Afrika har rigtig mange fantastiske safaridestinationer. Vi har lavet en liste med fem bud på, hvor du kan opleve afrikansk safari i verdensklasse.
Se vores anbefalinger, find inspiration og kom tættere på din beslutning om, hvilket safariland der er det bedste for dig herunder.
Tag på safari i Tanzania og oplev, hvordan Serengeti stjæler rampelyset med sine imponerende landskaber og fascinerende dyreoplevelser. Forestil dig den endeløse savanne flankeret af en himmel, der fortsætter for evigt. Og flere dyr, end du nogensinde havde drømt om at opleve. På én gang!
Her er der god chance for at spotte løver, leoparder, elefanter, næsehorn og bøfler, der til sammen udgør ”the Big Five”. Det er også i Serengeti, at du kan opleve en del af den store gnumigration, hvor op mod to millioner gnuer, zebraer og gazeller migrerer mellem Serengeti til Masai Mara i Kenya i deres søgen efter mad og vand.
Tanzania fortsætter med at imponere i Ngorongoro-krateret, verdens største intakte kratergryde og en af de mest unikke nationalparker i Afrika. Lad dig fortrylle af det enestående dyreliv og de betagende omgivelser, hvor hvert øjeblik næsten kunne have David Attenborough som oplæser.
Kan kombineres med: en afslappende badeferie på gudeskønne Zanzibar, der ligger ud for Tanzanias kyst eller gorilla-tracking i Uganda
Vi anbefaler bl.a. Tanzania til dig, der: vil opleve imponerende landskaber og flere dyr, end du nogensinde havde forestillet dig; the Big Five, den store gnumigration, giraffer, flodheste, zebraer og alle de safaridyr, du ellers drømmer om at opleve. Klik her for at læse vores guide til Tanzanias vejr og dyreliv.
En safari i Kenya byder på eventyrlige oplevelser i en af Afrikas ældste safaridestinationer.
Et besøg her er ikke fuldendt uden et besøg i Masai Mara, den kenyanske del af Serengeti-økosystemet, som også findes i Tanzania. Her er safarien komprimeret til et meget mindre område, men dyreoplevelser er stadig lige så imponerende, hvilket gør Masai Mara til en unik og intens safarioplevelse.
Masai Mara er særligt kendt for gnumigrationens farefulde færd over Mara-floden, der mellem juli og oktober byder på et dramatisk skue, når krokodillerne ligger på lur i vandet, mens de venter på, at gnuer og zebraer skal krydse over på den anden side. Det er noget, der bare skal opleves!
Hvis du gerne vil have indblik i den lokale kultur, skal du unde dig selv et besøg i en Masai-landsby, hvor du kan møde nogle af de lokale. Masaierne er et stolt folkefærd, der holder traditionerne i hævd. De lever stadig som deres forfædre gjorde for over 400 år siden. De måler deres velstand i antallet af køer og koner, og lever bl.a. af mælk og kød fra deres egne kvæg.
Kan kombineres med: en lækker badeferie i Mombasa, der udover at være en millionby, også er en vigtig og livlig havneby ud til det indiske ocean, eller med badeferie på lækre Zanzibar. Læs om forskellene mellem Zanzibar og Mombasa.
Vi anbefaler bl.a. Kenya til dig, der: vil på safari på en af Afrikas ældste safaridestinationer med verdensklasse af safari og stor variation i dyrelivet, f.eks. ”the Big Five” og ”the Great Migration”.
Hvis du aldrig har været på safari før, er Sydafrika en oplagt destination, fordi her er så mange kombinationsmuligheder. Sydafrika er kendt for at være et kulturelt og etnisk mangfoldigt land med indflydelse fra bl.a. Holland, Kina og Indien. Faktisk går Sydafrika ofte under navnet ”Regnbuenationen”.
Sydafrikas trækplaster er uden tvivl Kruger Nationalpark. Den enorme park, der er næsten lige så stor som Jylland, giver dig rig mulighed for at opleve det bedste Afrika kan tilbyde. Parken ligger i det nordøstlige Sydafrika og rummer mere end 140 forskellige slags pattedyr (heriblandt ”the Big Five”), mere end 500 fuglearter, 120 krybdyr og små 2.000 forskellige planter.
Derudover byder Sydafrika på mere luksuriøse safarioplevelser i nogle af landets private vildtreservater, f.eks. i Kariega Game Reserve, der i øvrigt er fuldstændig malariafrit, eller i Kapama Private Game Reserve. Her får du en mere eksklusiv safarioplevelse med all inclusive og overnatning i luksuriøse omgivelser.
Hvis du drømmer om at kombinere din safari med andre oplevelser, er Sydafrika også oplagt. Her er nemlig også stor mangfoldighed i oplevelser, og du kan f.eks. se frem til spændende storbyoplevelser i Cape Town, afslapning i Vinlandet, smukke kyster på Garden Route og meget mere.
Kan med kombineres med: badeferie i skønne Mauritius, naturoplevelser ved Victoria Falls i Zambia eller safari i Botswana.
Vi anbefaler bl.a. Sydafrika til dig, der: vil have smæk på oplevelserne og gerne vil mere end ”bare” safari. Sydafrika har virkelig noget for enhver smag.
I Botswana finder du nogle af Afrikas mest uspolerede og mindre besøgte nationalparker. Her har regeringen brugt store kræfter på at bevare landets natur, hvilket har begrænset antallet af besøgende, der har fået lov at besøge landet. Også derfor regnes Botswana i dag for at være en af Afrikas mest eksklusive safarilande, hvor du kan forvente en mere intim safarioplevelse.
Størstedelen af Botswana består af Kalahari-ørkenen. Men i det nordvestlige hjørne af Botswana ligger det frodige Okavango-delta, der er på UNESCO’s Verdensarvsliste på grund af dets unikke økosystem, der tiltrækker et varieret og spændende dyreliv. Faktisk er Okavango-deltaet et af de bedste steder at opleve elefanter i Afrika i tørsæsonen.
Øst for deltaet ligger Chobe Nationalpark, som huser mere end 50.000 elefanter, bøfler, zebraer, giraffer og leoparder. Gennem nationalparken løber Chobe-floden, hvor du kan opleve krokodiller og flodheste. Begiv dig ud på en flodsafari, hvor du kommer helt tæt på dyrelivet langs floden.
Kan kombineres med: storbyferie i Cape Town eller oplevelser i Vinlandet i Sydafrika, Victoria Falls på grænsen mellem Zambia og Zimbabwe eller en afslappende badeferie på Mauritius’ smukke strande.
Vi anbefaler bl.a. Botswana til dig, der: længes efter spektakulær og uspoleret natur med et spændende og rigt dyreliv. Botswana er en eksklusiv, men også bekostelig safaridestination.
Uganda er et af Afrikas smukkeste lande. Det er ikke uden grund, at landet også har tilnavnet ”Afrikas Perle”. Her finder du frodig natur, som er rig på regnskov, floder og bjerge – samt et fantastisk dyreliv.
Uganda er måske især kendt for oplevelser, der involverer primater. Eksempelvis kan du på en vandretur ved Kyambura Gorge opleve chimpanserne, der faktisk er menneskets nærmeste nulevende slægtning. Det er en kæmpe oplevelse at opleve det intelligente dyr i sine naturlige omgivelser.
Men den primære årsag til at du skal besøge Uganda er bjerggorillaerne. I Bwindi Impenetrable Forest National Park bor ca. halvdelen af de få hundrede fritlevende bjerggorillaer, der er tilbage i verden. Erfarne rangere tager dig med på vandring gennem skovens tykke ranker af slyngplanter i søgen efter de stærkt udrydningstruede bjerggorillaer. Hvis du er heldig, kommer du helt tæt på, hvilket er en helt fantastisk oplevelse.
Kan kombineres med: badeferie på eksotiske Zanzibar.
Vi anbefaler bl.a. Uganda til dig, der: vil opleve de smukke, fritlevende bjerggorillaer i Bwindi Impenetrable National Park og spektakulær og frodig natur i et af Afrikas smukkeste lande.