TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
89 93 43 89
Lukket i dag | Se åbningstider
ForsideNyheder og rejseartiklerRejseberetning fra Tanzania: søndag i Stone Town

Rejseberetning fra Tanzania: søndag i Stone Town

02.02.2025
Vis alle indlæg

I slutningen af 2024 tog vores rejsespecialist Ingun til Tanzania med hele sin familie. Læs hendes fortælling fra en Søndag i Stone Town, Zanzibars gamle by, herunder. (Læs også om hendes møde med the Big Five på første dag og familiens oplevelser i Paje).

Kvinde i kjole går gennem gaderne i Stone Town

Sammen med Mohamed snor vi os gennem byen for uden en guide, kan du let fare vild i Stone Towns smalle gader.

Vi har haft nogle afslappede dage i Paje og ankommer derfor til Stone Town med lav feriepuls. Mit første indtryk af byen er, at det er kaotisk og hektisk og lidt mere gråt end alt det blå og turkise, vi kommer fra. Det tager nogle minutter, før jeg finder mig til rette i byens pulserende liv. Mohamed siger, at vi er heldige, fordi vi kommer på en søndag. Der er lidt mere stille i gaderne end andre dage.

Dør med flotte detaljer i Stone Town

Det er omkring 30 grader. Heldigvis vandrer Mohamed roligt gennem byen. Undervejs hilser han på bekendte og fortæller historier om byens kendte døre og Zanzibars historie. Han fortæller om slavehandel, krydderier, kaffe, sultaner og uafhængighedskamp. Vi får også lov til at høre om dagligdagen, politik og Mohameds eget liv.

Dreng går blandt de lokale på marked i Stone Town

Lidt efter lidt dukker der flere detaljer op i det grå. En sirligt udskåret dør på et hus. En tørresnor med farverige klæder, der lyser op en grå sidegade. Markedet med farverige frugter i sirligt stablede bunker. En bod med krydderier, hvor manden bag disken hilser os på norsk! En café med gule vægge, hvor Mohamed hævder, de har Zanzibars bedste kaffe. Det må vi selvfølgelig teste.

Mænd sælger varer på marked i Stone Town

Butiksejerne lokker med gode priser og inviterer os indenfor. Fra en moské lyder bønneråb på arabisk, mens børn leger mellem husene. En smal gade er blevet til en fodboldbane, en gammel mand på cykel manøvrerer sig forbi os, og en ung mand skynder sig forbi, mens han taler i mobiltelefon. Der er gang i Stone Towns smalle og hyggelige gader.

I Stone Town får man et indblik i hverdagslivet på Zanzibar, det travle byliv og, i vores tilfælde, lidt af søndagslivet. Zanzibar er nok mest kendt for sine smukke strande, og mange oplever kun denne side af øen. Men jeg vil anbefale, at du lægger turen forbi Stone Town og får et levende møde med denne fascinerende by. Og gør det sammen med en guide!

Udsigt til vandet i solnedgangen i Stone Town

Vi siger farvel til Mohamed og sætter os på en tagterrasse ved havnen for at nyde solnedgangen en sidste gang før hjemrejse. Tak for denne gang Zanzibar.

Ingun,

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende