I smukke omgivelser på en fredfyldt bakketop ligger det flotte Highview Hotel. Herfra er der kun et par kilometer til det eksotiske marked i landsbyen Karatu, og hotellet ligger helt centralt for jeres besøg i nationalparkerne.
Her er 41 værelser, som alle har veranda med udsigt til en frodig dal med kaffeplantager, som elefanterne elsker at rasere. Hotellet har også sin egen kaffeplantage, og kaffen kan både nydes på hotellet og købes med hjem. Hotellet har desuden egen økologisk frugt-og grønsagshave.
Her er swimmingpool, spa med mulighed for massage, en hyggelig udendørs bar og bålplads, der indbyder til aftenhygge og safarisnak omkring bålet. Udover restauranten er der en stor lounge med pejs og bar. Desuden er der tilknyttet to masai-huse til hotellet. Her arbejder lokale masaikvinder, hvor de demonstrerer brugen af naturlægemidler og laver masaikunst samt traditionelle dragter og smykker.
En håndfuld smilende og hjælpsomme masaier iført stammedragter fungerer som bærere og vagter.
Du kan vælge at opgradere til Highview Coffee Lodge.
Highview Coffee Lodge er en del af Highview Hotel og byder derfor på de samme faciliteter som Highview Hotel.
Værelserne på Coffee Lodge ligger lidt for sig selv ca. 100 meter fra selve hotellet. Lodgen består af 4 dobbelthuse med to værelser i hvert hus. De er bygget forskudt fra hinanden op ad en bakke, så der er luft og plads omkring dem. De er alle indrettet med stort bad og toilet, egen veranda og god plads til at slappe af med en bog, Til værelserne hører eget spisetelt, hvor man vælge at indtage morgenmad og/eller aftensmaden, mens du nyder udsigten mod dalen med kaffeplantager.
Man kan naturligvis benytte alle hotellets faciliteter; pool, restaurant, spa mm.
Værelserne er dobbeltværelser og beregnet til 2 personer, dog er det tilladt at bo to voksne og to mindre børn i ét værelse.
Double Room | Pr. person fra: 1.030 kr. |
Family Room v/2 voksne & 2 børn u. 15 år | Pr. person fra: 775 kr. |
Ikoma Wild Camp er vores favorit wildcamp. Her får du det bedste af det hele.
Campen ligger i et såkaldt Wildlife Management Area, der forbinder selve Serengeti Nationalpark med de to vildtreservater Grumeti og Ikorongo, som man ofte også kalder “den vestlige korridor”.
Korridoren er den centrale vej for dyrenes vandring fra Serengeti til Masai Mara. Dyrene vandrer frit i hele området, så du kan sagtens se elefanter, zebraer, antiloper, giraffer, bøfler og andre planteædere direkte fra campens restaurant. Der er ikke ualmindeligt, at der er løver i selve campen, og der er naturligvis også geparder og leoparder, som ihærdigt forsøger at sikre sig et godt måltid fra det store tag-selv-bord af dyr, der passerer forbi. I vandringstiden (juni-juli) er der mulighed for at opleve den verdensberømte vandring af 1,2 million gnuer – lige uden for dit telt! I store flokke vandrer de over savannen i deres søgen efter nye græsgange.
Dette Wildife Management Area er – udover at være forbindelsesled mellem nationalparken og den vestlige korridor – også en indtægtskilde for de 5 landsbyer, som ligger i området. For at dyrene forstyrres mindst muligt i deres vandringer, er landbyerne underlagt en række restriktioner i forhold til f.eks. landbrug og husdyrhold. Til gengæld går en del af turistindtægterne retur til lokalbefolkningen, samtidig med, at befolkningen er involveret i det vigtige arbejde med at beskytte dyrene.
Beliggenheden udenfor nationalparken gør, at campen byder på oplevelser, du ikke får, hvis du bor inde i selve nationalparken.
Det er f.eks. muligt at tilkøbe ”Walking safari”, ”Sundowner” og ikke mindst ”Night Game Drive”. Det er helt unikke oplevelser, som kun kan tilbydes, når du bor udenfor Serengeti Nationalpark, hvor restriktionerne er lidt mildere end inde i selve nationalparken. Hvis du er frisk, kan der endda arrangeres en morgen- eller aftenløbetur omkring campen. Det foregår naturligvis i følgeskab med sikkerhedsvagter, og omgivelserne er helt fantastiske!
Disse ekstra aktiviteter gør også en stor forskel i lokalområderne. Alle rangerne er lokale, som er videreuddannet til rangere og ekstra oplevelser, som campen tilbyder, er med til at generere indtægt til familier og landsbyer. Rangerne spiller desuden en stor rolle i forhold til lokalbefolkningens forståelse af natur og dyreliv, og kan med deres store viden om dyrene afhjælpe mange af de konflikter, man måske eller ville opleve, når vilde dyr og mennesker lever side om side.
Når du bor på Ikoma Wildcamp, foregår safarierne naturligvis stadig i Serengeti Nationalpark. Det betyder, at der er lidt kørsel frem og tilbage mellem campen og nationalparken (ca. 30-45 minutter hver vej). De ekstra muligheder, man har af beliggenheden udenfor nationalparkens strikse regler samt campens høje standard, gør dog, at det absolut er køreturen værd.
Ændringsmulighed
Hvis du ønsker at bo inde i Serengeti Nationalpark, har du naturligvis også mulighed for det. Du kan vælge at overnatte på Serengeti Wild Camp eller Serengeti Wildebeest Camp.
Læs mere om hvad en ”wild camp” egentlig er her.
Serengeti Wild Camp ligger i Seronera området, som er den centrale del af Serengeti Nationalpark.
Campen er en klassisk afrikansk safaricamp med rustikke og komfortable kanvastelte. Naturen er lige udenfor døren. Det er ikke ualmindeligt, at der kommer vilde dyr gennem lejren om natten, og du kan forvente at se både gazeller, antiloper, zebraer og til tider elefanter og hyæner omkring campen.
Her er 24 telte med plads til 2 eller 3 personer i hvert telt. Teltene er store, og har alle bruser og toilet, skrivebord og store senge med myggenet. Hvert telt har desuden en lille ”terrasse” udenfor med havestole, hvor du kan slappe af og nyde de fantastiske omgivelser. Endvidere er der et stort fællestelt, som bliver brugt som spisetelt.
Serengeti Wild Camp er for dig, som drømmer om en ægte ”Out of Africa” safaristemning. Du bor inde i selve nationalparken og fokusset på Serengeti Wild Camp er klassisk safarikørsel. Hvis du ønsker at bo i en wildcamp, som tilbyder ekstra aktiviteter som fx walking safari eller gamedrive om aftenen, hvor man ser de nataktive dyr, skal du i stedet bo på Ikoma Wildcamp.
Læs mere om hvad en ”wild camp” egentlig er her.
Serengeti Wildebeest Camp ligger i Seronera området, som er den centrale del af Serengeti Nationalpark. Campen består af 12 komfortable telte med plads til to personer i hvert telt. Endvidere er der et stort fællestelt, som bliver brugt som restaurant.
Teltene har bruser og toilet, senge med myggenet samt siddeplads indenfor og udenfor, hvor du kan slappe af med en god bog og nyde de fantastiske omgivelser.
Campen er en klassisk afrikansk safaricamp, hvor det er naturen, som er i højsædet. De vilde dyr kommer ofte på besøg om natten, og du kan forvente at se både gazeller, antiloper, zebraer og til tider elefanter og hyæner omkring campen.
Fokusset på Serengeti Wildebeest Camp er klassisk safarikørsel. Hvis du ønsker at bo på en wildcamp, som tilbyder ekstra aktiviteter som fx walking safari eller gamedrive om aftenen, hvor man ser de nataktive dyr, skal du i stedet bo på Ikoma Wildcamp.
Læs mere om hvad en ”wild camp” egentlig er her.
Serengeti Safari Lodge er helt igennem unik 4-stjernet lodge, som ligger midt i Serengeti Nationalpark.
Lodgen består af 20 individuelle luksustelte, som er bygget i en raffineret kombination af kanvas og sten. Siderne består af kanvas, så du får den ægte safaristemning med lydene og duftene fra naturen udenfor, her er stråtag, og dele af væggene er bygget i sten, så det mere minder om værelser end om telte. Luksusteltene er bygget på stenpiller og svæver nærmest over jorden, hvilket både giver luftgennemstrømning og en enestående udsigt.
Teltene er store og har masser af plads og luft omkring de to kingsize senge. Fra opholdsrummet ledes du direkte ud på en stor, gennemgående veranda, hvorfra du har den mest fantastiske udsigt over Serengeti Plains. Alle teltene har eget badeværelse med toilet og bruser. Der er også et karbad, hvor du kan ligge og dase med direkte udsigt over nationalparken. Ligeledes er der privat udendørs bruser, som også byder på fantastisk udsigt over Serengeti Plains.
Fra swimmingpoolen har du også direkte udsigt over Serengeti, og du kan ligge i poolen og nyde landskabet og den smukke udsigt. Her kan du slappe af eller tage en forfriskende dukkert efter en lang dag med oplevelser.
Restauranten ligger med panoramaudsigt og det fås ikke bedre i Serengeti end her.
Der findes endvidere lounge med bar, pejs, underholdning og Internet.
Du finder ikke en bedre 4* lodge i Serengeti.
Double Room | Pr. person fra: 1.290 kr. |
Drømmer du om polerede gulve, badekar på løvefødder og elegante møbler i et luksustelt midt på Serengeti, så skal du vælge at opgradere til Matawi Serengeti Camp.
Her er kun 7 telte, som alle står på deres egen platform hævet lidt over jorden – med udsigt til den fabelagtige natur omkring dig. Kanvasvæggene sikrer, at bushens lyde når dig selv om natten, og teltenes vægge består af myggenet, som sikrer, at den svalende brise kan nå dig indenfor.
Al elektricitet kommer fra solceller, hvilket betyder, at vandet i bruseren er varmest om aftenen – til gengæld vidner det om, at lejren tænker over dens klimamæssige aftryk.
Måltiderne indtages typisk i messeteltet – hvis da ikke der dækkes op i bushen udenfor, hvor du kan nyde den afrikanske aftenhimmel ved det hyggelige lejrbål.
Bemærk, da Matawi kun har 7 telte er der rift om pladserne, så vi anbefaler, du booker i god tid, hvis du drømmer om at bo her.
Pr. person fra: 3.035 kr. |
Ngorongoro Safari Lodge ligger i den sydlige del af Ngorongoro Conservation Area på den udvendige side af kraterkanten.
Lodgen består af 10 luksustelte, der er bygget op omkring en stålskal med kanvasvægge, højt til loftet og murede badeværelser i forlængelse af selve værelset. Alle 10 luksustelte er bygget på hver sin individuelle platform med en stor træterrasse, hvorfra du har den flotteste udsigt til saltvandssøen, Lake Eyasi.
Samtidig er du så også næsten på højde med de giraffer, som ofte trasker rundt mellem teltene.
Alle teltene er flot indrettet med himmelsenge med myggenet, skrivebord, sofa, lysekrone og i det hele taget med rigtig god plads.
Fra restauranten er der en scenisk udsigt over området, som ligger på migrationsruten. Området er desuden hjemsted for store flokke af forskellige antilopearter, bøfler, elefanter, flamingoer og andre fugle.
Lodgens spa tilbyder massage, og det kan bestemt anbefales efter en lang safaridag.
Double Room | Pr. person fra: 1.030 kr. |
Ngorongoro Wild Camp ligger skønt i Ngorongoro Conservation Area med en enestående udsigt over den nærliggende saltvandssø, Lake Eyasi på den udvendige side af kraterkanten og i passende afstand til krateret.
Ngorongoro Wild Camp består af 20 store telte med fuld højde og fast gulv. Teltene er bygget på pæle, hvilket giver den mest fantastiske udsigt over området fra terrassen foran selve teltet. Alle teltene er med eget stort badeværelse bygget i klinker og fliser. Her er rindende vand, toilet og bruser.
Det er ret almindeligt, at giraffer og zebraer kommer igennem campen om natten og bliver der op ad formiddagen. Hvis du er heldig, kan du sige godmorgen til en af dem, når du står op.
Fra restauranten er der en scenisk udsigt over området, som ligger på migrationsruten. Området er desuden hjemsted for store flokke af forskellige antilopearter, bøfler, elefanter, flamingoer og andre fugle.
Campens spa tilbyder massage, og det kan bestemt anbefales efter en lang safaridag.
Læs mere om hvad en ”wild camp” egentlig er her.
Double Room | Pr. person fra: 885 kr. |
Midt imellem Kilimanjaro lufthavn og Arusha lufthavn finder du det hyggelige Rivertrees Country Inn.
Ejendommen var oprindeligt en kaffefarm, og de 38 værelser i forskellig størrelse ligger spredt i forskellige bygninger på den store naturgrund. I den store, grønne have pipper fuglene lystigt i træerne og bagerst i haven risler floden, USA. Her er charme, hygge og en fredfyldt atmosfære. Det er også her i haven, du finder poolen, og små kroge, hvor man kan nyde en god bog og en god kop kaffe.
Værelserne er alle rummelige og smagfuldt indrettet med træmøbler og gamle billeder på væggen – og ofte friskskårne blomsterbuketter på bordet. Alle værelser har egen veranda og stole og borde.
Restauranten er delvis åben med udsigt til haven – og stedets pizzaovn er populær blandt alle. Restauranten er åben for udefrakommende gæster, og det skaber en både livlig og hyggelig atmostfære.
Det er muligt at leje cykler, hvis du trænger til at røre dig lidt. Lake Duluti ligger ca 10 km fra Rivertrees og er en fin lille udflugt.
Det føles som at komme hjem.
Du træder ind ad døren hos gode venner, sætter dig i deres sofa og slapper af.
Sådan er Villa Maua.
Få hundrede meter fra centrum af Arusha finder du denne perle af ”hotel”. Hotel i anførselstegn for det er i virkeligheden, som navnet siger, en villa. Den meget smukke kap-hollandsk inspirerede bygning er oprindeligt en familiebolig, som nu er lavet om til boutique hotel.
De 9 rummelige værelser er alle indrettet med lyse farver naturlige farver og med egen balkon. Her er aircondition, sikkerhedsboks, fladskærms-TV og lækre badeprodukter.
Den hyggelige opholdsstue indbyder til en eftermiddag med en god bog og den overdækkede terrasse er det perfekte sted at sidde med en kop kaffe og nyde godt af stedets glimrende wi-fi. Den lille have byder på en pool med liggestole, og i den ene ”længe” af huset, finder du den veludstyrede bar.
Når du bliver sulten, bevæger du dig blot ind i spisestuen, som i bedste restaurantstil byder på både morgenmad, frokost og aftensmad.
Villa Maua er det perfekte sted at starte eller slutte en Tanzania rejse!
Double Room | Pr. person fra: 845 kr. |
Med udsigt til skoven på Ngorongoro krateres yderside er følelsen af at være midt i naturen allestedsnærværende på Karatu Simba Lodge.
I markerne udenfor hegnet omkring lodgen kan du være heldig at se både hyæner, bøfler og elefanter. Turen hertil går af små veje gennem lokale landsbyer og er i den grad med til at forstærke fornemmelse af ro, fred og natur.
Lodgen består af 23 telte, som retteligt er en klon mellem telte og hytter. Her er faste gulve og rigtige badeværelser – mens dele af ”værelsets” øvrige vægge består af kanvas. Alle værelser har egen veranda med udsigt over området, og mellem teltene er der stier og grønne områder, så du altid har følelsen af rigeligt med plads.
Nyd et kølende dyb i den lille pool efter endt safari – og en drink omkring lejrbålet om aftenen. Glæd dig til middagen: maden kommer fra markerne omkring lodgen, og kaffen er naturligvis lokal!
Der er Wi-Fi i fællesområderne, og det skal bemærkes, at al strøm i teltene kommer fra solceller, hvilket er et stort plus på bæredygtighedskontoen. Det betyder dog også, at der KAN mangle strøm i teltet om natten, så vi anbefaler, du medbringer en batterilommelygte, hvis du skal bruge lys om natten.
Cottages | Pr. person fra: 2.315 kr. |
På en fredelig bakketop tæt på Karatu’s travle centrum ligger Acacia Farm Lodge. Som navnet antyder, er der tale om en arbejdende kaffefarm, hvor hovedbygningerne er omdannet til lodge.
Her er 32 værelser fordelt på 16 ”hytter”. Alle værelser har egen stor veranda eller terrasse og alle har aircondition, minibar, te- og kaffefaciliteter, TV, værdiboks samt Wi-Fi. Værelserne er meget store og er alle moderne indrettet med et strejf af romantik og store vinduer, som lader lyset udefra fylde rummet.
I den hyggelige og frodige have finder du lodgens pool, hvor du kan slappe af under en parasol eller nyde solens varme stråler. Reserver tid til en massage og glæd dig til middagen i aften. Farmen har sin egen køkkenhave, og langt de fleste råvarer, der bliver brugt i køkkenet, kommer herfra. Du er naturligvis velkommen til at gå en tur i køkkenhaven, hvis du har lyst!
Om aftenen bliver der ofte tændt bål i haven og over en drink inden middagen, kan du udveksle rejsehistorier med de andre gæster.
Middagen serveres oftest i restauranten, men vil du hellere nyde den i haven eller på din egen balkon, er det naturligvis ikke noget problem – du giver bare din personlige butler besked.
Acacia Lodge er vores ”klassiske” 5-stjernede opgraderingsmulighed i Karatu.
Suite med helpension, 1/6 - 31/10 + 20/12 – 10/01 | Pr. person fra: 3.315 kr. |
Suite med helpension, 11/01 – 28/02 | Pr. person fra: 3.140 kr. |
Suite med helpension, 01/03 – 31/05 + 01/11 – 19/12 | Pr. person fra: 2.335 kr. |
Kom tæt på masai-kulturen på denne charmerende og autentiske lodge, som ligger midt i den smukkeste natur i masai-land – og midt mellem Mount Meru og Mount Kilimanjaro. Lodgen er ejet og drevet af masaier, og et ophold her er en enestående mulighed for virkelig at komme tæt på dette seminomadiske folk.
Her er 11 hytter, som alle er bygget i traditionel masai-stil – dog med den undtagelse, at de har alle tænkelige fornødenheder som elektricitet, toilet, rindende vand og bruser med varmt vand.
Alle hytterne er charmerende dekoreret i masai-stil med fine, farvestrålende, håndlavede perler hængende ned fra loftet, smukke kurve på væggene og sengetæpper i de skønneste masaifarver. Hytterne findes i forskellige størrelser, og her er både plads til parret, som vil have deres egen hytte eller til familien, som gerne vil sove i samme hytte. Alle hytterne vender, så du tidligt om morgenen kan nyde solopgangen over Kilimanjaro.
Fællesområderne byder på en hyggelig restaurant med udsigt til Kilimanjaro og en skøn pool med liggestole, hvor du kan ligge i både sol og skygge, mens du nyder udsigten til Afrikas højeste bjerg. Maden i restauranten er økologisk, og næsten alle ingredienser dyrkes i nærområdet.
Der tilbydes en lang række aktiviteter på lodgen, men du kan også bare vælge at bløde de safari- eller trekking-stive muskler op i lodgens sauna.
Der er (de fleste dage) Wi-Fi i fællesområderne.
På en bakketop med den mest vidunderlige udsigt over Mkomazi Nationalparks eneste permanente vandhul ligger Mkomazi Wilderness Retreat.
Teltlejren består af 7 luksustelte, som alle ligger på deres egen platform med balkon, hvorfra du har den skønneste udsigt til Dindira-sletten under dig. Teltene er store og rummelige og særdeles velindrettede. De har eget badeværelse – som dog bedst egner sig til, at man rejser sammen som par – og virkelig behagelige senge.
Om morgenen får du serveret friskbrygget kaffe på balkonen, så du i ro og mag kan nyde solopgangen, inden du sætter kursen mod restauranten, hvor et overdådigt morgenmåltid serveres.
Mad og drikke er i højsæde her. Alt er lokalt og i så høj grad som overhovedet muligt, økologisk. I det hele taget er der et stort fokus på bæredygtighed i campen. Alle materialer er fra Tanzania, og campen er 100% solcelledrevet.
Der er Wi-Fi i fællesområdet – men efter vores bedste overbevisning, får du ikke brug for det. Sæt dig ud til campens udsigtspunkt, bestil en kop kaffe (den er god!) eller en drink (den er også god!) og benyt dig af muligheden for at låne en kikkert – og se så ellers, hvad du kan spotte under dig.
Der er ikke mange camps, hvor man tænker, ”her kunne jeg godt sidde en hel dag – uden at flytte mig”.
Men sådan er Mkomazi Wilderness Retreat.
Skulle du alligevel få lyst til at lave noget, tilbyder campen en række forskellige aktiviteter – udover normal gamedrive – som man normalt ikke forbinder med en nationalpark; walking safari, bushdinner, night game drive osv. Det kan altsammen arrangeres i campen.
Varme-“låget”, som hele dagen har ligget over Tarangire som en tung dyne, letter langsomt. Skyggerne bliver længere, og selv vinden falder til ro. Poolen har lige kølet dig ned efter dagens safari, og nu kommer tjeneren med en kold øl, mens du lægger dig til rette på solvognen. Du holder øje med bushbukkene, der nærmere sig vandhullet nogle hundrede meter fra poolen. Det er blevet ledig, efter elefanterne har fået deres brusebad.
Udsigten fra det hævede dæk på Tarangire Simba Lodge er fænomenal. Det er lige før, du ikke behøver køre på safari. Det permanente vandhul tiltrækker dyr dagen igennem – og det hele foregår lige foran dig – på første parket.
Duften af mad spreder sig, og du mærker sulten komme snigende. Bålet knitrer, og solen farver himlen næsten blodrød. Maden er klar.
Efter middagen følger sikkerhedsvagten dig til teltet – lodgen er nemlig ikke hegnet ind, og selv i mørke er alle elefanter grå.
Fra sengen i teltet kan du høre den afrikanske nat udenfor. Vinden får kanvassen til at hvisle let. Du falder i søvn til lyden af to impalaer, der skændes.
De 24 telte på Simba Lodge er alle store og rummelige og meget hyggeligt indrettet. Badeværelserne er store, og her er varmt vand – både i den indendørs og udendørs bruser. Der er strøm i teltene, men da det er solcelle-strøm, henstilles der til, at man kun lader sin mobil og sit kamera op i teltet. Større ting skal forbi receptionen for at blive ladet op.
Alle telte har egen terrasse med udsigt til den smukke natur omkring dig.
Fra både restauranten, baren og poolen er der udsigt til vandhullet – og tit spises middagen på pool-dækket under fri himmel med udsigt til millioner af stjerner.
Springlands Hotel ligger på den sydlige skråning af Kilimanjaro, tæt på byen Moshi, og er et ideelt udgangspunkt for bjergvandringer og safari på Kilimanjaro. Hotellet yder en god service, har en moderne swimmingpool, skønne haver, indendørs/udendørs bar og rummelige værelser med brusebad og myggenet.
Springlands Hotel er opkaldt efter ferskvands kilderne som ligger i nærheden. Kilderne stammer af regn og smeltet sne fra Kilimanjaro.
På vandreturen til toppen af Kilimanjaro overnatter du i telt i forskellige lejre. Du sover på tynde liggeunderlag i 2-mands telte.
Der er offentligt, primitivt fællestoilet i lejren. Det er muligt at tilkøbe toilet-telt.
Pris for tilkøb toilet-telt: 100 USD
Hytterne har plads til 6-8 personer og er udstyret med køjesenge med simple madrasser og du skal selv medbringe din varme sovepose. Du deler spisesal og toiletter med de andre bjergbestigere.
Bemærk at forholdene i disse hytter er meget primitive. Der er rindende vand ved Mandara huts og Horombo huts, men ikke ved Kibo huts.
Der kan være op til ca. 120 gæster i hver camp af gangen.
Det er ikke muligt at få en privat hytte.
På Dar Es Salaam’s Msasani halvø, hvor mange af byens ambassader og internationale hoteller har sæde, finder du det hyggelige 4-stjernede Hotel Slipway.
Her er 70 værelser, som alle har eget badeværelse, aircondition, fladskærms-TV, te- og kaffefaciliteter, værdiboks, minikøleskab samt WiFi. Hotellet ligger i forbindelse med et mini-shoppingcenter, så her er flere restauranter og butikker i umiddelbar nærhed.
Hotellet ligger lige ud til havet og fra kajen, har du en flot udsigt til Msasani-bugten og på de varme dage en kølende brise herfra. Kun få minutters gang fra hotellet ligger et færgeleje, hvorfra du kan tage en båd ud til en lille ø, Bungoyo, hvor du kan nyde stranden, bade og snorkle.
På hoteller finder du pool, mulighed for at få massage – og et (omend lille) fitness-rum.
Ingun er vores Afrika-specialist. Hun rejste til Afrika første gang i 2002 og har mere end 10 års erfaring med at hjælpe andre på deres drømmerejse.