Rejser til Kilimanjaro
Tag med på vores rejser til Kilimanjaro og bestig det smukke bjerg via én af vores 5 forskellige ruter, der hver især byder på et fantastisk og udfordrende eventyr.
Alle vores rejser til Kilimanjaro kan afsluttes med oplevelser på en safari i Tanzania, badeferie på en rejse til Zanzibar eller en kombination af safari og Zanzibar.
Herunder kan du læse mere om Kilimanjaro og vores forskellige muligheder for at bestige Afrikas højeste bjerg.
Afrikas højeste bjerg
Kilimanjaro ligger i Tanzania i Østafrika, tæt på grænsen til Kenya. Kilimanjaro er verdens højeste fritstående bjerg.
Bjerget rejser sig 4.065 meter op over højsletten, som ligger 1.830 meter over havets overflade. Med en samlet højde på 5.895 meter over havets overflade (m.o.h.), kan Kilimanjaro også kalde sig Afrikas højeste bjerg.
Bjerget består af tre udslukte vulkaner; Kibo med det højeste punkt Uhuru beliggende 5.895 m.o.h., Mawenzi beliggende 5.149 m.o.h. og Shira beliggende 3.962 m.o.h.
Bestigning af Kilimanjaro via 5 forskellige ruter
Kilimanjaro har i mere end 100 år tiltrukket eventyrlystne bjergbestigere. De første forsøg på at nå toppen blev foretaget i sidste halvdel af 1800-tallet, og dengang var der ingen fastlagte ruter.
I dag er der flere ruter, og vi tilbyder 5 forskellige trekkingruter til toppen af Kilimanjaro. Målet for alle ruter er Uhuru Peak, det højeste punkt på Kilimanjaro, der er 5.895 meter over havets overflade.
Ruterne adskiller sig dog både i forløb op ad bjerget, i længde og antal dage, som ruten tager at gennemføre.
Herunder kan du læse om de væsentligste forskelle mellem ruterne.
- 2 ruter starter sydfra: Machame og Marangu
- 2 ruter starter vestfra: Lemosho og Shira
- 1 rute starter nordfra: Rongai
Machame ruten – også kendt som Whiskey ruten
Machame ruten starter fra syd og regnes for at være en af de smukkeste ruter. Machame har stor succesrate, især hvis man vælger en akklimatiseringsdag og dermed bruger 6 nætter på selve trekkingturen.
Rutens andet navn “Whiskey ruten“ menes at være opstået, fordi ruten går i et roligt tempo mod toppen – ligesom når man nyder en god whisky.
Nedstigningen foregår ad Mweka ruten.
Marangu ruten – også kendt som Coca Cola ruten
Marangu ruten er den letteste og korteste rute til Kilimanjaros top, og er derfor meget populær.
Selvom ruten regnes for at være den letteste, så har Marangu ruten generelt den laveste succesrate, hvilket skyldes den korte tid man har til at nå toppen på mange ture. Også derfor har TourCompass på forhånd lagt en akklimatiseringsdag ind, så chancerne for at nå toppen øges.
Marangu er den eneste rute, hvor du sover i hytter fremfor telte.
Ruten er også kendt som “Coca Cola ruten“, fordi det er muligt at købe sodavand og snacks langs ruten. Marangu regnes for at være den mindst sceniske af ruterne, da op- og nedstigningen foregår ad samme rute.
Rongai ruten
Rongai ruten starter fra nordøst, tæt på grænsen til Kenya. Ruten er mere scenisk end Marangu og lettere end Machame.
På de første 4 dage på ruten kommer du gennem meget smuk og uspoleret natur, med gode chancer for at se nogle af Afrikas ikoniske dyr. Rongai ruten er derudover mindre besøgt end de andre ruter. Ruten er fladere i længere tid og succesraten er meget høj.
Nordsiden af Kilimanjaro er generelt tørrere end sydsiden, hvilket gør Rongai ruten til den foretrukne rute i de våde måneder. Fra Rongai ruten får man ofte flotte kig til Kilimanjaros top, det sker ikke så ofte fra sydsiden.
Nedstigningen foregår ad Marangu ruten.
Lemosho ruten
Lemosho ruten er en af de længste ruter og den med den højeste succesrate. Det skyldes de gode akklimatiseringsmuligheder, der er på denne rute.
Lemosho ruten regnes også for at være den smukkeste, fordi du både møder forholdsvis uberørt natur og derudover er det muligt at opleve en enestående udsigt til de dramatiske kløfter på Kilimanjaros vestside.
De første par dage kan trekkere opleve at se større dyr som antiloper, bøfler og en sjælden gang elefanter. Man trekker over Shira-plateauet, der er et af verdens største højsletteplateauer.
Nedstigningen foregår ad Mweka ruten.
Shira ruten
Shira ruten er næsten identisk med Lemosho, bortset fra et vigtigt punkt: startstedet ligger væsentligt højere oppe. Pga. den hårdere og mere krævende start, er succesraten på Shira ruten også lavere.
Startpunktet for Shira ruten ligger også så højt, at der ikke er store chancer for at opleve dyr. Til gengæld møder du et meget varieret landskab med både regnskov, hede og alpin-ørken.
Nedstigningen foregår ad Mweka ruten.
Undgå højdesyge
Selvom Kilimanjaro rent teknisk ikke er svær at bestige, så er der en risiko for at få højdesyge, hvis ikke kroppen får lov at vænne sig til den højdeforskel, man oplever undervejs i bestigningen.
Både vandretempo og akklimatisering er vigtige elementer for at undgå højdesyge:
Vandretempo
Pole-pole. Den sætning hører man mange gange fra guider og bærere under bestigningen af Kilimanjaro.
Det er swahili og betyder ”tag det roligt”. Og når du bestiger Kilimanjaro er det vigtigt at tage det roligt og gå langsomt frem, da det er med til at sikre, at du har kræfter nok til at nå hele vejen til toppen.
Akklimatisering
Akklimatisering er et andet vigtigt element for at nå toppen. Akklimatisering handler om at kroppen langsomt vænner sig til det mindre iltindhold, der er i luften jo højere du kommer op.
I praksis betyder det, at man går mange højdemeter op i løbet af dagen og så går man ned til samme udgangspunkt eller næsten samme udgangspunkt hen på eftermiddagen. Princippet hedder at ”klatre højt, sove lavt”. På denne måde vænner kroppen sig løbende til højderne, hvilket øger chancen for at nå toppen.
På flere af vores rejser er der indlagt en ekstra akklimatiseringsdag. Derudover er det muligt at tilvælge en ekstra dag til akklimatisering, når du bestiller.
Bærere, indkvartering og forplejning
På vores rejser tager professionelle bærere sig af al dit udstyr, inklusive telte. Hver dag pakker de teltene sammen, går i forvejen til næste overnatningssted, hvor de igen sætter teltene op.
Al overnatning sker i telte, med undtagelse af Marangu ruten, hvor overnatning foregår i primitive sovesalsagtige hytter.
Kokke tilbereder maden, og hver morgen starter du med et solidt morgenmåltid, så du har energi nok til dagens vandring. Afhængig af dagen får du enten en frokostpakke med eller så venter der dig et varmt måltid i campen, når du når frem. Middag serveres i et middagstelt eller på et tæppe udenfor.
Vejret på Kilimanjaro
Klimaet på Kilimanjaro er stærkt påvirket af passatvindene.
Sydøstpassaten fra Det Indiske Ocean trækker megen fugtighed med sig, som falder som regn eller sne på Kilimanjaros skråninger. Nordøstpassaten er en tør, men stærk blæst.
Det betyder, at marts, april og maj er de vådeste måneder på bjerget med regn på den nederste del, og med snedække, klar luft og blæst højere oppe.
Fra juni til oktober er det normalt tørt og klart.
I november regner det også, dog ikke så meget som i perioden marts til maj.
Fra december til maj er det almindeligt at opleve sne og minusgrader (især om natten) over trægrænsen.
De bedste måneder til trekking på Kilimanjaro er januar, februar og juni til oktober. Dog kan Kilimanjaro bestiges året rundt, så længe du er forberedt på, at der ikke er nogen garantier for vejret. Der kan være store udsving fra år til år. Derfor handler det om at være godt forberedt udstyrsmæssigt, uanset hvornår du vælger at bestige Kilimanjaro.
Skal du være bjergbestiger for at bestige Kilimanjaro?
Du behøver ikke være bjergbestiger for at bestige Kilimanjaro.
Til forskel fra de fleste andre bjerge af denne højde kræver en topbestigning af Kilimanjaro ikke særligt bjergbestigningsudstyr.
Det er dog vigtigt at du er i almindelig god form, og dit tøj og andet udstyr skal kunne klare kulden, blæsten og nedbøren, især over trægrænsen.
Sidst, skal du have viljen og lysten til at bestige det majestætiske bjerg.
Har du spørgsmål?
Vi har samlet al praktisk information om Kilimanjaro på vores side ”Praktisk information”. Her kan du læse mere om vejret, vegetationszoner, højdesyge, pakkelister og meget mere.
Derudover er du som altid meget velkommen til at kontakte vores rejsekonsulenter, der sidder klar til at besvare dine spørgsmål om at bestige Kilimanjaro, kombinationsmuligheder eller vores oplevelsesrejser.
Vi glæder os til at hjælpe dig på dit livs rejse.
TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende