TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
89 93 43 89
Lukket i dag | Se åbningstider
ForsideNyheder og rejseartiklerLake Manyara Nationalpark

Lake Manyara Nationalpark

19.03.2023
Vis alle indlæg

Udsigten over Manyara-søenLake Manyara Nationalpark ligger i det nordlige Tanzania omkring 90 minutters kørsel vest for Arusha.

Et af nationalparkens helt store trækplastre er den enorme sø, Manyara-søen, der giver liv til parkens mange dyr. Glæd dig til at opleve spektakulær natur, træklatrende løver og et rigt dyreliv.

Naturen i Lake Manyara Nationalpark

Skoven i Lake Manyara nationalpark

Lake Manyara Nationalpark er med sine 330 km2 blandt Tanzanias mindste nationalparker. Til sammenligning er Serengeti Nationalpark næsten 15.000 km2 stor.

Trods parkens lille størrelse er der mange smukke naturoplevelser.

Nationalparken strækker sig 50 kilometer langs bunden af de 600 meter høje, vestlige Rift Valley-skråninger, og området mellem Manyara-søen og skråningerne byder på en blanding af græssletter, junglelignende skov og sump.

Når du kører ind ad hovedindgangen til nationalparken, kommer du igennem frodig skov, før du når til søen. Skoven er grøn og frodig, og det kan være en stor kontrast, hvis du eksempelvis kommer direkte fra Serengeti, der på nogle tidspunkter af året er meget tør.

Manyara-søen

Elefanter på grusvej i Lake Manyara nationalpark

Lake Manyara Nationalpark er kendt for sin store sø, der også har lagt navn til nationalparken. Manyara-søen udgør en stor del af parkens samlede areal på hele 200 km2.

Vand er lig med liv i den afrikanske bush, og det ses tydeligt her. Søen er et omdrejningspunkt for mange dyr, der kommer hertil for at drikke eller bade, blandt andet parkens mange elefanter.

Dyrelivet i Lake Manyara Nationalpark

Lake Manyara byder på et mangfoldigt dyreliv, som du kan opleve på en safari i nationalparken.

Her lever mange af Afrikas spændende dyr, blandt andet elefanter, giraffer, bøfler, zebraer, flodheste og mange, mange flere. Selvfølgelig også de træklatrende løver, bavianer og et spændende fugleliv.

Træklatrende løver

Træklatrende løver i Lake Manyara

Lake Manyara er kendt for sine træklatrende løver.

Løver opholder sig normalt ikke i træer, men du kan opleve det nogle få steder i Afrika – blandt andet her i Lake Manyara Nationalpark.

Når man læser om træklatrende løver, er der altid to steder, der bliver fremhævet: bestanden i Queen Elizabeth Nationalpark i det sydlige Uganda og bestanden i Lake Manyara. Det er også muligt at opleve løverne andre steder. Vi har eksempelvis set sovende løver i trætoppene i både Serengeti og Ngorongoro.

Men hvorfor trodser løverne deres naturlige instinkter og klatrer i træer?

En af forklaringer kan være, at de i toppen af træerne undgår tsetsefluer og andre insekter og samtidig kan nyde den kølige brise i skygge for solen.

Store flokke af bavianer

Bavianer på vejen i Lake Manyara nationalpark

Hvis du kan lide aber, kan du glæde dig til et besøg i Lake Manyara Nationalpark.

Her er rigtig god mulighed for at opleve bavianer. Lake Manyara er nemlig et af de steder i Afrika, hvor der lever den største koncentration af den nysgerrige abe.

Bavianerne er sociale dyr, og du vil få muligheden for at opleve, hvordan de interagerer med hinanden helt tæt på, når du møder dem på din safari i Lake Manyara Nationalpark.

Fuglelivet i Lake Manyara Nationalpark

Flamingoer i Lake Manyara

Sidst, men ikke mindst, er Lake Manyara Nationalpark et fantastisk sted at opleve fugle.

Nationalparken har et utroligt fugleliv med mere end 400 registrerede fuglearter, herunder mere end 50 forskellige arter af rovfugle.

Parkens enorme sø og sumpområder er en oasis for mange af fuglene, som stortrives her. Du kan blandt andet se store flokke af pelikaner og selvfølgelig masser af lyserøde flamingoer, som nationalparken også er kendt for. Flamingoer er sociale dyr og er næsten aldrig at finde alene, så du kan forvente at opleve flokke på op mod 1.000 flamingoer på ét sted.

Det er ikke unormalt at opleve op mod 100 forskellige fuglearter på en dag, så hvis du interesserer dig for fugle, kan du holde dig godt beskæftiget i Lake Manyara Nationalpark.

Vil du opleve Lake Manyara Nationalpark?

Vi tilbyder adskillige rejser, hvor en dagssafari i Lake Manyara Nationalpark er en del af programmet.

Kunne du tænke dig at opleve nationalparkens træklatrende løver, bavianer og fascinerende fugleliv?

Oplev Lake Manyara på disse rejser:

Hvis du har spørgsmål til vores safarirejser i Tanzania, Lake Manyara eller andre nationalparker i Tanzania, er du meget velkommen til at kontakte vores rejsespecialister.

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende