Paradee betyder ”paradis” på thai, og navnet er ingen overdrivelse. Når du ankommer til Paradee, bliver du mødt af en atmosfære af ro og luksus.
Resortet ligger meget privat mellem to kystlinjer på den sydlige del af Koh Samet med strand til begge sider. På den østvendte side finder du den idylliske strand, Ao Kiew, med hvidt sand og turkisklart vand, mens den vestvendte strand hovedsageligt består af klipper, hvilket giver gode muligheder for snorkling blandt koralrev og tropiske fisk.
Resortet består af 40 villaer på 100 m2, der alle ligger spredt i de frodige omgivelser. Villaerne har stråtag med høje hvælvede lofter. Indvendigt er de alle malet i solgul og indrettet i balinesisk og marokkansk stil med thailandske designelementer som teaktræ, rattan og silke for at komplementere de smukke omgivelser. Hver villa er udstyret med wi-fi, aircondition, minibar, værdiboks, smart-TV samt elkedel, så du kan lave dig en kop kaffe eller te, der kan nydes på din terrasse eller sala, der har bord og stole. I villaen er der også paraply og lommelygte, og hver dag får du serveret frisk frugt – helt gratis. Badeværelset har udendørsbruser samt badekar, og her finder du også hårtørrer, badekåbe og tøfler.
Om dagen indbyder den hvide sandstrand til ren afslapning og svømmeture i det klare vand. Tag også en slentretur langs stranden og mærk det pudderlignende sand mellem tæerne, mens stille bølger skvulper ind mod land. Paradee har også en dejlig infinity-pool med skøn udsigt over Thailand-bugten.
Efter en dag i solen kan du booke tid til en behandling i resortets spa- og wellnessafdeling, der giver dig følelsen af fornyet energi og velvære.
Bliver du træt af daselivet, tilbyder Paradee en række gratis sportsaktiviteter, herunder stand-up paddle boarding, snorkling og kajakroning, hvor du kan opdage skjulte bugter og laguner.
For dig der gerne vil opretholde den sunde livsstil, når du er væk hjemmefra, er her også fitnessrum med vægte og cardiomaskiner.
Paradee skuffer heller ikke, når det kommer til det gastronomiske. Her serveres autentiske thailandske retter og internationale favoritter tilberedt med lokale, friske råvarer. Restaurantens traditionelle ”sala-stil” har et karakteristisk cirkulært pavillon-design med smuk udsigt over resortets infinity-pool, stranden og Thailand-bugten. Der tilbydes også in-villa dining, hvis du ønsker en intim spiseoplevelse på din terrasse.
Om aftenen kan du nyde en solnedgangsdrink på Sunset Bar, der ligger på en forhøjet træterrasse, bygget ind i klipperne, med udsigt over den vestvendte strand. Her er en afslappet atmosfære og en betagende panoramaudsigt over den smukke solnedgang.
Paradee Resort er det perfekte valg for dig, der søger ro og afslapning i frodige, luksuriøse og rolige omgivelser.
Garden Villa Room | Pr. person fra: 1.440 kr. |
Pernille har siden hun var ganske ung rejst i store dele af verden, og hun har i dag mere end 30 års erfaring med at hjælpe andre på deres livs rejse.