TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
89 93 43 89
Lukket i dag | Se åbningstider
ForsideNyheder og rejseartikler10 tips til den lange flyvetur

10 tips til den lange flyvetur

03.01.2020
Vis alle indlæg

Fly

Når du har set frem til en længeventet rejse, kan en lang flyvetur virke uoverskuelig. Det er mange timer, du er placeret i et flysæde, mens du glæder dig til at lande på din destination.

Hvordan skal du få alle timerne i flyet til at gå? I stedet for at se flyveturen som noget, der bare skal overstås, kan du bruge den som en mulighed for at give dig tid til noget af alt det, du ikke når i hverdagen.

Læs med her og få vores 10 gode råd til, hvordan du får tiden til at flyve afsted på din rejse.

1) Ifør dig behageligt tøj

Du skal sidde ned i mange timer. Sørg for at have behageligt tøj på, så du ikke bruger tiden på at ærgre dig over, at du iførte dig dine strammeste jeans og stiveste skjorte.

Det er altid en god idé at have flere lag på. Temperaturen i et fly kan ofte være omskiftelig, og det er derfor rart at kunne tage en varm trøje på, når temperaturen falder.

Med en komfortabel og rar påklædning er du klar til at påbegynde flyveturen og benytte dig af vores gode underholdningsråd.

2) Læs en bog

Der er ikke noget mere afslappende end at fordybe sig i et andet univers.

Pak den bog, du længe har ville læse, og nyd, at du endelig har uforstyrret tid til at lade dig opsluge af spændende litteratur.

Vil du hellere have bogen læst højt, kan du downloade din yndlingsbog ned på din telefon eller andet elektronisk udstyr, så du kan læne dig tilbage og kigge ud over landskabet, du flyver over, imens du lader dig suge ind i bogens verden.

3) Lyt til en podcast

Podcasts er blevet manges go-to, når de skal slappe af. Der findes efterhånden et hav af forskellige podcasts, og det er nærmest umuligt ikke at finde en, du kan lide.

Sørg for at have downloadet en masse afsnit af din yndlingspodcast, inden du sætter dig ind i flyet og slår WiFi fra din telefon.

Læn dig tilbage, luk øjnene og lyt til sjove jokes eller skøre fortællinger fra lige den podcast, du har lyst til. Husk at pakke dine høretelefoner – de er et must-have på en lang flyrejse!

4) Se en film eller en serie

At se en film eller en serie er det mest oplagte underholdningstip. De fleste fly er nemlig udstyret med en skærm i sædet foran dig.

Undersøg, om flyet har lige den film eller serie, du længe har ville se. Hvis du vil være sikker på ikke at søge rundt forgæves, kan du downloade film eller serier ned på din iPad eller computer, så de kan ses offline. Så er du helt sikker på at være forberedt med flere timers underholdning!

Hvis du ikke vil gøre dig selv nervøs over din flyrejse, er et godt råd, at du skal holde dig fra film som Cast Away eller Alive.

5) Fordyb dig i landet du skal til

Havde du ikke tid til at åbne din rejsebog og undersøge, hvad man bare skal se på din destination, inden du tog afsted?

Find din rejsebog frem og begynd at læse om landets attraktioner, seværdigheder og kultur, så du ankommer fuldstændig forberedt til din rejse.

Vil du være ekstra klar til at imødekomme landet, kan du downloade en sprogapp og lære nogle nyttige gloser. Det er altid god skik at kunne sige hej og tak, når man befinder sig i en fremmed kultur.

6) Spil med din makker

Rejser du med en anden, kan I starte jeres egen spilturnering. Hav altid et spil kort med i tasken. Det gælder ikke blot på flyrejsen, men i alle situationer hvor der kan forekomme ventetid.

Vælg det spil, der skal være jeres turneringsspil, og I vil hurtigt opdage, at I kan lægge mange timer bag jer.

Hvis I vil gøre jeres turnering endnu mere spændende, kan I sætte små konkurrencer på højkant. Måske taberen skal skylde vinderen en drink, når I kommer frem til jeres destination?

7) Mal i en malebog

At male er ren terapi for sjælen, og det er en oplagt måde til at koble af og komme helt ned i tempo. Du tænker måske, at malebøger kun er for børn, men forskning har faktisk vist, at farvelægning kan have en afslappende og terapeutisk effekt på voksne.

Der findes mange fine malebøger til voksne, så køb en malebog og nogle farverige tuscher på forhånd, slå bordet i flyet ned og gå i gang med at farvelægge bogens flotte mønstre, så du ankommer fuldstændig afslappet til din destination.

8) Løs en krydsogtværs

Er du vild med at bruge dit hoved og lege med sjove ordkonstruktioner?

Pak et krydsogtværs-blad og udfordr dig selv. Se, om du kan løse en hel side uden at snydekigge på løsningerne bagerst. Hvem vil ikke gerne vide, hvad et andet ord for rejse på seks bogstaver er?

Kunne det være safari?

9) Rejs dig op jævnligt

Det er aldrig behageligt at sidde i samme position i for mange timer.

Sørg for at rejse dig op jævnligt. Gå en tur ned ad gangen og se, om du har mulighed for at lave et par stræk, så din krop får gang i blodcirkulationen igen.

Når du kommer tilbage til dit sæde, har du fornyet energi til igen at underholde dig selv.

10) Tag en lur

Har du gjort brug af alle vores gode råd, og er der stadig nogle timer tilbage af flyrejsen?

Find din nakkepude, din sovemaske og dine ørepropper frem og snup en lur, så du ankommer veludhvilet og veloplagt til din kommende destination.

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende