TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
89 93 43 89
Åbent i dag kl 10 - 16 | Se åbningstider
ForsideNyheder og rejseartiklerHvornår er det bedst at besøge Peru?

Hvornår er det bedst at besøge Peru?

05.02.2018  |  opdateret: 23.06.2022
Vis alle indlæg

Inkastien Peru

En rejse til Peru har noget for enhver smag – uanset om du er til frodige regnskove og anden billedskøn natur, indianermarkeder eller smukke inkaruiner.

Men hvornår er det bedst at besøge det smukke sydamerikanske land?

Peru kan besøges hele året, men nogle perioder er bedre end andre alt efter, hvad du gerne vil opleve. Inkastien er eksempelvis ikke tilgængelig hele året.

Læs med herunder og bliv klogere på, hvornår det er bedst for dig at besøge Peru.

Vejret i Peru

Peru ligger på den sydlige halvkugle og har sommer, når det er vinter i Danmark.

Det sydamerikanske land har overordnet set to sæsoner: En våd og en tør.

Peru strækker sig over 3 forskellige regioner, der oplever meget forskellige klima- og vejrforhold, og derfor er opdelingen i ”våd” og ”tør” måske en smule unuanceret.

De tre områder er:

  • Det vestlige Peru (Lima og kysterne), der er overvejende tørt
  • Højlandet (Cusco, Machu Picchu og Inkastien), der er tempereret til køligt
  • Amazonas-junglen, der er varm og fugtig.

Det vestlige Peru: Lima og kysten

Limas kyst

Hovedstaden Lima og landets kyststrækning, der primært består af ørken, er varm og tørt året rundt med meget lidt regn.

I december-april når temperaturerne i denne del af Peru i gennemsnit op på mellem 24-27 °C.

Maj til oktober er en del mildere, hvor den gennemsnitlige dagtemperatur falder til mellem 18-22 °C. Det bliver altså aldrig lige så koldt, som vi kender det herhjemme, men perioden er kendetegnet ved en høj luftfugtighed. I denne periode kan du i Lima opleve vejrfænomenet La Garúa: Et tykt lag af lavthængende skyer, der skaber tåge med let støvregn over byen.

Bjergene og højlandet: Cusco, Machu Picchu og Inkatrek

Machu Picchu

Perus bjergområde og højland varierer meget i højderne, og du kan forvente forskellige temperaturer afhængigt af, hvor i højlandet du befinder dig. Temperaturerne og luftfugtigheden falder jo højere du er oppe.

Højlandet har to sæsoner: en våd og en tør.

Den tørre periode varer fra april til oktober, hvor du kan forvente klart vejr med gennemsnitlige dagtemperaturer på 21-22° C. Nætterne i denne periode er dog en del koldere med temperaturer helt ned til frysepunktet, især i juni og juli.

Den tørre periode er højsæson for Cusco og Machu Picchu, hvilket betyder dejligt vejr, men også flest besøgende.

Den våde periode løber fra november til marts, hvor temperaturerne dog også er mildere. Temperaturerne ligger i gennemsnit på 19-21° C om dagen og 7°C om natten. De vådeste måneder er januar og februar. Det er typisk tørt om morgenen med eftermiddagsregn.

I den våde periode kan du forvente mere regn, men færre besøgende. Derudover vil landskabet i denne periode ændre farve fra tørre brune farver til frodige grønne nuancer.

Bedste tidspunkt for Inkatrek?

Til forskel fra både Cusco og Machu Picchu, så kan Inkatrekket IKKE besøges hele året.

Inkatrekket har lukket i februar måned, pga. vejret og vedligehold.

Vi anbefaler derfor at fuldføre Inkastien mellem april og november for at undgå mudder på trekket. Husk at booke i MEGET god tid, gerne 6-12 måneder før afrejse, da trekket ellers kan blive udsolgt.

Det østlige Peru: Regnskoven i Amazonas

Amazonas Madre de Dios-floden

Regnskoven i Amazonas i det østlige Peru har høje temperaturer og meget nedbør året rundt. Dog er de sydligste dele af Amazonas karakteriseret af kolde vintre.

  • Der er størst sandsynlighed for tørvejr mellem april og oktober.
  • November-april har mere regn med hyppige regnbyger, der dog ofte kun varer et par timer ad gangen.

Hvornår er så det bedste tidspunkt at besøge Peru?

Peru byder på fantastiske oplevelser, som du kan opleve året rundt.

Dog er det godt at være opmærksom på at:

  • Lima og kyststrækningen i det vestlige Peru er varmest mellem december og marts måned, hvor det er sommer og højsæson i denne del af Peru. Men du kan forvente varme temperaturer hele året.
  • Højlandet har tørsæson i april-oktober, hvilket mange anser for at være det bedste tidspunkt for afrejse. Dog skal du være opmærksom på, at der er flere besøgende i denne periode.
  • I det østlige Peru i Amazonas kan du regne med meget regn og høje dagtemperaturer året rundt. Der er størst sandsynlighed for tørvejr mellem april og oktober måned, dog er der altid en risiko for en regnbyge i regnskoven uanset årstid.

Se vores rejser til Peru herunder:

Har du spørgsmål?

Bemærk, at denne guide til Peru er vejledende, og anbefalinger kan med tiden ændre sig.

Vi anbefaler derfor altid, at du kontakter vores rejsekonsulenter, så I sammen kan finde det bedste tidspunkt for dig.

Kontakt os hvis du har spørgsmål på tlf. 89 93 43 84.

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende