Få uforglemmelige oplevelser i Argentina med farverige Buenos Aires, dyrelivet på Península Valdés og den betagende natur ved Perito Moreno-gletsjeren og Iguazú-vandfaldene.
Få uforglemmelige oplevelser i Argentina med farverige Buenos Aires, dyrelivet på Península Valdés og den betagende natur ved Perito Moreno-gletsjeren og Iguazú-vandfaldene.
Omfattende udflugtspakke:
Tag med på en eventyrlig rejse til Argentina. Det næsten 4.000 km lange land byder på en fantastisk diversitet, og kontrasterne er store fra den pulserende hovedstad Buenos Aires, til den rå natur i Patagonien og den frodige regnskov ved Iguazú-vandfaldene.
Rejsen starter i Buenos Aires, hvor du oplever byens store seværdigheder, smager de verdensberømte bøffer og ser et forførende tangoshow.
På halvøen, Península Valdés venter der dig et imponerende dyreliv med bl.a. søløver, pingviner, søelefanter og i sæsonen juni-december, også hvaler.
Længere sydpå i Patagonien bliver du mødt af smukke søer og bjerge og den imponerende Perito Moreno gletsjer i Los Glaciares Nationalpark.
Turen afsluttes i Puerto Iguazú, hvor du bliver blæst bagover af et af naturens store mesterværker, det mægtige Iguazú-vandfald og ikke mindst den omkringliggende regnskov, hvor du finder et væld af interessante plante- og dyrearter.
Afrejse fra Danmark mod Argentina med mellemlandinger undervejs.
Glæd dig til mødet med Argentinas charmerende hovedstad Buenos Aires. Byen omtales som Sydamerikas svar på Paris pga. sine brede boulevarder, hyggelige kvarterer og imponerende arkitektur.
Du bliver modtaget i lufthavnen af din guide, som kører dig ind til hotellet, der ligger centralt i byen.
Resten af dagen er på egen hånd. Du kan f.eks. gå en tur ned ad gågaden, Florida eller slappe af på en bænk på General San Martín pladsen, som er opkaldt efter José de San Martín, Argentinas store frihedshelt i kampen om løsrivelsen fra Spanien. Frokosten bør nydes på en af de lokale Parillas (bøfhuse), hvor lækkert oksekød fra den argentinske pampas sælges til billige penge.
Om aftenen kan vi anbefale at tilkøbe turen ”Smag på Argentina”, som giver et spændende indblik i argentinsk madkultur og traditioner. Hvis du deltager i denne tur, bør du overveje en let frokost, da der venter dig et festmåltid med lækre argentinske specialiteter.
I dag venter der en spændende 4 timers byrundtur til nogle af byens største attraktioner.
Du besøger bl.a. det charmerende gamle arbejderkvarter La Boca, som er kendt for sine farverige huse. Området var oprindeligt et gammelt skibsværft, og de fattige arbejdere byggede deres huse af overskudsmaterialer og -maling fra skibene. Derfor blev husene meget uens og malet i et væld af farver, da der som regel aldrig var maling nok til et helt hus.
San Telmo er den ældste bydel i Buenos Aires, og det er i dag et spændende kunstnerkvarter. Her finder du bl.a. mange af de berømte tangobarer.
Du besøger også de fornemme bydele Palermo og Recoleta, og der er stop ved Recoleta kirkegården, hvor mange berømte argentinerne ligger begravet. Du besøger bl.a. Eva Peróns grav, som var argentinernes højtelskede førstedame, bedre kendt som Evita.
Ved havneområdet Puerto Madero finder du en med masse hippe barer og restauranter. Det er også her, den smukke gangbro Puente de la mujer, ligger.
Byrundturen fortsætter ned ad verdens bredeste boulevard, Avenida 9 de Julio, til den berømte obelisk, som er et af byens historiske vartegn. Du fortsætter ned til Avenida Corrientes. Det er her, byens teatre og biografer er samlet bl.a. Teatro Colón – deres flotte operahus.
Du ser også mange af byens storslåede pladser bl.a. Plaza de Mayo, hvor den ikoniske regeringsbygning Casa Rosada ligger og Plaza de las Naciones Unidas med den smukke blomsterskulptur, Floralis Genérica.
Turen foregår med minibus med fotostops undervejs.
Om aftenen skal du opleve et uforglemmeligt tangoshow. Du bliver hentet på hotellet, og inden showet starter, venter en lækker traditionel argentinsk middag med store bøffer og rødvin. Showet er et miks af musik og dans fra hele Argentina men med en overvægt af den melankolske tango udført af de dygtigste dansere. Glæd dig til et show i høj kvalitet i smukke omgivelser.
Dagen er til fri disposition, og du vælger selv, om du vil udforske Buenos Aires på egen hånd eller tilkøbe en ekstra tur.
Måske har du på din byrundtur fundet en favoritbydel, du gerne vil udforske nærmere eller måske har du bare lyst til at slappe af, sidde på en café og iagttage den travle storby.
Vi kan anbefale en gåtur i naturreservatet, Reserva Ecológica Costanera Sur, som ligger lige på den østlige side af havneområdet Puerto Madero. Det over 8 km2 store naturområde er en skøn oase i storbyen og et yndet sted at gå tur for de lokale Porteños, som indbyggerne i Buenos Aires kaldes. Flere forskellige stier igennem reservatet fører dig ud til floden, Río de la Plata, hvor du i klart vejr kan du se over til nabolandet Uruguay. Området er kendt for sit rige fugleliv, og du kan også være heldig at se forskellige slags firben, skildpadder og måske den lille sumpbæver.
I dag fortsætter turen sydpå til den nordlige del af Patagonien, hvor unikt dyreliv venter ved halvøen Valdés. Flyveturen fra Buenos Aires til Trelew tager ca. 2 timer, og herfra bliver du hentet af en chauffør og kørt til dit hotel i Puerto Madryn. En køretur på ca. 1 time.
Puerto Madryn er en havneby ved Golfo nuevo-bugten, som er udgangspunkt for ture til Valdés halvøen. Går du en tur ned til havnen, kan du være heldige at se sæler svømme rundt langs de store skibe. Byens grundlæggere var immigranter fra Wales, og byen bærer stadig præg af sine europæiske stiftere.
Det er en helt unik naturoplevelse, der venter dig i dag. Valdés-halvøen har siden 1999 været på UNESCOs verdensarvsliste og har stor betydning for bevarelsen af havpattedyr som søløver, sæler og ikke mindst den truede sydlige rethval.
Du kører rundt til forskellige områder på halvøen og oplever kolonier af forskellige havfugle, sæler, søløver og pingviner. Du kan også møde den spøjse søelefant, der har fået sit navn pga. sin finurlige næse, som har form som en lille snabel. I perioden fra ca. juni til december kommer den sydlige rethval til området for at parre sig og opfostre sine unger. Også delfiner og spækhuggere kan opleves i farvandet omkring halvøen.
Det er en stor oplevelse at komme tæt på de enorme hvaler, og hvalsafari kan tilkøbes i perioden juni-december.
På landjorden kan du også være heldig at spotte bæltedyr, ræve, maraer (pampashare) og guanakoer, som er i familie med lamaen.
Du er tilbage i Puerto Madryn sent om eftermiddagen og har aftenen på egen hånd.
I dag flyver du endnu længere sydpå i Patagonien til El Calafate, hvor flere store naturoplevelser venter dig. El Calafate ligger tæt ved grænsen til Chile ved bredden af søen, Lago Argentino, som er den største sø i Argentina. Byen er udgangspunkt for ture til Los Glaciares Nationalpark, som ligger ca. 80 km derfra.
Du har resten af dagen på egen hånd til at gå en tur gennem byens hyggelige hovedgade, hvor små restauranter og butikker ligger side om side. Til aftensmad kan vi anbefale at prøve en ret med guanako eller lam, som området er berømt for.
Bemærk, at indenrigsflyet fra Trelew til El Calafate ofte går via Buenos Aires. Vær forberedt på en meget tidlig morgenafgang fra Trelew.
I dag skal du på en fantastisk heldagstur til Los Glaciares Nationalpark, som ligger ca. 80 km fra El Calafate. Det er den største nationalpark i Argentina, og den er med god grund også at finde på UNESCOS verdensarvsliste. Parken er over 6000 km2 og har en helt exceptionel smuk natur, bestående af enorme gletsjere, snedækkede bjerge, gletsjersøen og slettelandskab. Faktisk er hele 30% af parken dækket af is. Du skal besøge den berømte og også mest tilgængelige gletsjer af dem alle, den mægtige Perito Moreno. Gletsjeren måler ca. 30 km i længden, 5 km i bredden og er nogle steder over 70 meter høj. Det helt specielle ved denne gletsjer er, at den ikke blive mindre. De fleste gletsjere smelter pga. global opvarmning og bliver mindre år for år, men Perito Moreno formår at reproducere den samme mængde is, som det der smelter væk.
Efter ankomst til nationalparken skal du først på en lille sejltur hen foran gletsjeren. Her kan du rigtigt fornemme størrelsen på gletsjeren og få nogle fantastiske billeder. Måske du er heldig at se gletsjeren kælve, som man kalder det, når store isstykker knækker af med ordentlige brag.
Efter bådturen har du tid på egen hånd til at gå ad afmærkede gangbroer rundt i parken og nyde det imponerende stykke natur fra flere forskellige vinkler.
Inden du påbegynder gåturen ved gletsjeren, kan du købe frokost (ikke inkluderet) i det lille cafeteria ved parkeringspladsen. Vi anbefaler, at du tager frokosten med dig og nyder den undervejs på en bænk med udsigt til Perito Moreno gletsjeren.
Efter nogle timer ved gletsjeren bliver du kørt tilbage til dit hotel og har resten af aftenen til fri disposition.
Du har dagen på egen hånd i El Calafate. Er du interesseret i fugle kan du besøge fuglereservatet, Laguna Nimez, der ligger ca. 1 km nord for byen. Her kan du opleve mange forskellige arter bl.a. den sorthalsede svane, den sorthovedet ibis og den farverige flamingo. Du kan også blot gå en lille tur langs Argentino søen og nyde den skønne natur. Også her finder du et rigt fugleliv.
Lidt udenfor El Calafate ligger det spændende is-museum, Glaciarium, hvor du lærer mere om gletsjere og områdets historie. Der er en gratis shuttlebus til/fra museet fra centrum af El Calafate en gang i timen. På museet har de en isbar med temperaturer under 0 grader, hvor du får serveret dine drikkevarer i glas af is. Hvis du ikke er interesseret i museet, men gerne vil opleve en isbar, findes der to andre isbarer i centrum af El Calafate.
Ca. 200 km nord for El Calafate ligger Argentinas nok mest berømte trekking-område ved byen El Chaltén. Her kan du opleve Andesbjergenes magi og en ubeskrivelig natur bl.a. med det ikoniske bjerg, Mount Fitzroy. Så hvis du er vild med vandreture og smuk natur er denne tilkøbstur et must.
Du forlader Patagonien og sætter kurs mod det nordlige Argentina til Puerto Iguazú, som ligger tæt ved grænserne til Paraguay og Brasilien. Du bliver hentet i lufthavnen og kørt hen til dit hotel, som er smukt beliggende i regnskoven lidt uden for Puerto Iguazú.
Naturoplevelserne har allerede været mange på din rejse, men afsluttes med et brag af en finale ved Iguazú. Iguazú-vandfaldene er verdens største og består af 275 vandfald i forskellige størrelser, som ligger på en 2,7 km lang hestesko-formet strækning ved Iguazú-floden. Vandfaldene løber ofte sammen og vælter i støjende kaskader udover de op til 85 meter høje klipper.
For at få hele oplevelsen med, skal vandfaldene opleves både fra den argentinske- og den brasilianske side.
Det er på den argentinske side de fleste vandfald er, og her går du praktisk talt rundt mellem dem ad et netværk af små stier, trapper og gangbroer. Et lille tog kører dig ud mod det største og mest imponerende vandfald af dem alle, kaldet Djævlens Gab, La Garganta del Diablo. Her garanterer vi for både vand på linsen og et sug i maven, når du kigger ned i den brusende afgrund, hvor millioner af liter vand forsvinder ned.
Den frodige natur omkring vandfaldene rummer et enestående dyre- og planteliv, og din guide giver dig spændende information om den natur, du møder i parken.
Iguazú-vandfaldene er selvfølgelig også at finde på UNESCOs verdensarvsliste.
Inden turen går tilbage til Danmark, skal du selvfølgelig også opleve vandfaldene fra den brasilianske side.
Det er nemlig fra denne side, du får den flotteste panoramaudsigt over vandfaldene.
Om morgenen bliver du hentet på hotellet med din bagage. Du krydser Tancredo Neves-broen over Iguazú-floden, som danner grænsen mellem Argentina og Brasilien. Eftersom du krydser grænsen, skal du huske at have dit pas med ind i bussen.
På den brasilianske side går du ad en lille asfalteret sti igennem regnskoven hele tiden med udsigt over til de mange vandfald på den argentinske side. Du får set vandfaldene fra forskellige vinkler, og via en lang gangbro kommer du til en platform, hvorfra du ser lige op til Djævlens Gab. Også her kan du forvente at blive godt gennemblødt af vandstøvet fra det voldsomme vandfald.
Der er også bygget en udsigtsplatform, som du enten kan gå op til eller tage en elevator. Herfra får du set vandfaldene fra oven og ja, ikke overraskende, så er udsigten heroppefra intet mindre end fantastisk.
På gangstierne er der gode chancer for at møde de små nysgerrige næsebjørne, som altid er på jagt efter føde. Husk de ikke må fodres, selvom de gør alt for at få lidt mad.
Efter besøget i parken bliver du kørt til lufthavnen i Foz do Iguaçu på den brasilianske side, hvorfra du starter din hjemrejse, med flyskift undervejs.
Du ankommer til Danmark efter en uforglemmelig rejse rundt i Argentina.
|
Tom er vores Latinamerika-specialist. Han har siden midten af 1990erne rejst utallige gange i Mellem- og Sydamerika og han elsker at hjælpe andre med at komme på drømmerejsen dertil.
Vi ved, at din tid er dyrebar. Derfor er vores mål at give dig den bedst mulige personlige service, og det er vigtigt for os, at du føler dig tryg på hele rejsen. Vi sidder klar til at hjælpe dig fra det øjeblik, du booker, til du er vendt hjem igen.
Vi tilbyder en bred vifte af destinationer, der hver især har deres egen unikke historie at byde på, formet af lokale kulturer, fascinerende dyreliv og naturens skønhed.
Vi skaber rejser på baggrund af vores rejsespecialister og -eksperters omfattende research og førstehåndserfaringer. Hver rejse er tilrettelagt med henblik på at præsentere dig for det bedste, hver destination har at byde på.
Nyd at slappe af i tryg forvisning om, at din rejse er i sikre hænder. Vi er medlem af den danske Rejsegarantifond (medlemsnummer 1778). Helt grundlæggende betyder det, at du som rejsende er sikret økonomisk og kan få din rejse erstattet, hvis vi mod forventning skulle gå konkurs.