TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
89 93 43 89
Åbent i dag kl 10 - 16 | Se åbningstider
ForsideNyheder og rejseartiklerSyv fantastiske UNESCO-seværdigheder i Sydamerika

Syv fantastiske UNESCO-seværdigheder i Sydamerika

01.11.2017  |  opdateret: 01.06.2023
Vis alle indlæg

Sydamerika

Mellem- og Sydamerika bugner af smuk natur og enestående kultur. Faktisk findes der mere end 130 forskellige steder i Sydamerika, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

UNESCO, der på dansk står for FN-organisationen for uddannelse, videnskab og kultur, blev oprettet i 1945.

Listen over verdensarven dækker over de natur- og kulturområder verden over, som har en enestående betydning for verdens kulturarv, og som UNESCO arbejder for at bevare.

Nedenfor har vi udvalgt syv fantastiske UNESCO-seværdigheder, som du kan opleve på en af vores rundrejser i Mellem- og Sydamerika.

1. Salvador i Brasilien

Salvador Brasilien

Salvador er en charmerende kolonitidsby i Brasilien, som har den perfekt blanding af historie og kultur. Byen var oprindeligt en af Portugals vigtigste kolonier i landet, og derfor kalder man ofte Salvador for Brasiliens fødeby.

Den gamle bydel Pelourinho er optaget på UNESCOs verdensarvsliste, fordi den er spækket med smukke kirker og huse fra dengang Portugal var koloniherre. Den dag i dag illustrerer byen stadig de europæiske, afrikanske og amerikanske kulturer, som kolonitiden bragte med sig. Byen byder på en blanding af historie, pastelfarvede bygninger og en helt fantastisk stemning.

2. Los Glaciares i Argentina

Los Glacieres Argentina

Los Glaciares er en af Argentinas største og mest billedskønne nationalparker. Det er en enestående nationalpark med gletsjere, turkisfarvede søer og storslåede bjerge. Nationalparken er en del af UNESCOs liste over verdensnaturarv på grund af dets stadigt foranderlige formationer.

Et af Los Glaciares højdepunkter er den enorme, blålige gletsjer ’Perito Moreno’, som er 60 meter høj og 4 kilometer bred. Nationalparken huser desuden et vidunderligt fugleliv, og hvis du er heldig, kan du spotte de lyserøde flamingoer.

3. Iguazú i Argentina/Iguaçu i Brasilien

Iguazu Falls

På grænsen mellem det nordlige Argentina og det sydlige Brasilien finder du Iguazú Nationalpark (Argentina) og Iguaçu Nationalpark (Brasilien).

Iguazú er på UNESCOs verdensarvsliste, fordi nationalparken rummer et af verdens største vandfald – det enestående og massive Iguazú Falls. Iguazú består faktisk af 275 vandfald i varierende størrelser, der strækker sig næsten 3 kilometer langs Iguazú-floden.

Derudover er vandfaldene er omkranset af subtropisk regnskov, der er rig på biodiversitet, herunder mere end 2.000 plantearter og dyr som tapirer, brøleaber, ozelotter, jaguarer og caymaner.

4. Trinidad i Cuba

Trinidad Cuba

Trinidad emmer af varme, venlighed og charme. Husene, der hænger sammen i lange rækker, har mange forskellige farver og nuancer. De rustrøde og gulligt melerede tage står i smuk kontrast til den blå himmel. Om eftermiddagen leger børnene på gaden, og byens mænd spiller domino i vejkanten.

Den tidligere koloniby, der blev udviklet enormt på grund af 17- og 1800-tallets sukkerindustri, byder på mange kulturelle tilbud. Du kan bl.a. besøge en af Cubas største katedraler, der ligger på den billedskønne Plaza Mayor. UNESCO har optaget Trinidad på verdensarvslisten på grund af byens autentiske illustration af en svunden tid, og man kan stadig fornemme kolonitiden i byens gader.

5. Chichen Itza i Mexico

Chichen Itza Mexico

Ruinbyen, Chichen Itza, emmer af historie. To kulturepoker har influeret den smukke ruinby – en maya- og itza-periode. Centrummet for den smukke ruinby er pyramiden, El Castillo, der med sine 24 meter troner smukt op i horisonten. Det kræver, at man bestiger 91 trappetrin, før man når toppen og den guddommelige udsigt over byen.

Chichen Itza er på UNESCOs verdensarvsliste, fordi monumenterne er blandt de mest velbevarede mellemamerikanske vidundere, og desuden udråbt som et af de syv nye vidundere. Det er den næstmest besøgte seværdighed i Mexico, og ruinbyen er uden tvivl et besøg værd.

6. Machu Picchu i Peru

Machu Picchu Peru

Inkabyen Machu Picchu ligger midt i Perus smukke natur 2.430 meter over havets overflade. Når du trekker hertil, bliver dit første møde med ruinen i solopgangens vidunderlige skær, efter du har passeret Solens Port. Byen ligger på en grøn højderyg med bjerge lige meget hvor øjet ser.

Machu Picchu byder bl.a. på inkaarkitektur af højeste kaliber, begravelsespladser og templer. Inkabyen er et af verdens syv nye vidundere og optaget på UNESCOs verdensarvsliste blandt andet på grund af dets unikke arkitektur, byens dramatiske omgivelser og områdets fauna.

7. Galapagos-øerne i Ecuador

Galapagos Ecuador

1.000 km. fra Ecuadors kyst mødes tre havstrømme – og lige her ligger Galapagos-øerne. Den unikke placering gør, at øerne er hjem for mange havartsdyr, heriblandt havskildpadder, havleguaner, flamingoer, pingviner og alverdens fiskearter.

Ø-gruppen består af 19 øer, og hvad enten du er over eller under vandoverfladen, oplever du dyr, der er mere farverige end det sidste du så. Faktisk er øerne hjem til flest arter, der ikke findes andre steder i verden!

Under vandet kan du også opleve koraller i verdensklasse. Galapagos er optaget på UNESCOs verdensarvsliste på grund af det spektakulære dyreliv og er en unik perle i Stillehavet.

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende