Bådtur til én af Galapagos’ fortryllende øer
Tag med på en heldagsbådtur til én af de nærliggende øer North Seymour, South Plaza, Bartolomé eller Santa Fé, og oplev endnu mere af Galapagos fortryllende natur og dyreliv.
Da de lokale myndigheder afgør hvilke øer, der er åbne for besøg for at beskytte den sårbare natur, kan vi ikke garantere dig hvilken ø, du besøger. Men vi kan garantere, at det bliver en stor naturoplevelse, uanset hvilke af de 4 øer nedenfor, du kommer til at besøge.
Din guide vil oplyse dig om mødested og tidspunkt for din udflugt dagen før. Transport til og fra mødestedet er ikke inkluderet, da det er i gåafstand fra dit hotel i Puerto Ayora.
North Seymour (Seymour Norte):
Går turen til North Seymour, kan du glæde dig til at opleve store kolonier af fregatfugle og blåfodede suler, der ynder at bygge reder her. Landskabet består primært af sand og sten, og øen udforskes til fods med din dygtige naturguide. På denne ø kan du opleve et varieret dyreliv med mange forskellige havfugle, søløver, land- og havleguaner.
North Seymour ligger nord for Santa Cruz, og fra Puerto Ayora bliver du kørt op til Itabaca-kanalen, hvorfra du sejler ca. 45 minutter ud til øen.
På vejen tilbage gøres der stop ved den smukke isolerede strand Playa Las Bachas, hvor der er mulighed for at snorkle i det klare vand og opleve livet under havoverfladen. Nær stranden ligger en lille lagune, hvor flamingoer holder til.
South Plaza (Plaza Sur):
Går turen til South Plaza, bliver du kørt til den nordlige del af øen, hvor båden venter. Efter ca. 15 minutters sejlads gøres der stop ved Punta Carrion, som er et fantastisk sted for snorkling. Her kan du være heldig at opleve både rokker, søløver og hvidtippede revhajer.
Herefter sejler du videre til South Plaza, som ligger på den østlige side af Santa Cruz og er en af de mindste øer i Galapagos-øgruppen. På trods af øens lille størrelse er den hjemsted for et stort antal dyrearter og kendt for sit enestående planteliv.
På South Plaza vil du stort set overalt kunne se figenkaktusser og planten sesuvium edmonstonei, som kun findes på Galapagos. Øen er også hjemsted for landleguaner, og du vil måske kunne spotte én, der venter i skyggen af en figenkaktus på, at dens frugt falder ned på jorden. Ved vandkanten vil der være mulighed for at opleve søløver og havfugle som f.eks. svalehalemåger og rødnæbbede tropikfugle.
Bartolomé:
Bartolomé er én af de smukkeste øer i Galapagos-øgruppen. Den er især kendt for sit imponerende landskab med røde, orange, grønne og sorte farver og den spidse vulkandannede klippe ved navn Pinnacle Rock.
Fra Puerto Ayora bliver du kørt op til Itabaca-kanalen, og herfra er der ca. 2 timers sejlads til den lille ø, der ligger nord for Santa Cruz. Sammen med din dygtige naturguide vandrer du til toppen af øen, hvorfra du kan nyde den smukke panoramaudsigt over det vulkanprægede landskab, naboøen Santiago og Pinnacle Rock. Efter vandreturen er der mulighed for at slappe af på den hvide sandstrand eller tage på snorkeltur og nyde det fantastiske marineliv med mulighed for at møde farverige fisk, havskildpadder, hvidtippede revhajer og måske endda spotte galapagospingvinen, der er den næstmindste pingvin i verden, og som kun holder til ved Galapagos.
Santa Fé:
Santa Fé ligger sydøst for Santa Cruz, og fra Puerto Ayora er der ca. 1,5 times sejlads ud til øen. Her bliver du budt velkommen af en stor søløve-koloni, som holder til på den hvide sandstrand.
Landskabet på øen er dækket af figenkaktusser og planten sesuvium edmonstonei, og du vil desuden kunne se det grålige træ palo santo, hvis spanske navn betyder ’helligt træ’. Du oplever mange forskellige fuglearter her, både land- og havfugle og ikke mindst Santa Fé-landleguanen.
Efter frokost tilbage på båden er det tid til en snorkeltur i det klare vand, hvor flotte farverige fisk venter. Det er dog en svømmetur med de nysgerrige og legesyge søløver, der er dagens hovedattraktion.
Turen inkluderer engelsktalende guide, frokost og lån af snorkelmaske.
Husk at medbringe: Gode vandresko, badetøj, håndklæde, solcreme, solhat og solbriller.
Varighed: ca. 7-9 timer
Pr. person fra: 2.655 kr. |