TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
89 93 43 89
Åbent i dag kl 10 - 16 | Se åbningstider
ForsideAnakao Ocean Lodge

Anakao Ocean Lodge

Anakao

Forestil dig, du står med fødderne i vandkanten og kigger ud over havet.

Vandet er lunt og turkisblåt. Et par lokale fiskerbåde duver i bølgerne – de er lige kommet ind med dagens fangst; hummer, rejer og fladfisk.

På begge sider af dig ligger den hvide strand øde hen. Bag dig er din lodge. Det er den eneste lodge i miles omkreds. Her er ingen travle gader, souvenirbutikker med gode tilbud eller musik fra de omkringliggende restauranter. Her er kun lyden af havet og vinden – og køkkenpersonalets skramlen med potter og pander, hvori din frokost er ved at blive tilberedt.

Anakao Ocean Lodge ligger syd for Toliara på Madagskars vestkyst. Man kommer hertil med speedbåd fra Toliara – turen i bil ad landevejen er alt for lang og bumlende.

Lodgen består af 25 bungalower, som ligger spredt ud over et stort område langs stranden. Her er både standard- og familiebungalower. Sidstnævnte er i to etager med det ene soveværelse på øverste etage.

Bungalowerne er bygget af sten og har stråtag med palisander-spær. Smukke, varme trægulve byder dig velkommen indenfor, hvor væggene er nænsomt dekoreret med lokalt kunsthåndværk. Lige nok til at det pynter – men ikke så meget, at det forstyrrer udsigten fra de store vinduer. Takket være placeringen langs stranden, har alle bungalower nemlig udsigt til stranden. Den kan du også nyde fra din private terrasse, hvor du finder et par liggestole – lige klar til at smide sig i.

Alle bungalower har eget badeværelse med varmt vand døgnet rundt. Her er værdiboks, hårtørrer, minibar samt aircondition. Der er Wi-Fi i fællesområderne.

Som du nok fornemmer, er afslapning i fokus på Anakao Ocean Lodge. Slentreture langs strande, en god bog, badning og snorkling i havet – og i perioden juli-september måske hvalspotting fra stranden. Måltiderne bliver derfor naturligt nok dagens pejlepunkter – og dem kan du godt glæde dig til!

De indtages i resturanten, der ligger som det naturlige midtpunkt i lodgen. Fisk er naturligvis altid på menuen og varierer alt efter, hvad fiskerne har med ind. Der er dog også altid noget for dem, som ikke er fiskeentusiater (inkl. vegetarer) – men det er vigtigt, at vi får besked om dette på forhånd. Langt de fleste ingredienser er fra lokalområdet, og marmeladen til morgenmaden er naturligvis hjemmelavet.

Anakao Ocean Lodge er ikke luksus med guldvandhaner og ”state-of-the-art” pudemenu. Det er luksus i den forstand, at det er et stykke uberørt natur, som du kan nyde uforstyrret, mens du bare trækker vejret helt ned i maven.

Det skal bemærkes, at der ikke er nogen pool på Anakao Ocean Lodge.

Afrika
Ingun H. Nikolajsen

Ingun er vores Afrika-specialist. Hun rejste til Afrika første gang i 2002 og har mere end 10 års erfaring med at hjælpe andre på deres drømmerejse. 

Se åbningstider
Mandag - Torsdag 10-16
Fredag 10-14