Oplev Costa Ricas imponerende natur og fascinerende dyreliv med et besøg til Tortuguero Nationalpark, Arenal-vulkanen og Monteverdes tågeregnskov, og slut af ved Manuel Antonios smukke strande.
Oplev Costa Ricas imponerende natur og fascinerende dyreliv med et besøg til Tortuguero Nationalpark, Arenal-vulkanen og Monteverdes tågeregnskov, og slut af ved Manuel Antonios smukke strande.
Omfattende udflugtspakke:
Tag med på en spændende rundrejse til Costa Rica, hvor du vil opleve landets imponerende dyreliv og fantastiske natur med frodig jungle, majestætiske vulkaner, naturlige varme kilder, mystisk tågeregnskov og strande i verdensklasse.
Rejsen starter i Costa Ricas hovedstad San José og går herfra til den frodige jungle i Tortuguero Nationalpark. Her er du omgivet af smuk natur og et spændende dyreliv, og al transport foregår i båd ad Tortugueros mange kanaler.
Herfra går turen mod den ikoniske Arenal-vulkan ved byen La Fortuna, hvor der bl.a. er mulighed for at vandre i Arenal Volcano Nationalpark, besøge de termiske bade, tage på mountainbiketur ved Arenal-søen eller opleve Costa Ricas natteaktive dyr på en aftensafari.
I Monteverde mærker du mystikken på en guidet vandretur ad hængebroer i tågeregnskovens trætoppe.
Efter en spændende rundrejse afsluttes turen i Manuel Antonio, hvor du kan kombinere afslappende badeferie med et besøg til Costa Ricas mest berømte nationalpark af samme navn.
I dag er der afrejse fra Danmark, og turen går til Costa Rica med mellemlanding(er) undervejs. Du ankommer til hovedstaden San José, hvor du bliver hentet af en chauffør i lufthavnen, som kører dig til dit hotel – en køretur på ca. 45 min.
San José ligger 1.172 meter over havoverfladen i den centrale del af landet med et dejligt forårslignende klima året rundt. Byen blev etableret i begyndelsen af det 18. århundrede, og ca. 50 år senere stiftede man en tobaksfabrik og forbedrede adgangen til vand, hvilket fik byens befolkning og økonomi til at vokse. I begyndelsen af det 19. århundrede blev San José gjort til Costa Ricas hovedstad, og i dag er det en moderne by med et aktivt handelsliv og stærke kunstneriske og arkitektoniske udtryk.
Denne morgen bliver du hentet på dit hotel og kørt til vores samarbejdspartners kontor, hvor I sammen vil gennemgå rejsens program og andre praktiske spørgsmål.
Resten af dagen er til fri disposition, hvor der er mulighed for at udforske hovedstaden på egen hånd eller tilkøbe ekstra udflugter.
Du kan bl.a. udforske San Josés historiske kvarter Barrio Amón, hvor koloniale palæer er blevet omdannet til gallerier for moderne kunst, og byens gastronomiske centrum Barrio Escalante. Du kan også nyde naturen i Parque Metropolitano La Sabana, der er Costa Ricas største bypark, eller du kan besøge markedet Mercado Central og shoppe souvenirs eller prøve den nationale ret ved navn ”casado”, der hovedsageligt består af ris, bønner og kød.
Tidligt denne morgen går turen mod Tortuguero Nationalpark på den caribiske kyst. På vejen kører du forbi en masse bananplantager, som har stor betydning for Costa Ricas økonomi, da Costa Rica er en af verdens største eksportører af bananer.
Det er ikke muligt at køre hele vejen til din lodge, så når vejen slutter, bliver bussen udskiftet med båd, og du fortsætter ad de små kanaler til lodgen, som ligger midt i Tortugueros frodige vådområde.
Efter ankomst og check-in venter en lækker frokost i lodgens restaurant. Om eftermiddagen besøger du den lille landsby Tortuguero sammen med en lokal guide. Han viser dig rundt i byen og fortæller om, hvordan det er at leve i en så afsidesliggende by, at man kun kan komme dertil med båd eller fly.
Efter aftensmaden, når mørket falder på, vågner mange af nationalparkens dyr og insekter, og det er en magisk oplevelse at sidde og lytte til naturens lyde fra din lille veranda.
Under dit ophold i Tortuguero kommer du på en spændende bådtur på nationalparkens kanaler, hvor en dygtig guide vil hjælpe dig med at spotte parkens beboere, som f.eks. dovendyr, tapirer, kaimaner, leguaner, araer, tukaner og de tre fascinerende abearter: edderkoppeaber, brøleaber og kapucineraber. Du vil også få et indblik i parkens eksotiske planteliv.
Om eftermiddagen har du tid på egen hånd, som kan bruges på vandreture ad de små stier i parken, afslapning ved lodgens pool eller en gåtur langs stranden. Det er også muligt at tilkøbe ekstra udflugter på lodgen.
Nationalparkens navn kommer af det spanske ord ”tortuga”, der betyder ”skildpadde” på dansk, og som navnet antyder, er parken kendt for sine mange skildpadder. Alt afhængigt af dit held og hvornår du besøger parken, kan du opleve skildpadderne gå i land på stranden for at lægge æg i sandet. I perioden februar – juli vil der være størst mulighed for at se læderskildpadden, karetteskildpadden (både ”hawksbill” og ”loggerhead”) og den grønne havskildpadde.
Skildpadderne lægger oftest deres æg, når solen er gået ned, og efter kl. 18.00 må du kun færdes på stranden med en guide. Det er nemlig vigtigt, at du ikke forstyrrer eller skræmmer havskildpadderne, når de kommer op på land for at lægge deres æg. Sørg derfor for ikke at larme, og brug hverken lommelygte eller kamera med blitz.
Det er blevet tid til at forlade Tortuguero Nationalpark, og med båd og derefter bus går turen vestpå til den lille by La Fortuna. Undervejs gøres der stop ved en restaurant, hvor din inkluderede frokost serveres.
La Fortuna ligger for foden af Costa Ricas mest kendte vulkan, Arenal, der ligger 1.670 meter over havoverfladen. Arenal-vulkanen var inaktiv i mere end 400 år indtil et voldsomt udbrud i 1968, som forårsagede store ødelæggelser og begravede flere små landsbyer. Den betegnes som én af Costa Ricas mest aktive vulkaner, men siden 2010 har vulkanen været slumrende.
Du ankommer til La Fortuna om eftermiddagen og har resten af dagen til fri disposition.
Formiddagen er til fri disposition. Her kan du slappe af på hotellet, eller du kan udforske området på egen hånd, inden du senere på dagen skal på udflugt.
Om eftermiddagen bliver du hentet på hotellet og kørt til et privat reservat tæt ved Arenal-vulkanen. En lille sti på ca. 1 kilometer tager dig op til et udkigspunkt, hvorfra du har en fantastisk udsigt til vulkanen, Laguna Verde og Arenal-søen. Din guide giver dig spændende information om vulkanens historie.
Bagefter går du en tur i skovområdet for foden af vulkanen. Guiden fortæller om floraen og faunaen, og du kan være heldig at spotte dyr som f.eks. tukaner, påfugle, slanger og aber på den lille vandretur.
Om eftermiddagen vil du blive kørt tilbage til dit hotel, efter en spændende og oplevelsesrig dag. Du har også mulighed for at forlænge turen med en skøn wellness-oplevelse til varme kilder, som La Fortuna er meget kendt for. Se mere nedenfor.
Bemærk: Mindstealder for at deltage på vandreturen på Arenal-vulkanen er 8 år. Hvis I rejser med børn under 8 år, vil I i stedet for vandreturen komme på en sejltur på Arenal-søen, hvor en guide vil fortælle alt om vulkanens historie. Der er et mindre tillæg for denne tur.
Dagen i dag er til fri disposition.
Området omkring Arenal er populært inden for ridning, rafting, ziplining, ATV-ture, mountainbiking, kajakroning og mange andre aktiviteter.
I nærheden af Arenal findes det kendte vandfald La Fortuna, som er beliggende ved foden af vulkanen Chato. Vandfaldet udspringer fra Tenorio-floden, hvis vand løber gennem Arenal-bjergkæden og regnskoven, indtil det falder 70 meter ned i en lagune.
Du kan selv tage en taxa til det høje vandfald og bade i lagunen under vandfaldet. Taxaen vil sætte dig af på parkeringspladsen, hvorfra gåturen ned til vandfaldet tager ca. 20 min via en bro og trapper gennem den frodige regnskov, hvilket giver gode chancer for at spotte tukaner, aber og andre tropiske dyr på din vej. Du kan også besøge nogle af de varme kilder i området, du ikke prøvede i går, eller du kan tilkøbe en ekstra udflugt.
Efter morgenmaden bliver du hentet på hotellet og kørt til Arenal-søen. Ved ankomst venter en båd på at sejle dig og din bagage over på den anden side af søen, hvor du bliver hentet og kørt sydpå til byen Monteverde – en tur på ca. 4 timer. Monteverde er bedst kendt for sin magiske tågeregnskov af samme navn, som du godt kan glæde dig til at besøge i morgen.
I dag går turen til Monteverde tågeregnskov, der er et enestående naturområde, som ligger 1.440 meter over havets overflade. Regnskoven er også kendt som ”skoven i skyerne” på grund af sin beliggenhed og den høje luftfugtighed, der ”fanger” fugten i området og giver regnskoven sin karakteristiske tåge.
Her venter dig en spændende vandretur på ca. 2,5 kilometer i trætoppene! Mens du går på hængebroer mellem træerne, vil du kunne mærke den helt særlige og mystiske stemning, som tågedannelsen giver dette fortryllende landskab. Du er omgivet af orkidéer, bregner, mos, enorme træer og utallige plantearter, der vokser på træernes stammer. Fra den magiske skovs trætoppe kvidrer farverige fugle som den gyldenbrynede organist, den kobberissede smaragd, quetzal-fuglen og mere end 400 andre fuglearter, der gør skoven til et sandt paradis for fugleinteresserede.
Efter et par timer bliver du kørt tilbage til din lodge, hvor resten af dagen er til fri disposition. Her kan du slappe af på lodgen, udforske området på egen hånd eller tilkøbe en ekstra udflugt.
Du bliver hentet på din lodge, og turen går til Manuel Antonio, hvor du har tre overnatninger. Turen til Manuel Antonio tager ca. 5 timer.
Manuel Antonio ligger i det vestlige Costa Rica ud mod Stillehavet og er især kendt for sin nationalpark af samme navn. Nationalparken er en af Costa Ricas mindste, men mest kendte og populære af landets 27 nationalparker. Parken er udråbt til at være blandt de smukkeste nationalparker i verden, da den består af en frodig grøn regnskov, der strækker sig helt ud til de smukke hvide sandstrande og det turkise hav, hvilket gør parken billedskøn. Manuel Antonio Nationalpark er desuden hjemsted for et utal af forskellige dyrearter og er en af de mest artsrige nationalparker i verden. Her kan du bl.a. være heldig at se dødningehovedaber, hvidhovedede kapucineraber, kappe-brøleaber, edderkoppeaber, dovendyr, hvidnæsede næsebjørne, leguaner, rødøjede løvfrøer, tukaner, kolibrier og farverige sommerfugle.
Efter ankomst til dit hotel har du resten af dagen på egen hånd.
De næste dage er til fri disposition.
Vi anbefaler selvfølgelig, at du én af dagene tager ind i nationalparken og oplever parkens imponerende flora og fauna. Tag gerne afsted tidligt om morgenen, hvor der er færrest besøgende og størst chance for at opleve dyrelivet. Parken har afmærkede stier, og det er nemt selv at finde rundt derinde. Du kan også vælge at tilkøbe en tur med en guide, hvis du gerne vil have mere viden om den natur, du oplever.
Husk at tage badetøj med, da strandene inde i parken er fantastiske. Stranden Playa Manuel Antonio er kåret til én af de bedste i verden.
Vær opmærksom på, at nationalparken er lukket en dag om ugen, som regel mandag eller tirsdag.
Uden for nationalparken ligger endnu en smuk strand, Playa Espadilla, hvor du kan solbade i skyggen af frodige træer og nyde udsigten over Stillehavet eller svømme og snorkle i vandet og udforske livet under havets overflade. Du kan også tilkøbe en ekstra udflugt.
Manuel Antonio by er meget lille, men har alligevel flere butikker og hyggelige restauranter, hvor du både kan finde gourmetmad og lokale costaricanske retter i alle prisniveauer.
Det er blevet tid til at sige farvel til Costa Rica. Du bliver hentet på dit hotel og kørt til lufthavnen i San José, hvorfra du rejser mod Danmark med mellemlanding(er) undervejs.
Du ankommer til Danmark efter en oplevelsesrig ferie.
|
Drømmer du om at opleve Costa Ricas største og mest biodiverse nationalpark med enestående natur og et fantastisk rigt dyreliv? Så skal du forlænge din rejse med denne tur til kronjuvelen blandt landets nationalparker; Corcovado Nationalpark.
Den skønne nationalpark ligger i det sydvestlige Costa Rica på Osa-halvøen, der regnes for et af de mest biodiverse områder i verden. Her findes et unikt økosystem og et mangfoldigt dyreliv – både til lands i nationalparken og under havets overflade ved øen Caño. Parken huser en af verdens største populationer af den lyserøde ara, og derudover kan du bl.a. opleve aber, tapirer, dovendyr og myreslugere. Hvis du er ekstra heldig, kan du også opleve nogle af Costa Ricas sjældne kattedyr som jaguaren og pumaen.
Under dit ophold ved Corcovado Nationalpark overnatter du i Drake Bay, som ligger på den nordlige del af Osa-halvøen. Drake Bay er det perfekte udgangspunkt for dine spændende udflugter i området, da den isolerede by med blot få hoteller og lodges ligger tæt på både nationalparken og havet. Her kan du virkelig nyde lyden af det brusende hav og fuglenes kvidren.
Tom er vores Latinamerika-specialist. Han har siden midten af 1990erne rejst utallige gange i Mellem- og Sydamerika og han elsker at hjælpe andre med at komme på drømmerejsen dertil.
Vi ved, at din tid er dyrebar. Derfor er vores mål at give dig den bedst mulige personlige service, og det er vigtigt for os, at du føler dig tryg på hele rejsen. Vi sidder klar til at hjælpe dig fra det øjeblik, du booker, til du er vendt hjem igen.
Vi tilbyder en bred vifte af destinationer, der hver især har deres egen unikke historie at byde på, formet af lokale kulturer, fascinerende dyreliv og naturens skønhed.
Vi skaber rejser på baggrund af vores rejsespecialister og -eksperters omfattende research og førstehåndserfaringer. Hver rejse er tilrettelagt med henblik på at præsentere dig for det bedste, hver destination har at byde på.
Nyd at slappe af i tryg forvisning om, at din rejse er i sikre hænder. Vi er medlem af den danske Rejsegarantifond (medlemsnummer 1778). Helt grundlæggende betyder det, at du som rejsende er sikret økonomisk og kan få din rejse erstattet, hvis vi mod forventning skulle gå konkurs.