På safarirejse til Afrika er der ingen garantier, og du kan aldrig vide dig helt sikker på, hvilke dyr du møder.
Alle rejser er dermed helt unikke!
Der er dog visse dyr, som du (næsten) altid kan være sikker på at spotte på vores afrikanske destinationer.
Vi har lavet en liste over 10 af dem her.
Du kan nemt kende zebraen på de sorte og hvide striber – om den er sort med hvide striber eller hvid med sorte striber, er dog stadig hyppigt diskuteret.
Det sort-hvide mønster er unikt på hver en zebra, ligesom fingeraftryk er hos mennesker, men forskere er faktisk endnu ikke helt sikre på, hvorfor zebraen overhovedet har striber. Nogle mener, at det er for at kunne genkende hinanden, mens andre mener, at de gør det sværere for rovdyrene at fokusere på zebraerne.
Trods flere mysterier omkring striberne, er det dog netop dem, der gør zebraerne så smukke at iagttage!
Der er ikke noget, der skriger afrikansk safari som giraffen.
Med sin spektakulære højde er det ingen overraskelse, at giraffen har rekorden som verdens højeste landlevende dyr.
Den lange hals gør, at giraffen kan spise blade fra de høje træer – en beskæftigelse som den bruger det meste af sin dag på.
Giraffen er nem at genkende på sit karakteristiske udseende, og så er den ovenikøbet også et flokdyr. Derfor vil du oftest se flere giraffer samlet på ét sted, hvilket gør den endnu nemmere at opdage i landskabet.
Impalaen er blandt den mest almindelige af antiloperne og måske også den mest yndefulde med sin slanke og smide krop. Impala-hannerne er desuden kendte for deres smukke spiralformede horn, som de bruger i kamp mod andre hanner.
Impalaen kan nå en fart på op til 60 km/t., hvilket er brugbart, fordi den er et ofte bytte for de afrikanske rovdyr. Faktisk bliver halvdelen af alle de nyfødte impalaer ofre inden for de første uger er deres liv.
Og apropos nyfødte, så kan hunnerne udsætte fødslen af en kalv med op til en måned, hvis forholdene ikke er gunstige til en fødsel.
Du skal være MEGET uheldig, hvis ikke du spotter impalaen på den afrikanske savanne.
Perlehønen er meget udbredt i Afrika, og deres opførsel kan faktisk minde om de høns, som vi kender hjemmefra.
Du vil dog kunne spotte en del forskelle. Til forskel fra ”vores” høns, er perlehønen nemlig kendetegnet ved en grå fjerdragt, som er fyldt med små hvide pletter. Derudover bliver perlehønen også sommetider kaldt en ”hjelmperlehøne”, fordi nogle af arterne kan have en næsten hjelm-formet gevækst på hovedet!
Perlehønen er til tider ret komiske. De elsker for eksempel at kigge på deres eget spejlbillede og kan bruge flere timer på det.
Hyæner har umiddelbart ikke det bedste ry i dyreriget.
Dels ser de ret specielle ud: deres skuldre er højere end bagbenene, hvilket giver en skrå ryglinje, og de har et meget massivt hoved. Derudover er de også kendt som ådselædere, der spiser resterne efter andre rovdyr, hvilket som udgangspunkt ikke er et særligt charmerende træk.
Men hyæner er faktisk også dygtige jægere, og de arbejder sammen i flokke for at nedlægge deres byttedyr. Samtidigt er de meget vigtige for naturens økosystemer, når de spiser løvernes madrester!
På langt de fleste af vores destinationer i Afrika, kan du opleve den afrikanske elefant – det største landlevende dyr på jorden! De vejer mellem to og syv tons, de kan blive helt op til 70 år gamle, og så er de en del af Afrikas Big 5.
Elefanter lever i matriarkalske flokke, hvilket vil sige, at det er hun-elefanterne, der leder dem. Flokkene består derfor af hunner og deres unger. Ser du derfor en elefant på egen hånd, vil det oftest være en han.
Elefanter er også kendte for at være intelligente og empatiske væsener. Vidste du f.eks., at man mener, at elefanter kan genkende sig selv i et spejl, og at de viser tegn på sorg over flokmedlemmers død?
Bavianen er én af de største abearter i verden. Og så er bavianen faktisk en tæt slægtning til mennesket, da vi deler hele 94 % af den samme DNA!
Hunbavianer bruger deres genkendelige, røde bagdele til at signalere, at de er klar til parring. Jo rødere og jo mere hævet bagdelen er, jo mere klar er hun til at parre sig.
Måske har du hørt om eller set aber, som piller hinanden i pelsen? Det gør bavianerne også. De bruger det faktisk som en slags kommunikation, og det at pille i hinandens pels bruges blandt andet til at berolige andre bavianer i flokken.
Navnet ”vortesvin” er måske ikke det smukkeste på savannen. Men der er faktisk en grund til, at vortesvinet har fået sit navn.
Den har nemlig fire knoldede gevækster i ansigtet, som næsten ligner store vorter.
Udover ”vorterne” kan man kende vortesvin på deres store hjørnetænder, som de blandt andet bruger til at slås med.
Men selvom det ser farligt ud med de over 30 centimeter lange hjørnetænder, så flygter de faktisk helst fra rovdyr, hvis de er i fare.
Du skal være heldig for at se et næsehorn på safari – til gengæld kan du næsten med garanti se en næsehornsfugl!
Næsehornsfuglen har fået sit navn på grund af deres specielle næb, der nemlig ligner et horn, hos de fleste arter. Der findes dog omkring 60 forskellige arter af næsehornsfugle, som alle ser forskellige ud.
Når hunnerne skal udruge æg, foregår det i et hul i et træ, hvor de bygger rede. Herefter bygger hannen en mur af ler foran hullet, så hunnen sidder indespærret. Her kan hun sidde i flere måneder. Det er dog heldigvis ikke en ondskabsfuld handling, men faktisk for at beskytte hunnen for rovdyr.
Dyrenes konge – løven . Den vi alle gerne opleve på safari. Og det er intet under, at løven har fået tilnavnet ”dyrenes” konge, for hannerne ser majestætiske ud med deres enorme manker. Derudover er løven også det næststørste kattedyr på jorden.
Løver er sociale kattedyr, og en løveflok består af både hanner og hunner. Hannerne er over hunnerne i hierarkiet, og derudover har hunnerne også et indbyrdes hierarki.
Løven er desværre en truet dyreart, så selvom du ofte oplever løven på vores destinationer, så er det den af de 10 dyr nævnt her på siden, du måske skal lede længst tid efter.
TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende