Rejseberetning fra Thailand: Mae Hong Son-loopet – Thailands smukkeste “roadtrip“

I foråret 2024 rejste Michelle, vores Product Manager på Asien, til Nordthailand. Et af højdepunkterne på hendes rejse var Mae Hong Son-loopet, som gjorde et stort indtryk på hende. Læs om Michelles oplevelser her.

Fra første gang jeg stod ansigt til ansigt med Nordthailand, blev jeg forelsket. Jeg vidste, jeg ville tilbage en dag. Jeg ville opleve mere, udforske mere. Jeg ville have mere af det fantastiske nord, der er fyldt med bjergtagende natur, kulturelle møder og autentiske oplevelser. Den mulighed fik jeg i april 2024.

Fra min yndlingsby, Chiang Mai, tog jeg hul på Mae Hong Son-loopet. Et loop, der strækker sig 660 km gennem Nordthailands billedskønne bjerglandskaber, og hvor 1.864 hårnålesving fører dig gennem skjulte dale, frodige skove og små landsbyer med uovertrufne udsigter.

Jeg satte kurs mod den lille charmerende by Mae Sariang. Undervejs gjorde jeg stop ved det majestætiske vandfald Mae Ya, som er et af de smukkeste i Nordthailand. Jeg har efterhånden set mange vandfald, men Mae Ya gjorde et særligt indtryk på mig. Mae Ya strækker sig nemlig over flere niveauer, og mens vandet falder hele 250 meter ned ad de brede klippevægge, skaber det flere små pools – virkelig fascinerende!

Jeg lagde også vejen forbi nationalparken Ob Luang, som er kendt for sine dramatiske landskaber. Her blev jeg mødt af en smal og dyb kløft, hvor Mae Chaem-floden skærer sig igennem parkens høje klippevægge. Kløften kaldes også ”The Kissing Cliff”, da den ligner to ansigter, der kysser.

Vel fremme i Mae Sariang var det næsten blevet mørkt. Jeg fandt en god restaurant ikke langt fra hotellet, hvor jeg bestilte grillet fisk og papayasalat – en af mine ”go-to’s”, når jeg er i Thailand. Herefter gik jeg en lille tur i byen og fandt en hyggelig lille bar, hvor jeg nød en kold Chang.

Næste morgen stod jeg tidligt op, for jeg ville se byen i dagslys. Det var fuldkommen magisk at slentre en tur gennem gaderne, mens byen var ved at vågne, og solen langsomt var ved at stå op. De lokale var i gang med at åbne deres små forretninger, mens andre var på vej på arbejde på deres scootere, som nærmest fik byens små farverige lanterner til at svinge fra side til side.

Jeg tog afsked med Mae Sariang, og rejsen gik videre mod Mae Hong Son. Jeg kørte ad snoede veje til den lille landsby Ban Huay Hom, som er omgivet af bjerge og frodig natur. Landsbyen er hjemsted for Karen-stammen, og da jeg ankom, blev jeg mødt af en lokal Karen-familie, som bor i et stort, traditionelt træhus. Familien lever af landbrug og traditionel vævning, og de driver ovenikøbet en hjemmecafé.

Landsbyen er en del af Mae La Noi Royal Project, som blev etableret af Thailands tidligere konge og dronning. Mens jeg nød den hjemmebryggede kaffe, gjorde familien mig klogere på projektets formål om at bekæmpe opiumdyrkning og forbedre lokalbefolkningens levevilkår gennem bæredygtigt landbrug. De fortalte, hvordan projektet har ændret deres liv, og om overgangen fra opiumdyrkning til fåreavl og dyrkning af alternative afgrøder som kaffe og ris.

Herefter fik jeg mulighed for at prøve kræfter med traditionel vævning i deres værksted, hvor jeg oplevede det kreative arbejde med tæpper og dragter.

Til sidst viste de mig rundt på deres store grund, hvor fårene roligt græssede rundt, og hvor kaffeplanter og risterrasser stod så så smukt. Det var inspirerende at se, hvordan projektet ikke bare har ændret deres levebrød, men også bidraget til en bæredygtig fremtid for hele området.

Jeg kørte nu videre til Pai-floden, hvor jeg skulle med en traditionel motorbåd til Huay Pu Keng-landsbyen, som kun kan nås med båd. Sejlturen op ad den naturskønne flod var utrolig smuk, og undervejs så jeg både firben og forskellige fuglearter.

Huay Pu Keng er hjemsted for Kayan-stammen, hvor kvinderne er kendt for at bære messingringe rundt om halsen, hvilket har givet dem tilnavnet ”Long Neck”. Da landsbyen ikke er særlig fremkommelig, er der ikke mange andre rejsende – faktisk mødte jeg ikke en eneste – og derfor anses landsbyen også som den mest autentiske ”long neck-landsby” i provinsen. Jeg gik en tur op ad byens hovedgade, hvor jeg faldt i snak med en af de lokale kvinder. Hun var den eneste, der kunne engelsk og den eneste i landsbyen, som havde været uden for Thailands grænser. Jeg spurgte, om jeg måtte tage et portrætbillede af hende, hvilket hun godkendte, og da hun så sit eget billede sagde hun ”wow, so beautiful”. Jeg kunne ikke være mere enig. Den selvtillid kunne vi lære noget af.

Sidst på eftermiddagen ankom jeg til byen Mae Hong Son. Om aftenen tog jeg en tur ned til byens Walking Street, som forvandles til et livligt natmarked, når mørket falder på. Her gik jeg rundt ved de mange madboder og lod mig friste af de mange lokale specialiteter – et umuligt valg, så jeg endte med lidt af hvert. Aftenens måltid blev nydt på et tæppe ved et lavt bord, ligesom de lokale gør. Bag mig stod Wat Chong Kham-templet, der på smukkeste vis blev reflekteret i byens blikstille sø.

Næste morgen valgte jeg igen at stå tidligt op, for jeg havde hørt, at det skulle være utroligt smukt at se solen stå op over Mae Hong Son fra templet Wat Phra That Doi Kongmu. Templet ligger nemlig på en bakketop med en storslået panoramaudsigt over Mae Hong Sons disede dale og omkringliggende bjerge. Da solen langt om længe begyndte at stå op, ramte den fredfyldte stilhed mig, og det var fuldkommen fantastisk at opleve det gyldne lys fylde landskabet og skabe en næsten magisk stemning.

Da solen stod smukt på himlen, tog jeg ned til byens lokale morgenmarked. Over for markedet fandt jeg en lille, lokal morgenmadsrestaurant, hvor de serverede den traditionelle ret Jok Moo Sap, som er en rissuppe. Der kom godt med krydderier på, og så smagte den himmelsk.

Senere denne dag skulle jeg opleve den charmerende bjerglandsby Ban Rak Thai, som blev grundlagt af kinesiske immigranter, hovedsageligt soldater fra Yunnan-provinsen, der flygtede hertil efter den kinesiske borgerkrig. Jeg gik gennem teplantager op på en bakketop, hvor jeg havde den smukkeste udsigt over teplantagerne, byen og søen, som de omkringliggende bjerge spejlede sig ned i. Jeg slentrede også en tur hen ad byens hovedgade, hvor jeg fandt en butik, der solgte te og lokale snacks.

På vej tilbage til Mae Hong Son lagde jeg vejen forbi Phu Klon, som er kendt for sine naturlige varme- og mudderkilder. Intet var mere tiltrængt end en mudderansigtsbehandling efter at have kørt så mange kilometer og siddet mange timer i en bil de seneste dage. Jeg ved ikke, om det var noget, jeg bildte mig selv ind, men jeg følte min hud var ”glowing” efterfølgende, og jeg fik følelsen af afslapning og fornyet energi.

Dagen efter forlod jeg Mae Hong Son og kørte mod byen Pai. Undervejs gjorde jeg stop i landsbyen Ban Cha Bo, som er hjemsted for Lahu-stammen. Frokosten spiste jeg på en lokal restaurant, hvis spiseområde strakte sig udover bjergsiderne med smuk udsigt over de omkringliggende bjerge. På vej tilbage til bilen mødte jeg tre søde damer fra Lahu-stammen, som sad og syede og broderede, og jeg købte en lille makeup-pung af dem for det, der svarede til 10 kr.

Inden jeg ramte Pai, gjorde jeg stop ved Ta-Pai-broen, som blev bygget i 1942 af japanske tropper under Anden Verdenskrig som en del af deres forsyningsrute.

Endelig ramte jeg Pai, en by jeg havde glædet mig meget til at opleve. Jeg må ærligt indrømme, at jeg fik lidt et chok. Her var mennesker! Jeg rejste jo i april, som er lavsæson i Thailand, så det var begrænset, hvor mange andre rejsende jeg havde mødt på min vej. Men de var så åbenbart alle her i Pai. Denimshorts, bandanaer og en hippie/bohemeagtig stemning beskriver nok Pai allerbedst. Her er hyggelige cafeer og barer med livemusik, gode spisesteder og småbutikker med hæklede tasker og smykker.

Et af højdepunkterne ventede dog dagen efter, da jeg besøgte Pai Canyon. Pai Canyon er dannet af erosion fra vind og regn, hvilket har skabt smalle stier, stejle kløfter og dybe slugter. Det første, der mødte mig, var den terrakottafarvede jord og de stejle sandstensklipper. Jeg blev blæst en anelse bagover af den imponerende panoramaudsigt. Wow et sted!

Mit eventyr i Nordthailand sluttede tilbage i Chiang Mai, hvor jeg havde tid til at reflektere over de mange oplevelser, jeg har haft, inden rejsen gik hjem igen.

Mae Hong Son-loopet er mere end en rejse – det er en oplevelse, der samler alt det, jeg elsker ved Thailand: storslået natur, kulturelle oplevelser og en følelse af at være langt væk fra hverdagen.

Michelle,

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende