TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
89 93 43 89
Åbent i dag kl 10 - 16 | Se åbningstider
ForsideSommerpaladset, Hou Hai-søen og Beijings hutonger (eftermiddag)

Sommerpaladset, Hou Hai-søen og Beijings hutonger (eftermiddag)


Denne udflugt tager dig med til det berømte Sommerpalads, den smukke sø Hou Hai og Beijings ’must-see’-hutong, Nanluoguxiang.

Guiden henter dig på hotellet, og sammen tager I det offentlige transportsystem til udflugtens første besøg, Sommerpaladset, der ligger ved Kunming-søen i det nordvestlige Beijing.

I 1750 besluttede kejserfamilien at opføre en sommerbolig, hvor de ville kunne undslippe sommervarmen i det centrale Beijing og finde fred og ro i smukke omgivelser. De hyrede de dygtigste arkitekter, ingeniører, håndværkere og kunstnere fra hele Kina. Kunstnere reproducerede havearkitektur fra forskellige egne af Kina, og den allerede eksisterende sø, Kunming, blev udvidet og formgivet som Vestsøen i Hangzhou.

Rundvisningen starter ved den østlige indgang, hvor du ser paladserne. Herefter venter en spadseretur i ”Den Lange Korridor”, som kejser Qianlong byggede til sin mor, så hun kunne glæde sig over udsigten til Kunming-søen, når det regnede eller var vinter. Korridoren er 728 meter lang og er udsmykket med 14.000 farverige malerier. Fra den ene ende til den anden, går du gennem fire ottekantede pavilloner, som repræsenterer de fire årstider.

Fra korridoren kan du se over Kunming-søen og den lille ø, Nanhu, hvor Dragetemplet og Wangyan Pavillonen ligger. Øen er landfast via den smukke bro, De 17 Buers Bro. At der netop er 17 buer, er naturligvis ikke tilfældigt. Den 9. bue, der står i midten, symboliserer kejsermagten, og de 8 buer på begge sider af den 9. bue symboliserer lykke og velstand.

For enden af korridoren kan du opleve den ikoniske 36 meter lange marmorbåd, der ligger med den ene ende på søens bred.

Fra Sommerpaladset går turen videre til Beijings smukke sø, Hou Hai, der er omgivet af piletræer og traditionelle huse. Hou Hai er én af i alt tre søer, der samlet kaldes Shichahai. Det er et vidunderligt område med ophøjet ro, der er i stærk kontrast til den ellers så travle by. Du kan opleve små gårdhavehuse, og samtidig er det et af byens ”in-steder” med caféer, barer og små butikker med tøj og kunsthåndværk.

Turen rundes af i en af Beijings ikoniske og gamle hutong-gader, Nanluoguxiang. Den 768 meter lange gade emmer af hverdagsliv, historie og kulturelt særpræg. En hutong er en smal gade med lav bebyggelse og en historik, der går flere hundrede år tilbage. Beijings hutonger står i stor kontrast til det moderne storbyliv, der findes lige rundt om hjørnet, og intet sted er kontrasten til hovedstadens brede boulevarder og høje skyskrabere større.

Herefter går turen tilbage til hotellet med offentlig transport.

Denne tur foregår kun med TourCompass’ egne gæster.

Vi anbefaler, at turen bestilles hjemmefra enten ved bestilling af rejsen eller senest 3 uger før afrejse. Turen kan også bestilles ved guiden på destinationen med forbehold for, at den kan være udsolgt.

Pris:
Pr. person fra:  780 kr.
Asien
Pernille Grøngaard Brammer

Pernille har siden hun var ganske ung rejst i store dele af verden, og hun har i dag mere end 30 års erfaring med at hjælpe andre på deres livs rejse.

Se åbningstider
Mandag - Torsdag 10-16
Fredag 10-14