Rejseberetning fra Peru: Mit eventyr i Amazonas

Vores product manager Nadia var i april 2024 på en eventyrlig rejse til Peru. Her besøgte hun bl.a.  Puerto Maldonado i Peru, som er en del af Amazonas-regnskoven. Læs om hendes eventyr herunder.

Jeg havde allerede rejst rundt i Peru i to uger, inden jeg skulle med flyet til Puerto Maldonado. Alle stederne jeg havde besøgt, havde været vidt forskellige, så jeg var spændt på at se, hvad der ventede mig ude i Amazonas.

Det var et af de steder på rejsen, som jeg havde set mest frem til, og jeg havde en konstant følelse af spænding i kroppen. Tanken om at komme helt tæt på naturen og det vilde dyreliv, synes jeg, var virkelig fascinerende, så jeg kunne næsten ikke vente med at komme derud.

Jeg var den første passager til at gå ombord på båden i Amazonfloden, og det gav lige et sus i maven, da jeg mærkede, hvordan den gyngede fra side til side. Jeg ville nødig falde i vandet her, for jeg vidste godt hvilke slags dyr, der kunne gemme sig i denne flod.

Da vi ankom til lodgen, blev der serveret frokost, og herefter skulle vi ud på første udflugt. Jeg fandt mine lange bukser frem og tog min langærmede bluse på for derefter at sprøjte godt med myggespray på.

Allerede på første udflugt stødte jeg på flere eksotiske dyr bl.a. farverige araer, en aguti, en edderkop med grøn krop og et dovendyr. Undervejs på turen fortalte vores guide om, hvilke medicinske egenskaber de forskellige planter og træer havde.

Efter aftensmaden skulle vi igen ud på tur, og denne gang var det en bådtur. Vi fik at vide, at vi skulle kigge efter lysende øjne i vandoverfladen. Pludselig stoppede båden, og guiden pegede mod bredden. Man kunne høre, at det puslede i buskadset. Guiden lyste forsigtigt med sin lygte, og her kunne vi se en hel kapivarfamilie på udflugt! Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg så dem. Vi drev roligt med strømmen videre langs bredden, og på et tidspunkt begyndte guiden igen at lyse med sin lygte. Han havde spottet en kaiman, som lå og hvilede sig på bredden. Det gav et lille gisp i mig, da båden nærmede sig, men den var nok mere bange for os, for pludselig forsvandt den ned i vandet med et plask!

Om aftenen lyttede jeg til alle de eksotiske lyde, mens jeg lå under mit myggenet, som var proppet godt ned under madrassens bund. Vinduerne i bungalowen var kun dækket af net, så man kunne tydeligt høre alle dyrenes leben. Jeg synes dog, at nogle af lydende føltes meget tæt på, men jeg faldt til sidst i søvn godt fyldt op af indtryk fra dagens oplevelser.

Dagen efter spottede jeg to mørke klumper, der sad oppe under loftet og begyndte at bevæge på sig. Ved første øjekast lignede det to fugleedderkopper, og jeg må indrømme, at jeg stivnede en lille smule. Efter nærmere studering fandt jeg ud af, at det var to flagermus, som havde forvildet sig ind i min hytte! Guiden sagde, at det ikke var noget, som skete særlig tit, men jeg skulle være glad for dem, for de spiste bare alle kakerlakker og edderkopperne derinde…

Selvom jeg gerne ville tæt på dyrene, havde jeg nu ikke lige forestillet mig at sove i samme hytte som to flagermus, men når jeg tænker tilbage på det, synes jeg egentlig, at det var en ret sjov oplevelse.

Samme dag var vi på endnu en udflugt, hvor der igen var rig mulighed for at suge til sig med indtryk. Mens vi vandrede ude i junglen, blev vi pludselig mødt af en høj brølende lyd – det var brøleaberne, vi kunne høre. Det er utroligt at tænke på, at sådan nogle høje lyde kan komme ud af sådan nogle små væsner. Herefter så vi en flok kapucineraber, som var på vej væk fra lyden, mens de kom svingede forbi os fra gren til gren lige ovenover, hvor vi stod. Undervejs på turen stødte vi også på flere forskellige eksotiske fugle og farverige frøer.

Det var ikke kun på udflugterne, vi kunne træffe alle de eksotiske dyr. Selv inde på lodgens område mødte jeg flere. Da jeg var tilbage efter udflugten på vej hen til min bungalow, var der en tukan, som ikke syntes, at vi måtte passere den, og den begyndte nærmest at opføre et show for os. Den dansede fra den ene til den anden side og virkede ikke spor bange for os. Tværtimod var den meget nysgerrig.

Samme eftermiddag var der en mand, som nævnte, at han gerne ville se en fugleedderkop. Så sagde guiden, at vi alle kunne mødes lige før aftensmaden foran restauranten. Jeg kunne mærke, hvordan det gispede i mig, men jeg var alt for nysgerrig til ikke at gå med. Vi fulgte med ham hen til et af palmetræerne, som var placeret ved stien, der førte op til restauranten. Her sad der den største fugleedderkop, jeg nogensinde havde set! Selvom jeg egentlig er rædselsslagen for fugleedderkopper, kunne jeg ikke lade være med gå helt tæt på, for den var jo helt vildt fascinerende.

Min rejse til Amazonas fyldte mig op med fantastiske indtryk og vil forblive en oplevelse, jeg aldrig vil glemme.

Nadia,

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende