TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
89 93 43 89
Åbent i dag kl 10 - 16 | Se åbningstider
13 dage

Sri Lankas højdepunkter

Stå i 200 meters højde og nyd udsigten fra Løveklippen i Sigiriya, bliv fortryllet af det smukke højland i Ella og oplev landets enestående dyreliv på jeep-safari i Yala Nationalpark.

Sri Lankas højdepunkter
Sri Lankas højdepunkter
13 dage
ForsideAsienSri LankaSri Lankas højdepunkter

Sri Lankas højdepunkter

Stå i 200 meters højde og nyd udsigten fra Løveklippen i Sigiriya, bliv fortryllet af det smukke højland i Ella og oplev landets enestående dyreliv på jeep-safari i Yala Nationalpark.

ForsideAsienSri LankaSri Lankas højdepunkter
Hvad er med i prisen?
Følgende er inkluderet i rejsen
  • Flyrejse fra Danmark til Colombo t/r
  • 10 nætter på 3 og 4-stjernede hoteller
  • 10 x morgenmad (dag 3-12)
  • 1 x frokost (dag 6)
  • 2 x aftensmad (dag 10 og 11)
  • Lokal engelsktalende chauffør/guide på transfers og udflugter
  • Kørsel i bil eller minibus med aircondition
  • Alle nævnte transfers og udflugter foregår i internationale grupper fra 1-14 personer og kun med TourCompass’ egne gæster
  • Døgnbemandet nødtelefon under hele rejsen
  • Afrejsegaranti – rejsen gennemføres uanset antal deltagere

Omfattende udflugtspakke:

  • Dambulla Grottetempel
  • Landsbyen Weheragala Gama
  • Løveklippen i Sigiriya
  • Giragama Tefabrik ved Kandy
  • Togrejse fra Nanu Oya til Ella
  • Ravana-vandfaldet og templet Buduruwagala
  • Safari i Yala Nationalpark
  • Entréer og afgifter til omtalte seværdigheder

REJSEN KORT FORTALT

På denne rejse oplever du Sri Lankas absolutte højdepunkter.

Vi har valgt at lade nogle af dagene være fri til egne oplevelser, da vi synes, du selv skal have indflydelse på, hvad du ser.

Rejsen starter med en nat i badebyen Negombo til at få fast grund under fødderne efter den lange flyvetur.

Dagen efter besøger du Dambullas imponerende grottetempel på vej til Sigiriya.

I Sigiriya skal du bestige Sri Lankas ikoniske vartegn, Løveklippen, og på toppen belønnes du med en formidabel udsigt, du sent vil glemme.

Efter et par dage i Sigiriya fortsætter du mod Kandy med stop i den lille landsby Weheragala Gama, hvor du bliver klogere på, hvordan landsbyen har formået at tackle konflikten mellem mennesker og elefanter.

Kandy er en af Sri Lankas smukkeste beliggende byer. Den er tilmed kendt som landets kulturelle højborg og som hjemsted for Tandens Tempel, der er landets allerhelligste.

Fra Kandy skal på en uforglemmelig og scenisk togtur gennem det smukke højland. Endestationen er den lille by Ella kendt for Little Adam’s Peak og Den ”9-buede” bro.

Rejsen slutter med en spændende safari i den velbesøgte nationalpark Yala.

Du kan vælge at forlænge rejsen med en afslappende badeferie i enten Mirissa eller Hikkaduwa, hvor rejsens mange oplevelser og indtryk kan fordøjes.

Derfor skal du vælge denne rejse

  • Bestig den 200 meter høje Sigiriya-klippe, gå på opdagelse i Dambullas fascinerende grottetempel og nyd den smukt beliggende by Kandy – alt sammen på UNESCOs verdensarvsliste
  • Kom tæt på srilankanernes hverdag i den lille landsby Weheragala Gama med mulighed for at deltage i spændende aktiviteter
  • Glæd dig til togrejsen gennem det smukke højland til den lille by Ella og oplev elefanter, bjørne og krokodiller på en spændende safari i Yala Nationalpark.
  • Forlæng rejsen med en afslappende badeferie i enten Mirissa eller Hikkaduwa.

Vores rejser inkluderer altid

  • Alle fly – både internationale og indenrigs
  • Alle overnatninger
  • Alle programlagte udflugter og aktiviteter
  • Døgnåben telefon – vi er med dig hele vejen
Detaljeret dagsprogram
Dag 1: Afrejse fra valgte lufthavn

I dag er der afrejse fra valgte lufthavn. Du flyver mod den dråbeformede ø, Sri Lanka, der ligger i Det Indiske Ocean. Der vil være mellemlanding(er) undervejs.

Dag 2: Ankomst til Sri Lanka – Negombo

Du lander i Sri Lankas internationale lufthavn, Bandaranaike, i Colombo. Efter ankomst samler du din bagage op og går gennem immigrationen. Ude i ankomsthallen venter din guide/chauffør med et TourCompass-skilt og du bliver kørt til dit strandhotel i Negombo, der ligger ca. 30 minutter fra lufthavnen.

Når du ankommer til hotellet, er der check-in og herefter er resten af dagen til fri disposition. Du er sikkert træt ovenpå den lange flyrejse, så der er god tid til at slappe af og bare nyde solen på en liggestol med en god bog eller podcast.

Negombo er kendt for sine brede, gyldne sandstrande, hvor høje palmer svajer i den lette brise. Bølgerne kan godt være lidt voldsomme, men hotellet har heldigvis en dejlig swimmingpool.

Ønsker du at opleve lidt af Negombo og omegn, kan du bl.a. besøge Negombo Lagune syd for byen, som er et unikt vådområde, hvor du kan opleve det rige dyreliv, eller de 100 km lange hollandske kanaler, der løber gennem byen og som oprindelig var en forsyningsvej til den hollandske administration under kolonitiden. Der findes også mange fine templer og kirker rundt om i byen.

Om aftenen kan du gå en tur langs stranden og nyde den smukke solnedgang og de traditionelle fiskerbåde med batikfarvede sejl.

Overnatning:
Opgraderingsmuligheder:
Dag 3: Negombo – Dambulla Grottetempel - Sigiriya

Efter morgenmad og check-out kører din guide/chauffør dig mod Sigiriya.

Undervejs er der indlagt et spændende stop i byen Dambulla. Her skal du opleve byens imponerende grottetempel, der ligger i en bred klippe, der måler 160 x 600 meter. Stejle trapper fører op til grotten og er vejret klart, kan du fra de øverste trappetrin skimte Løveklippen i Sigiriya. Grotten rummer intet mindre end 153 Buddha-statuer, statuer af tidligere srilankanske konger og statuer af guder og gudinder. Udover de mange statuer findes her også imponerende vægmalerier, der strækker sig over 2.100 m2. Grotten blev opført af Kong Valagamba i det første århundrede f.Kr. og blev i 1991 optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Efter besøget køres du til hotellet i Sigiriya. Efter check-in er resten af dagen til fri disposition, hvor du kan nyde hotellets pool eller de rolige omgivelser på en spadseretur i området. Vejen du går ad er rød og støvet og står i smuk kontrast til de grønne marker og tropiske planter og træer, der afskærmer de lokale, farverige huse.

Overnatning:
Opgraderingsmuligheder:
Dag 4: Løveklippen i Sigiriya

Efter morgenmaden bliver du hentet og kørt til Sri Lankas berømte vartegn, Løveklippen, som også er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Fra år 455 frem til år 473 regerede Kong Dhatusena over Sri Lanka fra den daværende hovedstad Anuradhapura. Kong Dhatusenas søn, Moggallana, stod til at overtage tronen efter sin far, men det var Kong Dhatusenas ældste søn Kashyapa ikke tilfreds med. Begge Moggallanas forældre var adelige, hvorimod moren til Kashyapa blot var en af Kong Dhatusenas elskerinder og netop dét gjorde det umuligt for Kashypa at overtage tronen efter de skrevne regler. For at kunne overtage tronen tog Kashyapa det dramatiske valg at mure sin far inde, hvilket fik halvbroren, Moggallana, til at flygte til Sydindien for ikke at lide samme skæbne.

Den nye regent, Kong Kashyapa, blev ikke mødt af den største fanskare og han frygtede et angreb fra halvbroren Moggallana. Han valgte derfor at flytte hovedstaden fra Anuradhapura til Sigiriya grundet dens strategiske beliggenhed. På Sigiriya-klippens flade top byggede han sit overdådige palads med omkringliggende voldgrave, haveanlæg, store vandbassiner og springvand.

Halvvejs oppe ad klippen byggede han indgangen til paladset, som forestillede en gigantisk løve – heraf navnet Løveklippen. I dag er der dog kun de store løvepoter tilbage.

Kong Kashyapa boede her med sine elskerinder og tjenestefolk, indtil halvbroren Moggallana vendte tilbage fra Sydindien med en hel hær. Kong Kashyapa og hans hær tabte slaget til Moggallana, og Kashyapa endte med at tage sit eget liv i år 495. Moggallana valgte at flytte hovedstaden tilbage til Anuradhapura, hvorfra han regerede landet, og Sigiriya blev herefter omdannet til et buddhistisk kloster.

Klippen, der skyder 200 meter op af jorden midt i Sigiriyas frodige omgivelser, kan virke helt urealistisk at skulle bestige, og det er ikke uden grund, for turen mod toppen er hård. Der venter dig intet mindre end 1202 trin, og vi anbefaler, at du går i et roligt tempo og holder pauser undervejs, hvor du passende kan nyde den smukke udsigt, som bliver mere og mere fantastisk, jo højere du kommer op.

På vej mod toppen oplever du smukke og velbevarede freskomalerier af kvinder og resterne af en blankpoleret klippemur. Lidt over halvvejs oppe støder du på de store løvepoter, der fungerede som indgang til Kong Kashyapas palads. Hvis turen bliver for anstrengende, kan du vælge at stoppe her.

Vælger du at fortsætte, kan vi garantere, at turen op vil være det hele værd. På toppen af klippen møder dig ruinerne af det gamle kongepalads og en fantastisk udsigt over det frodige landskab med søer, grønklædte bjerge og den nærliggende klippe Pidurangala. Tag dig god tid og nyd omgivelserne, inden nedstigningen starter.

Det tager ca. 2 timer at gå op og ned + den tid du bruger på toppen.

Husk gode vandresko og vand til turen.

Du bliver kørt tilbage til hotellet, og resten af dagen er til fri disposition.

Dag 5: Sigiriya på egen hånd

I dag er dagen til fri disposition. Du kan vælge at slappe af ved poolen eller tage på en af vores spændende tilkøbsture, som du kan læse mere om nedenfor.

Dag 6: Sigiriya – Landsbyen Weheragala Gama - Kandy

Efter morgenmad og check-out kører din guide/chauffør dig mod Kandy.

På vejen gør du stop ved landsbyen Weheragala Gama, der ligger ved Wasgamuwa Nationalpark. Den lille landsby er en del af Project Orange Elephant, der er startet af Ravi Corea, skifteren af Sri Lanka Wildlife Conservation Society (SLWCS). Projektets formål er at løse den blodige konflikt, der er mellem elefanter og mennesker i Sri Lanka.

Konflikten skyldes i bund og grund, at landsbyerne vokser og elefanternes territorier mindskes. Elefanter er derfor ikke et særsyn i srilankanske landsbyer, hvor huse, haver og landbrug ofte raseres i søgen efter mad. Det siges, at omkring 1400 elefanter i løbet af de seneste 11 år er blevet dræbt af mennesker, mens 350 mennesker er blevet dræbt af elefanter. Gennem mange år har man forsøgt at finde den rette løsning på konflikten. Man har bl.a. forsøgt at udpege en række områder tilegnet elefanterne, som mennesker ikke må udnytte eller bygge på. Flere steder er også landsbyer blevet jævnet med jorden for at oprette ”korridorer” mellem elefanternes levesteder, så de frit kan bevæge sig rundt. Og så er der landsbyer som Weheragala Gama, som er en del af Project Orange Elephant.

Ravi Corea, der står bag Project Orange Elephant, har gennem forskellige undersøgelser fundet ud af, at de srilankanske elefanter ikke bryder sig om citrustræer, og at duften fra citrustræer slører duften fra ris og andre afgrøder. Derfor har man i landsbyen Weheragala Gama plantet citrustræer for at beskytte hjem, haver og landbrug mod elefanternes hærgen. Det har haft en så stor effekt, at konflikten i Weheragala stortset er ikke-eksisterende.

Når du ankommer til landsbyen, bliver du budt velkommen af en lokal vært og får serveret en friskpresset juice. Herefter kører en jeep dig ind i hjertet af landsbyen, hvor du oplever, hvordan familierne bor, bygger huse, driver landbrug og laver mad. Du møder også nogle af landsbybeboerne, som vil gøre dig klogere på konflikten mellem elefanter og mennesker.

Der vil også være mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter så som vanding og gødning af citrusplantagerne, og kommer du uden for tørsæsonen, juli til september, vil du aktivt deltage i plantningen af et citrustræ, som doneres til en udvalgt familie. Derved er du med til at mindske risikoen for konflikt mellem landsbybeboerne og elefanterne i området. Tilmed gavner plantningen af citrustræerne både klimaet, biodiversiteten i området og den lokale økonomi.

Til slut inviteres du på en velsmagende srilankansk frokost bestående af lokale råvarer, inden turen går videre til Kandy.

Efter besøget bliver du kørt til hotellet i den tidligere hovedstad Kandy, der ligger smukt i en dal omgivet af grønklædte bjerge, teplantager og floder. I hjertet af byen ligger gamle, fine kolonitidsbygninger, og det er også her i bymidten, at du finder den maleriske sø Kandy Lake. Vi kan varmt anbefale en slentretur rundt om søen, og undervejs kan du slå dig ned på en bænk og nyde de mange indtryk og udsigten til den 26 meter høje buddhastatue over Bahirawakanda-templet. Ved søens nordlige ende ligger Sri Lankas mest hellige buddhistiske tempel, Tandens Tempel, der siges at gemme på en af Buddhas tænder. Det smukke tempel er faktisk en af grundene til at Kandy i 1998 blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Tre gange om dagen er der tempelceremoni – en helt særlig oplevelse, du ikke må snyde dig selv for.

Om aftenen kan du gå på opdagelse blandt byens restauranter. Du skal næsten prøve en af Sri Lankas mest kendte retter ”kottu roti”, der består af fladbrød skåret i mindre stykker, æg, grøntsager, en masse herlige krydderier og evt. kød. Vi kan også varmt anbefale ”rice and curry” eller ”dhal curry”, som er lavet på linser. Guiden kender alle de gode restauranter, så spørg ham endelig til råds.

Overnatning:
Opgraderingsmuligheder:
Dag 7: Besøg på Giragama tefabrik

Sri Lanka er verdensberømt for sin te og er en af verdens største te-producenter. Det var skotten James Taylor der i 1867 startede te-produktionen i Sri Lanka sammen med Thomas Lipton, som du nok kender fra ”Lipton te”. Teen fra Sri Lanka går under navnet ”Ceylon te”, som Sri Lanka blev kaldt under den britiske kolonisering frem til 1972.

Du skal i dag på besøg på en tefabrik nær Kandy. Din chauffør/guide henter dig på hotellet efter morgenmaden og kører dig til Giragama tefabrik. Her får du en guidet rundvisning, hvor du oplever hele fremstillingsprocessen fra bladene bliver plukket i plantagen, til teen står dampende i kruset. Flere af maskinerne som bruges, er over 150 år gamle og teknikken har ikke ændret sig meget siden 1867. Efter rundvisningen har du mulighed for at smage de forskellige typer te og købe lidt med hjem.

Herefter går turen tilbage til Kandy, hvor resten af dagen er til fri disposition.

Du kan blive på hotellet og slappe af ved poolen, udforske mere af byen eller måske tage en tuktuk til Udawatta Kele Sanctuary? Dette er et historisk skovreservat, der ligger ca. 2 km fra Kandy centrum på en højderyg med udsigt over byen. I Kandys storhedsdage var reservatet kendt som ”Uda Wasala Watta”, der på singalesisk betyder ”haven over det kongelige palads”. Reservatet gemmer på utrolig mange plante- og fuglearter. Du kan også opleve små og mellemstore pattedyr samt krybdyr.

Om aftenen kan du gå på opdagelse blandt byens restauranter. Du skal næsten prøve en af Sri Lankas mest kendte retter ”kottu roti”, der består af fladbrød skåret i mindre stykker, æg, grøntsager, en masse herlige krydderier og evt. kød. Vi kan også varmt anbefale ”rice and curry” eller ”dhal curry”, som er lavet på linser. Guiden kender alle de gode restauranter, så spørg ham endelig til råds.

Overnatning:
Dag 8: Kandy – Togtur fra Nanu Oya til Ella

Efter morgenmaden tjekker du ud af hotellet og din guide/chauffør står klar til at køre dig til togstationen i Nanu Oya. Herfra skal du på en scenisk togtur gennem det utrolig smukke højland til byen Ella. Du behøver blot at medbringe din håndbagage, da din guide/chauffør sørger for at køre resten af din bagage hele vejen til Ella i bil. Vi anbefaler, at du dagen forinden beder hotellet i Kandy om at lave en madpakke til dig inden afgang (mod tillæg). Det er dog muligt at købe frugt, snacks og drikkevarer ved de lokale sælgere, der går rundt uden for toget ved de forskellige stationer.

Det er en stor oplevelse at køre med tog i Sri Lanka. Det er ikke moderne tog, som vi er vant til herhjemme, men vi kan garantere en oplevelse for livet. Du kommer ikke bare tæt på lokalbefolkningen, men oplever også den eventyrlige natur gennem de store vinduespartier, når toget snegler sig forbi små, søvnige landsbyer og smukke teplantager, grønklædte bjerge og brusende vandfald. Efter ca. 3 timer ankommer du til Ella og din guide/chauffør står klar til at tage imod dig. Han kører dig det sidste stykke til hotellet i Ella, der ligger helt fantastisk.

Efter check-in kan du nyde resten af dagen på egen hånd.

Om aftenen kan du gå en tur ned i byen og spise aftensmad på en af de hyggelige cafeer eller restauranter langs hovedgaden, hvor der er en skøn og afslappet atmosfære.

Overnatning:
Opgraderingsmuligheder:
Dag 9: Ella på egen hånd

I dag er der ingen udflugter planlagt og du har derfor dagen på egen hånd. Måske ønsker du at blive på hotellet og slappe af ved poolen og nyde den enestående udsigt, der kan tage pusten fra enhver? Eller hvad med en udflugt til den ”9-buede bro” eller en vandretur til bjerget Little Adam’s Peak? Læs mere om udflugtsmulighederne nedenfor – de er helt gratis!

Dag 10: Ella – Ravana Falls - Buduruwagala Templet - Tissamaharama

Efter morgenmaden henter din guide/chauffør dig på hotellet og turen går mod Tissamaharama.

På vejen besøger du det 25 meter høje vandfald Ravana Falls, som ligger i udkanten af Ella. Vandfaldet er opkaldt efter den tidligere Kong Ravana, som siges at have holdt prinsesse Sitha skjult i hulerne bag vandfaldet, nu kendt som Ravana Cave.

Herefter fortsætter du til Buduruwagala-templet, som er berømt for sine imponerende og velbevarede klippeudskæringer, der dateres tilbage til det 9. eller 10. århundrede. Centralt i klippen er en 16 meter høj Buddha-statue omgivet af yderligere seks mindre statuer, som viser Buddha i forskellige meditationsstillinger. Detaljegraden og den kunstneriske præcision er yderst bemærkelsesværdig!

Du køres herefter direkte til dit hotel, hvor du har resten af dagen på egen hånd.

Efter dette uforglemmelige besøg køres du videre til hotellet i Tissamaharama, hvor du ankommer sidst på eftermiddagen.

Overnatning:
Opgraderingsmuligheder:
Dag 11: Safari i Yala Nationalpark

Du har morgenen og formiddagen til fri disposition, inden du om eftermiddagen bliver hentet af din guide/chauffør og kørt til Yala Nationalpark, hvor der venter dig en spændende jeep-safari.

Yala Nationalpark blev i første omgang udpeget som vildtreservatet tilbage i år 1900. Først 38 år senere blev den udpeget som nationalpark. Parken er i dag Sri Lankas andenstørste nationalpark med sine 978,8 km². Nationalparken består af 5 områder, hvoraf 2 er dem er åbne for offentligheden.

Yala Nationalpark er hjemsted for mere end 215 fuglearter og 44 forskellige pattedyr. Det siges, at parken har en af Sri Lankas største bestande af elefanter og den største bestand af leoparder. På trods af at parken har det højeste antal leoparder i Sri Lanka, er der ingen garanti for at se dem, da de ofte er svære at få øje på og ofte gemmer sig i buskadser. Udover fugle, elefanter og leoparder kan du også være heldig at se krokodiller, bjørne, aber, hjorte, vildsvin og bøfler – husk derfor kikkerten og kameraet!

Du kører med en erfaren ranger, der kender parken ud og ind. Han ved, hvor dyrene færdes og er ekspert i at finde deres spor i det åbne landskab.

Efter safarien bliver du kørt tilbage til hotellet, hvor du kan nyde aftenen.

Overnatning:
Dag 12: Hjemrejsen starter

I dag er det blevet tid til at tage afsked med dejlige Sri Lanka.

Din guide/chauffør henter dig på hotellet og kører dig til Colombos internationale lufthavn, Bandaranaike, hvorfra du flyver mod Europa med mellemlanding(er) undervejs.

Dag 13: Hjemkomst

Du lander i valgte lufthavn efter en fantastisk rejse med masser af minder i bagagen.

Kombiner med
Vælg mellem mulighederne herunder
Badeferieforlængelse i Hikkaduwa
3 nætter

Det bedste tidspunkt at besøge Hikkaduwa er i perioden december til marts.

Hikkaduwa ligger på Sri Lankas sydvestlige kyst og er en skøn ferieby med masser af liv. Langs kysten løber hovedgaden Galle Road, og her ligger hoteller, spisesteder, dykkerskoler, små kiosker og butikker på stribe.

Byens helt store trækplastre er de gyldne sandstrande med finkortet sand og vajende kokospalmer. Ud for byens vestlige strande, Hikkaduwa Beach og Turtle Beach, har man sat stendiger for at bryde bølgerne, hvilket gør strandene ideelle til svømning og badning. Ude ved stendigerne finder du det koralrev, der har gjort byen så populær blandt dem, der holder af at dykke og snorkle. Foruden det smukke koralrev kan du nemlig opleve farverige fisk og store havskildpadder. Vidste du, at ud af verdens 7 havskildpaddearter yngler 5 af dem i Sri Lanka?

Er du derimod til store bølger og vindsurfing, skal du tage til Narigama Beach, der ligger mod øst. Her er både en surferskole og mulighed for leje af surferudstyr.

Ønsker du at opleve en helt anden side af Hikkaduwa, kan du gå væk fra hovedgaden og længere ind i landet. Her ligger huse i frodige omgivelser, børn leger på de støvede veje og små boder og butikker sælger friske frugter. Her oplever du en stilhed, som ikke findes tættere på stranden.

Efter en dag på stranden kan du besøge en af de hyggelige strandrestauranter, hvor menuerne bugner af lækre fisk og skaldyrsretter. Især hummer er populær i Hikkaduwa.

Ved solnedgang kan du tage en slentrelur langs stranden med tæerne begravet i sandet til lyden af bølgeskvulp.

Forlængelsen inkluderer 3 nætters badeferieophold på hotel med halvpension samt transfers.

Badeferieforlængelse i Mirissa
3 nætter

Det bedste tidspunkt at besøge Mirissa er i perioden december til april.

Mirissa er en dejlig strandby på Sri Lankas sydlige spids. Byen er rolig og her hersker en dejlig afslappende atmosfære, hvor du virkelig kommer ned i gear. Med sine svajende kokospalmer ind over stranden og sit klare, lune vand, er Mirissa et sandt ferieparadis.

Mirissa er også kendt som ét af de bedste steder i Sri Lanka at spotte hvaler, og delfiner er heller aldrig langt væk. Det lune Indiske Ocean giver nemlig de fantastiske kæmper enestående levebetingelser og der er mulighed for at opleve både blåhvaler, finhvaler og kaskelothvaler.

Vindene og strømmene kan være stærke her på denne kyststrækning, også i højsæsonen. I så fald kan du ty til poolen eller besøge den nærtliggende strand, Secret Beach, hvor der er skabt en lille pool af de omkringliggende klippesten, som beskytter stranden mod bølger. Det er det perfekte sted at svømme og slappe af.

Er du til snorkling, er et af de bedste steder ved Perrot Rock. Her er vandet forholdsvist roligt, da bugten er beskyttet af et rev længere ude. Her er rig mulighed for at opleve flotte, farverige fisk, og hvis du er heldig, kan du også opleve havskildpadder.

Langs strandene finder du en håndfuld gode restauranter, og her kan du nyde lækre grillede fisk og skaldyrsretter, mens bølgerne slår ind mod land et par meter væk.

Et perfekt og populært sted at se solen gå ned er Coconut Tree Hill, som er dækket af kokospalmer. Her er en lokal bar, hvor du kan nyde lidt koldt i glasset, mens himlen farves i de flotteste farver.

Forlængelsen inkluderer 3 nætters badeferieophold på hotel med halvpension samt transfers.

Hvornår vil du rejse?
Afrejsedato
Alle viste priser er pr. person
Unikke fordele ved grupper fra 6 personer – indhent tilbud i dag for mere information.
Trustpilot
Fortællinger fra rejsende
FØR DU REJSER
Godt at vide
Asien
Pernille Grøngaard Brammer

Pernille har siden hun var ganske ung rejst i store dele af verden, og hun har i dag mere end 30 års erfaring med at hjælpe andre på deres livs rejse.

Se åbningstider
Mandag - Torsdag 10-16
Fredag 10-14
KOM MED PÅ EVENTYR
Relaterede rejser
HVORFOR REJSE MED TOURCOMPASS?
Derfor bliver vi valgt

Vi ved, at din tid er dyrebar. Derfor er vores mål at give dig den bedst mulige personlige service, og det er vigtigt for os, at du føler dig tryg på hele rejsen. Vi sidder klar til at hjælpe dig fra det øjeblik, du booker, til du er vendt hjem igen.

Vi tilbyder en bred vifte af destinationer, der hver især har deres egen unikke historie at byde på, formet af lokale kulturer, fascinerende dyreliv og naturens skønhed. 

Vi skaber rejser på baggrund af vores rejsespecialister og -eksperters omfattende research og førstehåndserfaringer. Hver rejse er tilrettelagt med henblik på at præsentere dig for det bedste, hver destination har at byde på.

Nyd at slappe af i tryg forvisning om, at din rejse er i sikre hænder. Vi er medlem af den danske Rejsegarantifond (medlemsnummer 1778). Helt grundlæggende betyder det, at du som rejsende er sikret økonomisk og kan få din rejse erstattet, hvis vi mod forventning skulle gå konkurs.

GÅ PÅ OPDAGELSE
Se alle vores spændende destinationer