Drømmer du om at opleve Tanzanias mindre kendte naturområder? I marts (2019) besøgte Winnie, vores Afrika-ekspert, Selous Game Reserve for første gang, og hun fortæller herunder, hvorfor man skal tage til Selous.
Min kæreste spurgte mig, hvorfor man egentlig skal tage til Selous Game Reserve i Tanzania.
Min første tanke var ”jamen, hvorfor i alverden skulle man IKKE tage til Selous”?
Jeg ved naturligvis godt, hvad han mener. Tanzania er så kendt for Serengeti og Ngorongoro, at man næsten glemmer, der er andet i landet. Men faktisk er det netop en af grundene til, at man skal tage til Selous.
Serengeti er præcis, som man forestiller sig. Endeløse sletter med små buske og træer og dyreflokke så langt, øjet rækker. Den første gang, jeg var i Tanzania, troede jeg, at de mange formationer i horisonten på Serengetis sletter var buske – men det var flokke af dyr! Nogle steder vader zebraer og gnuer rundt mellem girafferne – og flere løveflokke på én safarirejse til Serengeti og Ngorongoro er ikke ualmindeligt.
Man skal være lidt mere heldig for at se de andre kattedyr som f.eks. leoparder og geparder. Men når man finder dem, er det et spektakulært syn. Leoparden er mit yndlingsdyr over dem alle og der er ikke meget, der kan tage min glæde over at se dette prægtige kattedyr liste gennem bushen på kattepoter. Man skal dog være forberedt på, at man på Serengeti og i Ngorongoro-krateret ofte deler sine kattedyrsoplevelser med en hel del andre safaribiler. Det gør ikke noget – for mig er en leopard en leopard og uanset hvor mange mennesker, der så kigger på den, er den i mine øjne stadig gudesmuk. Men indrømmet; det er nu alligevel noget over at være den ENESTE safaribil, som har udsigt til leopard. Og det er der større chancer for i Selous.
Selous Game Reserve er Afrikas største vildtreservat (og et af de største vildtreservater i hele verden), så her er naturligt nok en kæmpe variation i landskaber og dyreliv.
Store dele af vildtreservatet er helt uberørt af mennesker, og så er her af en eller anden grund ikke ret mange turister. Det skyldes naturligvis delvis størrelsen. Selous er 4 gange så stort som Serengeti, og selv med lige så mange besøgende hvert år, ville vildtreservatet føles langt mindre overrendt.
Jeg er dog tilbøjelig til at tro, at det mest af alt skyldes virkelig effektiv markedsføring af Serengeti. Den store gnu-migration, som finder sted hvert år på Serengeti er naturligvis et stort trækplaster, men man hører sjældent nævnt, at Selous har en af Afrikas største bestande af bøfler, flodheste og elefanter (som i øvrigt hvert år vandrer mellem Tanzania og Mozambique!), eller at Selous har nogle af de største krokodiller i hele Østafrika, eller at ca. 50 % af de vilde hunde, der er tilbage i verden, lever her i Selous. Størrelsen på vildtreservatet gør selvfølgelig, at man nogle gange skal lede lidt mere efter dyrene, end man skal i f.eks. Ngorongoro. Til gengæld har Selous en af Afrikas største population af løver, så chancerne for at se løver – uden at dele synet med andre safaribiler – er ret gode.
Fuldstændig som Serengeti og Ngorongoro er Selous Game Reserve også på UNESCO’s liste over bevaringsværdig natur – og det siger jo i virkeligheden det hele. Hvorfor i alverden skulle man IKKE tage til Selous?
Winnie,
TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende