Oplev Bangkoks storbyliv og store naturoplevelser i Khao Yai Nationalpark. Mærk historiens vingesus i Sukhothai og den nordthailandske charme i Chiang Mai. Afslut rejsen i Chiang Rai.
Oplev Bangkoks storbyliv og store naturoplevelser i Khao Yai Nationalpark. Mærk historiens vingesus i Sukhothai og den nordthailandske charme i Chiang Mai. Afslut rejsen i Chiang Rai.
Omfattende udflugtspakke:
Glæd dig til en uforglemmelig rejse fra Bangkok til Chiang Rai. Turen tager dig igennem betagende landskaber, unikke kulturelle oplevelser og eventyr, der vil skabe minder for livet.
Rejsen starter i den farverige hovedstad Bangkok, hvor dagene er til fri disposition. Her er der mulighed for at tilkøbe nogle af vores spændende guidede udflugter, hvis du ikke føler for at blive sluppet løs i byen på egen hånd.
Fra storbyens summen går turen videre til Khao Yai Nationalpark, hvor fantastisk natur med vandfald og stille floder venter. Oplev også nationalparkens fantastiske dyreliv med bl.a. vilde elefanter og smukke næsehornsfugle.
I Sukhothai får du lov til at dykke ned i den thailandske historie på en spændende cykeltur i Sukhothai Historical Park, der er på UNESCOs verdensarvsliste. De fascinerende bygninger står i dag som et mesterligt bevis for Siamrigets tidlige arkitektoniske stil.
Rejsen fortsætter med tog mod det bjergrige nord til byen Chiang Mai. Her vil du opleve byens historie og charme på en skøn cykeltur gennem byens små og stille gader med stop ved byporten, Tha Phae Gate, og nogle af Chiang Mais betydningsfulde templer.
I Chiang Rai besøger du det ikoniske hvide tempel, Wat Rong Khun, samt grænsebyen Mae Sai og Den Gyldne Trekant, hvor du har en enestående udsigt over hele tre lande på én gang: Thailand, Myanmar og Laos.
Der er mulighed for at afslutte rejsen på en af Thailands smukke strande, hvor du kan fordøje de mange oplevelser og indtryk.
Endelig er ventetiden ovre. I dag flyver du mod dejlige Thailand med mellemlanding(er) undervejs.
Du lander i den thailandske hovedstad, Bangkok, går gennem immigrationen og samler din bagage op. Ude i ankomsthallen venter din guide med et TourCompass-skilt, og du vil herfra blive kørt til hotellet i det centrale Bangkok.
Sidst på eftermiddagen er der velkomstmøde på hotellet. Her vil din guide fortælle dig om Thailand, herunder ting du skal være opmærksom på og respektere. Samtidig vil der blive svaret på eventuelle spørgsmål, og programmet for din rejse vil blive gennemgået. Herefter venter en kort gåtur i området omkring hotellet, hvor guiden vil udpege hæveautomat, apotek mm.
Efter mødet kan du begive dig ud i Bangkoks livlige gader, hvor der venter enestående madoplevelser, lige fra gadekøkkener til moderne fusionsrestauranter, inden der venter en god og velfortjent nattesøvn.
Der er ingen udflugter planlagt i dag, så du kan tage dagen i eget tempo.
Start med en kop kaffe og en god morgenmad, inden du begiver dig ud på eventyr – enten på egen hånd eller på en af vores spændende tilkøbsture, som du kan læse mere om nedenfor.
Når du skal rundt i Bangkok, behøver du ikke bekymre dig om trafikken, for byen har et godt udbud af forskellige transportmidler. Mange benytter sig af tuktuk, men flodtaxaerne er også et hit, og de står for en væsentlig del af den offentlige transport, da de lægger til ved mange af byens store seværdigheder. Derudover er der også Sky Train, der snor sig mellem byens højhuse, og som er en god, hurtig og billig måde at komme frem på.
