Oplev en verden af luksus på Gaya Island Resort, der ligger midt i marinenationalparken Tunku Abdul Rahman på Borneos måske mest naturskønne ø, Gaya Island.
Indrammet af krystalklart vand og frodig regnskov tilbyder resortet den perfekte balance mellem moderne komfort og tropiske omgivelser. Du bor i en af resortets villaer, der er smukt integreret i det omkringliggende ø-landskab, hvor der venter dig en dejlig rummelig indretning med moderne bekvemmeligheder. Villaens store vinduer inviterer naturen indenfor og giver en imponerende udsigt til den tæt omslyngende jungle, som du kan opleve i stilhed fra din private balkon. Indenfor kan du nyde godt af walk-in-closet, aircondition, wi-fi, tv, kaffe- og te-station samt minibar, mens du på badeværelset finder toiletartikler, badekåbe og -tøfler.
Gaya Island Resort tilbyder et væld af aktiviteter, der giver dig mulighed for at udforske øens rige biodiversitet. Du kan bl.a. tage på en guidet junglevandring, opleve mangroveskoven i kajak eller snorkle i marineparkens koralrige vand kun få skridt fra vandkanten. Herfra kan du også tage til resortets afsidesliggende bountystrand, Tavajun Bay, som ligger blot 5 minutters sejltur fra resortets primære strand. Vil du helt ned i gear, kan du søge mod resortets dejlige pool eller prisvindende spa, hvor alt du skal gøre, er at læne dig tilbage og nyde tilværelsen.
Kulinariske oplevelser er en integreret del af dit ophold på Gaya Island Resort, hvorfor du kan se frem til resortets tre hovedrestauranter: Fisherman’s Cove, Feast Village og Omakase. Her serveres udsøgte retter lavet på friske råvarer fra egen urtehave, hver med sit fokus som fisk og skaldyr, det asiatiske køkken og japansk cuisine. Velbekomme.
Pernille har siden hun var ganske ung rejst i store dele af verden, og hun har i dag mere end 30 års erfaring med at hjælpe andre på deres livs rejse.