Meeru Maldives Resort Island er Travelife-certificeret og arbejder aktivt med bæredygtighed gennem en række initiativer, der er integreret i dagligdagen på resortet.
Meeru har implementeret en række avancerede løsninger for at reducere sit vandforbrug. Det gøres bl.a. gennem et 400-ton vandrensningsanlæg, der sikrer, at spildevand genbruges til havevanding, hvilket sparer både energi og vand. Derudover har de installeret sensorstyrede vandhaner i fællesområder og et forbedret dråbevandingssytem, så vandforbruget i haven mindskes. Resortets målsætning er at reducere det samlede vandforbrug med 10%.
Meeru investerer også i energieffektive løsninger for at minimere sit CO₂-aftryk. Løsninger som LED-lys og moderne airconditionanlæg udnytter restvarme til opvarmning af vand, og en gradvis udskiftning til “inverter-teknologi” reducerer strømforbruget markant. Resortet har desuden indført solpaneler, der skal mindske brugen af fossile brændstoffer.
Reducering af plastik er også en prioritet for Meeru. Værelserne er derfor udstyret med mineralvand i genopfyldelige glasflasker, og affald håndteres efter “The Five R’s”: Refuse, Reduce, Reuse, Repurpose, Recycle. Samarbejdet med miljøorganisationen ”Parley for the Oceans” sikrer, at plastaffald genanvendes i stedet for at havne i havet. Resortet har et mål om at reducere den samlede mængde affald med 5% og øge brugen af genanvendelige materialer.
Resortet dedikerer sig også til at beskytte livet under havoverfladen. I samarbejde med organisationen ”Save The Beach Maldives” har de plantet 4.000 koraller for at genoprette koralrevene, og undervandskameraer overvåger biodiversiteten for at sikre et sundt økosystem. De arrangerer samtidig regelmæssige strandoprydninger, hvor både gæster og ansatte deltager.
Over 60% af medarbejderne på Meeru er fra Maldiverne, og man arbejder tæt sammen med den lokale naboø, Dhiffushi, hvorfra de køber friskfanget fisk og andre lokale råvarer. Gæster kan opleve den lokale kultur på resortets museum eller besøge Dhiffushi for at lære mere om maldivisk levevis. De støtter også lokale skoler med uddannelsesture, hvor eleverne får indblik i bæredygtige initiativer.
Gæsterne forkæles med lækre råvarer fra resortets egen økologisk have, hvor man dyrker over 20 forskellige frugt- og grøntsagssorter som søde kartofler, chili og vandmeloner. Dette reducerer behovet for importerede varer og sikrer friske råvarer til resortets restauranter.
Resortets spa anvender udelukkende økologiske produkter, som er biologisk nedbrydelige og pakket i genbrugsglas.
Meeru arbejder kontinuerligt på at udvide sine bæredygtige tiltag. Med planer om endnu flere solpaneler, en optimeret energiovervågning og nye plastikfrie løsninger bidrager resortet til en mere ansvarlig turisme.
På Meeru Maldives Resort Island går en skøn rejseoplevelse og bæredygtige løsninger hånd i hånd, så både du og naturen kan nyde godt af de mange grønne initiativer.