Den 372 km lange flod Chao Phraya opdeler Bangkok i øst og vest. Den østlige del af byen betragtes som det centrale Bangkok med de populære områder som bl.a. Sukhumvit, Silom og China Town, der har en høj koncentration af shoppingcentre, gode spisesteder og lokale markeder. Det er også på den østlige side, at du finder den historiske del af Bangkok, der bl.a. er hjemsted for det berømte kongepalads, Grand Palace, og Smaragdbuddhaens tempel, Wat Phra Kaew. Trænger du til roligere og grønnere omgivelser kan du passende besøge parkerne Lumpini eller Benjakitti.
Du kan også vælge at bevæge dig over på den vestlige side af floden, hvor du vil opleve en helt anden side af Bangkok uden skyskrabere og dyttende tuktuk’er. Her vil du møde det mere traditionelle Bangkok og en labyrint af kanaler, hvor folk bor i pælehuse.
Om aftenen er det nærmest et must at besøge en af byens skybarer, som er det oplagte sted at få en kold drink og nyde solnedgangen.
Du kan også besøge det neonoplyste China Town eller shoppingområdet Asiatique The Riverfront, som udover butikker også tæller underholdning og restauranter.
Efter morgenmaden er der check-out, og du forlader den thailandske hovedstad og kører videre til rejsens næste destination, Khao Yai Nationalpark, der ligger 140 km nordøst for Bangkok. Læn dig godt tilbage og nyd de mange indtryk, der suser forbi uden for bilens vinduer.
Khao Yai Nationalpark er på UNESCOs verdensarvsliste og er en af landets mindst besøgte nationalparker. Khao Yai blev etableret i 1962 som Thailands første nationalpark og dækker i dag et område på mere end 2.000 km2 med en beliggenhed mellem 250-1.351 meters højde over havets overflade.
Parken består af 6 forskellige typer skov, græsarealer, et bjergrigt terræn og stille floder. Et af parkens store trækplastre er de mange vandfald som bl.a. Haew Suwat og Haew Narok, der ligger som små åndehuller.
Parkens højdeforskel og de mange typer af skov har skabt stor biodiversitet i både plante- og dyreliv. Du kan bl.a. opleve elefanter, bjørne, gaurokser, muntjak, serov, kæmpeegern samt makak- og gibbonaber. Er du vild med fugle, kan du virkelig glæde dig, for parken er hjemsted for intet mindre end 440 forskellige fuglearter, herunder Thailands største bestand af næsehornsfugle samt rødhalet rødstjert, hvidbrynet viftehale og koralnæbbet løbegøg. Her er også masser af krybdyr – mere end 80 forskellige arter!
Khao Yai er med andre ord en af Thailands mest imponerende og alsidige naturperler.
Når du ankommer til dit overnatningssted, er resten af dagen til fri disposition. Du kan sætte dig ud på din terrasse eller balkon med en god bog og nyde lyden af fuglekvidder, du kan udforske de fantastiske omgivelser eller tage en forfriskende dukkert i poolen.
Om aftenen kan du nyde solnedgangen, der farver himlen i de smukkeste farver.
Du vågner til en helt fantastisk ro, som kun afbrydes af fuglefløjt.
Sidst på formiddagen bliver du hentet af din guide, og du køres mod selve Khao Yai Nationalpark. Inden du når parken gøres et frokost-stop ved et lokalt spisested.
Til dagens udflugt anbefaler vi, at du ifører dig gode vandresko og bærer tøj, der dækker både arme og ben og som tørrer hurtigt. Medbring også gerne en lille rygsæk til drikkevarer, snacks og andre personlige ejendele.
Du køres ind i selve nationalparken, hvor du og din guide mødes med en erfaren ranger, der kender parken som sin egen bukselomme. Der venter dig en vandretur langs en af parkens smukkeste stier. Vandreturen er 1,2 km lang og varer mellem 45-60 minutter.
Ruten er en af de korteste og letteste i nationalparken, og den er velegnet til folk i alle aldre. Stien snor sig gennem regnskov og tørskov til det lille vandfald Kong Kaew, der ligger for enden af stien. Undervejs er der gode chancer for at se gibbonaber, der svinger sig fra træ til træ og de smukke næsehornsfugle.
Du vandrer tilbage til startstedet og køres til vandfaldet Haew Narok, som er et af nationalparkens smukkeste. Det består af tre niveauer og har en samlet faldhøjde på omkring 150 meter, hvilket gør det til Khao Yais højeste vandfald. Fra parkeringspladsen ned til vandfaldet er der ca. 1 km, og du går via en natursti og ned ad trapper gennem den frodige skov. Vær opmærksom på, at der kan være meget glat i regnsæsonen, og ruten er ikke for gangbesværede.
Udsigten til vandfaldet er fantastisk, især i regntiden (ca. midt maj til midt oktober), når vandgennemstrømningen er på sit højeste. Fra udsigtspunktet kan du se kaskaderne vælte ned ad klipperne, hvilket skaber et både dramatisk og malerisk landskab. Området er også et populært sted at observere dyreliv, herunder vilde elefanter, som ofte ses i nærheden af vandfaldet eller på vej til saltklipperne langs stierne.
Tilbage i bilen køres du til udsigtspunktet Pha Trom Chai, der ligger ca. 1.300 meter over havets overflade. Herfra kan du nyde udsigten over nationalparken, der strækker sig lige så langt, øjet rækker.
Sidst på eftermiddagen eller først på aftenen køres du til Khao Yai Visitor Center, hvorfra du skal på aftensafari. Du kører med en ranger i en højsædet pickup-truck, hvor du vil opleve parkens dyreliv efter solnedgang. Turen er 10 km lang og varer godt en time.
Herefter køres du tilbage til hotellet.
I dag forlader du de skønne naturoplevelser i Khao Yai og bevæger dig mod Sukhothai, hvor historiens vingesus venter.
Efter morgenmad og check-out bliver du hentet på hotellet. Turen til Sukhothai tager ca. 6 timer. På vejen er der inkluderet et frokoststop på en lokal restaurant. Læn dig ellers godt tilbage og nyd de mange indtryk uden for bilens vindue eller tag dig en lille lur.
Sukhothai var Thailands første hovedstad tilbage i det 13. århundrede. Landet, som dengang hed Siam, blev regeret af Kong Ramkhamhaeng, der bl.a. opfandt det thailandske alfabet. Sukhothai anses ofte for at være en gylden tidsalder i thailandsk historie, og dens arv har haft stor indflydelse på thailandsk kultur, sprog og religion.
Det gamle Sukhothai-kongerige finder du i Sukhothai Historical Park, der er på UNESCOs verdensarvsliste, og som du besøger på morgendagens udflugt.
Når du ankommer til hotellet i Sukhothai, er der check in, og resten af dagen kan du nyde på egen hånd.
I dag venter en spændende dag med fuld fokus på Thailands historie.
Første besøg er Sukhothai Historical Park. Den absolut bedste måde at udforske parken på er på cykel – så det skal du naturligvis.
Du bliver hentet på hotellet og kørt til parken, hvor din cykel allerede står klar.
Parken er omgivet af en gammel bymur og voldgrav. Spredt over et 70 km2 stort område finder du ruiner fra det gamle kongepalads og imponerende buddhistiske templer, som giver et godt indblik i en af Thailands gyldne tidsaldre. Det største og mest betydningsfulde tempel er Wat Mahathat, der ligger ved siden af ruinerne af det kongelige palads. Templet er kendt for sine majestætiske stupaer, der engang husede relikvier af Buddha. Du oplever bl.a. også Wat Si Chum-templet, som er berømt for sin gigantiske siddende Buddha-statue, der er en af de største i Thailand.
Sukhothai Historical Park tilbyder ikke kun en rejse tilbage i tiden, men også en fredfyldt og naturskøn oplevelse. Mellem ruinerne finder du nemlig fine lotussøer, frodige haver med ældgamle træer og rolige damme, hvilket er med til at skabe en harmonisk atmosfære.
Efter et spændende besøg køres du til en lokal restaurant, hvor dagens frokost indtages.
Herfra går turen til Si Satchanalai, hvor du besøger Si Satchanalai Historical Park, som er en betydningsfuld og arkæologisk park, der ligger godt og vel en times kørsel fra Sukhothai. Parken er også opført på UNESCOs Verdensarvsliste og desuden smukt beliggende ved Yom-floden.
Si Satchanalai Historical Park viser resterne af den gamle by, Si Satchanalai, som var den næst vigtigste by i Sukhothai-kongeriget. Her kan du opleve ruinerne af intet mindre end 134 monumenter, der stammer fra Sukhothai-perioden. Blandt de mest bemærkelsesværdige templer er Wat Phra Si Rattana Mahathat, der er kendt for sin storslåede chedi, og Wat Chang Lom som er kendt for sin store klokkeformerede chedi omgivet af 39 stående elefantstatuer ved basen, der repræsenterer styrke og magt.
Parken tilbyder altså en fascinerende indsigt i Thailands tidligere civilisation og arkitektur omgivet af frodige landskaber og en fredfyldt atmosfære.
I dag skal du længere mod nord til byen Chiang Mai.
Du bliver hentet på hotellet og kørt til Phitsanulok, der ligger ca. halvanden times kørsel fra Sukhothai. Ved ankomst i Phitsanulok er der tid til frokost, inden du køres til byens togstation. Kl. 13.22 afgår toget til Chiang Mai, der tager ca. 6 timer. Vi anbefaler, at du medbringer drikkevarer og snacks til turen.
Kl. 19.30 ankommer du i det bjergrige nord i Thailands andenstørste by Chiang Mai. Chiang Mai er en utrolig smuk by beliggende i en dal omgivet af bjerge, herunder Doi Inthanon, som er det højeste punkt i Thailand. Chiang Mai er tilmed tidligere hovedstad i det gamle Lanna-kongerige, der eksisterede fra 1292 til 1775. Du vil derfor opleve, at der er mange påvirkninger fra denne æra rundt omkring i byen.
Ved ankomst i Chiang Mai bliver du hentet og kørt til dit hotel – en køretur på knap 15 minutter.
Du kan vælge at spise aftensmad på hotellet eller gå på opdagelse efter et godt spisested i byens charmerende gader. Der er både hyggelige restauranter og virkelig lækker streetfood.
I dag venter en spændende cykeltur i det historiske Chiang Mai, som er en fantastisk måde at opleve byen på.
Du bliver kørt til vores samarbejdspartners kontor, hvor du får udleveret cykel og cykelhjelm. Efter en hurtig briefing er det tid til at træde i pedalerne og opleve byens charme. Ruten er nem og flad, så de fleste kan være med. Du cykler gennem Chiang Mais små og stille gader til det fine tempel Wat Inthakhin Sadue Mueang, der er kendt for sin 700 år gamle, hvide Buddha-statue. Cykelturen fortsætter forbi De tre Kongers monument til byporten, Tha Phae Gate, som var her, at sælgere i gamle dage bragte varer ind i byen. Her vil guiden gøre dig klogere på Chiang Mai som tidligere handelscentrum. Du fortsætter til det nærtliggende marked Somphet, hvor du får tid til at gå rundt og mærke den lokale stemning. Du får også mulighed for at smage på de farverige frugter og søde sager. Herefter venter Wat Chiang Man, som er Chiang Mais ældste tempel. Det er her, at den 1800 år gamle krystal-Buddha og den 2500 år gamle marmor-Buddha opbevares. Til slut besøger du byens største og ikoniske monument, Wat Chedi Luang, som engang var hjemsted for Smaragdbuddhaen, der nu er godt opbevaret i templet Wat Phra Kaew i Bangkok.
Efter 3-4 timers cykeltur er du igen tilbage ved startstedet, og der venter dig herefter en velfortjent frokost. Frokosten består af retten ”khao soi”, som er en krydret nudelsuppe og en specialitet i det nordlige Thailand. Frokosten serveres på restauranten Naree De Klang Vieng, der til dagligt drives af indsatte fra kvindefængslet Klang Vieng. Takket være fængslets fremragende rehabiliteringsprojekt får kvinderne, som typisk er dømte for salg eller produktion af narkotika, mulighed for at uddanne sig inden for forskellige servicefag, som forbereder dem til en ny tilværelse uden for fængslets mure. Maden og servicen er helt i top!
Herefter bliver du kørt tilbage til dit hotel, hvor du har resten af dagen på egen hånd.
Der er ingen udflugter planlagt i dag, og du kan nyde Chiang Mai på egen hånd og i eget tempo. Der er masser at give sig til, og byen er desuden det perfekte udgangspunkt for udflugter. Du kan læse mere om vores spændende tilkøbsture nedenfor.
Om aftenen kan du slentre rundt i den gamle bydel og nyde synet af de oplyste templer og monumenter. Eller hvad med et besøg på et af byens populære natmarkeder, hvor du kan shoppe souvenirs og spise dig igennem de mange, lækre streetfoodretter?
I dag forlader du Chiang Mai og sætter kurs mod byen Chiang Rai, der grænser op til Laos og Myanmar.
Chiang Rai var Lanna-kongerigets første hovedstad, som bestod af Thailand og Laos, inden magten blev flyttet til Chiang Mai. I dag er Chiang Rai en lille, rolig by kendt for sin frodige natur og smukke templer. De naturskønne landskaber og bjerge, som omkranser byen, er desuden hjemsted for flere etniske minoriteter.
På vej til Chiang Rai besøger du det imponerende tempel Wat Rung Khun, også kendt som Det Hvide Tempel. Templet er fra 1997 og er designet af den lokale kunster Chalermchai Kosimchai. Templet har mange overraskende detaljer, og det adskiller sig fra Thailands mange andre templer, dels fordi templet ikke er særligt gammelt, og dels fordi alt er holdt i hvidt og sølv.
Turen fortsætter til Chiang Rai centrum, hvor du spiser frokost.
Hernæst besøger du templet Wat Phra Kaew, der er et af de ældste templer i byen. Man ved ikke præcist, hvornår det blev opført andet end, at det var i slutningen af det 14. århundrede. Templet har en helt særlig betydning, for det var nemlig her, at den betydningsfulde Smaragdbuddha blev opdaget i år 1434 efter et lynnedslag i templets chedi, hvor den var gemt. I dag står der blot en kopi her, mens den originale kan opleves i Bangkok.
Dagens sidste besøg er Rai Mae Fah Luang Art and Cultural Park, som rummer en omfattende samling af Lanna-artefakter og kunst, der viser den rige kulturarv fra Lanna-riget. I parken kan du også opleve traditionelle teakbygninger i Lanna-stil og smukke haver.
Du bliver kørt til hotellet og har resten af eftermiddagen og aftenen på egen hånd. Du kan nyde hotellets faciliteter eller gå på opdagelse i Chiang Rais hyggelige gader. Besøg evt. Chiang Rai Night Bazaar, der er kendt for sin farverige atmosfære og sit store udvalg af shopping, underholdning og streetfood, hvor især hot pot er et must-try. Du kan vælge at tage en taxi eller tage turen på gåben, hvilket tager ca. 30 minutter.
I dag venter en spændende dag i Chiang Rais periferi.
Du bliver hentet på hotellet og kørt til Mae Sai-grænsen. Her er du blot få meter fra Myanmar. Du besøger det populære grænsemarked, hvor du kan købe alt mellem himmel og jord.
Tilbage i bilen bliver du kørt en anelse længere nord på til Den Gyldne Trekant, hvor rismarker ligger side om side. Den Gyldne Trekant dækker i virkeligheden et stort areal, der også går langt ind i Laos og Myanmar. Området var førhen berygtet for sin omfattende produktion og handel med opium. Heldigvis har Thailand fået det under kontrol, og i dag dyrker de lokale minoritetsgrupper i stedet ris, kaffe og andre afgrøder i det frodige og bjergrige landskab. Du besøger et udsigtspunkt, hvor du, foruden Thailand, kan kigge over til både Myanmar og Laos. Det er virkelig noget særligt at stå her og betragte tre lande på én gang.
Frokosten nydes på en lokal restaurant med fin udsigt over Mekong-floden, der har sit udspring i Tibet og løber næsten 5.000 km gennem Kina, Myanmar, Laos, Thailand, Cambodia og Vietnam.
Herefter skal du på en sejltur ned ad Mekong-floden, hvor du, udover Thailand, har Laos på den ene side og Myanmar på den anden.
Før turen går tilbage til Chiang Rai, besøger du den ældgamle by Chiang Saen, hvor der er fundet spor efter civilisationer så langt tilbage som det 7. århundrede. I dag er det en stille og hyggelig by med flotte høje træer, smukke tempelruiner og bymure, der vidner om, hvor vigtig en handelsby det engang har været.
Efter en spændende dag køres du tilbage til hotellet, hvor du kan nyde den sidste aften i Nordthailand.
Tiden er nu kommet til at vinke farvel til Thailand. Du bliver hentet på hotellet og kørt til Chiang Rai lufthavn, hvorfra du flyver mod Europa med mellemlandinger undervejs.
Du lander i valgte lufthavn efter en dejlig og oplevelsesrig rejse.
|
Phuket er Thailands badeferiedestination nr. 1 og tilmed landets største ø. Phuket er især kendt for sin pulserende atmosfære og sine 30 pragtfulde strande.
Som udgangspunkt bor du ved Kata Beach, der ligger på Phukets sydvestlige kyst og er en af de mest kendte strande på hele øen. Egentligt består Kata Beach af to strande; Kata Yai, den ”store” strand og Kata Noi, den ”lille” strand. Begge strande har fint, gyldent sand og skyggefulde træer og palmer. Vandet er klart og roligt og relativt lavt, ideelt for både børn og voksne. Kata Beach er en del roligere end det livlige område, Patong, men stadig med et godt udvalg af gode restauranter, hyggelige barer og butikker.
Godt og vel 20 km nord for Kata Beach ligger Kamala Beach, der består af en knap 2 km lang sandstrand med fint sand og roligt badevand. Kamala Beach er indbegrebet af ren afslapning og her går livet sin stille gang. Området er ikke et overrendt, hvilket skaber en helt særlig ro – særligt i den nordlige ende med kun få hoteller og masser af plads på stranden. I den sydlige del af stranden ligger selve byen Kamala. Her er ingen neonskilte og larmende byliv, men gode restauranter og hyggelige cafeer som, et af de få steder på Phuket, ligger ned til stranden.
På Phuket er det fristende at bruge dagene på at dase ved de gyldne strande og bade i det lune vand. Skulle du alligevel få lyst til at tage på eventyr, har Phuket en del at byde på med store natur- og kulturoplevelser. Nedenfor kan du se vores udvalg af tilkøbsture.
I Krabi er døren åben for et væld af aktiviteter og smukke strande, som alle har udsigt til de mange kalkstensklipper og småøer, der kendetegner provinsen.
Som udgangspunkt bor du ved Tub Kaek-stranden, kendt for sine maleriske solnedgange over Andamanhavet og sin uberørte skønhed og fredelige atmosfære, hvilket gør det til den ideelle base for afslapning og ro. Udbuddet af restauranter er småt, men godt.
Du kan også vælge at bo i Ao Nang, der ligger ca. 20 minutter væk. Ao Nang er for dig, der ønsker mere liv og et større udbud af restauranter og aktiviteter. Den lange hovedgade strækker sig over flere kilometer med et væld af internationale restauranter og spisesteder med fokus på det lokale, thailandske køkken. Du finder både den rolige Nopphara Thara-strand, der indbyder til slentreture i solnedgangen og Ao Nang-stranden, hvor du kan bade i løbet af dagen.
Andre strande som er værd at besøge under dit ophold i Krabi er Railay Beach, Phra Nang Beach og Tonsai Beach, som tiltrækker besøgende fra hele verden med sit hvide sand, krystalklare vand og imponerende klippeformationer. Ud for Krabi ligger også nogle af Thailands smukkeste øer, herunder Phi Phi-øerne, Hong Island og mange flere.
Udover strandoplevelser har du mulighed for at opleve Krabis fantastiske natur ved kajakparadiset Ao Thalane. Eller hvad med en tur gennem frodig jungle og små vandløb til det nærtliggende bjerg Khao Ngon Nak, hvor du belønnes med en uforglemmelig udsigt over området?
Her i Krabi-provinsen har du også mulighed for at opleve den thailandske kultur præget af to religioner. Her bor buddhister og muslimer nemlig fredeligt side om side, og det multikulturelle samfund kommer især til udtryk i det lokale køkken og i udbuddet af kulturelle oplevelser.
Se vores udbud af ekstra ture nedenfor.
Er du til et stille ferieparadis uden afbrydelser, skal du vælge Khao Lak, som er lig med ro og eventyr. Khao Lak ligger knap 100 km nord for Phuket, men atmosfæren og livet i Khao Lak er dog af en helt anden verden. Her er roligt og mere autentisk, og alligevel har du alt, hvad du behøver – lige fra smuk natur til gode restauranter.
Khao Lak består af flere sammenhængende strandområder, der tilsammen udgør dette dejlige, afslappende ferieparadis med grønt hav på den ene side og frodig, uspoleret regnskov på den anden.
Dagene i Khao Lak er til fri disposition, og det er helt op til dig, hvordan du vil bruge dem. På med badetøjet og find din yndlingsplads på den honningfarvet strand.
Udover dovne dage på de honningfarvede strande kan vi også varmt anbefale en snorkeltur til enten Surin-øerne eller Similan-øerne, som er nogle af Thailands bedste snorkel- og dykkersteder. Begge steder er udpeget til nationalpark og består af et imponerende marineliv med farvestrålende fisk, hvalhajer, havskildpadder og rokker samt uberørt natur, kridhvide strande og krystalklart vand. Læs mere om turene nedenfor.
Om aftenen kan du tage ind til Khao Lak by og udforske udvalget af restauranter og butikker.
Pernille har siden hun var ganske ung rejst i store dele af verden, og hun har i dag mere end 30 års erfaring med at hjælpe andre på deres livs rejse.
Vi ved, at din tid er dyrebar. Derfor er vores mål at give dig den bedst mulige personlige service, og det er vigtigt for os, at du føler dig tryg på hele rejsen. Vi sidder klar til at hjælpe dig fra det øjeblik, du booker, til du er vendt hjem igen.
Vi tilbyder en bred vifte af destinationer, der hver især har deres egen unikke historie at byde på, formet af lokale kulturer, fascinerende dyreliv og naturens skønhed.
Vi skaber rejser på baggrund af vores rejsespecialister og -eksperters omfattende research og førstehåndserfaringer. Hver rejse er tilrettelagt med henblik på at præsentere dig for det bedste, hver destination har at byde på.
Nyd at slappe af i tryg forvisning om, at din rejse er i sikre hænder. Vi er medlem af den danske Rejsegarantifond (medlemsnummer 1778). Helt grundlæggende betyder det, at du som rejsende er sikret økonomisk og kan få din rejse erstattet, hvis vi mod forventning skulle gå konkurs.