TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
89 93 43 89
Åbent i dag kl 10 - 16 | Se åbningstider
11 dage

Det bedste af USA’s østkyst: Togrejse fra D.C. til Boston

Oplev Østkysten og få indblik i amerikansk historie, stormagt og kultur på en togrejse til 4 af landets mest betydningsfulde byer: Washington D.C., Philadelphia, New York & Boston.

Det bedste af USA’s østkyst: Togrejse fra D.C. til Boston
Det bedste af USA’s østkyst: Togrejse fra D.C. til Boston
11 dage
ForsideNordamerikaUSADet bedste af USA’s østkyst: Togrejse fra D.C. til Boston

Det bedste af USA’s østkyst: Togrejse fra D.C. til Boston

Oplev Østkysten og få indblik i amerikansk historie, stormagt og kultur på en togrejse til 4 af landets mest betydningsfulde byer: Washington D.C., Philadelphia, New York & Boston.

ForsideNordamerikaUSADet bedste af USA’s østkyst: Togrejse fra D.C. til Boston
Hvad er med i prisen?
Følgende er inkluderet i rejsen
  • Fly fra valgte lufthavn til Washington D.C. og retur fra Boston inkl. Bagage
  • 9 nætter på 3- og 4-stjernede hoteller med central beliggenhed
  • 3 x togbilletter (standard, coach class, inkl. bagage):
    – Washington D.C. – Philadelphia
    – Philadelphia – New York City
    – New York City – Boston
  • Individuel rundrejse, hvor udflugter foregår både på egen hånd og i mindre internationale grupper med engelsktalende guider eller audioguide
  • Døgnbemandet nødtelefon under hele rejsen
  • Afrejsegaranti – rejsen gennemføres uanset antal deltagere
  • Mulighed for at forlænge rejsen
  • Mulighed for at tilføje ekstra nætter i de forskellige byer (tal med din rejsespecialist)

Følgende udflugtspakke:

  • Guidet byrundtur i Washington D.C. i eldrevet minivogn inkl. Det Hvide Hus, U.S. Capitol, Lincoln & Jefferson Memorial, Reflecting Pool, Korean War – & Vietnam Veterans Memorial, samt Washington Monument
  • Billet til Rockefeller Center observationsdæk: Top of the Rock, New York City
  • Guidet sejltur om det sydlige Manhattan med passage forbi Frihedsgudinden, One World Trade Center, samt Brooklyn og Manhattan Bridge
  • Entréer og afgifter til inkluderede seværdigheder
  • Mulighed for tilkøb af div. udflugter og kulturoplevelser
i

Om priserne på vores USA-rejser
De viste priser pr. person er baseret på fire personer, der deler værelse og bil. Prisen stiger, hvis I f.eks. ønsker ekstra værelser eller rejser færre end fire, da udgifterne fordeles på færre personer. Indhent et tilbud for jeres præcise pris.

REJSEN KORT FORTALT

Tag med på en spændende togrejse, der fører dig gennem nogle af verdenshistoriens mest betydningsfulde steder – historisk, politisk og kulturelt. På nem vis gør du stop med toget midt i 4 særskilte storbyer på den amerikanske østkyst: Washington D.C., Philadelphia, New York City og Boston.

Turen starter i Washington D.C. – også kendt som USA’s politiske epicenter. Glæd dig til en guidet tur til byens historiske vartegn som bl.a. Det Hvide Hus, Kongressen og den enorme statue af Abraham Lincoln.
Fra D.C. venter en af østkystens oversete perler, Philadelphia. Den charmerende kystby var helt central i dannelsen af det moderne USA, da det var her, Thomas Jefferson udarbejdede USA’s Uafhængighedserklæring. Byen emmer af liv, et stolt lokalsamfund og charmerende byliv med rig mulighed for at komme ned i gear og tæt på amerikanerne og historien.

Ved næste stop venter kultur af den helt store kaliber i byen, der aldrig sover: New York City. Her skal du opdage byen fra flere perspektiver – dels med en tur i højderne i et af byens ikoniske vartegn, Rockefeller Center, og desuden venter dig et smukt syn af byens skyskrabere fra vandsiden, når du skal på sejltur rundt om det sydlige Manhattan, hvor du bl.a. får Frihedsgudinden og Brooklyn Bridge tæt på. Der venter spændende dage i den sprudlende storby. Med god tid på egen hånd, har du rig mulighed for både at slappe af i Central Park, gå på museer eller opdage byens mange afkroge.

Boston fuldender turen med indblik i nøglebegivenheder for både den amerikanske revolution og USA’s uafhængighed som protestaktionen, Boston Tea Party. Du kan desuden følge i byens historiske fodspor på Freedom Trail eller bare nyde tid i den charmerende by.

Du har mulighed for at forlænge rejsen med flere nætter undervejs. Du kan også forlænge rejsen med et stop i sydstatsbyen New Orleans eller med badeferie i Florida.

Derfor skal du vælge denne rejse

  • Stormagt, politik, historie og kunst – glæd dig til at gå rundt i D.C.s monumentale omgivelser i præsidenternes by
  • Genoplev nøglebegivenheder som Tea Party-protesten i revolutionære Boston og besøg charmerende Philadelphia, hvor USA’s Uafhængighedserklæring blev til
  • Oplev New York City skyline folde sig ud foran dig, når du sejler om det sydlige Manhattan og forbi Frihedsgudinden
  • Nyd den afslappende togrejse, der gør stop centralt i byerne i nærheden af dit overnatningssted for optimal udnyttelse af din tid

Vores rejser inkluderer altid

  • Alle fly – både internationale og indenrigs
  • Alle overnatninger
  • Alle programlagte udflugter og aktiviteter
  • Døgnåben telefon – vi er med dig hele vejen
Detaljeret dagsprogram
Dag 1: Afrejse fra valgte lufthavn til Washington D.C.

I dag tager du hul på dit amerikanske eventyr. Du flyver fra valgte lufthavn med kurs mod Washington D.C. Efter ankomst samler du din bagage op og går gennem immigrationen.

I ankomsthallen følger du skiltningen til din foretrukne transport ind til centrum af Washington D.C., hvor du skal bo. Det er op til dig, hvordan du kommer til hotellet, men mulighederne er mange og nemme at gå til. Du kan bl.a. benytte metroen, der tilgås fra terminalen, og som kan tage dig tæt på dit hotel. Du kan også tage en Uber/Lyft eller en almindelig taxa.

Efter check-in på hotellet har du resten af dagen til fri disposition. Det er op til dig, om du vil slappe af oven på rejsen, eller om du vil ud i byen og have en bid mad på én af de mange restauranter, der findes i området.

Det kan varmt anbefales at bestille en forfriskning i hotellets bar og bevæge dig til poolområdet, hvorfra du kan se Kongressen, også kaldet U.S. Capitol, skyde smukt frem mellem byens tage. Du bor nemlig lige i ”magtens centrum” – og som Kongressens navn indikerer, USA’s hovedstad.

Dag 2: Byrundtur i D.C. og tid på egen hånd

Dagen starter formentlig tidligt på de nye breddegrader, hvor du hurtigt vænner dig til tidsforskellen. Stå op og besøg evt. hotellets bistro, hvor du kan tilkøbe morgenmad, eller benyt muligheden for at besøge en lokal morgenmadscafé, så du er tanket godt op, inden dagens eventyr for alvor begynder.

Til formiddag er der sørget for, at du får byens højdepunkter at se på en guidet tur i en eldrevet mini-vogn sammen med en lille gruppe på op til 6 deltagere. Du finder detaljer for turens mødetid- og sted på din voucher, og du bør ikke snyde dig selv for den smukke gåtur på ca. 1,4 km. hen til startstedet. Gåturen tager dig igennem byens ikoniske park, National Mall, og her vil du bl.a. få udsyn til både det høje Washington Monument og U.S. Capitol.

Med formiddagens guidede tur får ikke du alene dannet dig et overblik over byens seværdigheder – du får også det historiske perspektiv med. Her venter dig mødet med Korean War Memorial – et smukt, skulpturelt og virkelighedstro mindesmærke, der får hårene til at rejse sig på dig. Og glæd dig til at stå foran den store statue af den tidligere præsident, Abraham Lincoln, der troner frem mellem søjlerne i Lincoln Memorial. Herfra får du et smukt udsyn til det ikoniske lange bassin, Reflecting Pool, hvori du kan se det 169 meter høje Washington monument spejle sig i vandet. Herfra går turen bl.a. forbi præsidentens hjem, Det Hvide Hus, efterfulgt af et stop ved Kongressen, hvor lovene vedtages.

Efter nogle timer i magtens og historiens fodspor, er der utvivlsomt nogle steder, du vil se eller gense. Du har resten af dagen til fri disposition.

Er du til kunst og kultur, er Washington D.C. det rette sted at være. De fleste af byens største museer ligger som perler på en snor i området omkring National Mall. Blandt de mest populære kan nævnes National Air & Space Museum, Smithsonian & Natural History, der alle ligger i gåafstand fra dit hotel. Og som et ekstra plus, er D.C. kendt for at have gratis entré til langt de fleste offentligt ejede museer (undtagelser kan forekomme).

I aften kan det anbefales at afslutte dagen med en dejlig middag i det charmerende område Georgetown, efterfulgt af et stop ved Lincoln Memorial Reflecting Pool, der lyser smukt op i mørket.

Forhør dig hos din rejsespecialist, hvis du ønsker at tilføje en ekstra nat i Washington D.C.

Dag 3: Washington D.C. – Philadelphia

Du skal i dag forlade Washington D.C. og rette kursen mod en af østkystens overset perler: Philadelphia.

Tag en Uber eller taxa til togstationen i D.C. ved Union Station, der ligger blot et par kilometer fra dit hotel. Sørg for at ankomme i retmæssig tid før afgang – fra Washington D.C. senest 30 min før (detaljer for mødetid, sted og afgang findes på din voucher.) Togturen til Philadelphia tager lige under 2 timer, så læn dig tilbage i sædet og se landskabet passere forbi undervejs.

Ved din ankomst i Philadelphia vil du opdage, at du er landet lige i byens centrum og blot få kilometer fra dit hotel. Det er op til dig, om du vil benytte dig af Metro, Uber eller bare gå til hotellet. Kommer du før check-in, er hotellet behjælpelig med at opbevare din bagage, mens du kan tage ud og opdage byen i eget tempo.

”Philly” som byen kaldes af amerikanerne, er den oprindelige amerikanske hovedstad og emmer af historie og charme med brostensbelagte gader og rødstenshuse i kolonistil. Du bor tæt ved de historiske gader, hvor små butikker, caféer og restauranter findes i stor stil, og når du er i Philly, bør du ikke snyde dig selv for at smage på den lokale berømthed af en sandwich: Philly cheesesteak.

Dag 4: Philly på egen hånd

Din centrale placering i byen betyder, at du kan få mest muligt ud af dagen. Fik du ikke besøgt National Historical Park i går, bør du gøre det i dag. Her finder du den knap 1 ton tunge klokke, Liberty Bell, samt Independence Hall, hvor Thomas Jefferson udarbejdede USA’s uafhængighedserklæring, der blev underskrevet 4. juli 1776. Opholder du dig i USA den 4. juli, vil det ikke gå ubemærket hen – stort set alle steder vil du finde det amerikanske flag, festklædte folk og store optog.

Det siges, at netop det amerikanske flag tog sin form her i Philadelphia, og i Betsy Ross House kan du få historien om Betsy, der syede det første amerikanske flag, som sidenhen blev fremvist for USA’s første præsident, George Washington.

Fortsæt til Philadelphia Museum of Art, hvor du vil se folk med armene i vejret og spændte overarme ved Rocky Steps, som du måske vil genkende fra de berømte Rocky-film.

Er du sulten efter at smage flere af byens populære retter, bør du overveje at bestille nedenstående foodie-tur.

Dag 5: Philadelphia – New York City & Rockefeller Center

Magt, historie – og nu penge og kultur. Af den store kaliber. Forude venter nemlig et ophold i New York City, også kendt som The Big Apple.

Du forlader Philadelphia fra samme togstation, hvor du ankom*, og blot 1,5 time senere, kan du stige af toget ved Penn Station og befinde dig midt i New Yorks pulserende gader.

Ved ankomst starter du med at tage til hotellet, der ligger forholdsvis tæt på togstationen. Er dit værelse ikke klar til check-in, kan hotellet være behjælpeligt med opbevaring af din bagage.

I eftermiddag skal du en tur i højderne med et besøg i den ikoniske bygning, Rockefeller Center, hvor du har adgangsbillet til 3 utrolige udsigtsplatforme på 67., 69., og 70. etage (detaljer for mødetid-og sted fremgår på din voucher). Fra hotellet kan du enten tage en taxa, eller du kan gå den korte tur dertil. Fra udsigtsplatformen får du et hårrejsende møde med byen, der aldrig sover, når du står hævet over byens tage og skyskrabere med panoramiske udsigter til alt fra ikoniske Empire State Building, Chrysler Building, Central Park og Frihedsgudinden.

Resten af dagen er til fri disposition, og vi kan varmt anbefale at besøge en af byens mange spisesteder. Fuldend din aften som en lokal og gør stop på en blues- eller jazzbar, der findes en del af i området omkring NOHO.

Velkommen til New York City.

*Sørg igen for at ankomme i retmæssig tid før afgang – senest 30 min før i Philadelphia- (detaljer for mødetid, sted og afgang findes på din voucher.)

Dag 6: Manhattan-cruise og NYC på egen hånd

Dagen skydes i gang med en sejltur af den uforglemmelige slags, når du skal på cruise rundt om den sydlige del af Manhattan (detaljer for mødested og afgang findes på din voucher.)

Et sted ude i horisonten vil du pludselig ane et af USA’s mest ikoniske vartegn: Frihedsgudinden. Statuen blev doneret af Frankrig til USA i 1885 til ære for de to landes alliance under den Amerikanske Revolution og bl.a. for at anerkende Amerika som frihedsforkæmper. Sidenhen blev hun et symbol på frihed og håb til de nye rejsende, der ankom til søs. Fra Frihedsgudinden fortsætter sejladsen forbi One World Trade Center og videre under de historiske broer Brooklyn og Manhattan Bridge. Herfra får du en fabelagtig udsigt over New York skyline. Først når man får skyskraberne på afstand, kan man begribe deres enorme størrelse. Turen afsluttes ved startstedet, og nu hvor du har dannet dig et overblik, er der måske steder, du vil gense til lands. Det er op til dig, da resten af dagen er til fri disposition.

Det kan varmt anbefales at gå eller cykle den smukke tur til bydelen Brooklyn via den berømte kærlighedsbro, Brooklyn Bridge, og evt. vende retur via Manhattan Bridge. På Brooklynsiden kan du nyde en forfriskning med udsigt over byen fra området DUMBO, der ligger mellem de to broer.

Du kan også overveje et frokoststop i Central Park – et nærmest helligt åndehul midt i en af verdens største byer. Her møder du lokale newyorkere, der går ture, skolegrupper på udflugt, kunstnere der maler omgivelserne mens andre sejler i robådene ved Central Park Boathouse. Det er også her i parken ved Strawberry Fields, at du finder John Lennons mindesmærke i form af en smuk mosaiksten kaldet ”Imagine”.

Dagen kan passende afsluttes på bedste kulturel manér med en Broadway-forestilling (bestilles i god tid).

Dag 7: NYC på egen hånd

Dagens indhold og tempo er op til dig. Nåede du ikke Central Park og en tur over Brooklyn Bridge i går, bør du overveje det i dag.

Du kan med fordel bestille en af nedenstående ture (eller lade dig inspirere), hvis du søger oplevelser til byens særegne områder, der hver især gemmer på noget særligt. SoHo byder på caféliv og små butikker, Chinatown frister med dumplings og farver. Ved High Line Park kan du gå ved siden af gamle togskinner igennem Meatpacking District og slutte af med dejlig mad i Chelsea Market.

Du kan også gøre besøg på de verdensberømte museer Museum of Modern Art (MoMa), Solomon R. Guggenheim Museum eller måske Museum of Natural History, der også er kendt fra filmene ”En nat på museet”.

Dag 8: New York City – Boston

I dag er det tid til rejsens sidste stop: Boston.

Fra Penn Station i New York hopper du atter på toget, og dagens etape er – med sine godt 4,5 timer – lidt længere end de andre*. Nyd den afslappende tur med en bog eller noget musik i ørerne, mens landskabet suser forbi.

Du står af i centrum af Boston ved South Station, hvorfra du kan tage til hotellet og stille din bagage. Med hotellets centrale placering udnytter du din tid i byen optimalt. Resten af dagen er til fri disposition, og der er rig mulighed for at gå på opdagelse i områdets charmerende og historiske gader.

Boston er en af de mest betydningsfulde byer i amerikansk historie. Byen var i 1770’erne centrum for en lang række afgørende protester og revolutionære begivenheder som Boston Tea Party og Slaget ved Bunker Hill, der alle var med til at opildne den amerikanske revolution og sidenhen uafhængigheden.

Du bør allerede i dag begive dig ud i de historiske fodspor via den berømte sti ”Freedom Trail”. Startstedet ligger bare 800 meter fra dit hotel. Stien er cirka 4 km lang, og følger du den røde linje i vejen, vil du komme forbi 16 historiske stop, der er relateret til USA’s uafhængighed.

*Sørg igen for at ankomme i retmæssig tid før afgang – ved Penn Station bør du ankomme senest 45 min før (detaljer for mødetid, sted og afgang findes på din voucher.)

Overnatning:
Dag 9: Boston på egen hånd

I dag har du charmerende Boston på egen hånd.

Du kan lade dig inspirere af nedenstående udflugter, der gør det muligt at få historien endnu mere under huden med et besøg på det interaktive museum, Boston Tea Party Ships & Museum, hvor du bl.a. kan se en gengivelse af den berømte Tea Party-protest mod britiske skattesanktioner, hvor der blev smidt hele 45 tons teposer i vandet.

Boston er også kendt for sin baseball arena, Fenway Park, og ikke mindst for sin madscene, der i særdeleshed brillerer med skaldyr.

Dag 10: Hjemrejse

I dag er det tid til at vende hjem efter en spændende rejse.

Lufthavnen ligger tæt ved centrum, så du kan nemt tage en Uber eller offentlig transport, der kører dig direkte fra centrum til lufthavnen.

Hvis du har forlænget din rejse med enten badeferie eller besøg i en amerikansk storby, fortsætter du til den valgte destination.

Dag 11: Hjemkomst

Du hjemvender efter en begivenhedsrig rejse.

Kombiner med
Vælg mellem mulighederne herunder
Sydstatscharme, mystik og jazz i New Orleans
3 nætter

Forlæng dit USA-eventyr med et stop ud over de sædvanlige med et ophold i sydstatsbyen, New Orleans.

New Orleans er i folkemunde kendt som ”Big Easy”, og det er der god grund til. Her er tempoet lavt, og der hersker altid en behagelig stemning fra tonerne af jazzmusik og udsigten til smukke gamle træer pyntet med farvestrålende halskæder.

Tag med til en by fuld af liv, mystik og historie, og hvor du ikke kan undgå at blive forelsket i stemningen, folket og omgivelserne.

Forlængelse i bounty-storbyen Miami
3 nætter

Nyd 3 nætter i solskinsstatens eksotiske storby, Miami, der sørger for en perfekt kombination af afslapning og eventyr. Dagene er til fri disposition, så du sætter selv tempoet.

Miami giver dig rig mulighed for dasedage i vandkanten. Storbyen har ideel placering lige ud til Atlanterhavet, hvor du kan boltre dig på byens nærmest endeløse, kridhvide sandstrande og nyde en dukkert i det lune hav.

Aftenerne kan bruges på at mærke byens puls og evige sommerstemning. Her nydes slentreture langs ikoniske rigmandsgade Collins Avenue, der prydes af sine pastelfarvede huse i art deco-stil og farverige amerikanske vintagebiler. Omgivelserne leder dine sanser mod byens cubanske DNA, der kan mærkes i form af lunefulde salsarytmer, duften af sød cigar og smagen af en frisk mojito. Miami er en sand smeltedigel af amerikansk og cubansk kultur.

Du kan med fordel udforske byens spændende afkroge som det cubanske nabolag, Little Havana eller kunstområdet, Wynwood Walls. Udenfor byen findes Floridas særegne natur i verdenarvsområdet, Everglades Nationalpark, der er hjemsted for bl.a. alligatorer, krokodiller, sortbjørne, frøer, slanger og mere end 360 fuglearter.

Drømmer du om at besøge USA’s sydligste punkt, og samtidig opleve USA’s svar på Caribien, kan du overveje en udflugt til Key West.

Mulighederne er mange – om du vil have eventyr, eller blot trække stikket med et par dage under palmetræerne, så er Miami for dig.

Opholdet inkluderer fly til Miami og 3 overnatninger på hotel i Miami Beach – med mulighed for at tilføje ekstra nætter.

Hvornår vil du rejse?
Afrejsedato
Alle viste priser er pr. person
De viste priser pr. person er baseret på fire personer, der deler værelse og bil.
Prisen stiger, hvis I f.eks. ønsker ekstra værelser eller rejser færre end fire, da udgifterne fordeles på færre personer.
Indhent et tilbud for jeres præcise pris.
Trustpilot
Fortællinger fra rejsende
FØR DU REJSER
Godt at vide
Nordamerika
Pernille Grøngaard Brammer

Pernille har siden hun var ganske ung rejst i store dele af verden, og hun har i dag mere end 30 års erfaring med at hjælpe andre på deres livs rejse.

Se åbningstider
Mandag - Torsdag 10-16
Fredag 10-14
HVORFOR REJSE MED TOURCOMPASS?
Derfor bliver vi valgt

Vi ved, at din tid er dyrebar. Derfor er vores mål at give dig den bedst mulige personlige service, og det er vigtigt for os, at du føler dig tryg på hele rejsen. Vi sidder klar til at hjælpe dig fra det øjeblik, du booker, til du er vendt hjem igen.

Vi tilbyder en bred vifte af destinationer, der hver især har deres egen unikke historie at byde på, formet af lokale kulturer, fascinerende dyreliv og naturens skønhed. 

Vi skaber rejser på baggrund af vores rejsespecialister og -eksperters omfattende research og førstehåndserfaringer. Hver rejse er tilrettelagt med henblik på at præsentere dig for det bedste, hver destination har at byde på.

Nyd at slappe af i tryg forvisning om, at din rejse er i sikre hænder. Vi er medlem af den danske Rejsegarantifond (medlemsnummer 1778). Helt grundlæggende betyder det, at du som rejsende er sikret økonomisk og kan få din rejse erstattet, hvis vi mod forventning skulle gå konkurs.

GÅ PÅ OPDAGELSE
Se alle vores spændende destinationer