I november 2021 rejste vores Afrika-ekspert Winnie til Tanzania og Kenya. Inden afrejse spurgte vi vores følgere på Facebook, hvad de gerne vil vide/se fra turen. Et af de indkomne spørgsmål var, hvad forskellen mellem Kenya og Tanzania er. Her er Winnies svar.
Min glimrende guide i Kenya hed Sisto. Han er både belæst og berejst – og han forstår min humor 😄.
I løbet af vores uge sammen, så vi 15 hoteller. En del af de hoteller ligger i vildtreservater, så for at komme fra A til B, måtte vi køre gennem vildtområder som Samburu, Masai Mara og Amboseli (brandærgeligt; jeg ved det godt… 🙈). Undervejs på disse ture var vi heldige både at se leoparder, en serval, parrende løver, geparder og – det vildeste af dem alle – et sort næsehorn!
Sisto vidste godt, at jeg skulle videre til Tanzania, og som den gode kikuyu han er, så han straks en mulighed for en lille konkurrence med sin kon-kollega i Tanzania. Jeg lovede ham, at jeg nok skulle give udfordringen videre: ”at finde lige så mange dyr, som vi havde set i Kenya på vores vej til og fra site inspections”
I Tanzania fik jeg Abu som guide. En mere tålmodig og vidende mand, skal man lede længe efter!
Som lovet afleverede jeg Sistos udfordring. Abu smilede sit stille smil og sagde: “don’t worry. We have the Serengeti”.
Jeg vil ikke rangordne. Jeg synes oprigtigt talt, at ALLE nationalparker har noget at byde på – og det er bl.a. kontrasterne, som jeg sætter så stor pris på.
Samburu har de smukke landskaber og de specielle 5.
Naivasha har flodhestene og de mange fugle.
Mara er på en gang både vild og overskuelig med virkelig gode chancer for big 5.
Pandekageflade Amboseli har elefanterne og Kilimanjaro.
Tsavo har det røde jord som også farver elefanterne røde.
…
Ngorongoro byder på vilde kratersider, som står i skærende kontrast til den flade kraterbund, hvor zebraer og elefanter græsser og hvor løverne til tider søger skygge under bilerne.
Tarangire har elefanterne og de mytiske baobab-træer.
Mkomazi har næsehorn.
Lake Manyara byder på et rigt fugleliv.
…
Og så er der Serengeti.
Serengeti er stedet, hvor man kan se tre leoparder i ET træ. Det er stedet, hvor sletterne er så endeløse, at man kan se jordens runding. Det er her, himlen er størst.
MEN – for der er naturligvis et men…. Serengeti er også stedet, man kan køre en hel dag uden at se meget andet end zebraer. Der er LANGT mellem de forskellige habitater, og hvis du er i den ene ende og geparderne i den anden, ja, så ser du altså ingen geparder den dag 😉
En af vores følgere på Facebook skrev, at dyreoplevelser i Tanzania er størst – men at camps og lodges i Kenya har højere standard. Det er jeg tilbøjelig til at give hende ret i. Kenya har en længere safarihistorie end Tanzania – de har simpelthen øvet sig i lidt længere tid 😉.
Men don’t worry, “Tanzania has the Serengeti”.
Winnie, TourCompass
Læs også vores indlæg, hvor vi hjælper dig med at vælge safari i Kenya eller Tanzania.
TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende