TRYGHEDSGARANTI & SPAR 2.500 KR. PÅ UDVALGTE TANZANIA REJSER
89 93 43 89
Åbent i dag kl 10 - 16 | Se åbningstider

Mad i Thailand

29.07.2024
Vis alle indlæg

Mennesker, der køber mad på et street food-marked i Thailand

Thailandsk mad er kendt for sine intense smage og duftende krydderier, hvilket gør det populært i hele verden.

Dog er der intet, der slår oplevelsen af at smage på de mange lækre retter, mens du er omgivet af Thailands fantastiske og farverige atmosfære.

Så hvad skal man spise i Thailand?

Vi har samlet 10 fantastiske thailandske retter, som du skal smage på din rejse til Thailand.

1. Pad Thai

Pad Thai med rejer på tallerken
Man kan ikke sige thailandsk mad uden at sige Pad Thai.

Den berømte thailandske ret består af stegte risnudler, rejer, bønnespirer, skalotteløg og æg. I nogle versioner af retten kan rejerne også været udskiftet med kylling, svinekød eller tofu.

Pad Thai er elsket af mange for sin gode smagsblanding af sødt, salt og surt – og så er den kendt for ikke at være alt for stærk, så alle kan være med.

2. Khao Pad

Khao Pad, også kendt som stegte ris
Khao Pad er også kendt som fried rice eller stegte ris.

På enhver thailandsk restaurant vil de have en variant af Khao Pad – og der er uendelige sammensætninger.

Khao Pad er nemlig bare ris, der er stegt med forskellige grøntsager som gulerødder, ærter, tomater, løg og hvidløg og ikke mindst æg. Derudover kan retten indeholde forskellige typer kød som kylling, svinekød, oksekød eller rejer.

Det er altså muligt at få lige den version af Khao Pad, du bedst kan lide.

3. Khao Soi

Person spiser Khao Soi
Hvis du vil prøve en traditionel ret fra det nordthailandske køkken, så bør du prøve Khao Soi.

Khao Soi er en karrysuppe med ægnudler og kokosmælk, der typisk serveres med kylling eller oksekød i. Når du får retten, vil den oftest være toppet med lime, forårsløg og dybstegte nudler.

Retten, der kombinerer både det søde, det salte og det stærke, er meget populær omkring Chiang Mai, så hvis du er i byen, kan vi klart anbefale dig at prøve Khao Soi.

4. Tom Yum

Tom Yum suppe
Tom Yum er en krydret og syrlig suppe.

Suppen er baseret på en bouillon lavet af citrongræs, kaffir limeblade, galanga, som minder om ingefær, limejuice, fiskesauce og knust chili. Den er altså fyldt med kraftige smage, der komplementerer hinanden – og så er den stærk!

Goong betyder rejer på thai, og Tom Yum Goong er den mest populære variant af suppen. Den fås dog også med andre kødvarianter eller svampe.

Suppen serveres ofte med ris som tilbehør.

5. Tom Kha Gai

Tom Kha Gai suppe
Hvis du prøver at undgå de helt stærke retter, og Tom Yum måske brændte lidt for meget tungen, så findes der en anden fantastisk thai-suppe, der er knap så stærk: Tom Kha Gai.

Kombinationen af frisk lime, kokosmælk og citrongræs giver suppen en god kontrast mellem det sure og det søde.

Suppen serveres ofte med kylling og jasminris.

6. Gul, rød og grøn karry

Thailandsk karry med kylling
Karry spiller en central rolle i det thailandske køkken, og der findes mange varianter. De mest kendte er dem, man kalder gul karry (kaeng lueang), rød karry (gaeng daeng) og grøn karry (gaeng keow wan gai).

Overordnet kan man kategorisere dem efter, hvor stærke de er. Gul karry er den mildeste efterfulgt af rød karry, mens den grønne karry er den stærkeste.

Alle varianterne er rige på smag af chili, citrongræs og kokosmælk og serveres med ris og kylling.

7. Panang

Panang karry

Panang er egentlig også en karryret ligesom både gul, rød og grøn karry.

Den adskiller sig dog alligevel med sin tykkere konsistens og sødere smag, og den er blandt andet lavet med peanuts, hvilket gør den anderledes i smagen end den ellers nært beslægtede røde karry.

Panang-karryens oprindelse er omdiskuteret, og nogle mener, at den stammer fra den malaysiske ø Penang, mens andre mener, den har rødder i det centrale Thailand.

Uanset oprindelse er det dog en populær thailandsk ret, som kan fås overalt i Thailand.

8. Moo Satay

Kvinder tilbereder moo satay på grill

Streetfood-klassikeren Moo Satay er populær blandt lokale såvel som besøgende.

De krydrede svinekødsspyd er marineret i kokosmælk, karry, koriander, hvidløg og gurkemeje, og herefter bliver det grillet.

Disse grillspyd er populære i hele Asien, og de er perfekte som en lille snack på farten eller som tilbehør til aftensmaden.

9. Khanom Krok

Khanom Krok tilberedes i pande

Khanom Krok er en pandekage lavet af rismel, sukker og kokosmælk, der er formet som en lille skål. Selve pandekagen har en knasende skal, mens indersiden er cremet.

Pandekage kan spises, som den er, men den fås i mange varianter. De kan toppes med alt fra forårsløg og taro til majs eller noget helt fjerde.

Kokospandekagen er særligt populær i Nordthailand, men den sælges i hele landet. Det er en af de mest populære snacks i Thailand, og hvis du tager til et marked, der serverer streetfood, er der en stor sandsynlighed for, at de sælger Khanom Krok.

10. Mango Sticky Rice

Mango sticky rice

Hvis du kun skulle spise én thailandsk dessert, så ved vi godt hvilken en, det skulle være: Mango Sticky Rice (Khao Niao Mamuang).

Den ikoniske thailandske dessert er lavet af klæbrige ris, frisk mango og sød kokosmælk, som risene er kogt i.

Blandingen af det søde kokosmælk og den friske mango gør desserten til den perfekte afslutning på et hvert thai-måltid.

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende

Se vores rejser til Thailand herunder: