Udforsk pulserende Bangkok og byens kulinariske specialiteter på en streetfood-tur i tuk-tuk. Afslut med et eventyrligt ø-hop mellem Koh Koods fredfyldte ro og Koh Changs livlige atmosfære.
Udforsk pulserende Bangkok og byens kulinariske specialiteter på en streetfood-tur i tuk-tuk. Afslut med et eventyrligt ø-hop mellem Koh Koods fredfyldte ro og Koh Changs livlige atmosfære.
Følgende udflugtspakke:
Denne rejse er den perfekte kombination af Bangkoks pulserende storbyliv og afslappende ø-liv på nogle af Thailands smukkeste øer, som ikke er nær så besøgte som de sydthailandske øer.
Rejsen starter i Bangkok, hvor du får et spændende indblik i byens mangfoldige madscene på en stemningsfuld streetfood-tur i tuk-tuk. Her smager du autentiske, lokale retter, udforsker skjulte perler og nyder udsigten til det oplyste tempel Wat Arun fra en rooftop-bar ved Chao Phraya-floden, mens både glider forbi i pendulfart.
Fra storbyen fortsætter rejsen med et eventyrligt ø-hop i den nordlige Siam-bugt til øerne Koh Kood og Koh Chang.
Koh Kood emmer af ro og autenticitet. Øen er en uspoleret perle med pudderbløde sandstrande, svajende palmer og krystalklart vand. Her er ingen hektisk byliv, kun små strandbarer, hvor du kan nyde en cocktail til solnedgangen. Koh Kood byder også på naturoplevelser som Khlong Chao-vandfaldet, hvor du kan bade i en naturlig pool, samt kajaksejlads gennem mangroveskove og cykelture gennem gummiplantager. Øen er også ideel til at udforske små landsbyer, hvor du kan få et autentisk indblik i lokalbefolkningens liv og smage på friskfanget seafood.
Herefter fortsætter du til Koh Chang, en større og mere alsidig ø, der byder på både afslapning, naturoplevelser og et rigt dyreliv. Øen er dækket af frodig jungle og byder på smukke vandreruter til vandfaldene Klong Plu og Than Mayom. Du kan også besøge de autentiske fiskerlandsbyer eller tage på snorkeltur til de nærliggende koralrev i Koh Rang National Marine Park. Koh Chang har et livligt strandmiljø med strandbarer og hyggelige restauranter. Den perfekte solnedgang finder du ved Kai Bae Viewpoint, som tilbyder en fantastisk udsigt over kysten og de nærliggende småøer.
I dag tager du hul på dit Thailand-eventyr. Du flyver fra valgte lufthavn, og flyrejsen er med mellemlanding(er) undervejs.
Du lander i den thailandske hovedstad, Bangkok. Her går du gennem immigrationen, samler din bagage op og går mod ankomsthallen, hvor din guide står med et TourCompass-skilt. Herfra bliver du kørt til dit hotel i det centrale Bangkok. Undervejs fornemmer du hurtigt Bangkoks storhed og dens pulserende atmosfære.
Sidst på eftermiddagen er der velkomstmøde på hotellet. Her fortæller guiden om Thailand og hvad du skal være opmærksom på og respektere. Programmet for din rejse bliver ligeledes gennemgået, og hvis du sidder tilbage med spørgsmål, er der naturligvis mulighed for at få dem stillet. Herefter venter en kort gåtur i området omkring hotellet, hvor guiden vil udpege hæveautomat, apotek m.m.
Efter mødet er det oplagt at snuse lidt rundt i Bangkoks travle gader og give dig hen til byens virvar, som har sin helt egen charme. Du kan især glæde dig til byens enestående madoplevelser, der spænder bredt fra små lokale gadekøkkener til topmoderne fusionsrestauranter. Vi kan anbefale dig at besøge det neonoplyste China Town, Soi 38 i Sukhumvit, gadekøkkenerne ved Victory Monument eller shoppingområdet Asiatique The Riverfront, som udover spisesteder også tæller butikker og en god portion underholdning.
Hvis du endnu ikke er klar til at gå i seng, kan du besøge en af byens mange skybarer, som er det oplagte sted at få en kold drink med udsigt over den oplyste millionby.
Du vågner til den thailandske hovedstad, som på mange måder er kontrasternes by med futuristiske skyskrabere, der står side om side med historiske templer og moderne skytrains, der snoer sig flere meter over jorden, mens traditionelle flodtaxaer sejler i pendulfart mellem Bangkoks seværdigheder.
Du har dagen på egen hånd indtil sidst på eftermiddagen, og her kan du slænge dig ved poolen og slikke sol, gå på opdagelse i byen eller tage på en af vores tilkøbsture, som du kan lære mere om nedenfor.
Sidst på eftermiddagen bliver du hentet på hotellet og kørt til startstedet for dagens udflugt. Her venter en tuktuk på at køre dig rundt i Bangkoks pulserende gader til nogle af byens skjulte spisesteder.
