TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
89 93 43 89
Lukket i dag | Se åbningstider
ForsideNyheder og rejseartikler10 spektakulære templer i Asien

10 spektakulære templer i Asien

29.02.2020
Vis alle indlæg

Wat Pho templet i Thailand

Asien har nogle af verdens ældste, smukkeste og mest interessante templer.

De gamle bygningsværker kan fortælle fantastiske historier og give imponerende oplevelser.

Mens nogle templer er fuldstændigt guldbelagte, er andre farverige, og nogle er fyldt med spændende detaljer og flotte udskæringer.

Vi tager dig med på rundtur til ti af Asiens mest spektakulære templer.

Sensoji i Japan

Sensoji i Japan

I den gamle bydel, Asakusa, der ligger i Japans hovedstad, Tokyo, står det smukke tempel, Sensoji.

Det buddhistiske tempel er Tokyos ældste og er formentlig det mest berømte og mest fotograferede tempel i Tokyo – en by, der ellers er fyldt med templer.

Selvom Sensoji er et udflugtsmål for mange besøgende, vil du også møde japanere her. Templet har nemlig en ganske særlig betydning for de lokale, som kommer for at tænde røgelsespinde. De vifter den hellige røg på sig i håbet om, at det kan gøre dem sygdomsfrie, give dem held i livet, hjælpe dem til at få et barn eller noget helt fjerde.

Gaden op til templet er spækket med sjove souvenirbutikker og spændende madboder, så der er god mulighed for at købe en lille ting eller få en bid mad.

Det buddhistiske grottetempel i Sri Lanka

Det buddhistiske grottetempel i Sri Lanka

I Dambulla, der er en af Sri Lankas større byer, ligger Sri Lankas bedst bevarede huletempel, Golden Temple of Dambulla, også kaldet Grottetemplet.

Huletemplet kan dateres til det 1. århundrede f.Kr. og er det mest imponerende grottetempel i Sri Lanka.

Det buddhistiske tempel ligger i en enorm klippe og er en del af UNESCOs verdenskulturarv. Som det fremgår af navnet, ligger templet inde i en grotte. Det er derfor først rigtigt imponerende, når du kommer ind i templets gyldne indre. Her bliver du mødt af et spektakulært syn af strålende vægmalerier og fantastiske Buddha-statuer. De mange trin op ad de stejle trapper er uden tvivl det hele værd, når du først kommer ind i det magiske grottetempel.

Wat Xiong Thong i Laos

Wat Xieng Thong, Laos

I den smukke by Luang Prabang i Laos finder du templet Wat Xiong Thong, der er kendt under navnet ”det gyldne kloster”.

Wat Xiong Thong er et af de mest betydningsfulde templer i Luang Prabang og et vigtigt symbol på buddhismen i Laos. Det buddhistiske tempel blev bygget i 1500-tallet og hørte indtil 1975 under den royale familie, som blandt andet brugte templet til at krone kongerne. I dag bliver det brugt som samlingssted for forskellige festligheder i byen.

Det er svært at sige, hvordan templet oprindeligt så ud, da det Igennem tiden har gennemgået mange restaurationer. I dag er det kendetegnet ved de sirligt guldbelagte mosaikker og det karakteristiske der i lag-på-lag svæver tæt mod jorden.

Wat Pho i Thailand

Buddhafigur i Wat Pho templet i Thailand

Wat Pho-templet ligger i Thailands hovedstad, Bangkok. Ud af Thailands enorme mængde af templer er Wat Pho det største og ældste af dem alle.

Templet udgør et større kompleks af flere forskellige bygninger samt et kloster, der huser 300 munke.

Wat Pho er særligt berømt for sin gigantiske liggende guldbuddha, der er hele 46 meter lang og 14 meter høj. Buddhaen er skabt af mursten og gips og er efterfølgende komplet tildækket med bladguld. Den imponerende buddhafigur er et fantastisk syn, og når du er færdig med at studere den store guldfigur, kan du udforske de over 1.000 Buddha-billeder, templet har.

Særligt for Wat Pho-templet er også, at det er hovedkvarter for bevarelse og undervisning i traditionel thailandsk medicin og massage.

Angkor Wat i Cambodia

Angkor Wat i Cambodia

Angkor, i det nordlige Cambodia, er verdens største tempelkompleks.

Tempelkomplekset består af flere forskellige templer. Det mest kendte af templerne, Angkor Wat, er hjertet og sjælen i Cambodia, også er blevet det nationale symbol og synonym med landet.

Angkor Wat, der betyder ”templernes by”, blev bygget i det 12. århundrede og var oprindeligt grundlagt som et hinduistisk tempel, men blev senere omdannet til et buddhistisk tempel.

Når du besøger templet, vil du hurtigt få øje på de mange himmelske nymfer, som Angkor Wat er udsmykket med. Næsten 2.000 himmelske nymfer er udskåret i væggene, og hver af dem er helt unik.

Med sin storhed, helt fantastiske arkitektur og spektakulære beliggenhed er der ikke noget at sige til, at tempelkomplekset er på UNESCOs verdensarvsliste.

My Son-tempelområdet i Vietnam

My Son tempelområdet i Vietnam

En time fra byen Hoi An i Vietnam ligger det spændende tempelområde My Son.

Tempelområdet blev bygget i løbet af det 4. – 13. århundrede e.Kr. af Cham Kongeriget og var en af de vigtigste konstruktioner for hele Cham-folket. Området består af flere forskellige templer, der er spredt i klynger rundt omkring. Mange af templerne blev bygget med det formål at have et sted, hvor man kunne tilbede de hinduistiske guddommeligheder.

Tempelområdet blev bombet af amerikanerne i 1969, hvilket ødelagde store dele af templerne. Før i tiden udgjorde hele 71 templer området, mens der i dag er 20 templer tilbage. Det er dog stadig et helt spektakulært syn at opleve de resterende templer og ruiner i My Son-tempelområdet, som desuden er på UNESCOs liste over verdenskulturarv.

Sri Mariamman-templet i Singapore

Sri Mariamman templet i Singapore

I hjertet af Singapores spændende område, Chinatown, ligger det flotte og farverige tempel, Sri Mariamman-templet.

Templet stammer fra 1827 og er det ældste hinduistiske tempel i Singapore. Det er dedikeret til gudinden, Mariamman, der var kendt for sin evne til at kunne helbrede sygdomme.

Sri Mariamman er fyldt med fine detaljer og kreative dekorationer af farvestrålende gipsskulpturer af guder, gudinder og mystiske væsener. Den sjove udsmykning er med til at give templet et unikt og anderledes udtryk end mange andre guldbelagte templer. Særligt det imponerende og dekorative tårn over hovedindgangen er et helt specielt syn.

Borobudur-templet i Indonesien

Borobudur i Indonesien

Borobudur-templet ligger på Java-øen i Indonesien.

Templet er et af de ældste i verden og blev bygget i det 8. og 9. århundrede ved brug af to millioner stenblokke. Det er verdens største buddhistiske tempel og er et af Indonesiens vigtigste kulturelle områder.

Det enorme bygningsværk består af tre niveauer, der er bygget op omkring en bakke med magisk udsigt over de grønne marker og dramatiske bjerge. Borobudur er karakteristisk med dets dekorative udtryk, herunder de mange klokkeformede monumenter. Derudover pryder over 500 Buddha-statuer templet.

Det storslåede tempel er på UNESCOs liste over verdenskulturarv og blev i 1970’erne restaureret ved hjælp fra UNESCO. Borobudur er fantastisk at opleve på alle tidspunkter af dagen, men særligt ved daggry og skumringstid er oplevelsen helt speciel.

Pura Besakih på Bali

Pura Besakih på Bali

Det hinduistiske tempel, Pura Besakih, er Balis største, helligste og vigtigste tempel.

Pura Besakih kaldes for modertemplet og består af et storslået kompleks med massevis af større og mindre templer fordelt over seks planer.

Tempelkomplekset ligger på en skråning af det hellige vulkanbjerg, Agung, og du kan se frem til at opleve et fantastisk bjerglandskab omkring det enorme tempel. Når du besøger Pura Besakih, har du også god mulighed for at opleve lokalbefolkningen udøve traditionelle ceremonier ved templet og dyrke den hinduistiske helligdom.

Som besøgende kan du udforske mange af områderne ved tempelkomplekset, men du skal være opmærksom på, at der er nogle steder, hvor besøgende kun må nyde at kigge ind.

Det Himmelske Tempel i Kina

Det himmelske tempel i Kina

I Kinas pulserende hovedstad, Beijing, ligger det ikoniske tempel med navnet The Temple of Heaven – eller på dansk Det Himmelske Tempel.

Det smukke bygningsværk blev bygget i starten af 1400-tallet og var ofte besøgt af kejserne fra Ming- og Qing-dynastierne, der kom for at bede for en god høst.

I dag er templet en af de mest berømte seværdigheder i Beijing og besøges hvert år af mange besøgende, men også den lokale befolkning kommer her – blandt andet for at meditere.

Templets omkringliggende park udgør et område, der er større end Den Forbudte By. Her kan du glæde dig til at opleve det smukke tempel, den hviskende mur, kaldet ekkovæggen og at gå på opdagelse i den spændende park.

Hele templets udformning er meget symbolsk og bygger på den gamle tro om, at himlen er rund, og jorden er firkantet, og templet symboliserer netop forholdet mellem himlen og jorden.

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende