info@tourcompass.dk eller ring til os på tlf.: 89 93 43 89.

Latinamerika
Tom Søndergaard

Tom er vores Latinamerika-specialist. Han har siden midten af 1990erne rejst utallige gange i Mellem- og Sydamerika og han elsker at hjælpe andre med at komme på drømmerejsen dertil.

Se åbningstider
Mandag - Torsdag 10-16
Fredag 10-14