Undervejs får du et glimt af Bangkoks populære vartegn, der er smukt oplyst om aftenen. Du ser bl.a. Demokratiets Monument, der markerer Thailands afskaffelse af absolut monarki og indførelsen af et konstitutionelt monarki. Monumentet ligger ved den travle avenue Ratchadamnoen – ikke langt fra Kongepaladset, Grand Palace.
Du ankommer til en populær Pad Thai-restaurant, der er klassificeret som en Bib Gourmand-restaurant. Bib Gourmand er en udmærkelse, som Michelinguiden tildeler restauranter, der serverer veltillavet mad til rimelige priser. Her får du serveret den velsmagende nationalret på bananblade, og du kan også komme med i køkkenet og se, hvordan det hele foregår.
Tilbage i tuktuk’en fortsætter du forbi den 27 meter høje Giant Swing, som er et historisk og kulturelt vartegn ved templet Wat Suthat Thepwararam.
Næste stop er et lokalt natmarked, hvor du får tid til at gå rundt mellem de mange boder, der sælger lokale delikatesser som braiseret svineben (khao kha mu), kokosbudding og sticky rice med æg (bua loi khai waan).
Turen går videre til Thailands største blomstermarked, Pak Klong Talat, der kun er åbent om aftenen. Her slentrer du forbi de mange blomsterboder og får mulighed for at folde din egen lotusblomst, som har stor betydning for især buddhister.
Ved næste stop lærer du om de thailandske bryllupstraditioner, når du besøger et konditori med speciale i netop bryllupskager.
Aftenen slutter på en afslappet rooftop-bar beliggende ved Chao Phraya-floden med udsigt til det oplyste tempel Wat Arun. Udsigten bliver ikke meget bedre!
Efter en dejlig aften køres du retur til hotellet.
I dag tager du afsked med fastlandet og begynder første del af dit ø-hop-eventyr på den naturskønne ø Koh Kood.
Tidligt om morgenen bliver du hentet på hotellet og kørt til Laem Sok-molen, som er en køretur på ca. 5 timer. Ved ankomst stiger du ombord på den lokale færge, der tager dig på en times lang sejltur til Koh Kood. Undervejs kan du nyde udsigten til den betagende kystlinje og de mange småøer, der dukker op i horisonten. Ved ankomst til Koh Kood bliver du mødt af en traditionel songthaew-taxa, der kører dig det sidste stykke til dit hotel.
Koh Kood, også kendt som Ko Kut, er en idyllisk ø med pudderlignende sandstrande, krystalklart vand og frodige landskaber. Øen er ikke nær så besøgt som de sydthailandske øer, og er af den grund en af Thailands mest uberørte og naturskønne øer. Koh Kood er kendt for sin afslappede atmosfære og langsomme tempo. Her er ingen natklubber eller hektisk byliv, men i stedet små strandbarer, hvor du kan få en cocktail til den betagende solnedgang. Øen er også perfekt til kajaksejlads samt vandre- og cykelture gennem de frodige landskaber.
Ved ankomst til hotellet er der check-in, og herefter er resten af dagen til fri disposition – perfekt til at slappe af og suge de første indtryk af ø-paradiset til dig.
Dagene på Koh Kood er præget af ro og afslapning. Der er ingen planlagte aktiviteter, så du bestemmer selv tempoet og kan nyde øens uspolerede skønhed i dit eget tempo.
Koh Kood er indbegrebet af en idyllisk badeferie med smukke sandstrande, hvor palmer skygger ned i det bløde sand, krystalklart vand og stille bølgeskvulp. Strande som Ao Tapao, Bang Bao og Klong Chao er blandt øens bedste og inviterer til lange, dovne dage i solen og forfriskende dukkerter i det rolige hav.
Hvis du vil kombinere afslapning med eventyr, kan du tage til det brusende vandfald Khlong Chao, hvor du kan tage en dukkert i den kølige naturlige pool ved foden af vandfaldet. En anden uforglemmelig oplevelse er en kajaktur gennem mangroveskoven ved Klong Yai Kee eller Klong Chao-floden. Her glider du lydløst gennem det frodige landskab, mens du oplever øens unikke økosystem og dyreliv på tæt hold.
Vil du opleve mere af øens lokale charme, kan du leje en cykel og køre gennem gummiplantager og små landsbyer, hvor du får et autentisk indblik i hverdagslivet på Koh Kood. I fiskerlandsbyerne Ao Salad og Ao Yai kan du desuden nyde friskfanget seafood.
Når aftenen falder på, er det tid til at nyde den spektakulære solnedgang med en cocktail i hånden, inden du sætter dig til rette på en af de hyggelige strandrestauranter. Her kan du forkæle dig selv med friskfanget fisk, skaldyr og velsmagende thailandske retter – en perfekt afslutning på en dag i paradis.
I dag er det blevet tid til at drage videre fra det stille paradisliv på Koh Kood til anden og sidste del af dit ø-hop-eventyr.
Efter en afslappet morgen på hotellet bliver du hentet af en songthaew-taxa, som kører dig til molen, hvorfra du sejler med færge til Koh Chang – en smuk sejltur på ca. 1,5 time. Under sejlturen kan du nyde den friske havbrise, mens du kigger ud over det smukke hav og de frodige, grønklædte småøer, der rejser sig op af havet. Når du nærmer dig Koh Chang, toner øens imponerende, bjergrige landskab frem i horisonten. De stejle, skovklædte bakker giver øen et dramatisk udtryk, og du kan allerede fra færgen spotte nogle af øens smukke strande. Ved ankomst står en chauffør klar til at køre dig til dit hotel.
Koh Chang, også kendt som ‘Elefantøen’ på thai, er Thailands tredjestørste ø. Selvom der ikke lever vilde elefanter her, er øen hjemsted for et rigt dyreliv med makakaber, øgler, vildsvin, hjorte og slanger. Øen er dækket af frodig regnskov, og dens dramatiske terræn skaber en storslået kontrast til de palmeklædte sandstrande og rolige bugter. Strande som Klong Prao Beach, White Sand Beach og Lonely Beach er blandt de bedste på øen, og på White Sand Beach og Lonely Beach finder du et pulserende natteliv.
Ved ankomst til hotellet er der check-in, hvorefter du har resten af dagen til fri disposition. Du kan slappe af ved stranden, tage en dukkert i havet eller udforske de naturskønne omgivelser, mens du indstiller dig på nye oplevelser på denne smukke ø.
På Koh Chang har du friheden til at forme dine egne dage i de tropiske omgivelser. Der er masser af tid til at følge dine lyster og opdage, hvad øen har at byde på.
Øen er hjemsted for en række vidunderlige strande, herunder Klong Prao Beach, som ligger inden for gåafstand fra dit hotel. Hvis du er nysgerrig på livet under havets overflade, kan du tage på opdagelse ved de nærliggende øer i Koh Rang National Marine Park, hvor du kan svømme blandt farverige fisk og koraller – og måske får du øje på den kendte klovnefisk, Nemo.
Er du mere til eventyr på land, kan du opdage Koh Changs imponerende regnskove, der er hjemsted for et rigt dyreliv. Øen har et væld af vandreruter i forskellig sværhedsgrad, og en af de mest populære oplevelser er et besøg til de smukke vandfald Klong Plu og Than Mayom. Alternativt kan du tage på kajaktur gennem de fredelige mangroveskove.
Udover sin naturskønhed har Koh Chang en autentisk lokal kultur. I fiskerlandsbyerne Bang Bao og Salak Phet kan du opleve det traditionelle ø-liv, nyde friskfanget seafood og gå på opdagelse blandt charmerende træhuse på pæle over vandet og udforske de omkringliggende butikker.
Når dagen går på hæld, er det tid til at nyde en spektakulær solnedgang. Langs vestkysten finder du strandbarer og restauranter med en hyggelig stemning, hvor du kan nyde en drink eller et måltid, mens solen langsomt forsvinder ude i horisonten. Specielt fra Kai Bae Viewpoint har du en fantastisk panoramaudsigt over kysten og de nærliggende småøer i det gyldne solnedgangslys.
For en kulinarisk oplevelse kan du også besøge et af øens natmarkeder og prøve den lokale streetfood.
I dag er det desværre blevet tid til at tage afsked med Thailand, men minderne fra din pragtfulde rejse tager du med dig hjem til evigt minde.
I god tid inden din flyafgang bliver du hentet på dit hotel og kørt mod færgen, der sejler dig tilbage til fastlandet – en sejltur på ca. 45 minutter.
Inde på fastlandet står en chauffør klar til at køre dig til Trat lufthavn, hvorfra du flyver mod Europa med mellemlanding(er) undervejs.
Du lander i valgte lufthavn efter en oplevelsesrig og eventyrlig rejse.
|
Pernille har siden hun var ganske ung rejst i store dele af verden, og hun har i dag mere end 30 års erfaring med at hjælpe andre på deres livs rejse.
Vi ved, at din tid er dyrebar. Derfor er vores mål at give dig den bedst mulige personlige service, og det er vigtigt for os, at du føler dig tryg på hele rejsen. Vi sidder klar til at hjælpe dig fra det øjeblik, du booker, til du er vendt hjem igen.
Vi tilbyder en bred vifte af destinationer, der hver især har deres egen unikke historie at byde på, formet af lokale kulturer, fascinerende dyreliv og naturens skønhed.
Vi skaber rejser på baggrund af vores rejsespecialister og -eksperters omfattende research og førstehåndserfaringer. Hver rejse er tilrettelagt med henblik på at præsentere dig for det bedste, hver destination har at byde på.
Nyd at slappe af i tryg forvisning om, at din rejse er i sikre hænder. Vi er medlem af den danske Rejsegarantifond (medlemsnummer 1778). Helt grundlæggende betyder det, at du som rejsende er sikret økonomisk og kan få din rejse erstattet, hvis vi mod forventning skulle gå konkurs.