TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
89 93 43 89
Åbent i dag kl 10 - 14 | Se åbningstider
ForsideNyheder og rejseartiklerSeværdigheder i Sydney

Seværdigheder i Sydney

20.04.2025
Vis alle indlæg

Kvinde kigger på Sydney Harbour Bridge i Sydney, Australien

Solrige surferstrande, imponerende arkitektur og travle gader, der emmer af liv.

Sydney er en enestående by, der er et absolut must at besøge, hvis du tager på en rejse down under.

Men hvad skal man se i Sydney?

Med de mange muligheder, som Sydney har at byde på, kan det være svært at vælge, hvad du skal se. Vi har derfor sammensat en liste med 10 spændende seværdigheder, der vil gøre din rejse til Sydney mindeværdigt.

Hvad er Sydney kendt for?

Den smukke havn i Sydney, Australien

Sydney er en af Australiens største og mest berømte byer. Byen, der ligger i den sydøstlige del af landet, er bygget op omkring verdens største naturlige havn, hvilket giver Sydney en enestående udsigt over havet. Af denne grund bliver Sydney derfor også ofte omtalt som en af verdens smukkest beliggende storbyer.

Sydney er en populær destination i Australien. Her finder du nemlig alt lige fra solrige strande og spændende arkitektoniske bygninger til et livligt natteliv og fantastiske shoppingmuligheder.

Uanset om du ønsker at slappe af på en af de ikoniske strande eller udforske den dynamiske storbysatmosfære, har Sydney med garanti seværdigheder, der falder i din smag!

The Rocks

Overblik over the Rocks i Sydney

The Rocks er Sydneys ældste koloniale kvarter og anses derfor ofte for at være fødestedet for det moderne Sydney. Kvarteret blev etableret i 1788 af britiske bosættere, der slog sig ned i området og fordrev det indfødte Cadigal-folk, der oprindeligt var bosat der.

De britiske bosættere ankom til området med en flåde bestående af ca. 1.500 personer, hvoriblandt mere end 700 af dem var straffefanger. Resten var besætningsmedlemmer, soldater og embedsmænd med deres familier. Med tiden voksede den lille koloni og udviklede sig til det Sydney, vi kender i dag, med mere end 5 millioner indbyggere.

Med sine karakteristiske sandstenshuse og brostensbelagte gader byder The Rocks på en historisk charme, som du ikke finder nogle andre steder i Sydney. Oplev den unikke atmosfære på en af de hyggelige pubber, livlige markeder eller stemningsfulde caféer, eller dyk ned i områdets spændende historie på The Rocks Discovery Museum.

Sydney Operahus

Solnedgang over Operahuset i Sydney

Det er svært at nævne Sydney uden straks at komme til at tænke på byens mest ikoniske vartegn, Sydney Operahus, der åbnede i 1973.

Operahuset er kendt for sin fascinerende, moderne arkitektur, der er designet af den danske arkitekt, Jørn Utzon. Med sine store, hvide, sejl-lignende konstruktioner pryder den mageløse bygning smukt havnefronten. Det er derfor ikke svært at forstå, hvorfor Operahuset har fået en plads på UNESCO’s verdensarvsliste, der bl.a. inkluderer nogle af verdens vigtigste kulturelle vidundere.

Hvis du ønsker at opleve det imponerende syn og få indsigt i Operahusets fascinerende historie, kan du deltage i en guidet tur. Du kan også tage på en bådtur gennem Sydneys havn, hvor du får den ultimative udsigt over den ikoniske bygning.

Sydney Operahus afholder mere end 1.600 forestillinger om året, og du kan opleve alt lige fra klassisk ballet og moderne danseforestillinger til innovative teaterforestillinger, comedy shows og symfoniorkestre. Hvis du drømmer om at deltage i en forestilling, anbefaler vi, at du bestiller billetter hjemmefra, så du er sikker på at få plads.

Sydney Harbour Bridge

Sydney Harbour Bridge set helt tæt på

Sydney Harbour Bridge, verdens største buede stålbro, er en af Sydneys mest kendte og fotograferede vartegn. Broen blev bygget i 1930’erne og var på daværende tidspunkt et stærkt symbol på Australiens industrielle udvikling.

Den ikoniske bro kan opleves på mange forskellige måder. Du kan f.eks. krydse broen på en eventyrlig cykeltur eller sejle forbi broen på en hyggelig færgetur, hvor du får en enestående udsigt over den betagende konstruktion.

Den mest spektakulære måde at opleve Sydney Harbour Bridge på er dog uden tvivl på en Bridge Walking-tur. På en sådan tur spændes du sikkert fast med seler og vandrer hen over broens stålbue, hvilket giver en fantastisk udsigt over Sydney.

Royal Botanic Garden

Koala-busk i Royal Botanic Garden i Sydney

Tag et skridt tilbage fra det travle byliv og besøg Royal Botanic Garden – Australiens ældste botaniske have, som ligger med udsigt til både Sydney Harbour og Operahuset.

Royal Botanic Garden dækker over 30 hektar og er hjemsted for tusindvis af plantearter fra hele verden. Her finder du alt lige fra farverige rosenhaver, der spreder deres søde blomsterduft gennem luften, til sjældne planter, der pryder haven med deres usædvanlige former og farver. Der tilføjes regelmæssigt nye plantearter, hvilket holder haven både interessant og varieret for alle besøgende.

Bevæger du dig ind i hjertet af haven, finder du The Calyx, som er et udstillingscenter, der byder på spektakulære blomster- og planteudstillinger, der skifter med sæsonen. The Calyx er også kendt for sin unikke arkitektur og for at rumme en af de største beplantede vægge på den sydlige halvkugle.

Sydney Tower Eye

Sydney Tower Eye på en solskinsdag

Kaster du et blik over Sydneys skyline, kan du næppe undgå at få øje på den ikoniske Sydney Tower Eye, som er et majestætisk tårn, der rejser sig 309 meter over Sydneys gader.

Fra toppen har du mulighed for at se byen fra sin højeste vinkel. Herfra kan du opleve den ultimative panoramaudsigt over byen, der strækker sig fra Stillehavet og helt til Blue Mountains, der ligger 80 km væk. Derudover har du også mulighed for at spotte flere af byens andre berømte seværdigheder, f.eks.  Sydney Harbour Bridge.

Selvom det kan være nervepirrende at komme op i højderne, er der ingen grund til bekymring. Med sit robuste design, der sætter tårnet i stand til at modstå alt lige fra jordskælv til ekstreme vejrforhold, er tårnet anerkendt som en af de sikreste bygninger i verden.

Chinatown

Mennesker i paddy's market i Chinatown, Sydney, Australia

Sydney er en by, der er rig på kulturel mangfoldighed, og du skal derfor ikke bevæge dig langt for at opleve dens mange forskellige kulturer. En af byens mest livlige multikulturelle kvarterer er Chinatown, der byder på en autentisk kinetisk atmosfære. Sydney er langt fra den eneste by med en Chinatown, men dens imponerende størrelse gør den til en af de største på verdensplan.

Chinatown, der er smukt pyntet med lanterner og autentiske kinesiske dekorationer, rummer mange spændende oplevelser. Du kan bl.a. smage på traditionelle retter, som f.eks. Pekingand, eller besøge et de stemningsfulde markeder, som f.eks. Paddy’s Market, der omfatter mere end 100 boder.

Besøger du kvarteret en fredag aften, har du desuden mulighed for at opleve Chinatown Night Market, hvor du kan shoppe og opleve livlig underholdning med traditionel dans og musik.

Darling Harbour

Solnedgang over Darling Harbour

Darling Harbour er et af Sydneys mest livlige områder, der byder på en skøn blanding af restauranter, barer og attraktioner for både børn og voksne.

Tag en rolig gåtur i den smukke Chinese Garden of Friendship, hvor traditionelle kinesiske pavilloner og rislende vand skaber en afslappende stemning midt i byens travlhed. Mød de kendte i Madame Tussauds eller dyk ned i Sydneys maritime historie på Australian National Maritime Museum, hvor du bl.a. kan udforske historiske skibe og ubåde.

Hvis du rejser med børn, vil de elske den store legeplads i området, som bugner af rutsjebaner, klatrestativer og gynger – perfekt til et par timers leg og sjov.

Når solen går ned, forvandler Darling Harbour sig til et af Sydneys mest stemningsfyldte områder. Nyd en cocktail ved vandkanten på en af restauranterne i Cockle Bay Wharf, mens du nyder solens sidste stråler. Hvis du er heldig, kan du opleve det spektakulære fyrværkeri, der med jævne mellemrum lyser nattehimlen op i smukke farver. Darling Harbour er let tilgængelig med færge, letbane og til fods fra byens centrum.

Art Gallery of New South Wales

Bygningen ved Art Gallery of New South Wales

Art Gallery of New South Wales, der i 2021 fejrede sit 150-års jubilæum, er med over 2 millioner besøgende årligt en af Sydneys mest besøgte museer.

Museet byder på en bred vifte af udstillinger med kunstværker fra hele verden, der rummer af alt lige fra historiske malerier og artefakter til moderne kunstinstallationer. Du kan f.eks. dykke ned i udstillingerne af aboriginal kunst, der giver et spændende indblik i Australiens oprindelige rødder og kultur, eller udforske de nyeste værker fra samtidskunstnere, der udfordrer traditionelle normer og fremprovokerer nye måde at tænke om verden på.

Med undtagelse af nogle enkelte udstillinger, er det gratis at besøge museet. Besøgende kan udforske museet på egen hånd eller deltage i en guidet tur, der giver dybere indsigt i nogle af de mange udstillinger. Der tilbydes både gratis offentlige ture og personligt guidede ture mod betaling.

Bondi Beach

Solrig dag på Bondi Beach i Sydney i Australien

Trænger du til en dag på stranden, er Bondi Beach bestemt et besøg værd. Stranden er verdensberømt, ikke mindst på grund af TV-programmet “Bondi Rescue”, som følger strandens modige livreddere i deres daglige arbejde med at sikre badegæsternes sikkerhed.

Bondi Beach er kendt for sine smukke hvide sandstrande med turkisblå vand, der indbyder til en forfriskende dukkert. Stranden er desuden en populær destination for surfere. Den nordlige del af stranden er særligt oplagt for nybegynderne, da den byder på roligere bølger, mens den sydlige del af stranden er velegnet til mere erfarne surfere, da bølgerne her er større. Har du aldrig surfet før, kan du lære at surfe på en af surfskolerne, der ligger ved stranden.

Du kan også at gå den smukke Bondi to Coogee Coastal Walk på Bondi Beach. Denne 6 km lange rute tager dig forbi naturskønne strande, grønne parker og fantastiske udsigtspunkter langs kysten.

Blue Mountains

Udkigspunkt ved Three Sisters i Blue Mountains, Sydney, Australien

Byt den pulserende storbyatmosfære ud med naturens stilhed og rolige omgivelser med et besøg til Blue Mountains. Nationalparken, der ligger 1-2 timers køretur vest for Sydney, er kendt for sine imponerende naturlandskaber, der inkluderer alt lige fra stejle klipper og brusende vandfald til frodige skove og dybe dale.

I nationalparken har du mulighed for at opleve fascinerende natur og dyreliv på en af parkens mange vandreruter. Blue Mountains byder på vandreruter, der passer til mange forskellige niveauer – både til dig, der vil på en kort og afslappende gåtur, og til dig, der vil have en mere krævende vandretur.

Bevæger du dig op til Echo Point, som er en af parkens berømte udkigssteder, får du en enestående udsigt over Jamison Valley, som er en dal, der kendt for sine frodige eukalyptusskove og stejle klipper. Herfra har du også mulighed for at opleve Blue Mountains mest populære seværdighed, Three Sisters, som er tre klippeformationer, der ifølge legender er resterne af tre søstre, som blev forvandlet til sten.

Vil du opleve Sydney?

Uanset om du vil udforske ikoniske vartegn, nyde solrige dage på stranden eller mærke storbyens energi er du sikret en uforglemmelig oplevelse, når du besøger Sydney.

Vi tilbyder et væld af rejser til Australien, der inkluderer Sydney som en af flere spændende destinationer.

Hvis du har lyst til at høre mere om alt det fantastiske, som Sydney har at byde på, eller er i tvivl om, hvilken rejse, du skal vælge, er du altid velkommen til at kontakte vores dygtige rejsespecialister.

Se vores rejser til Australien herunder:

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende