TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
89 93 43 89
Åbent i dag kl 10 - 16 | Se åbningstider

Overnatning: Zanzibar

Ocean Paradise Resort

Kiwengwa Beach

Beliggende mellem svajende kokospalmer og langstrakte, hvide sandstrande på Zanzibars maleriske nordøstlige kyst, med udsigt udover det turkisblå Indiske Ocean, finder du Ocean Paradise Resort med smukke anlagte haver og Zanzibars største swimmingpool.

Resortet består af runde hytter bygget i traditionel afrikansk stil. Alle værelser er havvendt med balkon og indrettet aircondition, myggenet, TV, telefon, minibar samt badeværelse med bruser, toilet og hårtørrer. Ocean Paradise Resort har tre restauranter, der tilbyder det fineste mad i Zanzibar ved kun at bruge de bedste lokale og importerede produkter. Alle tre restauranter har fantastisk udsigt udover resortet og det Indiske Ocean.

Zanzibar er kendt for at have nogle af verdens bedste dykker muligheder. På resortet holder et dykkerfirma til, som organiserer dykkerture. Derudover er der mulighed for andre vandsportsaktiviteter så som windsurfing, sejlsport og kajak.

For dem som foretrækker at holde fødderne på landjorden og være aktive har Ocean Paradise Resort et fuld udstyret fitnesscenter og der er mulighed for at spille beachvolley, billard samt bordtennis.

Hotellets gæster har mulighed for at benytte det multifunktionelle spa-center, som består af 4 behandlingsrum, dampbad, sauna, 2 ferskvands- jacuzzier, butik med hudplejeprodukter, motionscenter og salon.

Det er muligt at tilkøbe ”All Inclusive”, hvilket består af følgende:
Morgenmad, frokost og aftensmad som serveres i hovedrestauranten.
Sodavand, juice, milkshakes, lokale øl og vin, udvalgte ”mocktails”, dagens cocktail, alm. te og kaffe.
Bemærk, drikkevarer er tilgængeligt langt det meste af dagen – men ikke døgnet rundt. Nøjagtige tidspunkter oplyses ved ankomsten til hotellet.

Bemærk venligst, at Ocean Paradise Resort er lukket i perioden 28.04.25 – 28.05.25.

Pris for værelsesopgradering, pr. nat:
Superior Garden Room inkl. halvpension Pr. person fra:  105 kr.
Superior Room inkl. halvpension Pr. person fra:  310 kr.
Superior Seafront Room inkl. halvpension Pr. person fra:  630 kr.
Pris for pension, pr. nat:
Helpension Pr. person fra:  185 kr.
All inclusive Pr. person fra:  310 kr.
Opgraderingsmuligheder til andre hoteller

Zuri Zanzibar

Kendwa

På Zanzibars smukke vestkyst – med udsigt til Det Indiske Oceans azurblå hav – finder man det 5-stjernede Zuri Zanzibar.

”Zuri” betyder ”smuk” på Swahili, og du bliver ikke skuffet, når du ankommer til hotellet.

Zuri Zanzibar er nærmest bygget i sit eget lille mikro-univers. De 55 bungalower, suiter og villaer ligger spredt i en stor tropisk have, hvorfra der er udsigt mod havet. Hotellet har sin egen krydderihave, hvor du kan stifte nærmere bekendtskab med nogle af de mange krydderier, som Zanzibar er så kendt for.

Indretningsmæssigt henter alle bungalower inspiration i moderne afrikansk arkitektur med fokus på bæredygtighed. Her er alt, hvad du ønsker; egen stor og velmøbleret terrasse, inden- og udendørs bad, te- og kaffefaciliteter, gratis wi-fi, aircondition, fladskærm osv., men samtidig er her en utrolig afslappet og imødekommende stemning.

Stranden er perfekt. Sandet er hvidt, vandet turkisblåt og pga. havbundens udformning, er stranden her langt mindre påvirket af tidevandet, end det er tilfældet andre steder på øen.

Hotellet har 3 restauranter og 3 barer, men det er naturligvis også muligt at spise på din egen terrasse, hvis du foretrækker det.

Nyd en tur i spaen eller deltag i en yogatime. Tag et par ture i den 32 meter lange infinity-pool, hvorfra der er udsigt til havet. I krydderihaven tilbydes madlavningskurser – eller du kan tage din bog under armen og nyde en stille stund i en af de mange hyggekroge, der er skabt rundt omkring i haven. Har du glemt bogen, kan du låne en i hotellets bibliotek – hvis da ikke hellere du vil benytte vandsports-centeret, hvor du kan leje både snorkel- og dykkerudstyr samt booke forskellige sejlture.

Zuri Zanzibar er en sand luksusperle.

Hvis du ønsker at opgradere til Zuri Zanzibar, anbefaler vi, at du bestiller i rigtig god tid, da hotellet er meget populært.

Bemærk venligst, at Zuri Zanzibar er lukket i perioden 01.05.25 – 31.05.25

Pris for opgradering fra Ocean Paradise Resort, pr. nat:
Bungalow inkl. halvpension i perioden 1. april - 31. maj & 1. december - 22. december Pr. person fra:  2.040 kr.
Bungalow inkl. halvpension i perioden 10. januar - 31. marts & 1. juni - 30. november Pr. person fra:  3.395 kr.
Bungalow inkl. halvpension i perioden 23. december - 09. januar Pr. person fra:  4.220 kr.

The Residence

Kizimkazi

Drømmer du om afslappet og uforstyrret luksusferie på Zanzibar? Så skal du bo på The Residence.

Det er klassisk femstjernet, når det er bedst!

Luksusresortet ligger på øens sydvestlige kyst – kun godt en times kørsel fra den internationale lufthavn – men i en helt anden verden. Omgivet af en stor tropisk have og med udsigt til kokospalmer, som vejer i vinden på den kilometerlange hvide sandstrand, finder du 66 private og eksklusive villaer.

Og der er netop tale om deciderede villaer; her er opholdsrum, soveværelse, badeværelse og en stor terrasse med egen pool. Indrettet i en smagfuld sammensætning af afdæmpede farver med mørke mahogni møbler i klassisk Zanzibar-stil. Med luft og god plads omkring dig, kan du næsten mærke din puls falde helt til ro i samme øjeblik, du træder ind i villaen. Her er alt, hvad du skal bruge: TV, aircondition, Wi-Fi, sikkerhedsboks, udendørs- og indendørs bruser, badekar, te- og kaffefaciliteter osv. Når du slår dørene op til din private terrasse, har du både solsenge og egen pool. Udenfor døren venter et par cykler, hvis du skulle få lyst til at tage på opdagelse i lokalområdet.

Vi spår nu, at du tilbringer det meste af tiden på resortet – her er nemlig alt, hvad man kan ønske sig! Resortet har to restauranter og to barer, som begge også serverer lette retter og snacks. Mod gebyr kan du også vælge at få maden serveret i din egen villa.

Infinity-poolen er enorm, og har glas-”væg” ud mod havet. Den 150 meter lange jetty lokker med cocktails og øens bedste solnedgang efter en dag med tennis, spa, kajak, solbadning, volleyball, lure i skyggen, ”reef-walk”, rigeligt med isvafler ved poolen – og måske et besøg ved den lokale delfin-koloni.

Der er god plads til børnene, og de har deres egen ”Kid’s Club”, hvor der arrangeres alt fra bagning, fletning af hår til ”hvordan-man-hjælper-hjemløse-dyr”-kurser. I og med alle villaer har egen pool – og er spredt ud over den store tropiske have – er det et fantastisk afslappende sted for både børnefamilier såvel som bryllupsrejsende.

Bemærk venligst, at The Residence er lukket i perioden 02.05.25 – 31.05.25.

Pris for opgradering fra Ocean Paradise Resort, pr. nat:
Luxury Garden Villa med halvpension Pr. person fra:  1.105 kr.
Luxury Ocean Front Pool Villa med halvpension Pr. person fra:  1.850 kr.

Z Hotel Zanzibar

Nungwi Beach

På nordspidsen af Zanzibar på den kendte strand, Nungwi finder du det lækre boutiquehotel, Z Hotel.

Nyd den afslappende og intime stemning, som særligt henvender sig til par og mindre grupper, da hotellets aldersgrænse er fra 16 år. Stranden er kridhvid, vandet lunt og klart og den lille by, Nungwi byder på både små cafeer, masser af shoppemuligheder samt et godt udbud af aktiviteter.

Her er kun 40 værelser, som alle er indrettet med kunst på væggene, farverige puder og lampeskærme som skaber en hyggelig kontrast til kokostræmøblerne på værelserne. Hvert værelse har sit eget særpræg. Alle værelser har aircondition, fladskærms-TV, minibar, sikkerhedsbox og wifi. Alle værelser har desuden egen balkon med havemøbler.

Hotellets to restauranter ligger med flot udsigt til stranden og det turkisblå hav. Her kan du nyde god mad og drikke sammen med en fantastisk udsigt over Det Indiske Ocean. Den ene restaurant serverer lette asiatisk-inspirerede retter såvel som klassisk cafe-mad, mens hovedrestauranten tilbyder en spændende menu med nyfortolkninger af det afrikanske og europæiske køkken, samt alt godt fra havet. På øverste etage serveres cocktails – det er det perfekte sted at nyde solnedgangen. Det er også her på toppen af hotellet, at du finder yoga-centeret.

Nyd den store pool, gå en tur på stranden, læs en god bog i skyggen af en parasol eller få en god gang massage i hotellet lækre spa-afdeling.

Bemærk venligst, at Z Hotel er lukket 15.04 – 31.05-2025

Pris for opgradering fra Ocean Paradise Resort, pr. nat:
Garden Room inkl. halvpension Pr. person fra:  515 kr.
Seaview Room inkl. halvpension Pr. person fra:  720 kr.

Nungwi Dreams by Mantis

Nungwi

Med kun 56 værelser er Nungwi Dreams et af de mindre hoteller på Zanzibar. Stemningen på hotellet er på en gang både intim og luksuriøs – men på den afslappede måde.

Nordisk charme møder Zanzibar kan man måske beskrive det som.

Værelserne er store og elegant indrettet og alle med egen balkon – som for nogles vedkommende dog mest har udsigt til de små stier, som forbinder værelserne med hinanden. Til gengæld er du aldrig langt fra en pool, for – lidt usædvanligt, når her kun er 56 værelser – er her hele to pools som naturligvis begge har udsigt mod det Indiske Ocean. Ved højvande kan du bade fra stranden lige nedenfor hotellet, og ved lavvande giver farvespillet mellem det hvide sand, de grønne “øer” med tang mod det turkisblå hav den flotteste udsigt!

Nyd en drink på hotellets rooftop bar med 360 graders udsigt, inden du begiver dig til en af hotellets to restauranter, hvor kokkene kæler for dine smagsløg.

Vælger du at opgradere til Nungwi Dreams anbefaler vi, at du vælger enten Sea View eller  Ocean Front.

Pris for opgradering fra Ocean Paradise Resort, pr. nat:
Seaview Room inkl. halvpension Pr. person fra:  590 kr.
Beach front room, inkl. halvpension Pr. person fra:  930 kr.

Zanzi Resort

Kama

Indrømmet. Man skal belave sig på en god omgang “african massage” for at komme til Zanzi Resort. Grusvejen er bumlet og fyldt med huller. Men anstrengelserne er det værd: for enden af vejen ligger et lille stykke af paradis!

Hvis du vil have uforstyrret privatliv, skal du vælge Zanzi.

Personalet går op i dit velbefindende, men på den måde, hvor de nærmest er usynlige, lige indtil du mangler noget. Så er de der, og udgangspunktet er, at alt er muligt. Hvis du booker stedets private dhow, er det en privat tur. Vil du spise på din terrasse, så ringer du bare til restauranten, og maden ankommer – uden ekstra gebyr naturligvis. Der er heller ikke et fast morgenmadstidspunkt.

Vælger du at sætte dig i restauranten, kan du glæde dig til en hyggelig og romantisk oplevelse med rolig musik og dæmpet belysning. Kokken er kreativ, og maden er virkelig lækker! Vin- og cocktailkortet er veludbygget, og så laver de den bedste kaffe, du kan forestille dig!

Her er kun 13 bungalower/villaer fordelt på 4 garden bungalower, 1 family garden bungalow, 4 ocean view villaer og 4 ocean access villaer. De små huse har alle egen uforstyrret have med stole, borde og solsenge. De ligger fordelt på en meget stor grund med god afstand mellem hinanden, så man er sikret privatliv. Bungalower såvel som villaer byder naturligvis på alt, hvad der skal være; aircondition, minibar, fladskærms-TV, te- og kaffefaciliteter, sikkerhedsboks og lækre badeværelses-produkter.

Villaerne har alle egen pool af fornuftig størrelse. Bungalowerne deles om den store pool, som man dog ofte har for sig selv, fordi det reelt kun er gæster i bungalowerne, som benytter denne pool.

Ocean view villaer har – som navnet antyder – udsigt til det smukke turkisblå hav. Ocean access villaer har deres egen trappe, så du ved højvande kan gå direkte fra villaen og ned i havet.

Stranden er lille og ved lavvande kommer klipperne til syne. Takket være den 100 meter lange jetty, kan du dog stadig bade – og bliver du tørstig efter svømmeturen ringer du bare til baren ude fra jettyen, så kommer der fluks en tjener med en kold øl.

Solnedgangen er fænomenal fra jettyen, og det er ikke ualmindeligt at se delfiner herfra tidligt om morgenen eller sidst på dagen.

Da stedet er meget lille, anbefaler vi, at du booker i rigtig god tid (min 6-8 måneder), såfremt du ønsker at opgradere til Zanzi.

Bemærk venligst, at Zanzi resort er lukket i perioden 01.04.25 – 30.04.25.

Pris for opgradering fra Ocean Paradise Resort pr. nat:
Ocean View Villa Pr. person fra:  2.265 kr.
Ocean Acces Villa Pr. person fra:  2.790 kr.

Riu Palace Zanzibar

Nungwi Beach

Riu Palace Zanzibar er et 5-stjernet hotel, som ligger på Zanzibars nordvestlige kyst ned til en af øens smukkeste strande med hvidt puddersand og turkisklart vand, Nungwi Beach. Hotellet ligger i en tropisk have fyldt med palmer og eksotiske blomster.

Hotellet er inspireret af Zanzibars afrikanske hjerte og øens arabiske historie. Værelserne er 45 m² og har en 12 m² stor balkon eller terrasse, hvorfra der er en fantastisk udsigt over haven og Det Indiske Ocean. Værelserne er indrettet i en moderne stil med et strejf af Afrika og varme jordfarver. Alle værelser er udstyret med himmelseng med myggenet, aircondition, loftsvifte, telefon, TV, Wi-Fi, minibar, sikkerhedsboks, CD/DVD afspiller samt te- og kaffe faciliteter.

I restauranterne serveres udsøgte traditionelle og internationale retter, og i barerne kan du nyde farverige cocktails. Der findes også vandpibe lounge, hvor du kan mærke den arabiske stemning.

Om dagen kan du slentre gennem den frodige have, tage en forfriskende dukkert i swimmingpoolen, forkæle dig selv i spaafdelingen, boltre dig i det klare vand eller dykke og udforske Zanzibars farverige undersøiske verden.

”All Inclusive” består af følgende:

Morgenmad, frokost og aftensmad som serveres i hovedrestauranten. Mulighed for middag i ”Krystal” Fusion Restaurant, Steakhouse og fiskerestauranten (dog kun med reservation).

Udvalgte drikkevarer døgnet rundt. Minibar på værelset.

Bemærk, at hotellet kun er for gæster over 18 år.

 

Pris for opgradering fra Ocean Paradise Resort, pr. nat:
Junior Suite inkl. all inclusive Pr. person fra:  1.135 kr.

Bluebay Beach Resort

Kiwengwa Beach

Bluebay Beach Resort er søsterhotellet til Sultan Sands og ligger derfor også kun få meter fra stranden med en vidunderlig udsigt.

På hotellet er der i 2008 indrettet en ny spa-afdeling, der blandt andet tilbyder massage. I afdelingen for massage er der indrettet en afdeling specielt for par. Her tilbydes endvidere ansigtsbehandlinger, dampbade, m.m.

Hotellet har selvfølgelig en dejlig stor pool med jacuzzi og et børnebassin til de små. Der er endvidere direkte adgang til Det Indiske Ocean. Desuden er der tilknyttet et dykkercenter til hotellet. Ønsker du at benytte dette dykkercenter, skal du huske dit dykkerbevis.

Pris for opgradering fra Ocean Paradise Resort, per nat:
Junior Suite inkl. halvpension Pr. person fra:  1.080 kr.

Sandies Baobab Beach

Nungwi Beach

På Zanzibars nordspids finder du det skønne resort Sandies Baobab Beach, der er placeret lige ud til den pragtfulde hvide sandstrand Nungwi og det turkisblå hav. Resortets restaurant, pool og poolbar vender ud mod stranden og har således alle en fantastisk udsigt til Det Indiske Ocean.

Resortets 103 værelser er omgivet af eksotiske træer og elegant indrettet i lyse farver med mørkt træ. Hvert værelse er udstyret med myggenet over sengen, garderobe, aircondition, værdiboks, telefon og egen lille terrasse eller balkon samt en suite-badeværelse med walk-in-bruser.

I restauranten The Beach Gallery kan du nyde den smukke udsigt til havet, mens du tager for dig af retterne i morgenmads-, frokost- og middagsbuffeten. Med alt fra lokale til internationale og middelhavsretter vil der helt sikkert være noget for enhver smag. Restauranten laver desuden ugentligt temamiddage, som bl.a. inkluderer en traditionel afrikansk middag.

Læn dig tilbage og brug dine dage her på resortet med en god bog ved hotellets swimmingpool og nyd udsigten til det Indiske Ocean, eller deltag i nogle af hotellets mange forskellige aktiviteter som f.eks. snorkling, beachvolley, strandfodbold og dart. Du kan også tilkøbe en afslappende wellnessoplevelse i Mvua African Rain Spa.

Der er gratis wi-fi i hotellets fællesområder.

Inkluderet i all inclusive er:

  • Velkomstdrink
  • Morgenmads-, frokost- og middagsbuffet i restauranten The Beach Gallery
  • Ikke-alkoholiske drikke, juicer, lokale øl, udvalgte vine, kaffe og te fra kl. 10.00 til 24.00 i poolbaren
  • Udvalgte alkoholiske drikkevarer og cocktails efter kl. 18.00 i poolbaren
  • Snacks mellem måltiderne i poolbaren
  • Strandhåndklæder og solsenge
  • Aftenunderholdning med dans, musik og akrobatik
  • Mulighed for at deltage i daglige fysiske aktiviteter, beachvolley, strandfodbold og dart

Pris for opgradering fra Ocean Paradise Resort, pr. nat:
Garden Room inkl. all inclusive Pr. person fra:  700 kr.
Garden Junior Suite (min 4 personer) inkl. all inclusive Pr. person fra:  875 kr.

Sultan Sands

Kiwengwa Beach

Få meter fra den kridhvide strand og det turkisblå hav finder man hotellet Sultan Sands. Fra poolen, restauranten og den hyggelige bar er der en fantastisk udsigt mod havet – kun forstyrret af smukke palmetræer.

Alle hotellets 100 værelser ligger i en kæmpestor, tropisk have fyldt med duftende træer og eksotiske blomster. Overalt hvor du går, er der fuglekvidder og blomsterduft.

Serviceniveauet er højt, og her er et væld af aktiviteter. Hvis du bliver træt af at ligge ved den store pool eller i skyggen af et palmetræ, kan du prøve kræfter med windsurfing, spille beachvolley eller måske få en afslappende massage i den dejlige spa. En del af hotellets faciliteter findes ved søsterhotellet ”Bluebay Beach Resort”, som nærmest er bygget sammen med Sultan Sands. 

Der er også en butik med fine souvenirs og der er gratis Wi-Fi i fællesområderne.

Hotellet har 80 standardværelser.

24 af standardværelserne ligger i 6 toetagers huse lidt op ad en bakke ved siden af receptionen. I hvert hus ligger 4 værelser, som alle har egen terrasse eller balkon med plads til at slappe af og læse en bog. Disse værelser har eget, roligt poolområde, som oftest kun benyttes af gæsterne i disse værelser, men man kan naturligvis også nemt og hurtigt slentre ned til den store fællespool eller til stranden.

56 af standardværelserne ligger i runde hytter bygget i ægte afrikansk stil med stråtag. Der er to værelser i hver hytte, men værelserne har egen indgang fra hver sin side af hytten, så det føles som om, man har sin egen hytte. Alle værelserne har egen terrasse, og en god indretning med masser af plads. Du er kun et par minutters gang fra poolen og stranden.

De sidste 20 værelser ligger som egne små hytter tæt på restauranten og kun et stenkast fra stranden. Fælles for disse hytter er desuden, at alle har egen, stor veranda og adgang til en privat pool (med havudsigt), som kun må benyttes af gæster på disse værelser. Alle hytterne ligger meget tæt på stranden, restauranten, baren og både den private pool og den store fælles pool. 

”All Inclusive” består af følgende:

Morgenmad, frokost og aftensmad som serveres i hovedrestauranten.

Sodavand, juice, lokale øl og vin, udvalgte cocktails og ”mocktails”, alm. te og kaffe.

Bemærk, drikkevarer er tilgengæligt langt det meste af dagen – men ikke døgnet rundt. Nøjagtige tidspunkter oplyses ved ankomsten til hotellet.

Pris for opgradering fra Ocean Paradise Resort, pr. nat:
Baobab Room inkl. all inclusive Pr. person fra:  150 kr.
Pwani Room inkl. all inclusive Pr. person fra:  255 kr.
Bahari Room inkl. all inclusive Pr. person fra:  465 kr.

Diamonds Mapenzi Beach

Kiwengwa Beach

På Zanzibars nordøstlige kyst finder man det firestjernede all inclusive resort, Diamonds Mapenzi Beach.

Resortet består af 87 stråtækte bungalower, som ligger henholdsvis i den store tropiske have eller bogstaveligt talt PÅ stranden. Mellem stranden og restauranten øverst oppe ligger det dejlige pool område. Det er også her, man finder hotellets spa.

Resortet er perfekt til dig, som drømmer om et all-inclusive resort til en overkommelig pris. Her er masser af aktiviteter og mulighed for udflugter, men du kan naturligvis også bare vælge at dase ved stranden eller poolen.

Hotellet byder på et hav af aktiviteter lige fra tennisbaner til windsurfing, snorkling og dart.

Værelserne er alle indrettet i østafrikansk stil med træmøbler og lyse farver på væggene. Alle værelser har myggenet, aircondition, sikkerhedsboks, minibar og te- og kaffefaciliteter. Alle værelser har desuden egen veranda.

Inkluderet i all inclusive er:

  • Velkomst drink
  • Morgenmad, frokost og middag i The Palm Restaurant
  • Ikke alkoholiske drikke, juicer, lokale øl, udvalgte vine, vand, te og kaffe til måltiderne
  • Mulighed for frokost på Ocean Reef Beach Grill
  • Mulighed for middag på Ristorante Pizzeria Nakupenda
  • Snacks, ikke-alkoholiske drikke, juicer, lokale øl, udvalgte vine, te, kaffe, mineralvand og visse cocktails i Hibiscus Pool Bar fra 10.00-24.00.
  • Snacks, ikke alkoholiske drikke, juicer, øl i Upepo Bar fra 10.00-18.00
  • Følgende aktivtieter; vand-aerobic, udstrækning, windsurfing (30 minutter pr. dag), kano (30 min pr. dag), beack volley, strand fodbold, bordtennis, dart, tennisbaner, aftenunderholdning, diskotek
  • Strandhåndklæder, solstole og parasoller
  • Wi-Fi i lobby-området

Det er gratis for to børn under 12 år at bo i Superior Room & Beach Villa sammen med to voksne.

Bemærk venligst, at Diamonds Mapenzi Beach er lukket i perioden 16.03.2025 – 30.06.2025.

Pris for opgradering fra Ocean Paradise Resort, pr. nat:
Superior Room inkl. all inclusive Pr. person fra:  500 kr.
Sea View Beach Villa inkl. all inclusive Pr. person fra:  730 kr.

Karafuu Beach Resort & Spa

Pingwe Beach

Allerede når du ankommer til Karafuu Beach Resort & Spa ved du, at hér bliver godt at være. Den store, åbne reception tager imod dig på fornem vis, og forude venter den kridhvide sandstrand og det turkisblå hav.

Det femstjernede Karafuu har en fremragende placering midt på stranden på Zanzibars østkyst. Hotellet består af 135 værelser i forskellige kategorier, så her er noget for enhver smag. Alle værelser har naturligvis aircondition, minibar, sikkerhedsboks samt te- og kaffefaciliteter.

Værelser og villaer er bygget op med det store fællesområde med reception, hovedrestauranten, bar, butik osv. som et naturligt centrum af hele hotellet. Karafuu byder også på flere swimmingpools, en skøn spa, tennisbaner, dykkercenter m.m., så du behøver ikke kede dig. Du kan også roligt tage børnene med; de bliver godt underholdt i Kids Club.

Her er i alt 4 restauranter, og er du seafood-fan, må du ikke snyde dig selv for et besøg på Le Grand Bleu. Restauranten ligger helt nede ved stranden, og en middag i måneskin her med udsigt til det blide hav er enormt romantisk. Husk at bestille bord – der er rift om pladserne!

Som et af de få steder her på østkysten, har Karafuu bygget en gangsti fra stranden og henover korallerne, så du selv i lavvande kan komme ud, hvor vandet er dybt nok til, at du kan bade.

”All Inclusive” består af følgende:

Morgenmad, frokost og aftensmad som serveres i hovedrestauranten.

Sodavand, juice, lokale øl og vin, udvalgte cocktails og ”mocktails”, alm. te og kaffe.

Bemærk, drikkevarer er tilgængeligt langt det meste af dagen – men ikke døgnet rundt. Nøjagtige tidspunkter oplyses ved ankomsten til hotellet.

Pris for opgradering fra Ocean Paradise Resort, pr. nat:
Bondeni Room inkl. halvpension Pr. person fra:  55 kr.
Masai Room inkl. halvpension Pr. person fra:  105 kr.
Cottage Room inkl. halvpension Pr. person fra:  260 kr.
Pris for pension, pr nat:
All inclusive Pr. person fra:  415 kr.

Park Hyatt Zanzibar

Stone Town

Det ekstravagante Park Hyatt Zanzibar har en sublim beliggenhed ved vandkanten i hjertet af Stone Town og er dermed den perfekte lokation til at opleve byens historiske og kulturelle seværdigheder samt de lokale markeder med farverige og velduftende råvarer.

Hotellet består af 67 rummelige værelser, hvori elegance, modernitet og lokale elementer flyder sammen og bliver til ét. På alle værelserne er der aircondition og mørklægningsgardiner, så du kan sove ekstra godt efter en begivenhedsrig dag i det pulserende byliv. Der er også sikkerhedsboks, gratis wi-fi, fladskærms-tv, minibar, kaffe- og te-faciliteter samt mulighed for roomservice. Til hvert værelse hører desuden eget badeværelse med både bruser og badekar samt hårtørrer.

Med sin betagende udsigt over den lokale strand, det livlige havnemiljø og Det Indiske Ocean med de traditionelle dhow-både er hotellets swimmingpool det ideelle sted at nyde en morgensvømmetur eller blive opfrisket efter en dag med oplevelser i Stone Town. Du kan også vælge at tage en tur i hotellets fitnesscenter eller forkæle dig selv med en af de mange lækre spabehandlinger, som hotellet udbyder.

Pris for opgradering fra Tembo Hotel:
2 nætter Pr. person fra:  2.900 kr.
Andre hoteller

Langi Langi

Nungwi Beach

Langi Langi Beach Bungalows er beliggende i Nungwi på Zanzibars nordkyst ud til Det Indiske Ocean med turkisblåt vand og kridhvide sandstrande.  Her kan bades døgnet rundt, da der ikke er tidevand som på østkysten.

Hotellets værelser er centreret omkring en smuk anlagt have, som du kan nyde fra din veranda eller balkon. Værelserne er alle udstyret med aircondition, loftvifte, himmelseng og myggenet, telefon, sikkerhedsboks, køleskab og en-suite badeværelse.

Under dit ophold kan du tage en dukkert i swimmingpoolen, fordybe dig i en god bog i de hyggelige haver eller nyde en omgang massage fra massageterrasssen, som har udsigt over poolen.

Der tilbydes desuden dykkerkurser, snorkling og sejlads mod betaling.

Hotellets restaurant Marhaba er en open air restaurant beliggende direkte ud til vandet, hvor du under din aftensmad kan være vidne til den smukke solnedgang mens du nyder et lækkert måltid. Restauranten er meget kendt for sine udsøgte fiske- og skaldyrsretter. Er du ikke til fisk og skaldyr serveres der også traditionelle og internationale a la carte retter.


Mahali Zanzibar

Paje

Det hyggelige hotel, Mahali Zanzibar ligger i den sydøstlige del af Zanzibar – lige ved den lille fiskerlandsby, Paje. Dette er stedet for dig, som drømmer om et mindre hotel på Zanzibar med nem adgang til spændende aktiviteter i løbet af dagen og et pænt udvalg af lokale restauranter om aftenen.

Mahali ligger lige ned til den kridhvide sandstrand. Det er naturligvis her du finder hotellets bar, så du med fødderne i sandet kan nyde din kølige drink.

Fra restauranten er der en flot udsigt over havet. Mens du nyder din morgenmad, kan de beundre de morgenfriske kitesurfere, som allerede tidligt fra morgenstunden kaster sig ud i halsbrækkende hop på de lave bølger. Stranden ved Paje er meget kendt for sine fremragende forhold for kitesurfere. Mellem værelsesbygningerne ligger poolen, hvorfra der er udsigt til stranden og havet. Der er gratis wifi på hotellet.

Mahali Zanzibar har 24 værelser, som alle har aircondition, eget badeværelse samt egen balkon eller terrasse.

Opholdet er inkl. morgenmad.

Bemærk venligst, at Mahali Zanzibar er lukket 15.04 – 31.05-2025


Tembo Hotel

Stone Town

Tembo Hotel ligger i hjertet af Stone Town med pulserende byliv på den ene side og en afslappende smuk strand på den anden.

Beliggenheden er central i Stone Town direkte ved vandet, og fra terrassen kan man følge den livlige trafik af handels- og fiskerbåde.

Hotellet er en gammel majestætisk bygning indrettet i arabisk stil og har i alt 29 værelser. De fleste af værelserne har balkon med udsigt over stranden eller swimmingpoolen i gården. Alle værelserne har bad, toilet, aircondition, køleskab, telefon og sattelit-/ kabel-tv. På hotellet er der også swimmingpool, souvenirbutik, internet og vaskeservice.

Restauranten på hotellet serverer lokale og internationale retter. Der er ingen servering af alkohol på hotellet.

I det hele taget er hotellet et godt udgangspunkt for at gå på opdagelse i byen og tage på udflugter rundt på øen, og med sin beliggenhed, service og de mange faciliteter, vil Tembo House Hotel med sikkerhed være med til at danne rammerne om et ophold på Zanzibar som du aldrig vil glemme.

Opholdet er inkl. morgenmad.


Mizingani Seafront Hotel

Stone Town

Det fine Mizingani Seafront Hotel ligger lige mellem Stone Towns bymidte og smukke strand fyldt med lokale fiskerbåde, hvilket giver hotellet en skøn udsigt over det livlige havnemiljø og Det Indiske Ocean. Den centrale beliggenhed gør hotellet til det ideelle udgangspunkt for at udforske byens historiske attraktioner og fine markeder.

Hotellet er indrettet i arabisk stil med charmerende udsmykkede korridorer samt antikke møbler og har i alt 31 værelser, som du kan tilgå via de yndige trætrapper eller den fine lille elevator. Alle værelserne har gratis wi-fi, kabel-tv, aircondition, køleskab, kaffe- og te-faciliteter og myggenet over sengen. Desuden er der privat badeværelse med hårtørrer samt privat balkon med udsigt over enten swimmingpoolen i gården eller det azurblå hav.

Når du har lyst til at slappe af, kan du tage dig en forfriskende dukkert i swimmingpoolen eller sætte dig i en af de arabisk inspirerede loungesofaer og læse en god bog. Om aftenen kan du nyde din mad i restauranten, mens du ser solen gå ned over det billedskønne Indiske Ocean.

Der er ingen servering af alkohol på hotellet.

Pris for opgradering fra Tembo Hotel, pr. nat:
Deluxe Room Pr. person fra:  300 kr.
Afrika
Ingun H. Nikolajsen

Ingun er vores Afrika-specialist. Hun rejste til Afrika første gang i 2002 og har mere end 10 års erfaring med at hjælpe andre på deres drømmerejse. 

Se åbningstider
Mandag - Torsdag 10-16
Fredag 10-14