Cape Town er unik. Storbyen er fyldt med kontraster. Her fusionerer den dystre og skræmmende historie med den historiske og meget moderne havnepromenade.
Og bag byen står Taffelbjerget knejsende som en beskytter for byens beboere.
Cape Town er et miks af eventyrlig natur, alverdens kulturer og så er den super moderne.
I storbyen venter et hav af fabelagtige oplevelser!
Læs med her og få 5 seværdigheder du skal opleve på din rejse til Cape Town!
Robben Island ligger i Table Bay, der er bugten ud for Cape Town.
I 1996 åbnede et museum på øen, der i dag er trækplaster for mange interesserede turister. Men der har ikke altid åndet fred og idyl på den flade klippeø.
Øen har i mange år tjent som fængselsø, men der har også været en militærbase samt psykiatrisk sygehus på øen.
Robben Island er nok mest kendt for, at Nelson Mandela under apartheidstyret sad fængslet på øen fra 1964-1982. Fængslet lukkede først i 1991 – tre år før apartheids fald.
På en tur til øen kan du opleve fange nummer 466, Nelson Mandelas, celle. Og på turen over vandet til Robben Island sejler du i de både, der blev benyttet til at sejle fangerne til øen.
Den tidligere fængselsø kom i 1999 på UNESCO’s Verdensarvsliste på grund af de mange fængslede modstandere af apartheid på øen.
En tur til Robben Island er et must, hvis du er interesseret i Sydafrikas historie.
Hvis du kigger ind på Cape Town fra vandsiden, kan du ikke undgå at lægge mærke til det høje, flade bjerg af sandsten. Det hedder Taffelbjerget, eller Table Mountain.
På det højeste punkt er Taffelbjerget 1.086 meter over havets overflade. Punktet kaldes Maclear’s Beacon efter Thomas Maclear, der i 1865 byggede en stendysse til at måle jordens krumning.
Hvis du holder af storslåede naturoplevelser er en tur til Taffelbjerget perfekt.
På bjerget kan du nemlig komme på forskellige vandreture, hvor du kan opleve det fantastiske plante- og dyreliv. Plantelivet er særligt i området på grund af luftfugtigheden og nedbørsmængden, og der gror intet mindre end 1.400 arter på Taffelbjerget.
De fleste har nok smagt – eller set – en flaske rødvin, hvor der står, at den er produceret i Sydafrika.
Og det er der en god grund til. I 2016 var Sydafrika nemlig den syvende største vinproducent i verden.
Så hvis du er vild med vin, kan komme med på en tur til vinområdet, ca. 45 minutter fra Cape Town, hvor der ligger en række små byer, der emmer af historie. Området ligger ved et bjergebælte, som både giver gode forhold for vinproduktion og skaber en skøn atmosfære.
Her besøger du vinområderne Stellenbosch, Paarl og Franschoek, hvor de siden 1600-tallet har dyrket vindruer.
I Cape Winelands kan du opleve, hvordan vinproduktionen foregår fra vinmarken til de ædle druer ender i flasken.
Det brusende hav slår op ad de tårnhøje klippevægge. Og udsigten er spektakulær.
Selvom mange tror, at Cape Point er Afrikas mest sydlige punkt, er det ikke tilfældet. Det er i stedet ved Cape Agulhas, 170 kilometer fra Cape Point, hvor Atlanterhavet og De Indiske Ocean mødes.
Kystpunktet, Cape Point, slutter den fornemme Taffelbjergkæde, der strækker sig helt til Signal Hill.
Så langt øjet rækker kan du se smukke strande, bjergtagende bugter, vidunderlige dale. Og området har tilmed et unikt plante- og dyreliv.
Lige meget hvor du kigger hen, møder dit blik et nyt malerisk billede af kystlinjen ved Cape Point.
I 1859 blev det første fyrtårn bygget, der står som et advarselssymbol 238 meter over havets overflade. Klippevæggen har været et skræmmende monument for bådene omkring Cape Town, da klipperne kunne have fatale konsekvenser for de sejlendes sikkerhed.
Hvis du gerne vil opleve fantastisk natur, er Cape Point uden tvivl et besøg værd.
Efter en dag på rundtur i byen, er den perfekte afslutning på dagen en slentretur ned langs havnepromenaden, Victoria & Alfred.
Med udsigt ud over vandet mødes det gamle og det nye. Den gamle historiske havn fusioneres med det moderne. Shoppingcenter, fornemme restauranter, fødevaremarkeder og museer står side om side. Og der er sågar også et akvarium.
Havnepromenaden er nærmest en attraktion i sig selv, og du kan opleve alt, hvad hjertet begærer på den 123 hektar store livslegeplads.
Her kan man opleve lidt for enhver smag, og både børn og voksne kan få, hvad de ønsker sig.
Cape Town har seværdigheder i alverdens afskygninger. Hvis du kunne tænke dig at opleve en fascinerede storby, der emmer af tankevækkende historie, så er Cape Town et rigtig godt valg.
TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende