En rejse til Tanzania byder på alt fra safari og bjergbestigning til badeferie og byliv.
I dette blogindlæg dykker vi ned i Tanzanias vejr, herunder klimaet og de specifikke sæsoner, og så gennemgår vi Tanzanias vejr måned for måned.
Tanzania ligger syd for ækvator og har derfor et tropisk klima. Dog er landet stort, og der er lokale variationer i klimaet, der bl.a. bliver påvirket af, om du befinder dig i nord, i syd, i højderne eller ved kysten.
F.eks. er der generelt varmere i syd ved Nyerere Nationalpark end i nord ved Serengeti Nationalpark, på trods af at Nyerere ligger længere væk fra ækvator. Det skyldes, at Serengeti Nationalpark ligger placeret mellem 920 og 1.850 m.o.h, hvor Nyerere kun ligger mellem 100 og 400 m.o.h.
Ved Kilimanjaro er temperaturerne ikke bestemt af sæsonerne, men nærmere af højden. Her kan temperaturerne gå fra meget kolde til meget varme på samme dag, men de ændrer sig ikke meget fra sæson til sæson.
Ved foden af Mount Kilimanjaro er temperaturerne i gennemsnit 21 til 27 grader, hvor temperaturerne på toppen af bjerget kan variere fra -7 til -29 grader.
Året rundt kan du forvente lune og varme dagtemperaturer i Tanzania med køligere aftner og nætter, og særligt opleves det i det nordlige Tanzania. Kysterne er som regel varme og fugtige året rundt, men derudover følger sæsonerne det nordlige Tanzania.
Nedenfor kan du se vejrstatistikker for hhv. det nordlige (ved Serengeti) og det sydlige Tanzania (ved Nyerere), samt ved Zanzibar. Her kan du få et indblik i, hvilke temperaturer og nedbørsmængder, der historisk set har været i Tanzania og derfor også, hvad du typisk kan forvente.
Vejrstatistik for Serengeti Nationalpark: | JAN | FEB | MAR | APR | MAJ | JUN | JUL | AUG | SEP | OKT | NOV | DEC |
Gennemsnitlig maks. temp. | 28 | 28 | 28 | 26 | 25 | 25 | 25 | 26 | 27 | 28 | 27 | 27 |
Gennemsnitlig min. temp. | 15 | 15 | 15 | 16 | 15 | 13 | 13 | 14 | 14 | 15 | 15 | 15 |
Gennemsnitlig nedbør (mm) | 81 | 100 | 121 | 137 | 68 | 23 | 9 | 19 | 34 | 51 | 100 | 97 |
Vejrstatistik for Nyerere Nationalpark: | JAN | FEB | MAR | APR | MAJ | JUN | JUL | AUG | SEP | OKT | NOV | DEC |
Gennemsnitlig maks. temp. | 31 | 31 | 31 | 30 | 29 | 28 | 27 | 28 | 29 | 31 | 32 | 32 |
Gennemsnitlig min. temp. | 21 | 21 | 21 | 20 | 19 | 17 | 17 | 17 | 19 | 20 | 21 | 21 |
Gennemsnitlig nedbør (mm) | 203 | 184 | 231 | 216 | 58 | 9 | 5 | 5 | 10 | 27 | 75 | 160 |
Vejrstatistik for Zanzibar: | JAN | FEB | MAR | APR | MAJ | JUN | JUL | AUG | SEP | OKT | NOV | DEC |
Gennemsnitlig maks. temp. | 30 | 31 | 31 | 29 | 28 | 27 | 27 | 28 | 29 | 30 | 30 | 30 |
Gennemsnitlig min. temp. | 26 | 26 | 26 | 25 | 24 | 23 | 23 | 22 | 23 | 24 | 24 | 25 |
Gennemsnitlig nedbør (mm) | 51 | 44 | 142 | 234 | 185 | 58 | 42 | 37 | 33 | 72 | 106 | 112 |
Gennemsnitlig havtemperatur | 28 | 29 | 29 | 29 | 28 | 27 | 26 | 26 | 26 | 27 | 28 | 29 |
Ligesom andre tropiske lande er Tanzanias vejr påvirket af regntid og tørtid.
Overordnet set har Tanzania tørsæson mellem juni og oktober og regnsæson mellem november og maj.
Dog bliver regnsæsonen på mange af de populære destinationerne i det nordlige Tanzania og ved kysten, herunder i Serengeti Nationalpark, på Kilimanjaro og på Zanzibar, erstattet af nogle måneder med en kort tørsæson i januar og februar. Fordi der er et ophold med tørvejr i januar og februar, kaldes november og december også den korte regnsæson.
Regntiden i Tanzania ligger mellem november og maj, dog afbrudt af en kort tørsæson i januar og februar i nogle regioner. Mellem marts og maj er der regnsæson i hele Tanzania.
November til maj er karakteriseret af varme dagtemperaturer i hele landet samt køligere nattemperaturer, hvilket særligt opleves i det nordlige Tanzania. På Zanzibar er der dog varmt eller lunt både dag og nat.
I starten af regntiden er nedbøren ofte kortvarig og lettere end i den primære regnsæson (mellem marts og maj). I januar og februar måned er der typisk tørsæson i Tanzanias nordlige regioner. Her tørrer klimaet op efter regnen i november og december, inden det igen begynder at regne i marts. Dog er risikoen for regn i disse måneder højere end i den store tørsæson mellem juni og oktober.
I de sydlige regioner, herunder Nyerere, er der regnsæson i hele perioden fra november til maj.
Den lange tørsæson strækker sig fra juni til og med oktober måned og omfatter alle vores destinationer i Tanzania.
Her er nedbør usædvanligt, og luftfugtigheden er lav. Temperaturerne varierer meget alt afhængig af, hvor du befinder dig i Tanzania, men du kan generelt forvente klar himmel og solrigt vejr. Særligt i det nordlige Tanzania kan nætter og morgener blive kolde.
Uanset hvornår du besøger Tanzania, vil du opleve en storslået natur. Regnen bidrager til frodigere landskaber og en lavere luftfugtighed.
Herunder får du en oversigt over vejret i Tanzania året rundt.
I januar begynder den korte tørsæson i de nordlige regioner, ved kysten og på Kilimanjaro. Den varer til og med februar. Her kan du typisk opleve solrigt og tørt vejr, selvom der kan forekomme byger.
I de sydlige regioner, herunder i Nyerere Nationalpark, vil der typisk være en del nedbør i januar.
Februar er typisk den varmeste måned i Tanzania. Selvom februar ligger i den korte tørsæson i de nordlige regioner, bør du også være forberedt på, at et enkelte regnskyl kan forekomme.
I syd ved Nyerere Nationalpark fortsætter regntiden ufortrødent, og temperaturerne er høje.
I marts begynder den lange regnsæson i Tanzania.
Starten af måneden er en fortsættelse af februar; varm og hovedsageligt tørt.
Dog begynder det at regne mere, som måneden skrider frem, så her er fugtigheden højere, og eftermiddagsregn er meget normalt. I de sydlige regioner er marts en af de vådeste måneder, mens regnen forekommer i mindre skala i de nordlige regioner.
I april fortsætter den lange regnsæson, men selvom der typisk forekommer tung regn hver dag, regner det oftest ikke hele dagen.
Eftermiddagsregn er helt normalt. Regnen gør, at områderne bliver mudrede, hvorfor det er en god idé at tage nogle sko med, der gerne må blive beskidte, når du skal på safari i Tanzania i regntiden. Lad derfor de hvide sneakers blive hjemme.
Maj måned markerer slutningen af regnsæsonen, og efter flere måneder med regn vil landskabet typisk være frodigt og grønt.
Regnen fortsætter indtil start til midt maj, hvor den så småt begynder at aftage mod slutningen af måneden. Igen er det typisk først om eftermiddagen, at det regner.
I juni er regnen stort set aftaget, og tørsæsonen begynder, dog stadig med byger indimellem.
Du kan med fordel iklæde dig flere lag, når du besøger Tanzania i juni, så du nemt kan tage tøjet af, når dagen skrider frem, og temperaturerne stiger efter en kølig nat og morgen.
Julis vejr minder meget om junis, hvor temperaturerne om natten igen kan være kølige, særligt hvis du befinder dig i højere beliggenheder som f.eks. Serengeti i nord, der har en højere placering end Nyerere i syd.
Nattetemperaturerne kan nogle gange nå helt ned til fem grader afhængigt af din placering og højde, så husk at være forberedt med varmt tøj til aftener og morgener.
I august er der stadig tørsæson i Tanzania, og temperaturerne stiger fortsat i denne måned.
I august, ligesom resten af den lange tørsæson, er det usandsynligt at opleve nedbør, men du bør alligevel være forberedt på al slags vejr.
Septembers vejr er meget lig vejret i august. Du vil sandsynligvis ikke opleve regn, men derimod masser af sol og blå himmel.
Igen er nattetemperaturen lidt køligere, og skal du på morgensafari, kan du med fordel iklæde dig flere lag, så du kan afklæde dig, som dagen skrider frem, og temperaturerne bliver højere.
Oktober er typisk den sidste måned i tørsæsonen.
Starten af måneden byder fortsat på klart og solrigt vejr, men som måneden skrider frem, stiger risikoen for nedbør. Især på øerne kan vejret i oktober blive en smule utilregneligt.
Hvis der kommer nedbør, vil det oftest være let regn af kort varighed.
I november begynder regntiden i hele Tanzania.
I modsætning til månederne efter den korte tørsæson, altså i den ”lange regnsæson” fra marts til maj, så er regnen i november meget let, utilregnelig og af kortere varighed.
Regnsæsonen fortsætter igennem december i hele Tanzania.
Temperaturerne er en fortsættelse af november, og du kan forvente let regn. Dog ligger regnen oftest om eftermiddagen og varer typisk ikke hele dagen.
For mange af os er vejret en vigtig forudsætning for, hvornår vi vælger at rejse til en destination, og mange efterspørger det bedste tidspunkt til safari i Tanzania.
Men vejret i Tanzania er ligesom mange af vores destinationer utilregneligt. Du kan være uheldig at opleve regn nogle dage, selvom du rejser i tørsæsonen. Og omvendt kan du være heldig at opleve dage helt uden regn i regnsæsonen. Der findes derfor ikke noget dårligt tidspunkt – kun dårligt tøj, så pak derfor forskelligt varieret, så du er forberedt, hvis vejret skifter.
Tanzania byder velkommen med enestående oplevelser, uanset hvornår du vælger at rejse. Også selvom du kommer til at opleve lidt regn.
TourCompass – fra turist til eventyrrejsende