TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
89 93 43 89
Åbent i dag kl 10 - 16 | Se åbningstider
ForsideNyheder og rejseartiklerHvornår er det bedst at besøge Costa Rica?

Hvornår er det bedst at besøge Costa Rica?

05.04.2018  |  opdateret: 17.11.2022
Vis alle indlæg

Arenal

På en rejse til Costa Rica vil du opleve et spektakulært land, der er rig på natur, har et fantastisk dyreliv og smukke strande.

Men hvornår er det bedst at besøge Costa Rica?

Læs med herunder og find ud af, hvornår du skal besøge det frodige land.

Costa Ricas klima

Manuel Antonio

Costa Rica er en helårsdestination, der kan besøges året rundt.

Landet ligger i det tropiske klimabælte og har en helt unik placering mellem to verdenshave. Vestkysten ligger mod Stillehavet, mens østkysten har Det Caribiske Hav som nabo.

De to verdenshave er medvirkende til, at Costa Rica har et meget varieret klima. Der er derfor stor forskel på vejret, alt efter om du er i den nordlige del af Costa Rica, i de bjergrige områder, tæt på kysten eller inde i landet.

Costa Rica har to sæsoner; en tør- og en regnsæson.

Dog kan du forvente varme temperaturer med risiko for regn året rundt. Vær dog opmærksom på lokale variationer, der afhænger af højderne og sæsonen.

Mange mener, at det bedste tidspunkt at besøge Costa Rica er i tørsæsonen, hvilket også betyder, at tørsæsonen er højsæson for besøgende i landet.

Costa Ricas tørsæson

Tørsæsonen er fra december til april. De lokale kalder perioden verano – spansk for sommer.

Kendetegnene i tørsæsonen er varme med lidt eller slet ingen regn. De varmeste måneder i tørsæsonen er ofte marts-april, mens vind kan gøre januar-februar mere kølige.

Den caribiske kyst er en undtagelse. Selvom der generelt kun er lidt eller slet ingen regn i tørsæsonen, regner det store dele af året langs østkysten.

Costa Ricas tørsæson er højsæson og derfor også den mest besøgte tid på året.

Fordele ved at besøge Costa Rica i tørtiden:

  • Skønt vejr med lidt, eller slet ingen, regn.
  • Det kan være lettere at spotte dyrene, der samler sig omkring færre fyldte vanddepoter.
  • Du får en velfortjent pause fra det kolde vejr i Danmark.

Costa Ricas regnsæson

Regnsæsonen er fra maj til november, hvor september og oktober er de mest våde måneder.

Regnsæsonen kaldes også den grønne sæson og er lavsæson for besøgende, selvom besøgstallet stiger lidt i juni og juli, omkring de europæiske sommerferier.

Der er store forskelle på, hvor meget regn der kommer i løbet af et år. Men på trods af, at der i nogle områder falder megen regn, falder det næsten på samme tid hver dag, hvilket gør det nemt at planlægge aktiviteter efter vejrforholdene.

Fordele ved at besøge Costa Rica i regnsæsonen:

  • Frodigere natur (den grønne sæson), og du kan se store moderskildpaddeflokke ankomme til strandene, f.eks. i Tortuguero Nationalpark.
  • Billigere priser, især hvis du bestiller i god tid.
  • Generelt færre besøgende.

Geografiske forskelle på vejret i Costa Rica

Tortuguero

Costa Ricas klima varierer meget, dels pga. dets placering mellem to verdenshave, men også pga. Costa Ricas bjerge og vulkaner. Man kan nærmest tale om, at der er flere klimatyper i det ellers lille land.

Selvom Costa Rica grundlæggende har to sæsoner, er der alligevel meget store geografiske forskelle på vejret i de syv forskellige provinser.

Guanacaste: Den nordvestlige stillehavskyst

Område: Rincón de la Vieja og Playa Sámara

Vejret på den nordvestlige stillehavskyst er kendetegnet ved at være tørt og varmt. Landsdelen har længere tørsæson end resten af landet, og regnsæsonen har solrige dage og våde eftermiddage og aftener.

Det nordvestlige stillehavskystområde er det sted i Costa Rica, der har flest solrige dage og den mindste mængde regn.

Alajuela: Det nordlige, centrale område

Område: Arenal-vulkanen

I Alajuela-provinsen, øst for Guanacaste, er der generelt høje temperaturer, men også meget regn.

Luftfugtigheden ligger omkring 80% i tørsæsonen, mens den stiger lidt i regnsæsonen.

Heredia: Det nordøstlige område

Område: Puerto Viejo de Sarapiquí

Heredia-provinsen ligger mod grænsen til Nicaragua, og altså i den nordlige del af Costa Rica, øst for Alajuela-provinsen. Provinsen ligger i et område, hvor der er store højdeforskelle. Egnen ligger nemlig mellem 0 og 2900 m.o.h., og vejret er derfor også koldere, jo højere luftlag du bevæger dig i.

San José og det centrale højland

Område: San José (hovedstad)

San José og omegn ligger i 600 til 2.450 meters højde over havet, hvilket gør området til en af Costa Ricas køligste provinser. Jo højere du befinder dig, des køligere er det

Cartago: Det centrale Costa Rica

Område: Irazú-vulkanen

I den centrale del af Costa Rica ligger Cartago-provinsen.

Cartago-provinsen, midt imellem San José- og Limón-provinserne, er et af de mere kolde steder i Costa Rica. Cartago-provinsen er også mere tør end gennemsnittet.

Temperaturen er næsten uændret hele året igennem, men i regntiden er det skyerne, der dominerer.

Limón: Den caribiske kyst

Område: Tortuguero Nationalpark

På den caribiske kyst, hvor du bl.a. finder Tortuguero, er vejret en helt anden historie end på vestkysten.

Vejret ud til Det Caribiske Hav er præget af høj luftfugtighed, regn nærmest hele året rundt og høje temperaturer.

Puntarenas-provinsen: Costa Ricas centrale og sydlige stillehavskyst

Område: Monteverde Tågeregnskov (nord), samt Manuel Antonio Nationalpark og Corcovado Nationalpark (syd)

Puntarenas-provinsen strækker sig langs det meste af Costa Ricas vestkyst ud mod Stillehavet, herunder også den sydlige del af Nicoya-halvøen samt Osa-halvøen

I den nordlige del af provinsen, som er det centrale højland, finder du bl.a. Monteverde tågeskov. I Monteverde, hvor du kan få mange oplevelser i træernes kroner, er kendetegnene for vejret dis og tåge nærmest hver eneste dag hele året. Det er dog ikke hele dagen, hvor disen har magten.

I den sydlige del af provinsen ligger Manuel Antonio og Corcovado Nationalpark, som begge er blandt Costa Ricas helt store naturoplevelser. Nationalparkernes vejr er varmt, og luftfugtigheden er høj, og i regnsæsonen er der kraftige regnskyl.

Vil du gerne til Costa Rica?

Monteverde

Costa Rica er et fantastisk land, der byder på store oplevelser året rundt.

Se vores rejser til Costa Rica herunder:

Hvis du gerne vil opleve costaricanernes pura vida-filosofi helt tæt på, så tag endelig kontakt til vores rejsekonsulenter for at få den bedste vejledning omkring valg af tur og afrejsetidspunkt baseret på, hvad I ønsker at opleve.

Bemærk, at ovenstående guide er vejledende, og anbefalinger kan løbende ændre sig.

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende