TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
89 93 43 89
Åbent i dag kl 10 - 16 | Se åbningstider
ForsideNyheder og rejseartiklerHvornår er det bedst at rejse til USA?

Hvornår er det bedst at rejse til USA?

23.02.2025
Vis alle indlæg

Mand og kvinde tager billede af Golden Gate Bridge ved solnedgang

Enestående nationalparker, ikoniske storbyer, naturvidundere og kilometerlange kystlinjer.

Det er bare nogle af de ting, du kan opleve i USA.

Men hvornår er det bedst at rejse til USA?

I dette blogindlæg finder du vores guide til vejr og sæsoner på vores rejsemål i USA.

Klima & vejr i USA

Udsigt over Death Valley ved Zabriskie Point

USA, der er verdens fjerdestørste land, spænder over flere klimazoner.

Alt efter hvor i landet du befinder dig, kan du opleve klassiske sæsoner med årstider, ekstreme temperaturforskelle og tropiske områder, hvor der er solskin det meste af året. Vejrforhold og temperaturer varierer desuden også alt efter, om du opholder dig langs kysten, i det centrale USA eller i lavt- eller højtliggende områder, f.eks. i bjergområder.

Langt fra kysten vil der være store og sommetider ekstreme forskelle på temperaturerne, f.eks. mellem sommer og vinter, mens det vil svinge mindre i kystområderne, hvor havet påvirker temperaturerne.

USA’s årstider – Hvornår skal du rejse?

Overordnet set følger USA som helhed de årstider, vi kender fra Europa.

  • Forår: Marts til maj.
  • Sommer: Juni til august.
  • Efterår: September til november.
  • Vinter: December til februar

Nedenfor finder du en uddybende oversigt over vejret i de enkelte årstider.

Tjek desuden også vores praktisk info for at finde vejrstatistikker for enkelte byer.

Forår i USA: blomster og behagelige temperaturer

Wildflowers på kystvej i Californien nær Big Sur

Foråret i USA vækker naturen til live – nydelige blomster farver landskaberne, og træerne står i fuld flor. Langs Californiens kyst dækker vilde blomster landskaberne, kirsebærtræerne farver New Yorks parker i pink og hvide nuancer, og i Florida folder azaleaerne sig ud i Floridas varme forårssol.

Temperaturerne stiger gradvist som foråret skrider frem, og vi nærmer os sommer. I det nordøstlige USA, f.eks. i New York, starter foråret køligt (nogle steder koldt), men bliver langsomt lunere. I det vestlige USA, f.eks. i stater som Californien, er forårsmånederne typisk milde og lune, og de sydvestlige og sydøstlige stater som Arizona og Florida har typisk varme dage, der er mere behagelige end i sommermånederne, og lidt køligere nætter.  Foråret er en oplagt tid at besøge disse områder, før sommerens hede sætter ind.

For mange amerikanere byder foråret på det famøse spring break, der typisk falder mellem marts og april. I denne periode er der ekstra liv med flere besøgende ved strande og seværdigheder – og priserne kan derfor stige mærkbart.

Foråret i USA er gode måneder til at udforske USA’s mange nationalparker, og mange steder er vejret også varmt nok til badeferie, f.eks. i Miami i øst og i Los Angeles og Las Vegas i vest. Vær dog opmærksom på, at bjergområder som Sierra Nevada stadig kan have sne langt ind i foråret.

3 fordele ved at rejse i foråret

  • Behagelige temperaturer mange steder i landet.
  • Smukke, blomstrende landskaber over hele USA.
  • Gode forhold til udendørsaktiviteter, f.eks. besøg i nationalparker og vandreture.

3 ulemper ved at rejse i foråret

  • Spring break kan give højere priser og flere besøgende.
  • Køligt i nordøstlige stater tidligt på sæsonen.
  • Uforudsigeligt vejr med regnbyger i nogle regioner.

Sommer i USA: lange dage og varme temperaturer

Solopgang ved livreddertårn på Miami Beach i USA

Sommeren i USA er solrig, varm og fyldt med oplevelser. De lange dage gør det oplagt at udforske storbyer, strande og nationalparker.

I nordøstlige stater, f.eks. Massachusetts, New York og Pennsylvania, er sommeren varm med solrige dage – perfekt til at opleve storbylivet, tage på roadtrip eller nyde kystens strande. Længere mod syd, især i Florida, stiger temperaturen og luftfugtigheden, hvilket skaber en tropisk varme, der gør det oplagt at køle sig ned ved havet. Fra juni til oktober er der orkansæsonen i Florida. Selvom der er risiko for tropiske storme, forbliver de fleste sommerdage varme og solrige, ofte kun afbrudt af korte eftermiddagsbyger.

I den vestlige del af USA især i Nevada og Arizona og dele af Californien, kan temperaturerne blive ekstremt høje, især i ørkenområderne som Death Valley. Langs Californiens kyster er vejret mildere og mere behageligt med køligere briser og solrigt sommervejr.

Den 4. juli fejrer amerikanerne USA’s uafhængighedsdag, og over hele landet fejres dagen med fyrværkerishows og parader, mens der flages med The Star-Spangled Banner, USA’s flag. Er du i USA denne dag, er det en oplevelse, du ikke må gå glip af.

Sommeren er en oplagt tid til badeferie, f.eks. ved de smukke strande i Californien eller Florida, eller til at udforske ikoniske storbyer som New York City og Boston. I sommermånederne holder amerikanerne også selv sommerferie, så populære seværdigheder kan være mere travle end resten af året.

3 fordele ved at rejse til USA i sommeren

  • Sommervejr i det meste af landet, ideelt til strandture og udendørsaktiviteter.
  • Mulighed for at de store fejringer på USA’s uafhængighedsdag.
  • Længere dage giver mere tid til at udforske natur og byer.

3 ulemper ved at rejse til USA i sommeren

  • Meget varme og intense temperaturer i sydlige og vestlige stater.
  • Orkansæson i de sydøstlige stater, herunder Florida.
  • Høje rejsepriser og flere besøgende på grund af sommerferie.

Efterår i USA – gyldne landskaber og hyggelige traditioner

Efterårsfarver i New Yorks gader

Efteråret i USA er en magisk tid, hvor landskaberne skifter til røde, orange og gyldne nuancer. Temperaturerne falder gradvist, og luften bliver friskere, mens naturen skifter karakter.

I de nordøstlige stater, f.eks. I New York og Massachusetts, er efteråret især spektakulært. Byer som New York City og Boston er fulde af smukke efterårstræer, og høstmarkeder fylder gaderne med græskar, æbler og varme drikke. Morgenerne er kølige, nætterne bliver kolde, men dagene er ofte behageligt lune.

I det østlige USA kan DU opleve den berømte Indian Summer – en periode i efteråret, hvor sommerlige temperaturer vender tilbage for en kort stund. Solrige dage og lune aftener skaber en uventet kontrast til de ellers køligere måneder.

I det vestlige USA, herunder i Californien, Nevada og Utah, daler temperaturerne markant i løbet af efteråret. Mens Californien byder på tørt og mildt vejr, er ørkenområderne i Nevada og Utah stadig varme, men mere behagelige end i de intense sommermåneder.

I Florida, Virginia og Arizona i den sydlige del af USA er der stadig høje temperaturer i løbet af efterårsmånederne. Orkansæsonen i Florida varer til slutningen af oktober, men påvirker sjældent rejsende. Efteråret i Florida byder stadig på varme, solrige dage – perfekt til en strandtur, hvis du ønsker at forlænge sommeren.

Efteråret i USA er fyldt med traditioner. Den 31. oktober forvandler Halloween byer og nabolag til eventyrlige scener med udhulede græskar og kostumefester, mens caféer og butikker bugner af efterårets smagshit: græskar! Ingen efterårstur til USA er komplet uden en pumpkin spice latte.

I november samles amerikanerne til Thanksgiving, hvor duften af kalkun, græskartærte og krydderier fylder hjemmene. Mange steder afholdes store parader, og stemningen er varm og gæstfri – en perfekt tid at opleve USA’s traditionsrige efterår.

Efteråret er oplagt til dig, der drømmer om at opleve USA’s storbyer eller nationalparker i mere behagelige temperaturer end om sommeren – eller til dig, der vil nyde den magiske efterårsstemning i de ikoniske storbyer.

3 fordele ved at rejse til USA i efteråret

  • Smukke efterårslandskaber med farverige træer og løvfald, især i det nordøstlige USA.
  • Behagelige, milde temperaturer i mange regioner.
  • Mulighed for at opleve unikke, amerikanske traditioner, f.eks. Halloween og Thanksgiving.

3 ulemper ved at rejse til USA i efteråret

  • Uforudsigeligt vejr, især i bjergområder og nordlige stater.
  • Fortsat orkansæson i Florida indtil november.
  • Kortere dage begrænser udendørsaktiviteter.

Vinter i USA – sneklædte bjerge og solrige strande

Vinterlandskaber i Yosemite Nationalpark

Vinteren i USA byder på alt fra sneklædte landskaber til lune solskinsdage. December, januar og februar er de koldeste måneder, men vejret varierer markant afhængigt af, hvor i landet, du befinder dig.

De stater, der har meget varme somre, f.eks. Arizona, Nevada og Florida, har typisk milde, lune vintre, mens den nordøstlige del af landet eller højtbeliggende områder med bjerge vil opleve meget kolde temperaturer og mulighed for sne.

Skal du på roadtrip i USA i vintermånederne, hvor du skal køre i bjergområder, kan der være bjergpas, der er lukkede pga. sne, og du kan derfor være nødsaget til at køre en anden vej end først planlagt. Det gælder f.eks. ruten fra Mammoth Lakes til Yosemite Nationalpark. Når det er tilfældet, kan man i stedet køre syd om Sierra Nevada.

I det nordøstlige USA, f.eks. i Massachusetts, New York og Pennsylvania, er der ofte koldt om vinteren, og der kan også være sne, mens der længere mod syd, f.eks. i Florida, vil være lunt og mildt vejr.

I den vestlige del af USA, f.eks. i Nevada, Utah og Californien, varierer vinteren, alt efter hvor du befinder dig. I bjergområder kan der være meget sne og lave temperaturer, mens der andre steder, f.eks. Los Angeles, stadig kan være lunt nok til en strandtur i vintermånederne.

Jul og nytår fejres i stor stil i USA, og alt efter hvilken stat du rejser til, kan du opleve alt fra julelys og snelandskaber i New York til solrige dage i Los Angeles.

3 fordele ved at rejse til USA i vinteren

  • Mulighed for at opleve smukke snelandskaber i nordøst og bjergområder.
  • Lune temperaturer i sydlige stater som Florida.
  • Festlig stemning med jule- og nytårsfejringer i hele landet.

3 ulemper ved at rejse til USA i vinteren

  • Meget kolde temperaturer i det nordøstlige USA og i bjergområder.
  • Risiko for sne og is, som kan påvirke transporten.
  • Højere rejsepriser og flere besøgende i juletiden.

Så hvornår er det bedst at rejse til USA?

Kvinde beundrer landskaberne i Bryce Canyon Nationalpark i USA

Det bedste tidspunkt at rejse afhænger helt af, hvad du vil opleve. Du kan rejse til USA året rundt og komme hjem med fantastiske minder i bagagen.

De fleste rejser til USA mellem juni og august, hvor sommeren er på sit højeste, og europæerne holder sommerferie. Forår og efterår kan være rigtig gode tidspunkter, fordi du her generelt set får milde temperaturer og godt vejr til at udforske USA’s smukke natur og spændende storbyer. Og vinteren er oplagt, hvis du drømmer om at undslippe den europæiske kulde med en rejse til det lune, vestlige USA eller Florida, eller hvis du drømmer om at opleve den amerikanske julemagi i nogle af de nordøstlige storbyer.

USA er en fantastisk destination året rundt. Kontakt vores rejsespecialister – vi hjælper dig med at finde det perfekte tidspunkt at rejse.

Se vores rejser til USA herunder:

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende