I 2015 fik Neil Costa Ricas skønhed at mærke på egen krop. Læs om hans oplevelser herunder.
Costa Rica er et virkelig fantastisk land, der byder på alt fra vulkaner, søer, vandfald og tropiske regnskove til en utrolig rigdom af vilde dyr og planter.
Min rejse til Costa Rica har virkelig åbnet mine øjne for den enorme skønhed og de spændende eventyr, som landet har at byde på. Eventyret begyndte allerede, da jeg landede i San Jose, Costa Ricas hovedstad. Eftersom byen er fyldt med spansk kolonialarkitektur, livlige gader og ikoniske landmarks, som f.eks. Costa Ricas nationalteater, var den det perfekte udgangspunkt for mig for at lære „Tico’ernes“ livsstil at kende.
Min første smagsprøve af den costaricanske morgenmad var også en stor nydelse. At spise den traditionelle ret „Gallo Pinto“ (ris med bønner) på dette tidspunkt af dagen, gav mig en dejlig fornemmelse af at være rigtig godt mæt i mange timer! Efter at have spist morgenmad tog jeg afsted til Tortuguero, som førte os gennem den betagende nationalpark Braulio Carillo, hvor man alle steder kan se tæt regnskov, store vandfald, tårnhøje vulkaner og brusende floder.
Ankomsten ved havnen, hvorfra vi skulle tage båden til logden i Tortuguero, gav mig for alvor fornemmelsen af, at nu skulle vi afsted mod et rigtigt spændende eventyr. Sejlturen gennem de mange smalle kanaler i regnskoven gav mig, i løbet af de to nætter jeg tilbragte her, rig mulighed for at lære det betagende, vilde dyre- og planteliv her at kende. Jeg var så heldig at spotte mange forskellige slags aber, dovendyr, krokodiller, kaimaner, skildpadder og andre dyr. Mit ophold her må jeg virkelig betegne som et af de store highlights på turen, og jeg ville gerne være blevet længere, hvis det havde været muligt!
Et besøg i landsbyen Tortuguero er virkelig en sjælden og enestående oplevelse, og hvis du er modig, vil jeg anbefale dig at prøve den såkaldte „night walk“, som arrangeres af lodgen, og som giver dig mulighed for at udforske regnskoven sent om aftenen, hvor man både kan opdage slanger, flagermus, store myrer og kæmpe insekter!
Efter sejlturen tog jeg på road trip til den imponerende by La Fortuna, som er hjemsted for den store vulkan Arenal. Idet jeg holdte mig forholdsvis tæt ved indgangen af nationalparken Arenal, kunne jeg vandre gennem parken og samtidig nyde den fantastiske udsigt til vulkanen. Jeg var så heldig, at skyerne denne dag hang lavt, hvilket gav nogle helt fantastiske fotomotiver. Aftenens besøg ved de varme kilder og den lækre aftensmad var den perfekte afrunding af mit ophold her. Nu var jeg klar til at komme videre til Monteverde.
Den lille by Monteverde har, lige som mange andre steder i Costa Rica, stor fokus på økoturismen. Dette sted er fyldt med eventyr, og min første dag her bød allerede på en „vandring i trætoppene“ i regnskoven, der gav mulighed for at opleve masser af forskellige planter og dyr. Du kan vælge imellem mange forskellige aktiviteter, og mit valg for dag nr. 2 faldt på det såkaldte „zip-lining“. Ikke noget for sarte sjæle, men helt sikkert en af de mest spændende oplevelser i mit liv.
Findes der noget bedre end at slappe af og reflektere over oplevelserne end badeferie ved stranden i et af Costa Ricas mest populære naturreservater, Manuel Antonio? Manuel Antonio National Park er en lille nationalpark midt i det naturreservat, som ligger ved Costa Ricas centrale stillehavskyst, syd for byen Quepos, Puntarenas. Min base her lå absolut perfekt, ikke kun for at nyde de smukke strande, men også for at opleve den betagende skønhed af nationalparken, som er blandt de 12 smukkeste i verden.
Costa Rica byder virkelig på noget for enhver smag, lige meget om det er for natur- og dyreelskere, historikere, strandelskere eller for dem, der søger et adrenalinkik.
Et sandt eventyr med minder, jeg aldrig vil glemme.
Neil Smith,
TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende