Drømmer du om at rejse til Thailand og opleve nogle af landets enestående strande?
Thailands øer og kystlinjer har alle nogle helt unikke og billedskønne strande, der indbyder til både afslapning og eventyr. Så uanset om du er til en helt uforstyrret strandoplevelse, eller en rejse, der indebærer lidt flere aktiviteter, så har de Thailandske strande noget til dig.
Læs vores guides til de bedste strande i Thailand herunder
Kata Beach ligger på Phukets sydvestlige kyst og er en af de mest kendte strande på hele øen. Egentlig består Kata Beach af to strande; Kata Yai, den ”store” strand, og Kata Noi, den ”lille” strand. Tilsammen udgør de to strande 1,5 kilometer af gylden sandstrand.
Kata Beach er en favorit blandt både familier og par, og den er kendt for sine naturskønne omgivelser. Stranden er perfekt til både svømning og solbadning.
Mellem maj og oktober byder Kata Beach på gode bølger til surfing, og der er surfskoler for både nybegyndere og erfarne surfere. I årets resterende måneder er vandet ved Kata Beach i stedet rigtig godt til at snorkle.
Langs strandpromenaden findes et udvalg af restauranter, caféer og butikker, der tilbyder lokale delikatesser og souvenirs.
Chaweng Beach er Koh Samus mest populære strand.
Stranden strækker sig over syv kilometer med blødt, hvidt sand og krystalklart vand, hvilket gør den ideel til både afslapning og for de mere aktive også vandsport.
Om dagen kan besøgende nemlig sejle i kajak, leje jetski og spille strandvolley, mens aftenerne byder på en festlig stemning og underholdning.
Med sine mange faciliteter og energiske stemning er Chaweng Beach en populær strand for alle aldre.
Ao Nang Beach i Krabi, der ligger på fastlandet i det sydvestlige Thailand, er en populær destination, der er kendt for sin spektakulære natur og bekvemme beliggenhed tæt på både byen og lufthavnen.
Stranden har fint, hvidt sand og klart vand, der er omkranset af store kalkstensklipper.
Ao Nang Beach er et knudepunkt for aktiviteter som ø-hop, kajaksejlads og dykning samt hjemsted for et væld af restauranter, butikker og barer langs strandpromenaden.
Kamala Beach er en fredfyldt oase på Phukets vestkyst. Stranden tiltrækker især familier og dem, der ønsker en lidt mere stille og rolig badeferie.
Stranden er kendt for sit bløde, gyldne sand og smukke vand, og er særligt børnevenlig i højsæsonen mellem november og april, hvor vandet er roligt og klart. Der er også gode muligheder for at snorkle, især i den sydlige ende af stranden.
En af de største attraktioner ved Kamala Beach er den fantastiske solnedgang, som maler himlen i smukke nuancer af orange og pink hver aften. Langs strandpromenaden finder du et godt udvalg af restauranter og caféer, hvor du kan nyde lækre thailandske retter.
Thong Nai Pan Beach er en fredelig oase i den nordøstlige del af øen Koh Phangan.
Egentlig består Thong Nai Pan Beach af to smukke strande: Thong Nai Pan Noi og Thong Nai Pan Yai. Disse to bugter byder på hvidt sand og krystalklart vand omringet af bjergrige, grønne omgivelser, hvilket skaber en idyllisk ramme for dette paradis. Og hvis du er tidligt oppe, kan du nyde en helt enestående solopgang over vandet.
Thong Nai Pan Noi (nord) er den mindste af de to strande og kendt for sin intime atmosfære og luksuriøse resorts. Thong Nai Pan Yai (syd) er større og tilbyder en mere afslappet atmosfære, hyggelige strandbarer og restauranter, hvor du kan smage på lækre thailandske retter.
Thong Nai Pan Beach byder besøgende velkommen med nogle fredelige dage på stranden og afslapning i skyggen af palmetræerne. Uanset om du besøger den nordlige eller sydlige del af stranden, finder du et perfekt sted at genoplade og nyde den uspolerede skønhed, som Koh Phangan har at tilbyde.
Mae Nam Beach på Koh Samui er et stille paradis i skønne omgivelser.
Stranden ligger på øens nordlige kyst og strækker sig over flere kilometer med fint, gyldent sand og klart, blåt vand.
Mae Nam Beach er kendt for sin tilbagelænede stemning, hvor besøgene kan nyde solen i fredelige omgivelser væk fra de mere besøgte områder, mens de nærliggende strandbarer og restauranter serverer lækre lokale retter og forfriskende drikkevarer.
Bo Phut Beach på Koh Samui er en charmerende og fredelig strand.
Stranden, som ligger på Koh Samuis nordlige kyst, er kendt for sit gyldne sand og stille vand, der tilbyder eminente forhold til at slappe af i nogle dage.
Bo Phut Beach huser også den berømte Fisherman’s Village, hvor besøgende kan udforske traditionelle thailandske huse, hyggelige caféer, og traditionelle markeder. Om aftenen forvandler området sig til en livlig gågade med lokale madboder og butikker.
Khao Lak er en landsby i Phang Nga-provinsen, der ligger ca. 100 km nord for Phuket. Khao Lak består af flere sammenhængende strandområder, der tilsammen udgør dette dejlige, afslappende paradis.
Du kan eksempelvis besøge Bangsak Beach, der er smukt flankeret af frodig, grøn regnskov på den ene side, og det smukke, rolige vand på det andet. Langs stranden kan også finde gode lokale fisk- og skaldyrrestauranter.
Du kan bruge dine dage på at slappe af på de honningfarvede sandstrande, eller du kan tage på tur ud og opleve livet under havoverfladen. Området er nemlig kendt for de nærliggende øer, der er perfekte at snorkle ved. Nogle af de mest fremtrædende øer er Similan- og Surin-øerne, som tilbyder nogle af Thailands bedste undervandsoplevelser.
Hvis du vil have en helt uspoleret strandoplevelse, skal du besøge Phra Nang Beach.
Stranden ligger på fastlandet i Krabi-provinsen, men er ikke så besøgt som de større, mere populære strande. Den kan nemlig kun tilgås via båd eller via en gåtur fra Railay East Beach, der ligger ca. en kilometer derfra.
På Phra Nang Beach kan du opleve Prinsessegrotten eller den mindre kendte flagermusgrotte, der begge ligger på stranden. Her kan du gå på opdagelse i grotterne, som de lokale fiskere ser som et helligt sted, hvor ofringer tidligere har fundet sted i troen om, at det ville give en god fangst.
Øen Koh Lanta er Krabi-provinsens største ø og fylder godt 80 km2. På trods af sin beskedne størrelse er øen dog spækket med smukke strande. En af de bedste er Relax Beach.
Relax Beach lever fuldt ud op til sit navn og er et stille paradis, der gør stranden oplagt for dig, der søger en stille flugt fra hverdagen derhjemme.
Stranden er en del af Long Beach, der er Koh Lantas mest kendte strand, men ligger lidt afsides, hvilket er med til at gøre Relax Beach til en skjult skat. Stranden byder på gyldent sand og roligt vand, og så er den omgivet af palmetræer, der giver en naturlig skygge.
Langs stranden finder du også nogle hyggelige restauranter, hvor du kan smage på lokale delikatesser og nyde friske kokosnødder. Relax Beach er relativt ukendt, hvilket betyder, at der er god plads til at nyde de omkringliggende landskaber uden mange forstyrrelser. Den hyggelige stemning og de venlige lokale gør Relax Beach til et perfekt sted at slappe af og lade op.
Mae Haad Beach på Koh Phangan er en sand perle beliggende på øens nordvestlige kyst – et ideelt sted for dig, der søger en fredfyldt strandoplevelse. Stranden strækker sig over 800 meter med blødt, hvidt sand og er omgivet af frodige bakker på den ene side og klart, turkisblåt hav på den anden.
En af de ting, der gør Mae Haad Beach speciel, er den naturlige sandbanke, der forbinder stranden med den lille klippeø Koh Ma. Når tidevandet er lavt, kan besøgende gå fra stranden over til Koh Ma, hvor man kan snorkle og udforske livet under vand.
Mae Haad Beach har et fint udvalg af strandbarer og restauranter, hvor du kan købe forfriskende drikkevarer og lokale specialiteter, mens du nyder den smukke udsigt over havet.
Pearl Beach (Hao Laem) på Koh Mook, en ø i Trang-provinsen i det sydvestlige Thailand, er en skjult perle, der virkelig lever op til sit navn. Stranden er kendt for sit hvide sand og krystalklare vand, der glitrer som perler i solen.
Pearl Beach strækker sig ud på en smal halvø med kridhvidt sand og klart vand på begge sider, der changerer mellem grøn, turkis og blåt alt efter, hvilken side du kigger til. Med sin fredfyldte stemning og naturskønne omgivelser tilbyder Pearl Beach perfekte sted at tilbringe nogle afslappende dage i solen og nyde Thailands smukke natur.
For de eventyrlystne kan vi anbefale at tage til Koh Mooks vestkyst for at besøge en af øens mest unikke attraktioner, Smaragdgrotten. Smaragdgrotten er en lagune, som kun kan nås ved at svømme gennem en mørk tunnel. Når du når frem, ankommer du til en skjult strand omgivet af høje klippevægge, hvor sollyset får vandet til at glimte i smaragdgrønne nuancer.
Ao Prao Beach ligger på øen Koh Samet ud for kysten af den østlige provins Rayong. Koh Samet ligger forholdsvis tæt på Bangkok, og er derfor et oplagt tilflugtssted fra byens travle stemning.
Sandstranden er omgivet af palmer, så her kan du rigtigt opleve det idylliske Thailand.
Det lave, varme vand og de mange fisk i området gør Ao Prao Beach til et af de bedste steder på øen, hvis du ønsker at snorkle, mens du er her.
TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende