Besøg på elefant-hjem på Phuket
En skøn og mindeværdig dag i selskab med en flok glade elefanter venter på Phuket Elephant Sanctuary, som er på World Animal Protections liste over elefantvenlige steder.
Du bliver hentet på dit hotel og kørt til det østlige Phuket. Efter en naturskøn køretur på ca. 1 time ankommer du til Phuket Elephant Sanctuary, som ligger i et smukt område med vandhuller og grønne bjergskråninger, hvor elefanterne kan strejfe rundt. Her er deres vigtigste opgave at være elefanter, hvilket betyder, at du som besøgende iagttager elefanterne på afstand, mens de frit går rundt og gladeligt viser vejen i deres naturlige miljø.
På en skråning med udsigt over skov og vandhul ligger en stor platform, hvor du tilbringer de næste par timer. Herfra kan du nyde synet af elefanterne der bader, spiser, puster med støv og interagerer med hinanden. Ridning er ikke tilladt, og du kommer heller ikke til at bade med dem, men hvis du er heldig, kan det være, at du får lov til at give dem en godbid – de er ret vilde med frisk frugt! Guiden vil undervejs fortælle dig om elefanters meget forskellige personligheder og individuelle barske historier.
Ved frokosttid serveres en lækker thailandsk buffet (vegansk), som du kan nyde med udsigt til elefanternes hjem inden turen går tilbage mod hotellet.
Varighed: ca. 4 timer
Denne udflugt kan foregå med andre end TourCompass’ egne gæster.
Vi anbefaler, at du booker turen i forbindelse med bestilling af rejsen.
Pr. person fra: 845 kr. |