Latinamerika bugner af smukke områder, du kan udforske på din rejse.
Her kan du opleve storslåede vandfald, hyggelige kolonitidsbyer, dramatiske fortidsbyer og alt derimellem.
Herunder kan du læse vores bud på de af de 10 smukkeste steder, du skal opleve i Latinamerika.
I Torres del Paine oplever du et utroligt landskab med uspoleret natur med enorme bjergkæder, klare fjorde, smukke gletsjere og skove. Tager du på en af parkens mange vandreruter, kan du opleve nationalparkens smukke og uspolerede natur.
I nationalparken tårner tre bjergtoppe sig op og dominerer landskabet. Den højeste bjergtop i Torres del Paine er Paine Grande, som ligger 2.884 m.o.h.
Torres del Paine er også hjem for flere forskellige dyrearter. Blandt andet lamadyret guanako og pumaer, som du dog skal være meget heldig for at spotte.
Derudover kan du opleve kondorer med et vingefang på op til 3,2 meter, der svæver langs klipperne i parken. I de blå laguner kan du også være heldig at spotte flokke af lyserøde flamingoer.
Ved den caribiske kyst i Colombia ligger den historiske by Cartagena. I Cartagena finder du både smukke, historiske kvarterer med kolonitidsarkitektur samt mere moderne områder.
Den historiske del af byen er omgivet af en bymur, som tidligere har beskyttet byen mod pirater. Faktisk var Colombia blandt de første steder, der blev koloniseret, da spanierne begyndte at kolonisere Sydamerika i 1500-tallet i deres søgen efter El Dorado, og Cartagena fik sit navn af spanske kolonister, der kom fra den spanske by Cartagena.
I Cartagenas historiske centrum kan du gå på opdagelse i hyggelige gader, som er præget af smukke, farverige kolonitidsbygninger, hvis balkoner er pyntet med blomster.
Du kan også gå en tur i Getsemani-kvarteret, hvor du kan opleve områdets imponerende graffitimalerier, som kvarteret er kendt for.
Du må også unde dig selv at opleve Cartagena-katedralen, som er et af byens berømte ikoner. Den gule katedral blev bygget i 1877 og er utroligt velbevaret. I dag er katedralen en af Cartagenas mest populære attraktioner.
Ved Andesbjergene i Peru, omgivet af tågeregnskov, ligger et af verdens 7 nye vidundere – den forladte inkaby Machu Picchu.
Den gamle inkaby er et helt unikt eksempel på inkaernes evne til at konstruere byer, smukt integreret i den omkringliggende natur.
Machu Picchu blev bygget i midten af 1400-tallet, og blev allerede forladt igen i 1500-tallet. Nogle mener, at byen er blevet bygget til, at kongefamilien og andre adelige kunne opholde sig der. Inkabyen lå forladt og glemt indtil 1911, hvor Hiram Bingham, en amerikansk arkæolog og opdagelsesrejsende, med hjælp fra en lokal, peruviansk bonde, der fortalte ham om ruinerne, var med til at gøre Machu Picchu kendt for omverdenen.
I ruinbyen finder du fantastiske urbane strukturer, som er anlagt på flere niveauer. Noget særligt unikt ved Machu Picchu er, at der ikke er blevet brugt mørtel til konstruktionerne. Inkaerne huggede stenene så nøjagtigt, at de kunne blive stillet direkte ovenpå- og i forlængelse af hinanden.
Under den spanske erobring blev mange af inkabyerne desværre ødelagt, men fordi Machu Picchu lå gemt, blev den ikke ødelagt. I dag en af de bedst bevarede inkabyer.
I den nordlige del af Guatemala i Tikal Nationalpark kan du opleve arkitektur fra mayacivilisationen.
Her ligger et ældgammelt kompleks, som består af imponerende templer, paladser, terrasser, veje og sportsanlæg, som blev anlagt af mayacivilisationen mellem år 600 f.kr. til omkring 900 e.kr.
I Tikal Nationalpark ligger der mere end 3.000 ruiner fra byen Yax Mutal, som var den vigtigste by i mayaimperiet fra år 200 til år 900.
Der er blandt andet det imponerende tempel, Tikal Tempel 1, eller Den Store Jaguars Tempel, som er et af områdets fineste monumenter. Templet er 47 meter højt og består af 9 niveauer af sten, som er lagt oven på hinanden.
Når du udforsker mayaruinerne, er du omgivet af den smukkeste grønne og frodige regnskov. Hvis du er heldig, kan du opleve aber, ræve og agoutier, som er en gnaver.
Du kender måske Salar de Uyuni i Bolivia, men har du også hørt om den mindre kendte, argentinske lillebror – den imponerende Salinas Grandes?
Salinas Grandes er endnu en af Argentinas fascinerende naturoplevelser. Saltsletten er resultatet af en indtørret sø, og med sine 525 km2 er Salinas Grandes den største saltslette i Argentina og den tredje største i verden.
Det er især en enestående oplevelse at se den hvide, krakelerede overflade som kontrast til den blå himmel eller se skyerne spejle sig i vandoverfladen, når den hvide ørken er dækket af vand.
I Sydamerika kan du udforske den smukke, vilde natur i den frodige og grønne Amazonasregnskov.
Den 55 millioner år gamle regnskov er verdens største regnskov. Den strækker sig henover ni forskellige lande og dækker cirka 3% af jordens overflade.
I Amazonasregnskoven finder du et helt utroligt leben. F.eks. findes her over 40.000 forskellige plantearter, 3.000 forskellige arter af fisk, knap 400 reptilarter, mere end 400 pattedyr og 1.300 forskellige fuglearter. Og dertil kommer alle de dyr- og plantearter, som vi endnu har til gode at opdage.
Gennem den frodige, tætte jungle strømmer den enorme Amazonasflod, som er hele 6.400 kilometer lang. Amazonasfloden er verdens næstlængste flod – kun overgået af Nilen.
Amazonas snor sig gennem den tætte jungle, og et netværk af hundredvis af mindre floder løber til og samler sig i floden.
Amazonfloden er også hjem for et fantastisk dyreliv. I floden lever f.eks. den sorte kaiman, som kan blive op til 5 meter lang. Derudover lever der elektriske ål, anakondaslanger, floddelfiner og den brasilianske kæmpeodder, som kan blive op til 1,7 meter lang.
På grænsen mellem Brasilien og Argentina ligger det fantastiske Iguazú-vandfald. Vandfaldet strækker sig tre kilometer og falder fra en højde af 85 meter.
I virkeligheden er vandfaldet skabt af 275 forskellige vandfald, som tilsammen skaber et af de smukkeste vandfald i verden.
Hvert sekund strømmer der 1.500 kubikmeter vand ned, hvilket gør Iquazú til et af de største vandfald i verden.
Omkring vandfaldet vokser der en frodig, grøn vegetation. I alt er der mere end 2.000 forskellige plantearter i Iguazú Nationalpark, og parken er også hjem for hele 80 forskellige pattedyr og 400 forskellige fuglearter.
Rio de Janeiro har en af verdens smukkeste beliggenheder. Så hvis ikke du skal tage hertil pga. byens fantastiske atmosfære, de lækre caipirinhas eller samba, så skal du helt sikkert tage hertil pga. byens fantastiske beliggenhed og omgivelser.
I Rio finder du nemlig naturområder, parker og fantastiske bjerge, der omkranser byen. F.eks. har Rio, på trods af sin status som storby, en smuk, urban regnskov – den smukke Tijuca Nationalpark, hvor du kan få en smagsprøve på noget af Brasiliens fantastiske natur.
I nationalparken ligger det fantastiske bjerg Corcovado, hvor Kristusstatuen står på toppen og hvorfra du får én af de bedste udsigter over Rio de Janeiro.
Hvis du tager derhen lige før solen går ned, kan du opleve den smukkeste solnedgang, som bader Rio de Janeiro i et gyldent skær.
1.000 km ud for Ecuadors kyst ligger de magiske Galapagos-øer.
Galapagos-øerne består af 19 større øer og 127 mindre øer, holme og klipper. Isabela og Santa Cruz er de to største øer. Galapagos er et fantastisk rejsemål, fordi der er så mange forskellige smukke landskaber på flere af øerne.
Galapagosøerne er især kendt for sit unikke dyreliv.
Du kan blandt andet opleve øernes kæmpe skildpadder – galapagosskildpadden, blåfodet suler og søløvekolonier, der slapper af på strandene langs kysten.
I havet omkring øerne lever et fantastisk marineliv, hvor der findes alt fra hajer til pingviner, delfiner, havskildpadder og hvaler, og det siges, at Galapagos er et af de mest fantastiske steder i verden at dykke.
I Los Glaciares Nationalpark ligger den imponerende Perito Moreno-gletsjer, der tårner sig op ad det lyseblå vand.
Gletsjeren er 30 km lang og hele 7,3 km høj, og den udspringer af den patagoniske indlandsis, som i alt har skabt 47 gletsjere.
Når du besøger Perito Moreno kan du komme relativt tæt på den enorme gletsjer, der stiger op ad Lake Argentino. Ved gletsjeren er der ruter, som tager dig til forskellige udsigtspunkter, hvorfra du kan opleve den fantastiske gletsjer.
Det er en vild oplevelse, når enorme isstykker løsriver sig fra gletsjeren og falder ned i vandet med et kæmpe brag. Men selvom, der falder is fra gletsjeren, er Perito Moreno en af de få gletsjere i verden, som faktisk bliver større. Grunden til at gletsjeren bliver større er ukendt, men nogle eksperter mener, at Perito Moreno vokser pga. dens stejle vinkel, som gør den mere robust.
I Latinamerika finder du smukke og enestående steder, næsten uanset, hvor du begiver dig hen.
Hvert land har noget unikt at byde på, og du vil helt sikkert få en oplevelse for livet.
Hvis du har spørgsmål til vores rejser til Latinamerika, så kan du kontakte vores rejsekonsulenter der kan hjælpe dig med at finde din drømmerejse til Latinamerika.
TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende