Rejseberetning fra Vietnam: Sapa

Læs Michelles rejsebrev fra Sapa i Vietnam, som hun besøgte i januar 2018.

Guiden hjalp os ind på togstationen i Hanoi med vores kufferter. Nattoget til Lao Cai rullede ind på perronen og vi bar vores kufferter ind i toget og fandt vores sovekupé med plads til 4 personer. Vi skulle dele kupé med to kvinder fra Frankrig. Toget var fint og rent. Inde i vores kupé var sengene redt med nyvasket lagen, hovedpude- og dynebetræk. Der var natlampe ved hver seng og mulighed for at lade telefon og kamera op. Der var også en lille kurv med gratis vand, tandbørste og lidt snacks. Vi var begge trætte, så vi gik hurtigt til køjs.

Vel fremme på Lao Cai togstation blev vi hentet af en guide og en chauffør, som kørte os til hotellet i Sapa. Da vi ankom til Sapa, var det tåget og diset og temperaturen var ikke mere end 8 grader. Heldigvis skulle vi ikke på udflugt før om eftermiddagen, så chancerne for at vejret ville nå at klare op, var ret gode. Dette betød, at vi havde god tid til at få morgenmad, tage et bad og få pakket ud.

Efter et lille hvil gik vi lidt rundt i byen og fulgte hovedgaden, hvor butikker, cafeer og restauranter ligger side om side. For enden af vejen ligger den centrale plads, hvor byens katolske kirke også ligger. Pladsen er et samlingspunkt for de lokale og nogle gange bliver den også brugt som markedsplads, hvor de etniske bjergstammer sælger deres håndværk. På klare dage kan man se Vietnams højeste bjerg Fansipan.

Vi fandt en god restaurant lidt længere oppe ad vejen, hvor vi fik en skøn frokost. Herefter gik vi tilbage til hotellet, hvor guiden og chaufføren stod klar til at køre os til udkanten af byen, hvor vi skulle opleve Sapas smukke landskaber og etniske bjergstammer.

Efter vi steg ud af bilen gik der ikke længe, før vi blev mødt med ”How are you?” og ”What’s your name?” af to hmong kvinder klædt i traditionelt tøj og i moderne vinterjakke. De to kvinder gik med os og fortalte på gebrokkent engelsk deres navn, alder og om deres mand og børn. Det gjorde os ikke spor, for når vi rejser, elsker vi at møde lokalbefolkningen og høre om deres liv og kultur.

Når kommunikationen mellem os blev lidt for kompliceret oversatte guiden. De to kvinder fortalte også om deres opvækst og om livet i Sapa, hvilket gjorde stort indtryk på os begge. Da vi skiltes efter ca. 2 timer, gik vi derfra med et kæmpe smil på læben. Vi beundrede disse to stærke og skønne kvinder. Selv om de kommer fra et meget primitivt liv, var de fyldt med glæde og smittende grin. Igen blev vi mindet om, at det er de små ting i livet, der betyder noget.

I januar er det vinter i Sapa, så det var ikke de græsgrønne rismarker vi fik at se, men der var stadig utroligt smukt. Midt i januar er risterrasserne grønbrune, men når først tågen letter og solen titter frem, kan man sagtens forestille sig, hvor smukt her må være om foråret og efteråret. Og man kan ikke andet end at blive misundelig over hmongernes udsigt, når man sidder hjemme hos fru Moo med fødderne i et dejligt urtefodbad og kigger ud over dalene og rismarkerne.

Michelle,

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende