Bestig Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro via den kendte Machame-rute, og kombinér med safari i to af Tanzanias bedste nationalparker.
Bestig Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro via den kendte Machame-rute, og kombinér med safari i to af Tanzanias bedste nationalparker.
Er du til udfordringer og eventyr, så er denne rejse noget for dig.
Omgivet af den tanzanianske savanne rejser Afrikas højeste bjerg sig 5.895 meter over havets overflade. Målet er Uhuru Peak. Du behøver ikke at være bjergbestiger for at bestige det majestætiske bjerg, du skal blot være i almindelig god form og have udstyret i orden samt en stærk vilje. At kunne sige, at man har besteget Afrikas højeste bjerg er ofte motivation nok i sig selv.
Du vandrer gennem den forskelligartede vegetation bestående af frodig regnskov, hedelandskab, klippelandskab og alpint ørkenlandskab. Fra Shira-plateauet er der en fantastisk udsigt til gletsjerne ved Western Breach og ved Stella Point er du vidne til en knaldrød solopgang. Turen er hård og krævende, men når du når Uhuru Peak, belønnes du med en spektakulær udsigt i knap 6 km højde og en unik oplevelse for resten af livet.
Herefter venter dig en spændende safari i to af Tanzanias fantastiske nationalparker.
Fly fra Danmark til Kilimanjaro med mellemlanding(er) undervejs.
Du ankommer i Kilimanjaros internationale lufthavn, hvor du bliver mødt af din guide, som kører dig til Springlands Hotel i den lille by Moshi – en køretur på ca. 1 time. Fra Moshi får du det første glimt af Kilimanjaros sneklædte top. Byen emmer af afrikansk kultur og atmosfære og byder på eksotiske oplevelser, ikke mindst på det lokale marked og i de mange små butikker.
Om eftermiddagen er der velkomstmøde, hvor guiden vil gennemgå udstyr og de næste dages tur mod toppen.
Højder: Moshi: 915 m.o.h.
Efter morgenmaden forlader du Moshi og kører til landbyen Machame – en køretur på 50 min. Her møder du dit team af guider, kokke og bærere, som forbereder og pakker dit udstyr. Herefter går turen til Machame Gate, som er den sydvestlige indgang til Kilimanjaro Nationalpark. Her er der indtjekning og registrering, inden du begynder din vandring gennem regnskoven til toppen af Kilimanjaro. Kilimanjaro består af tre udslukte vulkaner; Kibo med det højeste punkt Uhuru (5.895 m.o.h.), Mawenzi (5.149 m.o.h.) og Shira (3.962 m.o.h.).
Gennem det første stykke af ruten i de lave højder kan det være vådt og mudret. Du vandrer langs smukke stier gennem den tætte regnskov, hvor du måske er heldig at få et glimt af dyrelivet, fx de meget smukke og meget sjældne sort/hvide colobus aber. Bærerne går i forvejen, så dit telt står klar, når du ankommer til Machame Camp.
Højder: Moshi: 915 m.o.h., Machame Gate: 1.634 m.o.h., Machame Camp: 2.834 m.o.h.
Højdemeter fra Moshi til camp: 1.919 m ⭡
Distance: 11 km
Vandretid: 6-7 timer
Du vandrer det sidste stykke gennem regnskoven, og snart åbner hedelandskabet sig og stierne bliver mere stenede. Du vandrer over Shira plateauet med udsigt til Kilimanjaro Western Breach, som er den vestlige kraterkant med den fantastiske gletsjer. Du er nu vest for den udslukte vulkan Kibo på den modsatte side af Marangu ruten og efter et kort hike mod vest ankommer du til Shira 2 Camp.
Højder: Machame Camp: 2.834 m.o.h., Shira 2 Camp: 3.840 m.o.h.
Højdemeter fra camp til camp: 1.006 m ⭡
Distance: 5 km
Vandretid: 4-5 timer
I dag vandrer du mod øst. Landskabet bliver mere tørt, bart og stenet jo højere du kommer op. Undervejs bliver du belønnet med smukke udsigter til Kibo og Mt. Meru, som stikker op af de hvide skyer bag dig. Efter et par timers vandring når du det berømte Lava Tower, som stammer fra Kilimanjaros tidligere vulkanske aktivitet.
Efter frokost ved foden af Lava Tower venter nedstigningen til Barranco Camp, som ligger i en dal under Great Barranco Wall. Hvis vejret tillader kan du nyde en fantastisk solnedgang fra Barranco Camp, ligesom der er en storslået udsigt til toppen af Kilimanjaro, et flot kig ned ad bjergets side mod dalen og yderligere mod øst den 300 meter høje Great Barranco Wall.
Dagens etape vil byde dig udfordringer både terræn- og højdemæssigt, så husk at tage det roligt og lyt til din krop. Selv om du slutter dagen med kun +110 højdemeter, er du undervejs oppe på +790 højdemeter ved Lava Tower, inden du går ned til Barranco Camp. Der er mange, som mærker de første tegn på højdesyge i disse højder, så vær opmærksom på de mindste tegn og informer guiden herom.
Højder: Shira 2 Camp: 3.840 m.o.h., Lava Tower: 4.630 m.o.h, Barranco Camp: 3.950 m.o.h.
Højdemeter fra camp til camp: 110 m ⭡
Distance: 15 km
Vandretid: 7 timer
Efter en nat under den imponerende Great Barranco Wall og et solidt morgenmåltid klatrer du op ad den berygtede klippevæg. Noget som heldigvis er lettere end det ser ud til. På toppen under Heim gletsjeren, der hænger som kæmpe is-gardiner ud over massivet, folder Kilimanjaros skønhed sig ud på fantastisk vis.
Ruten fører ned gennem Karanga Valley og går sammen med Mweka ruten, som du følger resten af vejen mod Kilimanjaros top. Efter en times vandring kommer du til Barafu Camp. Barafu Camp ligger udsat på en højderyg. Grunden er stenet og det blæser oftest meget. Sørg for at gøre dig bekendt med terrænet omkring campen, inden mørket falder på. Så er du velforberedt, når opstigningen til toppen starter kort efter midnat.
Forbered dit udstyr og varme tøj til næste dags vandring til toppen og opbevar drikkevand i en termoflaske, så det ikke fryser til is. Sørg for at gå tidligt i seng for at få de menneskelige batterier ladet op til Kilimanjaros ultimative udfordring.
Højder: Barranco Camp: 3.950 m.o.h., Barafu Camp: 4.600 m.o.h.
Højdemeter fra camp til camp: 650 m ⭡
Distance: 8 km
Vandretid: 6-8 timer
Omkring midnat står du op og du får serveret en snack, inden du i mørke starter den sidste opstigning til toppen. Det vanskelige terræn de ca. 6 timer frem til Stella Point er den største udfordring for de fleste. Målet er at nå Stella Point kort tid efter solopgang, så du kan nyde den rødglødende solopgang her. Hvilet bliver ikke langt, da det ellers bliver nærmest uoverkommeligt at komme i gang igen som følge af kulde og træthed. Du fortsætter langs kraterkanten og det sidste stykke er en jævn stigning. Afhængig af årstiden kan du risikere, at der er sne det sidste stykke til dit endelige mål, som er Uhuru Peak, toppen af Kilimanjaro og toppen af Afrika. Når du toppen 5.895 m.o.h., kan du klappe dig selv på skulderen, nyde den fantastiske udsigt og tage et selfie ved Uhuru Peak skiltet, som evigt minde.
Herefter starter nedstigningen til Barafu Camp, det tager ca. 3 timer. Her får du et velfortjent, men kort hvil, inden du vandrer videre ned ad en stenet sti til Mweka Camp, hvor der venter dig en velfortjent nattesøvn. Lejren ligger i den øverste del af skoven, hvor der ofte er tåge og regn sidst på eftermiddagen. Højdepunktet er, at der her venter varmt vand og varm mad.
Højder: Barafu Camp: 4.600 m.o.h., Uhuru Peak: 5.895 m.o.h., Mweka Camp: 3.100 m.o.h.
Højdemeter fra camp til camp: 1.500 m ⭣
Distance: 5 km op og 12 km ned
Vandretid: 6-7 timer op, 7 timer ned
Turens sidste vandreetape er 3 nemme timer gennem nationalparken til Mweka Gate. Her tjekker du ud, inden du bliver kørt tilbage til landsbyen Moshi. På hotellet venter dig en velsmagende frokost og et – med længsel ventet – dejligt varmt bad. Alle der har gennemført bestigningen får overrakt et diplom.
Højder: Mweka Camp: 3.100 m.o.h., Mweka Gate: 1.850 m.o.h., Moshi: 915 m.o.h.
Højdemeter fra camp til Moshi: 2.185 m ⭣
Distance: 10 km
Vandretid: 3-4 timer
Guiden henter jer på hotellet, og så går turen videre med safari i Tarangire National Park. Tarangire National Park (2.600 km2) med sit enorme panoramalandskab, der favner ni forskellige vækstzoner. I oplever en savanne fyldt med majestætiske baobabtræer og akacier, der næsten tager opmærksomheden fra de mange dyr.
Dette landskab gennemskæres af den livgivende Tarangire flod, som aldrig udtørrer. Hertil søger store flokke af bøfler og en af de største koncentrationer af elefanter noget sted i verden. I kan være heldige at se flokke på op til hundrede elefanter. Her finder I også geparder, leoparder, løver, hyæner, træklatrende pytonslanger og alskens byttedyr: kudu, impala, gazeller osv.
Efter morgenmaden og check ud fra hotellet går turen til Lake Manyara Nationalpark. Dette er en af Tanzanias mindste nationalparker på 330 km2, hvoraf selve søen dækker godt totredjedele – lidt afhængig af årstiden.
Det var her – ved søens sydlige bred – at Ernest Hemingway i midten af 1930’erne havde sin lejr, mens han gik på jagt efter den største og smukkeste kudu i det nærvedliggende område, vi idag kender som Tarangire Nationalpark.
Lake Manyara Nationalpark blev etableret i 1960 med henblik på at bevare regionens helt unikke økosystem, og i 1981 blev parken en del af UNESCOs Man and the Biosphere Programme (MAB).
Området er en del af den spektakulære, Great Rift Valley, som går hele vejen gennem det afrikanske kontinent fra Mellemøsten til Mozambique. Forskerne mener, at dette riftsystem med tiden vil få den afrikanske kontinentalplade til at dele sig i to seperate kontinentalplader og dermed rive en stor del af det afrikanske kontinent løs fra resten.
Nationalparken, som er smal og lang, er mod øst afgrænset af selve søen, Lake Manyara og mod vest af de op til 600 meter høje Rift Valley-skråninger. Herimellem ligger både åbne græssletter, en junglelignende skov, mangrove, varme kilder og sumpe. Diversiteten er uovertruffen, og det er imponerende at se, hvor drastisk naturen skifter på et relativt lille område. Med de mange forskellige habitater følger også en stor variation i dyreliv – omend dyrene kan være vanskelige at få øje på midt i alt det frodige.
Den store biodiversitet i parken tiltrækker også mange fugle – her er registreret mere end 400 forskellige fuglearter.
Selve Manyara sø er en sodasø, og vandstanden svinger meget alt efter, hvornår det er regntid og tørtid. Langs søens bred kan man være heldig at se store flokke af flamingoer.
Efter denne sidste naturoplevelse bliver du kørt til lufthavnen, hvorfra hjemrejsen starter.
Du ankommer i Danmark efter en oplevelse for livet.
|
Ingun er vores Afrika-specialist. Hun rejste til Afrika første gang i 2002 og har mere end 10 års erfaring med at hjælpe andre på deres drømmerejse.
Vi ved, at din tid er dyrebar. Derfor er vores mål at give dig den bedst mulige personlige service, og det er vigtigt for os, at du føler dig tryg på hele rejsen. Vi sidder klar til at hjælpe dig fra det øjeblik, du booker, til du er vendt hjem igen.
Vi tilbyder en bred vifte af destinationer, der hver især har deres egen unikke historie at byde på, formet af lokale kulturer, fascinerende dyreliv og naturens skønhed.
Vi skaber rejser på baggrund af vores rejsespecialister og -eksperters omfattende research og førstehåndserfaringer. Hver rejse er tilrettelagt med henblik på at præsentere dig for det bedste, hver destination har at byde på.
Nyd at slappe af i tryg forvisning om, at din rejse er i sikre hænder. Vi er medlem af den danske Rejsegarantifond (medlemsnummer 1778). Helt grundlæggende betyder det, at du som rejsende er sikret økonomisk og kan få din rejse erstattet, hvis vi mod forventning skulle gå konkurs.