Oplev Bangkok fra cykelsadlen og dyk ned i historien ved floden Kwai. Udforsk Ayutthayas imponerende tempelruiner og afslut rejsen på Koh Samets smukke strande.
Oplev Bangkok fra cykelsadlen og dyk ned i historien ved floden Kwai. Udforsk Ayutthayas imponerende tempelruiner og afslut rejsen på Koh Samets smukke strande.
Omfattende udflugtspakke:
Når du vælger at rejse til Thailand, behøver du ikke altid sigte mod nord eller syd. Det centrale Thailand byder nemlig på både spændende storbyoplevelser, smuk og frodig natur, historiske steder og flotte, hvide sandstrande.
Denne rejse starter i Bangkok, hvor du skal på en spændende cykeltur væk fra de store, travle hovedveje og ind i det traditionelle Bangkok – en cykeltur væk fra alfarvej, så at sige. Der er naturligvis også en dag på egen hånd til at nyde Thailands fascinerende hovedstad i eget tempo.
Fra Bangkoks pulserende atmosfære drager du på en historisk og naturskøn rejse til det smukke, frodige område ved floden Kwai. Her får du ikke blot et interessant indblik i Thailands barske historie under Anden Verdenskrig, men også en storslået naturoplevelse. Omgivet af tæt jungle og den fredfyldte flods lyde overnatter du i et luksuriøst telt midt i naturen og på et unikt flotel, der flyder direkte på floden Kwai.
Rejsen fortsætter til Thailands gamle hovedstad, Ayutthaya, hvor du oplever Ayutthaya Historical Park, som i dag er optaget på UNESCOs verdensravsliste pga. sine imponerende tempelruiner
Du afslutter dit Thailand-eventyr på øen Koh Samets, der byder på dejlige, hvide sandstrande, hvor rejsens mange indtryk kan fordøjes.
I dag flyver du mod Thailand, og der vil være mellemlanding(er) undervejs.
Efter en lang flyrejse lander du i den thailandske hovedstad, Bangkok. Du går gennem immigrationen og samler din bagage op. Ude i ankomsthallen venter din guide med et TourCompass-skilt, og du vil herfra blive kørt til dit hotel i det centrale Bangkok.
Sidst på eftermiddagen er der velkomstmøde på hotellet. Her vil din guide fortælle dig om Thailand, hvad du skal respektere og være opmærksom på. Samtidig vil der blive svaret på eventuelle spørgsmål, og programmet for din rejse vil blive gennemgået. Herefter venter en kort gåtur i området omkring hotellet, hvor guiden vil udpege hæveautomat, apotek mm.
Efter mødet er du sikkert ved at være sulten og så kan du jo passende begive dig ud i Bangkoks livlige gader. Her venter enestående madoplevelser, der spænder lige fra travle gadekøkkener til moderne fusionsrestauranter.
Senere på aftenen kan du snuse lidt rundt i den travle millionby inden en god og velfortjent nattesøvn.
I dag skal du på en spændende cykeltur, som viser dig en anden side af Bangkok væk fra de store turiststrømme og de travle hovedveje.
Du bliver hentet på hotellet og kørt hen til startstedet. Efter en kort briefing og tilpasning af din cykel begiver du dig afsted sammen med en dygtig og erfaren cykelguide. Ruten er nem og flad, så de fleste kan være med.
Du cykler gennem det populære backpacker-område, Khaosan Road, og videre gennem små gyder og forbi små kanaler. Du fortsætter langs Chao Phraya-floden til Rama VIII-broen, hvor du krydser floden til det vestlige og traditionelle Bangkok. Her besøger du gamle templer og oplever lokallivet tæt på.
Turen fortsætter langs den store kanal, Bangkok Noi, gennem små, stille gader og forbi en lokal landsby, hvor de lokale gladeligt sender smil og vink din vej. Du krydser en lille bro og cykler over på den anden side af kanalen, hvor du kommer forbi buddhistiske templer og Thonburis togdepot.
Herefter tager du færgen tilbage til det østlige og livlige Bangkok, hvor du cykler forbi kongepaladset Grand Palace. Du stiller cyklen og går en tur i den fine, nærtliggende park, Saranrom, som engang kun blev brugt af den kongelige familie.
Du sætter dig igen i sadlen og cykler forbi et duftende madmarked, og ankommer til Giant Swing, som er turens sidste stop og et af Bangkoks populære vartegn.
Efter ca. 4,5 time er du tilbage samme sted, som turen startede, og du bliver herefter kørt tilbage til dit hotel.
Om aftenen er det nærmest et must at besøge en af byens skybarer, som er det oplagte sted at få en kold drink og samtidig opleve solen gå ned over millionbyen.
Du kan også besøge det neonoplyste China Town eller shoppingområdet Asiatique The Riverfront, som udover butikker også tæller restauranter og underholdning.
I dag er der ingen udflugter planlagt, så du kan tage dagen i eget tempo.
Når du skal rundt i Bangkok, behøver du ikke bekymre dig om den berygtede trafik, for byen har et godt udbud af forskellige transportmidler. Mange benytter sig af tuktuk’er og Grab, men også flodtaxaerne er et hit og står for en væsentlig del af den offentlige transport, da de lægger til ved mange af byens store seværdigheder. Derudover er der også Sky Train, der snor sig mellem byens højhuse, og som er en god, hurtig og billig måde at komme frem på.
Bangkok er opdelt i øst og vest af den 372 km lange flod Chao Phraya. Den østlige del af byen betragtes som det centrale Bangkok med de populære områder som bl.a. Sukhumvit, Silom og China Town, der har en høj koncentration af shopping centre, lokale markeder og gode spisesteder. Det er også på den østlige side, du finder den historiske del af Bangkok, der bl.a. er hjemsted for byens kongepalads, Grand Palace, og Smaragdbuddhaens tempel, Wat Phra Kaew.
Efter at have vandret Bangkok tynd i den tropiske varme og støjende trafik, vil der sikkert være stunder, hvor du drømmer dig til grønnere og roligere steder. Her kan du passende besøge parkerne Lumpini eller Benjakiti. Du kan også vælge at bevæge dig over på den vestlige side af floden, hvor du vil opleve en helt anden verden uden skyskrabere og dyttende tuktuk’er. Her vil du møde det traditionelle Bangkok og en labyrint af kanaler, hvor huse står på pæle og postbude kommer sejlende.
Der er også mulighed for at tage på en af vores spændende tilkøbsture, som du kan læse mere om nedenfor.
Uanset hvad du beslutter at foretage dig, garanterer vi, at du ikke kommer til at kede dig.
I dag forlader du Bangkok og forude venter en spændende tur på 3 dage og 2 nætter til den lille by Kanchanaburi, floden Kwai samt det store jungleområde, der omgiver det hele.
Du bliver hentet på hotellet tidligt om morgenen for at undgå den værste trafik ud af Bangkok, og du køres herefter direkte til Kanchanaburi og floden Kwai. Under Anden Verdenskrig blev der her bygget en jernbane fra Thailand til Myanmar under umenneskelige forhold. Det tog 18 måneder at bygge den 415 km lange jernbanestrækning, og i denne periode, 1942-1943, døde ca. 100.000 tvangsudskrevne asiatere og 12.500 allierede krigsfanger. Virkelighedens historie blev senere brugt i den berømte roman “Broen over floden Kwai” af Pierre Boulle og udødeliggjort i en filmatisering.
Ved ankomst til Kanchanaburi besøger du Thailand-Burma Railway Centre, et interaktivt museum, som fortæller historien om Thailand-Burma jernbanen, også kaldet Dødens Jernbane. Her venter dig en både lærerig og rørende oplevelse.
Du fortsætter til krigskirkegården, et mindesmærke for omkring 6000 allierede krigsfanger, der omkom under opførelsen af Dødens Jernbane, og som efter krigen blev flyttet til denne sidste hvileplads.
Efterfølgende besøger du den verdensberømte bro over floden Kwai, som er en del af Dødens Jernbane.
Du fortsætter til en lokal restaurant, hvor dagens frokost serveres.
Først på eftermiddagen bliver du kørt til Hellfire Pass, som var et af de hårdeste og mest vanskelige steder at bygge jernbanen, da den gik gennem en klippegennemskæring. Arbejdet foregik i døgndrift, og om natten brugte man fakler til at oplyse området, hvilket gav passet sit navn. Her går du en del af Hellfire Pass Memorial Walking Trail, der følger den oprindelige jernbanestrækning.
Du bliver herfra kørt til Hintok River Camp, hvor du kan nyde området og campens aktiviteter.
Du vågner til junglens lyde og flodens stille brusen.
Efter en god morgenmad er der check-out og du bliver sejlet i piskerisbåd til River Kwai Jungle Rafts, hvor du kan efterlade din bagage, indtil du kan checke ind senere på dagen.
Du fortsætter til en nærliggende mon-landsby, hvor mon-folket har boet gennem mange generationer. Mon-folket er en etnisk gruppe med rødder i Myanmar, og er en af de ældste etniske grupper i regionen. Her besøger du Golden Rock, Buddha Image Cave og landsbyskolen. Du får også mulighed for at møde de lokale og høre om deres historie, kultur og traditioner. Oplev samtidig, hvordan man bærer den traditionelle Mon-dragt ”Sa-rong”, og lær at spille det traditionelle Mon-spil ”Saba”. Du får også mulighed for at fremstille Tanaka-pulver fra Tanaka-træet, som i vid udstrækning bruges som naturlig kosmetik, solbeskyttelse, hudpleje og insektmiddel.
Herefter venter en kort gåtur langs flodbredden til et betagende udsigtspunkt, hvor du kan nyde udsigten over det frodige flod-område.
Du vender hernæst retur til River Kwai Jungle Rafts, som er et flotel eller tømmerflådehotel på selve floden Kwai. Landskabet og frodigheden er ubeskrivelig! Ved ankomst er der check-in og frokosten serveres.
Eftermiddagen er til fri disposition, og du kan her vælge at deltage i tilkøbsture arrangeret af hotellet som fx kano- og raftingture eller blot slappe af med en god bog.
Morgenen er fri til at nyde de skønne omgivelser indtil check-out omkring kl. 11. Herefter bliver du sejlet op ad floden til kajen, hvor du går i land og spiser frokost på en lokal restaurant. Du skal dernæst på en scenisk togtur på Dødens Jernbane i de historiske togvogne. Togturen foregår langs en strækning, der er hævet over det smukke landskab og floden Kwai.
Efter togturen mødes du med din guide og chauffør fra vores samarbejdspartner og de kører dig til den historiske perle Ayutthaya, der var hovedstad i hele 417 år fra 1350 til 1767. Køreturen tager ca. 3,5 time.
Ved ankomst til Ayutthaya er der check-in på hotellet og herefter skal du besøge byens farverige natmarked, hvor du spiser aftensmad.
Bagefter kan du nyde synet af de oplyste templer, som du besøger på morgendagens udflugt til Ayutthaya Historical Park.
I dag venter en spændende tur til nogle af Ayutthayas historiske tempelruiner. Nogle er forholdsvis velbevarede, andre er næsten væk – ødelagt af den burmesiske hær i 1767. Det gør dem dog ikke mindre interessante.
Første besøg er Wat Yai Chai Mongkhon, der ligger på den østlige bred ved floden Pa Sak. Det er et af Ayutthayas mindre besøgte steder, som derfor tilbyder en mere intim oplevelse. Templet fungerede oprindeligt som kloster for en gruppe munke, der var kommet retur fra Sri Lanka, inden burmesernes ødelæggelser. Det var først mange år senere – i 1950’erne – at man påbegyndte restaureringsarbejdet, hvorfor templet i dag fremstår utroligt velbevaret. I modsætning til områdets mange andre templer, bor her stadig munke.
Herefter går turen ind i selve Ayutthaya Historical Park, der består af 67 templer og Buddha-statuer. I 1991 blev en del af parken erklæret UNESCOs verdensarv.
Det første tempel du besøger er Wat Phra Sri Sanphet (UNESCO), som var det største og smukkeste tempel opført ved siden af kongens palads. Her var munke forment adgang grundet templets royale status. Det er især kendt for sine tre store chedi’er og mindre kapeller. Du kan måske se ligheder fra Wat Phra Kaew i Bangkok, der netop er bygget med inspiration fra Wat Phra Sri Sanphet.
Turen går videre til Wat Mahathat (UNESCO), der ligeledes er opført tæt på kongens palads. Det var bl.a. her, at han udførte vigtige ceremonier. Templet var sæde for den øverste patriark inden for buddhismen samtidig med, at det gemte på forskellige Buddha-relikvier og derfor ansås som et af Ayutthayas mest betydningsfulde templer. Ved synet af de gamle søjler, chedi’er og Buddha-statuer kan man sagtens forestille sig, hvor smukt her engang var. I dag er templet mest kendt for træet med Buddha-hovedet. Det er endnu uklart, hvordan det er havnet inde blandt træernes rødder, men det menes, at være sket i forbindelse med områdets store ødelæggelser og oversvømmelser samt den hurtige vækst i vegetationen, der fulgte med.
Sidste besøg er det gamle kloster Wat Lokaya Sutha. Her står ikke meget tilbage udover resterne af de gamle gulve, vægge og søjler. Stedets store attraktion er den 37 meter lange liggende Buddha med det fredelige smil.
Efter en spændende dag køres du tilbage til hotellet, og du har resten af dagen på egen hånd. Du kan evt. leje en cykel og udforske Ayutthayas charmerende landsbysamfund. Eller hvad med at gå på opdagelse i byens madkultur? Prøv. evt. grillet flodrejer eller signaturretten ”Roti Sai Mai”, som er thailandsk candyfloss pakket ind i tynde pandekager. Du kan også vælge at bruge resten af dagen med afslapning ved hotellets pool.
I dag starter din længe ventet badeferie på øen Koh Samet.
Du bliver hentet på hotellet i Ayutthaya og kørt til Ao Prao-molen i Ban Phe, som ligger ca. 3,5 timers kørsel væk. Herfra skal du med speedbåd til hotellet på Koh Samet, som tager 30 minutter.
Efter ankomst er der check-in, og du kan herefter nyde resten af dagen på egen hånd.
Koh Samet er en lille ø beliggende i Thailandbugten ca. 200 kilometer sydøst for Bangkok og nær kysten i Rayong-provinsen.
Koh Samet er kendt for sine smukke strande med hvidt sand og krystalklart vand. En af de bedste strande er den afsidesliggende og rolige strand Ao Prao i vest.
En stor del af Koh Samet er desuden udnævnt som nationalpark, hvilket vil sige, at øen har en velbevaret natur, og der hvor de dejlige strande slutter, starter et rigt og farverigt marineliv. Derfor er Koh Samet også et oplagt rejsemål, hvis du er til snorkling og dykning.
Der er også gode muligheder for at nyde det lokale køkken på øens gode strandrestauranter.
Der er ingen udflugter planlagt, og du kan derfor nyde dagene på egen hånd og i eget tempo.
Ao Prao er er en relativt lille og intim strand, hvilket bidrager til dens fredelige og afslappede atmosfære. Det er tilmed en af de mest naturskønne og fredelige strande på Koh Samet, og stranden er kendt for sit bløde, hvide sand og rolige, klare vand, hvilket gør det til det ideelle sted at svømme og snorkle for både store og små. Der er også mulighed for at stå på paddle board og sejle i kajak.
Ao Prao er desuden en af de få strande på øen, der vender mod vest, hvilket gør det til et perfekt sted at nyde smukke solnedgange.
Ønsker du en mere livlig stemning, kan du tage over til Sai Kaew, hvor du finder et bredere udvalg af restauranter samt strandbarer, underholdning mm. Turen tager ca. 35-40 minutter på gåben og ca. 10 min i songthaew, altså en traditionel taxi.
I dag slutter dit Thailand-eventyr desværre for denne gang. Du bliver sejlet tilbage til Ban Phe-molen på fastlandet, og herfra køres du til Bangkok lufthavn, som tager ca. 3 timer. Herfra du flyver mod Europa med mellemlanding(er) undervejs.
Du lander i valgte lufthavn efter en rejse fyldt med oplevelser og afslapning.
|
Pernille har siden hun var ganske ung rejst i store dele af verden, og hun har i dag mere end 30 års erfaring med at hjælpe andre på deres livs rejse.
Vi ved, at din tid er dyrebar. Derfor er vores mål at give dig den bedst mulige personlige service, og det er vigtigt for os, at du føler dig tryg på hele rejsen. Vi sidder klar til at hjælpe dig fra det øjeblik, du booker, til du er vendt hjem igen.
Vi tilbyder en bred vifte af destinationer, der hver især har deres egen unikke historie at byde på, formet af lokale kulturer, fascinerende dyreliv og naturens skønhed.
Vi skaber rejser på baggrund af vores rejsespecialister og -eksperters omfattende research og førstehåndserfaringer. Hver rejse er tilrettelagt med henblik på at præsentere dig for det bedste, hver destination har at byde på.
Nyd at slappe af i tryg forvisning om, at din rejse er i sikre hænder. Vi er medlem af den danske Rejsegarantifond (medlemsnummer 1778). Helt grundlæggende betyder det, at du som rejsende er sikret økonomisk og kan få din rejse erstattet, hvis vi mod forventning skulle gå konkurs.