Har du også en drøm om at besøge Costa Rica? Herunder kan du læse, hvad Tom oplevede, da han besøgte Costa Rica i maj 2016.
Costa Rica er en af vore mest populære rejsemål og det forstår jeg godt, efter at jeg har været på en rundrejse i Costa Rica i maj 2016. Det lille land i Mellemamerika har så meget varieret at byde på: tropiske regnskove, hvide sandstrande, ulmende vulkaner, dyreliv i særklasse, varme kilder, tågeregnskov, spændende madkultur, adventure aktiviteter m.m.
En rejse til Costa Rica vil være præget af flotte naturoplevelser med mange nationalparker, faktisk er 27% af det samlede areal nationalparker eller naturreservater. Selv omkring hovedstaden San José ligger der flere vulkaner. Heldigvis er de fleste vulkaner stille men det sker, at de pludselig rører på sig.
På en rundrejse i Costa Rica oplever man landets varierede og farverige dyreliv. Selv om regnskovene er tæt bevoksede, så oplever man næsten med garanti dyrelivet på tætteste hold. Det er de karakteristiske frøer i grønne og røde nuancer, de brølende aber, alverdens fugle bl.a. den kendte tukan, havskildpadder, delfiner, farverige leguaner, krokodiller og mange flere. Heldigvis så jeg de fleste af dyrene, men de store kattedyr som puma og jaguar så jeg desværre ikke i denne omgang. Det er ikke umuligt at opleve jaguaren, for en uge før vi ankom, havde en gruppe været heldige ifølge guiden på Mawamba Lodge. Jeg så beviset i form af et foto på mobilen.
Hvide sandstrande, grønne palmer og turkisfarvet vand
Ud over de mange grønne nationalparker kan Costa Rica også tilbyde fantastiske strande. De fleste strande ligger på Stillehavssiden, og her har jeg også valgt at afslutte rundrejsen ved Playa Samara på Nicoya halvøen og bagefter ved Manuel Antonio nationalparken længere sydpå. Der er en dejlig hvid sandstrand, grønne palmer og turkisfarvet vand. Oftest ligger strandene i små bugter, så vandet er roligt og børnevenligt.
Jeg havde valgt selv at køre rundt i en lejet bil (firhjulstrækker). Det fortrød jeg bestemt ikke, da jeg her var uafhængig af afhentningstidspunkter og selv kunne bestemme, hvornår jeg ville lave f.eks. et foto-stop. Det er sikkert at køre rundt i Costa Rica. Vejene er fine, undtagen lige omkring Monteverde, og benzinen er forholdsvis billig :-) GPS fungerer fint og er inkluderet i vores kør-selv ture.
Et bæredygtigt ophold
Til sidst vil jeg nævne vores samarbejdspartner i Costa Rica. De er meget professionelle og har bæredygtighed og øko-turisme som højeste prioritet. Det betyder bl.a., at de kun samarbejder med hoteller, der har bæredygtighed som en af deres prioriteter. Vores samarbejdspartner har netop modtaget den højeste udmærkelse inden for bæredygtig turisme.
Costa Rica var en stor oplevelse og kan varmt anbefales, hvis man er til flot og varieret natur, spændende dyreliv og god afslapning på deres flotte strande.
Tom,
TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende