Rejsen viser dig Malaysias absolutte højdepunkter: fra Kuala Lumpurs høje puls og roen i Cameron Highlands til kulturen i George Town og Langkawis dejlige sandstrande.
Rejsen viser dig Malaysias absolutte højdepunkter: fra Kuala Lumpurs høje puls og roen i Cameron Highlands til kulturen i George Town og Langkawis dejlige sandstrande.
Omfattende udflugtspakke:
Oplev den perfekte kombination af storbyliv, kultur, natur og strand i én rejse!
Rejsen starter i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, som imponerer med sin skyline domineret af de ikoniske Petronas Twin Towers. Byen byder også på grønne åndehuller, historiske bygninger og moderne shoppingcentre for enhver pengepung. Kuala Lumpur emmer af mangfoldighed, og du vil opleve byens multietniske kvarterer som Chinatown og Little India, hvor du kan forkæle dine smagsløg med alt fra dampende dim sum til krydrede karryretter fra de mange streetfood-boder og restauranter.
Fra pulserende storbyliv fortsætter rejsen mod smukke naturoplevelser, når turen går til Cameron Highlands med et stop ved den hinduistiske helligdom, Batu Caves.
Cameron Highlands ligger i 1.542 meters højde og byder på et køligt klima og billedskønne landskaber. Det køligere og fugtigere klima er ideelt til dyrkning af jordbær, majs, blomster og te, med plantager så langt øjet rækker. Du kommer også til at opleve den mystiske skov, Mossy Forest, hvor de ældgamle træer og mosdækkede grene skaber en eventyrlig stemning.
Rejsen fortsætter til Penang til byen George Town, som er på UNESCOs verdensarvsliste. Byen lokker med charmerende kolonitidsbygninger, imponerende streetart og Malaysias bedste streetfood, som afspejler byens multietniske samfund. Glem ikke den fantastiske udsigt over byen fra Penang Hill.
Til slut kan du se frem til Langkawis smukke sandstrande og nyde nogle afslappende dage i solen.
I dag tager du hul på dit længe ventede Malaysia-eventyr. Du flyver fra valgte lufthavn mod Kuala Lumpur med mellemlanding(er) undervejs.
Velkommen til Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur! Efter ankomst går du gennem immigrationen og samler din bagage op. Ude i ankomsthallen venter din guide med et TourCompass-skilt med dit navn på, og du bliver herefter kørt til dit hotel, som ligger centralt i den pulserende millionby.
Efter check-in på hotellet kan du nyde resten af dagen i eget tempo, hvilket nok er tiltrængt oven på den lange flyrejse. Tag evt. en forfriskende dukkert i hotellets pool, eller gå på opdagelse i byens livlige centrum og charmerende gader.
Kuala Lumpurs største vartegn er de ikoniske tvillingetårne, Petronas Twin Towers, der dominerer hovedstadens imponerende skyline med sine 452 meter. Ved foden af tvillingetårnene finder du KLCC Park, som er en grøn oase og et dejligt åndehul midt i storbyen.
Den malaysiske hovedstad er tilmed et shoppingmekka. Som en af Asiens førende shoppingdestinationer tilbyder Kuala Lumpur alt fra high-end-butikker til lokale markeder og prisvenlige shoppingcentre, så der er noget for enhver smag og ethvert budget. Shoppingområder som Bukit Bintang, Mid Valley Megamall, The Gardens Mall, Central Market og Petaling Street tiltrækker besøgende fra hele verden.
Kuala Lumpur er desuden en harmonisk smeltedigel af kulturer, og denne mangfoldighed afspejles tydeligt på byens markeder og madscene, hvor malaysiske, kinesiske og indiske retter forenes. Streetfood-boder og eksklusive restauranter tilbyder autentiske madoplevelser med krydrede karryretter, dampede dim sum og innovative fusion-kreationer.
Hovedstadens mange etniske grupper har fundet sig til rette i byens moderne skyskrabere, i lokale etniske bydele som Little India og Chinatown og i små landsbyer kaldet ”kampung”. Kampung Baru er et besøg værd. Området er kendt for sine hyggelige træhuse, traditionelle madboder og en autentisk lokal stemning, der står i kontrast til de omkringliggende moderne bygninger og skyskrabere.
Om aftenen kan du nyde en drink på en af byens mange skybarer. Her kan du samtidig opleve solnedgangen, mens du tager Kuala Lumpurs pulserende aftenstemning ind.
I dag venter en spændende byrundtur i Kuala Lumpurs centrum, hvor du skal opleve byens største seværdigheder.
Guiden henter dig på hotellet, og du bliver kørt til dagens første stop, som er det pulserende område “Golden Triangle,” som afgrænses af hovedgaderne Jalan Imbi, Jalan Sultan Ismail og Jalan Raja Chulan. Golden Triangle er byens vigtigste shopping- og underholdningsområde, og det er også her, at du finder KLCC Park samt de ikoniske Petronas Twin Towers, hvor der er tid til et fotostop.
Herefter kan du beundre den arkitektoniske kontrast mellem Petronas Twin Towers og Central Market, som er en kulturel markedsplads beliggende i hjertet af byen. Det blev oprindeligt bygget i 1888 som et vådmarked, men er i dag en af byens mest besøgte markeder for både lokale og rejsende, som ønsker indblik i malaysisk kultur og kunst. Her kan du finde håndværk som batik, træudskæringer, keramik og kunstværker, der repræsenterer de forskellige etniciteter i Kuala Lumpur.
Turen fortsætter til Sultan Abdul Samad-bygningen, som er en historisk og utrolig smuk bygning beliggende overfor Merdeka Square. Bygningen er bygget i maurisk stil med buede indgange og et 41,2 meter højt klokketårn, som prydes af en elegant kobberkuppel. Oprindeligt husede bygningen de britiske koloniale administrationer, og efter Malaysias uafhængighed fra Kina i 1957 blev den brugt som kontor for forskellige ministerier og domstole. I dag er den et symbol på Malaysias historie og kultur og bruges ofte til officielle ceremonier samt begivenheder som eksempelvis uafhængighedsdagen, Merdeka.
Hernæst venter kongepaladset, Istana Negara, der blev færdigbygget i 2011, og som i dag fungerer som den officielle residens for Malaysias konge. Denne storslåede bygning kombinerer traditionel og moderne stil med gyldne kupler og smukke, frodige haver, hvilket giver følelsen af en grøn oase midt i storbyens travlhed.
Slutteligt skal du opleve nationalmoskeen, Masjid Negara, som er en af landets mest betydningsfulde religiøse bygninger og et eksempel på moderne islamisk arkitektur. Moskeen er designet af arkitekten Howard Ashley, og dens mest karakteristiske træk er den stjerneformede kuppel i blå beton, som symboliserer de fem søjler i islam. Moskeen er omgivet af smukt anlagte haver med reflekterende bassiner og springvand, som bidrager til en fredfyldt atmosfære.
Du bliver herefter kørt retur til dit hotel, hvor resten af dagen kan nydes på egen hånd.
Dagen er til fri disposition. Der er masser at give sig til i den malaysiske hovedstad, og vi kan garantere, at du ikke kommer til at kede dig. Du kan vælge at udforske byen på egen hånd eller tage med på en af vores spændende tilkøbsture, som du kan læse mere om nedenfor.
Vælger du at bruge dagen på egen hånd, kan du starte din dag med en lækker morgenmad på hotellet eller vove dig ud på en lokal café. Smag evt. de velduftende ris i nationalretten nasi lemak, eller nyd fladbrødet roti canai sammen med en kop god kaffe. Herefter kan du tage op i Petronas Twin Towers og nyde udsigten fra enten den ikoniske bro, der forbinder de to tårne, eller fra udsigtsplatformen på 86. etage. Begge steder tilbyder en spektakulær udsigt over Kuala Lumpur og er en fantastisk måde at opleve byen oppefra. Herfra kan du fortsætte til den nærliggende park, KLCC Park, som er perfekt til en afslappende gåtur.
Nyd en dejlig frokost i området eller på Petaling Street i Chinatown, så du har energi nok til at gå shop-amok, hvis det er det, du ønsker.
Om aftenen kan vi anbefale en solnedgangsdrink på en af byens mange skybarer, inden du går på opdagelse i byens madscene. Når appetitten melder sig, kan du evt. besøge den berømte madgade Jalan Alor, hvor du finder alt fra satay-grillspyd til grillet fisk og skaldyr.
I dag forlader du den malaysiske hovedstad og begiver dig mod Malaysias smukke højland, Cameron Highlands, som ligger godt 200 km nord for Kuala Lumpur.
Du bliver hentet på hotellet, og første stop på vejen er den hinduistiske helligdom, Batu Caves, der ligger lige nord for Kuala Lumpur. Batu Caves består af adskillige huler, hvor du kan opleve templer, religiøse statuer og farverige vægmalerier. Det mest imponerende syn er dog den enorme, gyldne statue af Lord Murugan, der vogter over den regnbuefarvede trappe med sine 272 trin. Trappen fører op til hulerne, hvorfra du kan nyde udsigten over hovedstaden.
Du fortsætter til Iskandar-vandfaldet, som ligger i Cameron Highlands. Her bliver du mødt af smuk natur og frisk bjergluft. Vandfaldet falder 30 meter ned fra de dramatiske klipperne og danner en lille pool.
Herefter går turen videre til Kea Farm, som er et livligt landbrugsmarked omgivet af bølgende bakker og smukke plantager. Markedet er kendt for sit farverige udvalg af blomster, friske grøntsager og frugter lige fra søde, saftige jordbær til solmodne majskolber, som stortrives i Cameron Highlands’ kølige klima. Her får du en unik mulighed for at opleve det lokale liv på tæt hold og tage del i den autentiske atmosfære, hvor handlende og lokale mødes.
Du køres nu til dit hotel, hvor der er check-in, og resten af dagen er til fri disposition.
Cameron Highlands ligger 1.542 meter over havets overflade og byder på et køligere klima end resten af Malaysia. De behagelige temperaturer gør jorden særligt frugtbar, hvilket udnyttes til dyrkning af bl.a. jordbær, majs, orkidéer, roser og te med plantager, så langt øjet rækker.
Området blev opdaget i 1895 af den britiske landmåler William Cameron, som rejste rundt på ekspedition og kortlagde området. William Camerons tegninger forsvandt dog, og det var derfor først 40 år senere, at briterne fik øjnene op for Cameron Highlands, som blev et eftertragtet tilflugtssted, når varmen blev for intens i det øvrige Malaysia. Flere bosatte sig her permanent, og briternes indflydelse ses stadig i de smukke bygninger i kolonitidsstil, hvor det er nemt at forestille sig koloniherrerne sidde på deres verandaer med udsigt over bakkede landskaber og grønne plantager med deres eftermiddagste.
Efter morgenmaden bliver du kørt til Mossy Forest, som ligger nær Gunung Brinchang-bjerget. Mossy Forest er en 200.000 år gammel, mystisk og frodig skov, kendt for sine tågeindhyllede træer dækket af mos og bregner. Højden og det køligere, fugtige klima bidrager til mange mosarter, der dækker grene og jord i et grønt tæppe.
Du går ad stier lavet af træplanker, grus eller naturligt terræn, som fører dig gennem det tætte, tågede landskab. Her får du indblik i skovens biodiversitet med blandt andet kødædende planter, sjældne orkidéer og en række fuglearter. Undervejs er der flere udsigtspunkter, og på klare dage kan du beundre udsigten over de vidstrakte teplantager, de omkringliggende bjerge og dale.
Ruten er relativt nem, men er ikke for gangbesværede, da den nogle steder kan være ujævn, og efter regn kan det være både glat og mudret.
Fra denne enestående naturoplevelse går turen videre til Sungai Palas Plantation, som er en af de mest kendte teplantager i Cameron Highlands. Ved ankomst får du en guidet rundvisning, hvor du oplever hele fremstillingsprocessen fra bladene bliver plukket i plantagen til teen står dampende i kruset.
Du bliver herefter kørt til hotellet, hvor du kan nyde resten af dagen på egen hånd. Tag evt. en travetur i området og nyd de betagende omgivelser.
Efter morgenmaden forlader du højlandet og sætter kurs mod øen Penang på Malaysias vestkyst – en køretur på ca. 4 timer. Penang er en ø med en spændende blanding af kultur, historie og natur. Hovedbyen, George Town, er på UNESCOs verdensarvsliste hvilket primært skyldes byens unikke kulturarv og arkitektoniske skønhed. Du skal bo i netop George Town de kommende dage, og du kan godt glæde dig!
Efter du er ankommet til hotellet, er resten af dagen til fri disposition til at nyde den charmerende by.
George Town er fuld af kontraster. Højhuse og store shoppingcentre står i skærende kontrast til byens smukke, gamle bygninger fra den britiske kolonitid. Blandt de mest besøgte kan nævnes Fort Cornwallis, George Towns rådhus, Queen Victoria Klokketårn og St. George Kirke, som findes i den gamle bydel. Det er også her, at imponerende mosaik og kreativ streetart pryder byens gamle mure, og hyggelige caféer byder på friskbagt brød, kager, hjemmelavede juicer og kaffe.
George Town er et multikulturelt samfund, hvor stort set alle trosretninger er repræsenteret, hvilket giver mulighed for at opleve både kirker, moskeer samt kinesiske-, buddhistiske- og hinduistiske templer. Byens multietniske samfund, som primært består af malajer, kinesere og indere, afspejles tydeligt i byens madscene. Faktisk er George Town kendt som “the food capital of Malaysia” og er et paradis for madelskere med sit lækre, mangfoldige streetfood-køkken, der tilbyder retter som char kway teow (stegt risnudelret), asam laksa (krydret nudelsuppe) og nasi kandar (karryret med ris).
Byens multietniske samfund mærkes også i gader som Street of Harmony, Armenian Street, Chinatown, Little India og i en af byens syv “Clan Jetties,” som er små kinesiske landsbyer bygget på pæle i vandet.
Nær George Town er der også flere skønne naturoplevelser. En kort køretur herfra ligger Penang Hill, og med sine 833 meter over havets overflade er det det højeste punkt på Penang. Penang Hill tilbyder en smuk udsigt over George Town og det omkringliggende hav. Samtidig er Penang Hill dækket af frodig regnskov, og netop her finder du parken The Habitat. Her er det muligt at opleve forskellige fuglearter, nysgerrige egern og langhalede makakaber. The Habitat tilbyder også spektakulære udsigtspunkter, svævende gangbroer og interaktive udstillinger.
George Town er på alle måder en fed by!
I dag skal du på en spændende byrundtur i George Town.
Du bliver hentet på hotellet og kørt til det farverige og livlige marked, Chowrasta Market, der har dybe rødder i byens kultur og historie. Markedet ligger på Penangs berømte gade Jalan Chowrasta og har eksisteret siden det 19. århundrede, hvilket gør det til et af Malaysias ældste markeder. Her kan du opleve det lokale liv, hvor handlende kommer for at købe alt fra friske råvarer til tørrede krydderier og belacan, som er rejepasta og en specialitet på Penang.
Herfra går turen ned til byens promenade, Esplanade, hvor du kan nyde udsigten over Malaccastrædet og de historiske omgivelser, som bl.a. det britiske Fort Cornwallis fra det 18. århundrede og det ikoniske vartegn, Queen Victoria Memorial Clock.
Næste stop er gaden Jalan Masjid Kapitan Keling, der også er kendt som ”Street of Harmony”. Her lever forskellige religioner fredeligt side om side og i gensidig respekt, hvilket er et levende bevis på George Towns multietniske samfund. Her kan du se St. George’s Church, som er Malaysias ældste anglikanske kirke, det kinesiske tempel Kuan Yin Teng, det hinduistiske tempel Sri Mahamariamman og moskéen Kapitan Keling.
Turens sidste besøg er det thailandske tempel Wat Chayamangkalaram, grundlagt i 1845. Templet er berømt for sin farverige udsmykning og for at huse en af verdens største liggende Buddha-statuer, der måler hele 33 meter. Udover denne imponerende Buddha kan du også opleve andre smukke Buddha-statuer samt imponerende vægmalerier, der skildrer scener fra Buddhas liv.
Herefter er resten af dagen på egen hånd.
I dag har du hele dagen til selv at udforske charmerende George Town, som byder på uforglemmelige oplevelser rundt om hvert et hjørne!
Slentr rundt i byens hyggelige gader, besøg dens farverige markeder og dyk ned i dens fascinerende historie og kultur. Med byens gratis shuttlebus (CAT), som kører fra Weld Quay Bus Terminal og stopper ved byens seværdigheder, kan du nemt komme rundt. Du kan også tage på en af vores spændende tilkøbsture, som du kan læse om nedenfor.
I dag starter din afslappende badeferie på øen Langkawi. Øen byder på dejlige sandstrande, frodige regnskove og imponerende kalkstensbjerge – et sandt paradis.
Efter morgenmaden bliver du hentet på hotellet og kørt til lufthavnen, hvor en kort flyvetur på cirka 40 minutter bringer dig direkte til Langkawi. Ved ankomst står din chauffør klar med et skilt, hvorpå dit navn står. Han sørger for at bringe dig sikkert til dit hotel, og du skal blot læne dig tilbage og nyde køreturen. Efter check-in kan du smide kufferten og hoppe direkte i badetøjet. En forfriskende dukkert i resortets pool eller i det smukke hav venter. Velkommen til Langkawi!
Dagene er til fri disposition til at slappe af og fordøje rejsens mange oplevelser og indtryk. Kom ned i gear og nyd Langkawis fredfyldte stemning.
Skulle du mod forventning blive træt af daselivet, kan du besøge Oriental Village, som er en temapark bygget som en asiatisk landsby med farverige bygninger, butikker, restauranter og forskellige aktiviteter. Oriental Village fungerer også som udgangspunkt for Langkawi Svævebane, som fører dig op på toppen af Mount Mat Cincang, hvor du kan gå på den berømte Langkawi Sky Bridge med fantastisk udsigt over øen og Andamanhavet.
Ønsker du at opleve mere af Langkawis skønne natur, kan du vælge en tilkøbstur til Kilim Geoforest Park, hvor mangroveskove, kalkstensklipper og naturskønne floder venter. Eller hvad en cykeltur gennem Langkawis betagende landskaber og charmerende landsbysamfund?
Inden dagen går på hæld, kan du nyde en middag i strandkanten, hvor lokale restauranter serverer lækre malaysiske og internationale retter med en enestående udsigt over det rolige hav til solnedgangens smukke farvepalette.
I dag slutter dit Malaysia-eventyr for denne gang. Du bliver hentet på hotellet og kørt i lufthavnen, hvorfra du flyver mod Europa med mellemlandinger undervejs.
Du lander i valgte lufthavn efter en oplevelsesrig rejse med masser af nye minder i bagagen.
|
Forlæng rejsen med en spændende storbyferie til Singapore og fald pladask for Østens topmoderne metropol.
Den lille ø-stat er med sine blot 721,5 km2 Sydøstasiens mindste land og hvad det lille veludviklede land ikke har i størrelse, har det til gengæld i oplevelser.
Glæd dig til at opleve det arkitektoniske Marina Bay Sands, slentre en tur i det grønne åndehul Gardens by the Bay, gå shop-amok på Orchard Road, drikke Singapore Slings på Raffles Hotel og sidde i det 165 meter høje pariserhjul, Singapore Flyer, hvorfra du har en fænomenal udsigt over de mange futuriske skyskrabere og havnen.
Det der også er fedt ved Singapore er, at det er en smeltedigel af kulturer, og folk lever med respekt og forståelse for hinanden med buddhistiske templer, moskeer, kirker og hindutempler side om side. Singapores mangfoldighed kan især opleves i de charmerende bydele Little India, China Town og det arabiske og malajiske kvarter Kampong Glam. Her kan du suge stemningen til dig, mens du forføres af de fine farverige huse og duften af krydderier og jasmin.
Det multikulturelle samfund afspejles også i de mange delikate madoplevelser rundt omkring i byen. Er du til autentisk streetfood kan du besøge et af de kendte hawker centre, eller er du mere til eksklusive Michelin-restauranter, så læg vejen forbi den særlige madgade Keong Saik Road og oplev nogle af Singapores bedste restauranter.
Andre populære og hippe kvarterer er det farverige Haji Lane i Kampong Glam og Art Deco området Tiong Bahru. Begge kvarterer er kendt for sine hyggelige cafeer, spændende restauranter og butikker samt flot gadekunst.
En stor kontrast til det pulserende storbyliv er den lille ø Sentosa Island, som byder på dejlige sandstrande og et utal af seværdigheder og aktiviteter for hele familien som bl.a. Universal Studios og forskellige adventureparker.
Lyder Singapore fristende?
Forlængelsen inkluderer 3 nætters ophold på hotel med morgenmad, fly til Singapore samt transfers.
Pernille har siden hun var ganske ung rejst i store dele af verden, og hun har i dag mere end 30 års erfaring med at hjælpe andre på deres livs rejse.
Vi ved, at din tid er dyrebar. Derfor er vores mål at give dig den bedst mulige personlige service, og det er vigtigt for os, at du føler dig tryg på hele rejsen. Vi sidder klar til at hjælpe dig fra det øjeblik, du booker, til du er vendt hjem igen.
Vi tilbyder en bred vifte af destinationer, der hver især har deres egen unikke historie at byde på, formet af lokale kulturer, fascinerende dyreliv og naturens skønhed.
Vi skaber rejser på baggrund af vores rejsespecialister og -eksperters omfattende research og førstehåndserfaringer. Hver rejse er tilrettelagt med henblik på at præsentere dig for det bedste, hver destination har at byde på.
Nyd at slappe af i tryg forvisning om, at din rejse er i sikre hænder. Vi er medlem af den danske Rejsegarantifond (medlemsnummer 1778). Helt grundlæggende betyder det, at du som rejsende er sikret økonomisk og kan få din rejse erstattet, hvis vi mod forventning skulle gå konkurs.